Skildringer fra Paulus liv kapitel 1fra side9

tilbage

Saulus forfølgeren

(9)  Blandt de mest bitre og hårdeste forfølgere af Kristi kirke, rejste der sig den dygtigste forsvarer og mest succesrige budbringer af evangeliet. Med det apostolske broderskab fra de tolv udvalgte, som havde fulgt Kristus fra sin dåb helt til hans himmelfart, kunne der tælles een som aldrig havde set Herren, medens han boede iblandt mennesker, og som kun havde hørt hans navn i vantro og foragt. Men under fanatikerens og farisæerens blindhed, så den Uendelige Visdom et hjerte der var loyalt mod sandhed og pligtfølelse. Og røsten fra himlen kunne lade sig høre over stolte ramaskrig og fordomme. I evangeliets offentliggørelse, vil det Guddommelige Forsyn forene sig med den Galilæiske bondes iver og helligelse, med en Jerusalems rabbiners ildhu og forstandsmæssige kraft. For at kunne føre krigen imod hedensk filosofi og jødisk formalisme, blev der valgt een som selv havde været vidne til hedenskabstilbedelsens fornedrende kraft, og udholdt farisæernes krav om åndelig trældom. ret

(10)  Saulus fra Tarsus var en Jøde, ikke kun af afstamning, men ved stærke bånd af livslang oplæring, patriotisk helligelse og religiøs tro. Selvom han var romersk statsborger, født i en hedensk by, blev han uddannet i Jerusalem, af de mest fremragende rabbiner, og nøje undervist i Fædrenes love og traditioner. Derved delte han i fuld omfang, sit folks håb og stræben, ædle stolthed og urokkelig fordom. Han erklærer om sig selv at være "hebræer af hebræere, lovtro farisæer, nidkær forfølger af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav." Af de jødiske ledere blev han betragtet som en ung meget lovende mand, og høje håb, gemmes om ham, som en duelig og nidkær forsvarer af den gamle tro. ret

(10)  Ligesom hans folk, nærede Saulus håbet om en Messias, som skulle regere som en timelig fyrster, der bryder det romerske åg, fra Israels hals, og ophøje hende til det universelle riges trone. Han kendte ikke personligt til Jesus af Nazaret eller til hans mission, men han opslugte hurtig rabbinernes hån og had mod ham, som langt fra opfyldte deres ærgerrige håb; og efter Kristi død, sluttede han så ivrigt sammen præsterne og herskerne i at forfølge hans efterfølgere, som en forbudt og hadet sekt. ret

(10)  De jødiske ledere troede at Kristi arbejde ville slutte med ham; at når hans stemmer ikke længere kunne høres, ville spændingen dø ud, og folk ville vende tilbage til menneskers læresætninger og traditioner. Men i stedet for det, var de vidne til utrolige scenerier på pinsefestens dag. Disciplene, blev begavet med en hidtil ukendt kraft og energi, forkyndte Kristus for en umådelig skare fra alle dele af verden, der var samlet ved festen. Tegn og undere bekræftede deres ord; og netop jødedommens fæstning, erklærede tusindvis åbenlyst deres tro til Nazarets Jesus, den korsfæstede forbyder, som den lovede Messias. ret

(11)  Og kun kort tid efter pinsens begivenheder, udførte apostlene et mægtigt mirakel, der fylde hele Jerusalem med begejstring. En krøbling som havde været lam fra fødslen af helbredte Peter og Johannes under folkets nærvær, inden for templets område. Denne forbavsende helbredelse blev udført i Jesu navn, apostlene erklærede at han var steget op til himlene, og derfra tildelt sine efterfølgere kraft, og de anklagede frygtløst jøderne for at have sig forbrudt sig i hans afvisning og mord. Masser af mennesker tog imod den lære apostlene forkyndte, at Jesus var opstået fra de døde. De angrede dog ikke deres forfærdelige forbrydelse at lægge ham i døden. Når kraft fra himlen kom over apostlene på en så bemærkelsesværdig måde, holdt angsten præsterne og de ældste dem fra at udøve vold; men i deres bitterhed og skinsyge var de uforandrede. Fem tusinde havde allerede åbenlyst erklæret deres tro på Kristus; og både Farisæerne og Saddukæerne besluttede indbyrdes at hvis de dem med den nye lære ikke blev bremset, ville deres egen indflydelse være i stor fare, end da Jesus var på jorden. Hvis en eller tro prædikener fra apostlene kunne give så bemærkelsesværdige resultater, ville verden hurtigt tro på Kristus, og præsterne og herskernes indflydelse går tabt. De anklagede der apostlene, og kastede dem i fængsel, og forventede at skræmme og fortie dem. Men disciplene som tidligere krysteragtigt havde fornægtet sin Herre, erklærede nu frimodigt en opstået frelsers kraft. Forgæves befalede herskerne at ikke længere tale i det navn. Så deres trusler blev kraftesløse, og blev til sidst betvunget fra vold, af frygt for folk, og så satte de apostlene fri. ret

(12)  De efterfølgende begivenheder tjente kun til at forøge deres frygt og had. Den kraft som apostlene stadig proklamerer evangeliet, de under der blev udført Jesu navn, der blev dagligt føjet til menigheden, den enighed og harmoni der prægede de troende, de hurtige og forfærdelige manifestationer af guddommelig kraft i Annanias og Safiras tilfælde, - lagde alle de jødiske ledere mærke til, og tilskyndede dem til at mere beslutsom at knuse det kraftfulde oprør. Apostlene blev igen arresteret og fængslet, og Sanhedrim blev kaldet sammen for at prøve deres sag. Et stort antal lærte mænd udover rådet blev kaldt sammen, og de rådførte sig med hinanden om hvad der skulle gøres med disse fredsforstyrrere. Men Herrens engel åbnede den nat fængselsdørene, og bragte sine tjenere frem, påbød dem at igen proklamere livets ord i templet. Stor var præsterne og herskernes forbavselse, da de var samlet for at afsige dom over fangerne, de fik rapport om at fængselsdørene var sikret bolderet fast, og at vagten var placeret ude for dem, men apostlene selv var udfriet på mystisk vis, og forkyndte allerede ved templet. ret

(13)  Der blev igen stævne i rådet, og ypperstepræsten mindede dem igen vredt om den advarsel de havde fået, og anklagede dem at de bestræbte sig for at bringe Kristi blod på jøderne. De var ikke så villige til at bære den skam, det var at slå Jesus ihjel, som da de den opildnede hob istemte med råbet: "Hans blod er over os og over vore børn!" ret

(13)  Peter og hans brødre gentog deres tidligere påstand, at de måtte adlyde Gud frem for mennesker. Og så blev de anklagede til anklagerne; og de bevægedes af Guds Ånd, de anklagede de præster og herskerne alvorligt for mord på Kristus, som var i rådsforsamlingen. Disse ærværdigheder blev nu så rasende, at de besluttede uden nærmere undersøgelse, at tage loven i deres egne hænder, og dræbe fangerne. De ville have udført deres morderiske planer straks, men den rolige og retsindige Gamaliel, som advarede dem mod at effektuere så voldelige mål før karakteren af den bevægelse de modsatte sig udviklede sig helt, for at de måske ikke skulle kæmpe imod Gud. Denne eminente rabbiners lærdom og høje position, gav hans ord vægt. Præsterne kunne fornægte fornuften i hans synspunkter. De løslod meget modvilligt deres fanger, og slog dem med stokkeslag, og pålagde dem igen og igen at ikke mere forkynde i Jesu navn, eller deres liv ville betale straffen for deres frimodighed. ret

(14)  Men straffene og truslerne gik lige så upåagtet hen. Apostlene "gik da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op ned hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus« På trods af al modstand "blev disciplenes antal forøget." ret

(14)  Og nu skete der en række begivenheder, selv om det virkede som om der kun var nederlag og tab i Kristi sag, resulterede det i dets sejre, og gav verden de ædleste eksempler på kristen tro, og vandt deres mest aktive og succesrige sejre hos dets modstandere. De mest ivrige troende blev afskåret fra deres familier og venner ved jødernes meget blinde tro. Mange af de nyomvendte var blevet afskåret fra forretninger og flygtet fra deres hjem, fordi de havde gjort dem til talsmænd for Kristi sag. Det var nødvendigt at forsyne disse mange mennesker, der var samlet i Jerusalem, med hjem og underhold. Dem der havde penge og ejendomme ofrede gladeligt til dem, for at imødekomme den nød der var. Deres midler blev lagt for apostlenes fødder, som delte ud til enhver, efter hvad han behøvede. ret

(14)  Iblandt de troende var der ikke kun dem af jødisk afstamning og talte hebræisk tungemål, men også borgere fra andre lander, som brugte det græske sprog. Mellem disse to klasser har der længe været mistillid, og endog fjendskab; og selvom deres hjerter nu var blødgjort og forenet i kristen kærlighed, blussede denne gamle skinsyge nemt op igen. Således skete det, at eftersom der blev flere disciple, "vaktes der en kurren hos grækerne imod hebræerne." Årsagen til beklagelserne var en påstået forsømmelse af græske enker, når deles midler ud, til de fattige. En sådan ulighed ville være imod evangeliets ånd, og der blev straks gjort forbehold for at fjerne al utilfredshed. Ved et rådsmøde af troende, sagde apostlene at tiden var kommet, hvor de skulle befris fra opgaven at tilmåle de fattige, og fra andre lignede byrder, så at de kunne få lov til at forkynde Kristus. "Find derfor brødre," sagde de, " iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste." Dette råd blev fulgt, og de syv udvalgte blev sat højtideligt til side til deres pligter med bøn og håndspålæggelse." ret

(15)  Beslutnignen om de syv velsignede Gud stort. Menigheden blev større i antal og styrke, "og en stor mængde af præsterne adlød troen."Denne succes gav apostlene en velfortjent større frihed, og de syv fattigforstandere viste iver og kraft. Det at brødre blev tildelt dette særlige arbejde, udelukkede dem ikke fra at undervise i tro. Tværtimod, var de helt ud kvalificerede til at undervise i sandheden, og de gik ind i arbejdet med stor alvor og succes. ret

(15)  Den fremmeste af de syv var Stefanus, "der var fuld af nåde og kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket." Selvom han var en jøde afr fødsel, talte han det græske sprog, og var fortrolig med grækernes sæder og skikke. Han fandt det derfor belejligt at proklamere evangeliet i de græske jøders synagoger. Lærte rabbiner og doktorer af loven, gik i offentlig diskussion med ham, og var sikker på en let sejr. Men "de kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte." Han talte ikke kun ved Helligåndens kraft, men det var tydeligt at han havde studeret profetierne, og lært i lovens sager. Han forsvarede dygtigt de sandheder han fremholdte, og overvandt sine modstandere helt. ret

(16)  Præsterne og herskerne som var vidne til denne forunderlige manifestation af den kraft, som fulgte Stefanus’ forkyndergerning blev fyldt med bitter had. I stedet for at give efter for vægten af de beviser han kom med, besluttede de at fortie hans stemme, ved at lægge ham i døden. Ved flere anledninger havde de bestukket de romerske myndigheder til at forbigå situationer, hvor jøderne havde taget loven i deres egne hænder, og romerne ikke bemærker det, og jøderne prøvede, fordømte og eksekverede fanger efter deres nationale skik. Stefanus’ fjender betvivlede ikke at de kunne gøre sådan, uden at bringe sig selv i fare. De besluttede at risikere konsekvenserne for alt der skete, og de arresterede Stefanus og bragte ham for Sanhedrims råd for retsforfølgelse. ret

(16)  Lærte jøder fra omgivende lande, blev stævnet for at modbevise den anklagedes argumenter. Saulus var også til stede, og tog en ledende del imod Stefanus. Hans veltalenhed vejede og rabbinernes logik belastede sagen, og overbeviste folk om at Stefanus forkyndte bedrageriske og farlige læresætninger. Men i Stefanus mødte han en der var liges så højt uddannet som ham selv, og en som havde fuld forståelse Guds hensigt med at sprede evangeliet til andre folk. ret

(17)  Præsterne og herskerne kunne stille noget op imod Stefanus’ klare og rolige visdom, skønt de havde voldsom modstand. De besluttede at gøre et eksempel i ham, og så længe de lod deres hævngerrige had få frit løb ville de forhindre andre, af frygt for at tage imod hans tro. Falske vidner blev hyret for at bevidne at de havde hørt ham sige blasfemiske ord imod templet og loven. De sagde: Thi vi har hørt ham sige: »Denne Jesus fra Nazaret skal nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Moses har overleveret os." ret

(17)  Da Stefanus stod ansigt til ansigt med hans dommere, for at svare for den blasfemiske forbrydelse, skinnede en hellig stråle over hans ansigt. "Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt." Dem som ophøjede Moses kunne det samme ophøjede lys i fangen, som strålede ud fra den gamle profet. Mange som beskuede Stefanus ansigtsudtryk, skælvede og tilslørede deres angiter, men den hårdnakkede vantro og fordomme vaklede aldrig. ret

(17)  Stefanus blev betvivlet over for anklagernes sandhed imod ham, og tog hans forsvar op, med en klar og gysende stemme, som genlød gennem rådssalen. Han gav sig til at gennemgå Guds udvalgte folks historie i ord så forsamlingen blev tryllebundet. Han udviste et grundigt kendskab til den jødiske ceremoni, og den åndelige fortolkning af den, der nu manifesterede sig igennem Kristus. Han tydeliggjorde sin egen loyalitet mod Gud og den jødiske tro, Imedens han viste at den lov de satte stolede på efter frelse, ikke kunne bestykke Israel fra afgudsdyrkelse. Han forbandt Jesus Kristus med hele den jødiske historie. Han refererede til Salomons opbyggelse af templet, og til både Salomons og Esajas ord: "Dog, den Højeste bor ikke i huse." "Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig?" Stedet for Guds højeste tilbedelse var i Himlen. ret

(18)  Da Stefanus havde nået til dette punkt, blev der tumult blandt folk. Fangen læste hans skæbne i ansigterne foran ham. Han så modtanden i hans ord, som blev sagt efter Helligåndens anvisning. Han vidste at han gav sit sidste vidnesbyrd. Da han forbandt Jesus Kristus med profetierne, og talte om templet sådan som han gjorde, rev præsten sin klædning i stykker af rædsel. Denne handling var et signal til Stefanus om at hans røst snart ville forties for altid. Selvom han var midt i hans prædiken, afslutede han den pludselig, ved et pludselig afbrud fra historiekæden, og vendte sig til hans rasende dommere og sagde: "I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren t Altid sætter I jer op imod Helligånden som jeres fædre, således I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!" ret

(19)  Heri var præsterne og herskerne ude af dem selv af vrede. De blev værre end vilde dyr efter bytte, end at være som mennesker. De slæbte Stefanus, og skar tænder. Men han blev ikke skræmt, dette havde han forventet. Hans ansigt var roligt, og skinnede af englenes lys. De oprevede præster og den opildnede folkehob havde ingen rædsel for ham. Sceneriet om ham svandt bort fra hans synsfelt, himlens porte stod på vidt gab, og Stefanus, så ind, s Guds herlighed og sale, og Kristus, som han lige var rejst fra sin trone, stod parat til at støtte sin tjener, som var ved at lede mardyrdom for hans navn. Da Stefanus proklamerede det herlige scenerri der åbnede sig for ham, var mere end hvad hans forfølgere kunne klare. De lukkede for deres ørere, så de ikke hører hans ord, og fór med høje råb på ham i en samklang. "Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen." De vidner som havde anklaget ham, blev bedt om at kaste de første sten. Disse personer lagde deres klæder ned for fødderne af Saulus, som havde taget aktiv del i diskussionen, og indvilgede i fangens død. ret

(19)  Stefanus mardyrium gjorde et dybt indtryk på alle der bevidnede det. Det var en smertelig prøvelse for menigheden, men resulterede i Saulus omvendelse. Martyrens tro, standhaftighed og forherligelse kunne ikke udviskes fra hans hukommelse. Guds signatur på hans ansigt, hans ord som nåede deres sjæle som hørte dem, forblev i beskuernes hukommelse, og bevidnede for den sandhed, som han havde proklameret. ret

(20)  Der blev ikke udsagt en lovlig dom over Stefanus, men de romerske myndigheder blev bestukket af store pengesummer for at ikke undersøge sagen. Saulus syntes at være gennemsyret af en vanvittig iver for Stefanus trængsler og død. Han lod til at være enig med sin egen skjulte overbevisning om at Stefanus blev æret af Gud, over den periode hvor han blev vanæret af mennesker. -Han fortsatte med at forfølge Guds kirke, fange dem ind, arrestere dem i deres hjem, og overgive dem til præsterne og herskerne for fængsling og død. Hans iver for at gennemføre forfølgelsen var til rædsel for de kristne i Jerusalem. De romerske myndigheder anstrengede ikke særlig for at standse dette grusomme arbejde, og hjalp i det skjulte jøderne, med at vinde dem, og sikre sig deres gunst. ret

(20)  Saulus blev værtsat højt af jøderne for hans iver for at forfølge de troende. Efter Stefanus’ død blev han valgt som medlem af Sandhedrim-rådet, i betragtning af det han havde gjort ved denne lejlighed. Denne lærte og nidkære rabbiner var et mægtigt redskab i Satans hånd til at gennemføre sit oprør imod Gud, men skulle hurtigt ansættes til at opbygge den kirke som han nu rev ned. En mægtigere end Satan havde udvalgt Saulus til at tage den martyrdræbte Stefanus’ sted, til at forkynde og lide for hans navn, og til at udbrede og frelsens glade nyheder gennem hans blod. ret

næste kapitel