(237) (237) Herren har gjort tilvejebringelser for at sindets ædlere kræfter skal optrænes til højere stræben. Men i stedet for dette, forvansker mennesker sindets evner og presser dem ud i tjeneste i timeligt øjemed, som om denne jords ting var af højere betydning. På denne måde forklejnes de højere kræfter og mennesker forbliver ubegrænsede for dette livs pligter som ligger på dem. Hvis sindets ædlere kræfter ikke dyrkes, vil de ikke handle i renhed, heller ikke med dette livs opgaver. Det er Satans plan at sindets evner skal formindskes og sanseliggøres, men det er ikke Guds vilje at nogen skal overlade sindet til den ondes kontrol. Ved forstandsmæssige og åndelige øvelser, vil han få Sine børn til at vokse. . . . ret
(237) Vi har fået livsgerningen at berede os til det evige liv. Hvis vi udfører dette arbejde som Gud har tænkt sig at vi skal, kan enhver fristelse virke til vor fordel; for når vi modsætter os dens forlokkelser kommer vi frem i det guddommelige liv. I konfliktens hjerte vil usynlige agenter stå ved vor side, udsendt fra himlen til at hjælpe os i vor brydekampe, og i kriserne, styrken og fastheden, og kraften vil det gives til os, og vi vil få mere end moralsk kraft. ret
(237) Hvis menneskeagenten ikke bringer sin vilje i harmoni med Guds vilje, hvis han ikke forlader alle afguder (238) og overvinder alle forkert praksis, vil hans krig ikke lykkes, men til sidst vil han sejre. Dem som sejrer må gå ind i kampen mod usynlige agenter, det indre fordærv må overvindes, og alle tanker må underlægges Kristus. ret
(238) Helligånden arbejder altid, søger at rense, forædle og disciplinere menneskesjæle, for at de må blive egnede til helliges og engles selskab. . . . Som Guds børn, bør vi anstrenge os alvorligst for at blive sejrherrer, og som studerende som søger at ære og forherlige Gud, bør vi vise os selv som dem Han anerkender, arbejdsfolk som ikke behøver at skamme sig. ret
(238) Den rette brug af talens gave.
Dem der arbejder for Gud, bør anstrenge sig alvorligst for at blive en Kristi repræsentant, aflægge sig alle upassende gestikulationer og grov tale. Han bør bestræbe sig på at føre et korrekt sprog. Der er en stor klasse som ikke tænker over den måde de taler på, alligevel kan disse blive sandhedens repræsentanter. Hver dag bør de komme længere frem. De skal ikke forringe deres nyttighed og indflydelse ved at gemme på manglende manerer, toneleje eller sprog. Almindelige tarvelige udtryk bør erstattes med sunde og rene ord. Ved konstant årvågenhed og alvorlig disciplin kan den kristne unge holde sin tunge fra ondt og hans læber fra at tale svig. ret
(238) Vi bør passe på at ikke udtale vore ord forkert. Der er mænd iblandt os som (239) ved bedre i teorien men taler et forkert sprog, som alligevel i praksis ofte gør fejltagelser. Herren vil at vi skal være omhyggelige med at gøre vort bedste, gøre klog brug af vore evner og anledninger. Han har begavet mænd med gaver som velsigner og virker opbyggeligt på andre. Det er vor pligt at uddanne os selv så vi kan udrustes til det store arbejde vi har fået betroet. . . . ret
(239) Når vi læser op bør udtalelsen være klar. Snøvletale eller kejtet fremtræden bør rettes en gang for alle. Manglende udtrykkelighed bør tages som en defekt. Mange har dannet talevaner på en utydelig og uklar måde, som om deres tunge var for stor til deres mund. Denne vane har forhindret deres nyttighed meget. ret
(239) Hvis dem, der problemer med deres udtryksmåde, vil underlægge sig kritik og rettelser, kan de overvinde deres mangler. De bør vedholdende praktisere at tale med en lav, og udtrykkelig tone, bruge mavemusklerne med dybe indåndinger, og gøre struben til kommunikationskanal. Mange taler på en skyndsom måde og med et højt og unaturligt leje. Dette vil skade strube og lunger. På grund af stadig misbrug, vil de svage og betændte organer blive syge, og de vil tære hen. ret
(239) Kristi metode
Prædikanter og lærere bør være særlig opmærksom på at opdyrke stemmen. De bør lære at tale, ikke på en nervøs og skyndsom måde, men med langsom, (240) tydelig og klar udtryk, bevare stemmens melodi. ret
(240) Frelserens stemme var musik for deres ører, som ellers havde vænnet sig til de skiftkloge og farisæernes monotoniske og åndsløse tale. Han talte langsomt og udtryksfyldt, lagde vægt på de ord som Han ønskede at Hans tilhørere skulle give særlig agt på. Gamle og unge, uvidende og lærte, kunne gribe Hans ords fulde mening. Dette ville have været umuligt om Han havde talt forhastet og skyndt sætning efter sætning uden pause. Folk var meget opmærksomme på Ham, og det blev sagt om Ham, at Han ikke talte som de skriftkloge og Farisæerne talte, for Hans ord var som en der talte med myndighed. . . . ret
(240) Kristi måde at undervise på var skøn og tiltrækkende, og blev altid kendetegnet ved sin enkelthed. Han åbnede op for himmerigets mysterier, ved at bruge figurer og symboler som hans tilhørere var fortrolige med, og almindelige folk hørte ham med glæde, for de kunne fatte Hans ord. Der blev ikke brugt højtlydende ord, så man skulle bruge et leksikon for at forstå det. ret
(240) Jesus illustrerede Guds riges herligheder ved at bruge det som skete på jorden. I medfølende kærlighed og ømhed, opmuntrede, trøstede og underviste han alle som hørte Ham; for nåde blev udgydt fra Hans læber, så Han kan bibringe sandhedens rigdomme på den mest tiltrækkende måde. ret
(240) Det er den måde at han vil have at vi bringer Hans sandhed på andre på. Talens kraft er af stor værdi, og stemmen bør opdyrkes til velsignelse for dem som vi kommer i kontakt med. ret
(241) I bøn
(241) Det smerter mig når jeg ser hvor lidt talens gave påskønnes. Når bibelen læses, når du er i bøn, når der frembæres vidnesbyrd til mødet, hvor nødvendigt er det da ikke med klart og tydeligt sprog! Og hvor meget går ikke tabt i fortrolig tilbedelse, når en bøn sendes med nedbøjedet ansigt og man taler med lav og svag stemme! Men lige så snart familieandagten er ovre, kan dem der ikke taler højt nok og blive hørt i bøn, tale med vanlige klare og tydelige toner, og det er ikke vanskeligt at høre hvad de siger. Den bøn der fremsiges passer sig til eneværelset, men er ikke opbyggelige i familien eller offentlig tilbedelse; for hvis dem som er samlet ikke kan høre hvad der siges, kan de ikke sige »Amen«. Næsten alle kan tale højt nok så de kan høres i almindelig samtale, og hvorfor skal de så ikke tale sådan at de kaldes til at frembære vidnesbyrd eller sende bøn? ret
(241) Når vi taler om guddommelige ting, hvorfor så ikke tale med klare toner på en måde så det er tydeligt at du ved hvad du taler om, og ikke skammer dig over at vise dine farver? Hvorfor ikke bede som om din samvittighed er blottet for fornærmelse, og kan komme til nådens trone i ydmyghed, alligevel med hellig frimodighed, løfte hellige hænder op uden vrede og tvivlsomhed? Bøj jer ikke ned og dæk jeres ansigter til som om der var noget I ønskede at skjule; men løft dine øjne imod den himmelske helligdom, hvor Kristus din Mellemmand står foran Faderen for at bringe dine bønner frem, blandet med Kristi egen fortjeneste og pletfri retfærdighed, som vellugtende prøvelse. ret
(242) (242) Du indbydes til at komme for at bede, og søge, bane på, og du forvisses om at du ikke vil komme forgæves. »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.« Matt. 7,7.8. ret
(242) Kristus belyser Guds villighed til at velsigne ved faderens villighed til at tilstå sit barns efterspørgsel. Han siger: »Findes der mon nogen fader iblandt jer, som vil give sin søn en sten, når han beder om brød, eller når hans søn beder om en fisk, så i stedet for en fisk vil give ham en slange? Eller når han beder om et æg, mon han så vil give ham en skorpion? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham?« Luk 11,11-13. ret
(242) Vi kommer til Jesus i Jesu navn på en særlig indbydelse, og han byder os velkommen i Hans lytteværelse. Han giver den ydmyge og brødebetyngede sjæl den tro på Kristus, som han er retfærdiggjort ved. Jesus udsletter en tyk sky af hans overtrædelse, og det trøstede hjerte udbryder: »Jeg takker dig, herre, thi du vrededes på mig; men din vrede svandt, og du trøstede mig.« Esajas 12,1. Disse vil forstå Paulus’ ord af egen erfaring: »Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.« Romerne 10,10. ret
(242) Mennesket bliver en agent som Gud kan beskæftige til at gennemføre Sine mål. Han holder Kristus frem, fremholder Hans barmhjertighed og kærlighed for verden. Han har et vidnesbyrd som (243) han ønsker at andre skal høre. I salmistens sprog siger han: »Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger! Han, som tilgiver alle dine misgerninger og læger alle dine sygdomme, han, som udløser dit liv fra graven og kroner dig med miskundhed og barmhjertighed.« Sal 103,1-4. ret
(243) I vidne for Kristus
Gud har givet os talens gave så vi kan fortælle andre om hans handlemåde med os, at Hans kærlighed og medfølelse kan berøre andre hjerter, og at pris måtte rejse sig fra andre sjæle også til Ham som har kaldet dem ud af mørke til Hans forunderlige lys. Herren har sagt: »I er Mine vidner.« Esajas 43,10. Men alle som kaldes til at være Kristi vidner må lære af Ham, så de kan være gode vidner. Som børn af den himmelske konge, bør de uddanne sig selv til at frembære vidnesbyrd med en klar og udtrykkelig stemme og på en sådan måde at ingen kan få det indtryk at de kvier sig ved at fortælle om Herrens nådegaver. ret
(243) Ved sociale møder, bør der sendes bønner op så at alle bliver opbygget, dem som tager del i dette bør følge eksemplet med Herrens skønne bøn for verden. Denne bøn er enkel, klar letfattelig, og dog ikke lang og åndsløs, sådan som de bønner der nogle gange sendes op i offentlighed. Det var bedre om disse åndsløse bønner ikke blev sagt; for de er blot formelle, uden vital kraft, og de er ikke til velsignelse eller opbyggelse. ret
(243) Apostlen Paulus skriver: »Ligeså de livløse (244) ting, der frembringer lyd, enten det nu er en fløjte eller en harpe: hvis de ikke gør skel mellem tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på fløjten eller harpen? Eller hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp? Således også med jer; hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger? I står jo så og taler hen i vejret. ret
(244) »Der er i verden, hvem ved hvor mange slags sprog, og der er intet af dem, der ikke har sine bestemte lyde. Hvis jeg nu ikke er inde i sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler, og den, der taler, som en fremmed over for mig. Således også med jer: når I er ivrige efter de åndelige gaver, så lad det være til menighedens opbyggelse, at I søger at få dem i rigeligt mål.« 1 Korinter 14,7-12. ret
(244) I alle vore religiøse tjenester bør vi forsøge at optræde sådan at andre vil opmuntres, arbejde så meget det er i vor magt, at menigheden fuldkommengøres. »Derfor skal den, der taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det. Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt. . . . . Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige »amen« til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger. Din takkebøn er god nok, men de andre opbygges ikke. ret
(244) »Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end alle I andre. Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger. « Vers 13-19. ret
(245) (245) Det princip Paulus viser om tungetalens gave kan på samme måde bruges om stemmen til bøn og sociale møder. Vi ønsker ikke at nogen som mangler noget i denne henseende, ophøjer med at sende bønner, eller frembære vidne til Kristi kraft og kærlighed. ret
(245) Jeg skriver ikke disse ting for at gøre jer tavse, for der har allerede været for meget tavshed til vore menigheder; men jeg skriver at I må hellige jeres stemme til Ham som gav jer denne gave, og må indse at det er nødvendigt at fremelske den, så at I kan opmuntre menigheden med det som I siger. Hvis I har fået til vane at tale på en lav og uklar måde, bør I betragte det som en mangel, og anstrenge jer alvorligst for at overvinde dette, så I kan ære Gud og opmuntre Hans børn. ret
(245) Til vore andagtsmøder, bør vore stemmer bruges til at udtrykke bøn og prise vor beundring til den himmelske Fader, så alle kan vide at vi tilbeder Gud i enkelthed og sandhed, og i hellighedens skønhed. Talens gave er i virkeligheden dyrebar i denne uvidenhedens og syndens verden, melodien af den menneskelige røst, bruges til at prise Ham, som har elsket os og givet Sig selv til os. ret
(245) Hellige stemmen
Talens gave er blevet misbrugt meget og forvansket meget fra det som den er til for; men lad dem som hævder at være børn af den himmelske Konge vågne op til deres ansvar, og få det meste ud af dette talent. Lad ingen sige: »Det har ingen gavn for mig at prøve at bede; for andre hører mig ikke.« Lad ham hellere sige: »Jeg vil anstrenge mig alvorligst (246) for at overvinde denne Guds-vanærende vane at tale med en lav og uklar tone. Jeg underlægger mig selv disciplin indtil min røst kan høres også for dem der hører tungt.« ret
(246) Lad stemmerne fra Kristi efterfølgere blive oplært sådan at de i stedet for at dynge ord sammen på en utydelig måde, må deres udtryk være klare, kraftfulde og opmuntrende. Lad ikke stemmen falde efter hvert ord, men hold den oppe så at alle sætninger vil blive hele og fuldstændige. Vil det være det værd at oplære dig så selv, så du derved er i stand til at øge interessen for Guds tjeneste og opmuntre Hans børn? Taknemmelighedens, prisens og glædens røst høres i himlen. Englenes røst i himlen forener sig med Guds børns stemmer på jorden, idet de tilskriver Gud og Lammet ære, herlighed og pris, for den store frelse der er tilvejebragt. ret
(246) Lad enhver søge at gøre sit bedste. Lad dem der har skrevet sig op under fyrsten Immanuels banner vokse dagligt i nåde og virkekraft. Lad lærerne på vore institutioner bestræbe sig på at oplære deres studerende i alle uddannelseslinjer så de kan komme veldisciplinerede ud til velsignelse for menneskeheden og til Guds ære. ret
(246) Det er absolut nødvendigt at studerende oplæres til at læse med en klar (247) og udtrykkelig tone. Det smerter os når vi deltager i konferensemøderne, traktatselskabernes møder, og møder at forskellige slags, hvor der læses efterretninger med en meget uhørebar og utydelig stemme eller på en skyndsom måde eller med en indhyllet tone. Halvdelen af interessen for et møde går tabt når deltagerne gør deres del på en ligegyldig og åndsløs måde. De bør lære at tale på en sådan måde at de kan opmuntre dem der lytter. Lad enhver i forbindelse med missionsarbejde udruste sig selv til at tale med en klar, og tiltrækkende måde, udtale sine ord perfekt. ret
(247) Den ordentlige brug af vokalorganerne vil gavne den fysiske sundhed og øge nyttighed og indflydelse. Det er ved at falde i dårlige talevaner at folk bliver kedelige læsere og talere, men dem som er intelligente nok til at blive missionærarbejdere eller gøre forretninger burde have forstand nok til at ændre deres talemåde. Ved en klog arbejdsmåde kan de udvide brystet og styrke musklerne. Ved at give agt på den rette undervisning, følge sundhedsprincipper om at udvide lungerne og stemmekulturen, kan vore unge mænd og kvinder blive talere som kan høres; og det som skal gøres for dette vil forlænge livet. ret
(247) Dem som gør sig rigtige tanker om at underkaste sig stemmekultur vil finde det nødvendigt at uddanne sig og oplære sig selv, så at de kan ære Gud og velsigne andre. De vil underlægge sig selv de tålmodige og virksomme lærere og lære at læse på en måde så stemmens melodi bevares. Med øjet rettet på Guds ære vil få det meste ud af deres naturlige evner. Når de påbyder deres egne kræfter, vil de ikke hæmmes af deres egne talemangler, og deres nytte for Guds sag vil øges.