(259) (259) Kristus var den største lærer verden nogensinde har kendt. Han kom til denne jord for at sprede sandhedens klare stråler ud omkring, så mennesker kan gøres egnet til himlen. »Dertil er jeg født,« erklærede Han »og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.« Joh. 18,37. Han kom for at åbenbare Faderens karakter, så menneskene kan ledes til at tilbede Ham i Ånd og i sandhed. ret
(259) Menneskets behov for en guddommelig undervisning var velbekendt i himlen. Guds medynk og sympati blev opvækket for faldne menneskers skyld, faldet og bundet til Satans stridsvogn; og da tidens fylde var inde, udsendte Han Sin Søn. Han som blev udpeget i himlens rådssamlinger kom til denne jord som menneskenes instruktør. Ved Guds rige godgørenhed blev Han givet til vor verden, og for at imødekomme menneskenaturens behov, påtog Han Sig selv menneskelighed. Til den himmelske hærs forbavselse blev det evige Ord til denne verden, som et hjælpeløst barn. Velforberedt, forlod han de kongelige sale og allierede Sig selv på mystisk vis med faldne menneskevæsener. »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.« Joh. 1,14. ret
(259) Da Kristus forlod Sin høje rang, kunne Han have påtaget Sig den tilstand i livet som han vælger. Men storhed og rang var intet for Ham, og Han valgte den mest ydmyge livsvandring. Han fik ikke erfaret nogen luksus, nemhed eller selvtilfredsstillelse. Sandheden af himmelsk oprindelse skulle være Hans tema; Han skulle så verden til med sandhed, og Han levede på en sådan måde at den var tilgængelig for alle. ret
(260) (260) At Kristus i Sin barndom skulle vokse op i visdom og yndest for Gud og mennesker, var ikke mærkværdigt, for det var efter Hans guddommelige bestemte love, at Hans talenter skulle udvikles og Hans evner styrkes. Han søgte ikke uddannelse i rabbinernes skoler, for Gud var hans vejleder. Da han blev ældre fortsatte Han med at blive mere vis. Selv studerede Han flittigt i Skriften, for Han vidste at de var fuld af uvurderlig undervisning. Han var trofast med at udføre sine pligter i hjemmet; og i de tidlige morgentimer fandt man ham ofte et tilbagetrukket sted, i stedet for at være i sin seng, og ransagede Han skrifterne og bad til Sin himmelske Fader. ret
(260) Han var fortrolig med alle forudsigelser om Sit arbejde og formidling, især dem der førte hen på Hans ydmygelse, forsoning og mellemkomst. Formålet med Hans liv på jorden stod altid foran Ham, og Han glædede sig over at tænke på at Herrens nådige målsætning ville lykkes i Hans hænder. ret
(260) Om Kristi lære blev det sagt: »Den store skare hørte ham gerne.« Mark. 12,38. »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.« (Joh. 7,46) erklærede embedsmændene som blev sendt for at tage Ham. Hans ord trøstede, styrkede, og velsignede dem som længes efter den fred som Han alene kunne give. Hans ord var opløftende for Hans tilhørere, til et højere tanke- og handlingsplan. Hvis disse ord, i stedet for menneskers ord, blev givet til eleven i dag, ville vi se bevis på højere forstand, en klarere fattevne for himmelske ting, (261) en dybere kundskab til Gud, et renere liv, mere livskraftigt kristenliv. ret
(261) Kristi illustrationer blev taget fra dagliglivets ting, og selvom de var enkle, havde de en forunderlig dyb betydning. Luftens fugle, markens liljer, det voksende korn, hyrden og fårene -illustrerede Kristus med disse ting den evige sandhed; og hver gang Hans tilhørere ved lejlighed så disse ting igen, genkaldte de Hans ord. Derved blev sandheden en levende virkelighed; naturens scenerier og livets daglige anliggender blev altid Frelserens lære altid gentaget for dem. ret
(261) Kristus brugte altid det enkle sprog, alligevel prøvede Hans ord kundskaben til en dybe og uforbeholdne tænkere. Hans undervisningsmetode burde lærerne bruge i dag. Åndelige sandheder bør altid bringes frem i et enkelt sprog, så de kan forstås og finde bo i hjertet. Sådan talte Kristus til de skarer der gik forbi og trængte sig om Ham; og alle, lært og ulært, var i stand til at fatte Hans lektioner. ret
(261) I enhver skole bør undervisningen være ligeså nem at forstå som den Kristus gav. Brugen af lange ord forvirrer sindet og fordunkler den smukke tanke der gives. Der er behov for at lærerne kommer i tæt kontakt med deres studerende, og vil give en klar og bestemt undervisning, illustrere åndelige ting med naturens ting og ved kendte ting fra hverdagslivet. ret
(261) Bibelen åbenbarer Kristus for os, som den Gode Hyrde, der med utrættelige fødder leder efter tabte får. Med (262) Sine helt egne metoder hjælper Han alle som har behov for Hjælp. Med øm og venlig nåde betjener han syndssyge sjæle, bringer dem helbredelse og styrke. Den enklethed og alvor som han taler til dem der trænger, bliver hvert ord helliget. Han forkynder Sit budskab fra bjergsiden, fra fiskermandens båd, i ørknen, på store færdselsårer. Der hvor Han fandt dem som var parat til at lytte, var han parat til at åbne sandhedens skatkammer op for dem. Han deltog i det jødiske folks årlige højtider, og han talte til store klarer, der var optaget af ydre ceremonier, om himmelske ting, bragte evigheden inden for deres øjesyn. ret
(262) Hele frelserens liv var karakteriseret af uegennyttig godgørenhed og hellighedens skønhed. Han er vort mønster for godhed. Fra begyndelsen af Hans forkyndertjeneste, begyndte mennesker at fatte Guds karakter mere klart. Han førte Sin lære ud i Sit eget liv. Han viste uforbeholden konsekvens, godgørenhed uden svaghed, ømhed og forståelse uden at blive sentimental. Han var meget social. Han havde en ærbødighed der opmuntrede til enhver fortrolighed. Hans mådeholdenhed førte aldrig til blind tro eller strenghed. Han blev ikke tilpasset til verden, alligevel var Han opmærksom på de mindste ønsker hos menneskene. ret
(262) »Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra Bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft?« Esajas 63,1. Med forvisning kommer svaret: »Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: Han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget (263) til herlighed.« 1 Timotius 3,16. »Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!« Filipperne 2,6-11. ret
(263) Lærer kan kun få liv og kraft ved at arbejde som Kristus arbejdede. Da Han er den mest mægtige indflydelse i deres liv, vil de få succes med deres anstrengelser. De vil nå højder, som de ikke hidtil har nået. De vil indrømme helligheden i det arbejde de har fået betroet, og fyldt med Hans Ånd vil de besjæles med det samme ønske for at frelse syndere som besjælede Ham. Og ved deres indvielse og helligelse for deres studerende, vil de ledes til Frelserens fødder.
(263) Studerende har ikke råd til at vente indtil de anses for at være færdiguddannede til med at bruge det de har lært til deres medmenneskers gavn. Hvis de gør dette, kan de studere og samle viden så meget de vil, og deres uddannelse vil alligevel være ufuldstændig.