(98) Paulus ventede ikke på sine brødre Silas og Timotius i Athen, men efterlod en besked til dem, at følge ham, og tog straks til Korint. Her tog han ud på en anden arbejdsmark, som var anderledes end den han havde forladt. I stedet for Filosofiskolens nysgerrige og kritiske elever, kom han i kontakt med en travl og foranderlig befolkning i et stort handelscenter. Grækere, jøder og romere, med rejsende fra alle lande, var blandet sammen i dens fylde gader, ivrig efter forretninger og fornøjelser, og har kun lidt tanke eller omsorg der går udover det nuværende livs anliggender. ret
(98) Korint var en af de førende byer, ikke kun i Grækenland, men for verden. Placeret på en smal landtange mellem to have, bød den på handel for både øst og vest. Dens placering var næsten uindtagelig. En umådelig klippeborg, rejste sig brat og lodret op fra sletten til en højde mod to tusinde fod (tres meter) over havets overflade, var et stærkt naturlig forsvar for byen og dens to havne. Den gang var Korint mere velstående end Athen, som havde taget føringen. Begge havde erfaret hårde forandringer; men førstnævnte havde rejst sig fra sine ruiner, og var langt fremme i end sin tidligere velstand, medens sidstnævnte ikke havde nået sin tidligere storhed. Athen var et anerkendt center for kunst og lærdom; Korint, var hovedsæde for regering og handel. ret
(98) Denne store købstad var i direkte forbindelse med Rom, medens Tessalonika, Efesus, Alexandria og Antiokia var ganske nemme at komme til, enten med land eller vand. Der var sådan en anledning til udbrede evangeliget. ret
(99) Alligevel så apostlen alvorlige forhindringer alle steder for at udbrede sit arbejde. Byen var næsten helt overgivet til afgudsdyrkelse. Venus var den største gudinde, og et stort antal udsvævende kvinder var beskæftiget med tilbedelsen af denne regerende guddom, for at tiltrække tilbedere fra den populære umoral. Korinterne var blevet iøjnefaldne, også iblandt hedningene, for deres store umoral. ret
(99) Der var nu et meget større antal jøder i Korint end nogensinde tidligere. Dette folk var blevet favoriseret generelt af myndighederne. Og behandlet med megen omhu. Men i en tid var de blevet hovmodige og ulydige, og efter at de hade forkastet og korsfæstet Kristus, verdens lys, fulgte de deres egen formørkede forståelse, viste deres misundelse og had mere åbenlyst over for de myndigheder der regerede over dem, og pralede stolt om jødernes konge, som skulle komme med stor magt, overvinde deres fjender, og oprette et storslået rige. Det var i synet af denne utydelige tro havde forkastet Frelseren. Den samme ondskabsfuldhed, som havde fået dem til at forfølge Guds Søn, fik dem til at gøre oprør imod den romerske regering. De gjorde hele tiden oprør og opstand, indtil de til sidst blev drevet fra Rom på grund af deres voldsomhed. Mange af disse fandt tilflugt i Korint. ret
(99) Blandt de jøder som bosatte sig her var mange uvidne om de vildfarelser, der herskede iblandt dem som et folk. Af denne klasse var Akavila og Priska, som senere blev anset for at være troende i Kristus. Da Paulus blev bekendt med disse fremragende personers karakter, blev han hos dem; og hade lært deres erhverv som teltmagere i deres ungdom, som var meget anvendte i dette varme klima, arbejdede han i denne forretning for at underholde sig selv. ret
(100) Hebræerne var blevet undervist af Gud, ved sin tjener Moses, at oplære deres børn i industrielle færdigheder. Dette folk blev således oplært til at se lediggang som en stor synd, og alle deres børn blev pålagt at oplæres i et erhverv, hvorved de, om det var nødvendigt, kunne få en levevej. Dem som ikke gjorde dette blev betragtet som borte fra Herrens undervisning. Arbejde blev anset for at være ophøjende, og børn blev oplært i at kombinere religion og forretning. I Kristi tid, fulgte jøderne, skønt de var velhavende, stadig deres gamle vane. ret
(100) Paulus var højt uddannet, og blev beundret for hans talent og veltalenhed. Han blev valgt af sine landsmænd som medlem af Sanhedrin, og var en Rabbi for fremragende dygtighed; alligevel blev hans uddannelse ikke betragtet som fuldstændig, før han havde haft en læretid til et nyttigt erhverv. Han glædede sig over at han var i stand til underholde sig selv ved manuelt arbejde, og erklærede ofte at hans egne hænder havde tjent til hans fornødenheder. Medens han var i en fremmed by, ville han ikke ligge nogen til byrde. Da hans midler var blevet brugt til at fremme Kristi sag, trak han sig tilbage til sit erhverv for at få en levefod. ret
(100) Ingen af Kristi disciple der nogensinde havde levet, var mere alvorlig, energisk og selvopofrende end Paulus var. Han var en af verdens største lærere. Han krydsede havene, og rejste fjern og nær, indtil en stor del af verden havde lært beretningen om Kristi kors fra hans læber. Han havde et brændende ønske om at bringe fortabte mennesker til en sandhedskundskab gennem en frelsers kærlighed. Hele hans sjæl engageret i forkyndergerningen; men selv satte han sig ned med sit ydmyge erhverv, spå han ikke skulle være til byrde for nogen menigheder der var betynget af armod. Selvom han plantede mange menigheder, nægtede han at blive støttet af dem, da han var bange for at hans nytte og fremgang som Kristi prædikant vil blive skadet af onde tanker om at han forkyndte evangeliet for vindings skyld. Han ville fjerne enhver mulighed for at fjenden kunne fremstille ham forkert, og derved forringe styrke i hans budskab. ret
(101) Som en medarbejder i evangeliet, kunne Paulus have krævet støtte, i stedet for at underholde sig selv; men denne rettighed var han villig til at give afkald på. Selvom han havde et svagt helbred, arbejdede han i løbet af dagen for at tjene Kristi sag, og sled en stor del af natten, og ofte hele natten, så han kan skaffe midler til sine egne fornødenheder. Apostlen ville også give et eksempel på kristen tjenersind, ophøje og ære arbejdsomheden. Ved at forkynde og arbejde sådan, bragte han den højeste slags kristendom. Han kombinerede undervisning med sit arbejde; og medens han sled sammen med sine arbejdskollegaer i sit erhverv, underviste han dem om frelsens vej. Ved denne fremgangsmåde fik han adgang til mange, som han ellers ikke ville kunne nå. ret
(101) Når prædikanter føler at de lider store vanskeligheder og afsavn i Kristi sag, så lad dem forestille sig at de besøger apostlen Paulus arbejdsværksted, og have i tanke at når dette Guds udvalgte menneske udformer teltdugen, arbejder han for det brød som han redeligt har tjent i sit arbejde, som en Kristi apostel. Når pligten kalder, vil han møde de voldsomste modstandere, og fortie deres stolte pral, og så kan genoptage sin ydmyge beskæftigelse. Hans iver og flid bør være en irettesættelse mod dovenskab eller selvisk lethed i Kristi tjeneste. Ethvert arbejde som vil gavne menneskeheden eller fremme Guds sag, bør betragtes som ærværdigt. ret
(102) Da evangeliet blev forkyndt i Korint, påtog Apostlen sig en anderledes handlemåde, end det som viste hans arbejde i Athen. Da han var på sidstnævnte sted, havde han sat sin stil efter sine tilhørers karakter; og han brugte meget af tiden til at diskutere den naturlige religion, sammenligne logik med logik, og videnskab med videnskab. Men da han så tilbage på den tid og det arbejde som han havde brugt der til at redegøre for kristendommen, indså han at hans lærestil ikke gav mange frugter af sig, besluttede han sig for at arbejde på et andet plan fremover. Han besluttede at undgå komplicerede argumenter og teoridiskussioner mest muligt, og føre synderen hen mod læren om frelse igennem Kristus. I sit brev til sine korentiske brødre, beskrev han efterfølgende sin arbejdsmetode iblandt dem: - ret
(102) "Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom. Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft." ret
(103) Her har apostlen givet den mest fremgangsrige måde at omvende sjæle fra uvedenhed og vildfarelsens mørke til sandhedens lys, på. Hvis prædikanter ville følge Paulus eksempel tættere i dets enkeltheder, ville de se større fremgang i deres anstrengelser. Hvis alle, som tjener i gord og lære vil gøre det deres første opgave at være ren i hjerte og liv, og knytte sig selv tæt til himlen, ville deres lære have meget større kraft til at overbevise sjæle. ret
(103) Da Kristus var på jorden, gav jøderne over hele landet efterretning om at følge hans bevægelser, for deres religion var ikke sikker der hvor hans indflydelse kunne mærkes. Han blev hele tiden efterfulgt af spioner, som opfangede alle ord og handlinger som de kunne bruge imod ham. Paulus måtte mode den same modstand og blinde fordom. Først forkyndte han i synagogen, underviste ud fra Moses og profeterne, og viste hvilke synder Herren havde straffet hårdest i gamle tider, og at knurren og oprør var en alvorlig forbrydelse som havde pådraget Guds mishag over hans udvalgte folk. ret
(103) Hen førte sine tilhører ned igennem ceremonilovens forbilleder og afskygninger hen mod Kristus, - til hans korsfæstelse, hans præsteskab og hans helligdomstjeneste, - det store formål som havde kastet sin skygge bagud til jødernes tid. Som Messias, var han modbilledet på alle brændoffrene. Apostlene viste at ifølge profetierne og jødernes universelle forventning på Messias, kunne Messias føres i direkte linje til Abraham og David. Så opsporede han sin afstamning til den store patriark Abraham, gennem den kongelige salmist. Han beviste ud fra skriften hvad der var den udlovede Messias karakter og gerninger, og også hans modtagelse og behandling på jorde, som blev bevidnet ved de hellige profeter. Han viste da at disse forudsigelser også var blevet opfyldt i Jesu liv, forkyndertjeneste og død. ret
(104) Det mest overbevisende bevis der blev givet var at evangeliet var en udvikling af den hebræiske tro. Kristus skulle komme for at særlig hjælpe det folk, som ventede på at hans komme som fuldbyrdelsen og forherligelsen af det jødiske system. Apostlen vovede endda at overbevise deres samvittighed om at angre deres afvisning Kristus alene kunne rede folket fra en truende ruin. Han irettesatte deres uvidenhed om hvad disse skrifter vil sige, som de ellers havde pralet med at forstå til fulde og tog æren for det. Han fremviste deres verdslighed, deres kærlighed for stå frem, titler og opvisning, og deres overdrevne selviskhed. ret
(104) Men jøderne i Korint lukkede deres øjne for alle de beviser apostlen bragte så klart og nægtede at lytte til hans appeller. Den samme ånd som fik dem til at afvise Kristus, fyldte dem med vrede og raseri imod Paulus. De vil have gjort det af med hans liv, om Gud ikke havde beskyttet sin tjener, så han kan gøre sit arbejde, og føre evangeliets budskab til hedningene. ret
(104) "Men da de stod imod og spottede, rystede han støvet af sine klæder og sagde til den: »Jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er uden skyld; fra nu af vil jeg gå til hedningerne.« Og han gik bort derfra og tog ind hos en gudfrygtig mand ved navn Titius Justus, hvis hus stødte op til synagogen." Silas og Timotius havde sluttet sig til Paulus, og sammen arbejdede de nu for hedningene. ret
(105) Paulus band ikke sig selv eller sine nyomvendte til jødernes ceremonier og skikke, i deres forskellige former, symboler og ofre; for han genkendte at et fuldstændigt og endeligt offer var blevet givet i Guds Søns død. Nu var tidsalderen kommet for et klare lys og en klarere kundskab. Og selvom Paulus første undervisning havde forblindet hans øjne for dette lys, og ført han til at modsætte sig Guds værk så bitterligt, kom Kristi åbenbaring dog til ham på sin vej til Damaskus, og havde ændret hele hans liv. Nu var hans karakter og gerninger var nu blevet en bemærkelsesværdig illustration for dem, på hans guddommelige lære. Hans lære førte sindet til et mere aktivt åndeligt liv, og førte den troende til mere en blot ceremonier. "Thi i slagtoffer har du ikke behag, og gav jeg et brændoffer, vandt det dig ikke. Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud." ret
(105) Apostlen arbejdede ikke på at fortrylle ørerne med talekunst, eller involvere tankerne i filosofiske diskussioner, som ville lade være uberørt. Han forkyndte Kristi kors, ikke med veltalenhed, men med Guds nåde og kraft; og hans ord bevægede folk. "Men synagogeforstanderen Krispus kom til tro på Herren tillige med hele sit hus; og mange andre af korinterne, som hørte ordet, troede og lod sig døbe." ret
(105) Det had som mange af jøderne havde set på apostlen med, blev nu stærkere. Krispus omvendelse og dåb havde en forbitrende virkning i stedet for at overbevise disse hårdnakkede modstandere. De kunne ikke komme med argumenter der viste at han ikke forkyndte sandheden, og af mangel på disse beviser, tyede de til bedrag og ondskabsfuldt angreb. ret
(106) Det had som mange af jøderne havde set på apostlen med, blev nu stærkere. Krispus omvendelse og dåb havde en forbitrende virkning i stedet for at overbevise disse hårdnakkede modstandere. De kunne ikke komme med argumenter der viste at han ikke forkyndte sandheden, og af mangel på disse beviser, tyede de til bedrag og ondskabsfuldt angreb. ret
(106) Dem som forkyndte den upopulære sandhed i vore dage møder ofte en lignende modstand af den bekendende kristne verden, som kom imod apostlene af de ikke-troende jøder. Mange som giver den mest ophøjede bekendelser, og som bør være lysbærere til verden, er de mest bitre og afsindige til at modsætte Guds udvalgte tjeneres arbejde. Uden at selv vælge sig vildfarelser og fabler, vristede de skrifterne fra sin sande betydning, for at bedrage andre, og forhindre dem at acceptere sandheden. ret
(106) Selvom Paulus havde en vis succes, blev han i sine egne øjne og ører alligevel meget træt af at se og høre den fordærvede by Korint, han betvivlede det kloge i at opbygge en menighed, af hvad han fandt der. Han betragtede Korint som en meget tvivlsom arbejdsmark, og besluttede sig for at forlade den. Den fordærvelse som han var vidne til iblandt hedningene, og den foragt og hån som han fik fra jøderne, gav ham meget stor smerte. ret
(107) Idet han overvejede at forlade byen til en mere lovende arbejdsmark, og var meget ivrig efter at forstå sin opgave i den sag, viste Herren sig for ham i et syn om natten, og sagde: "Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by." Paulus forstod dette som en ordre til at blive i Korint, og en sikkerhed for at Herren ville det udsåede frø vækst. Styrket og opmuntret, fortsatte han arbejdet med stor iver og udholdenhed i et år og seks måneder. En stor menighed blev indskrevet under Jesu Kristi banner. Nogle kom fra de mest forjagede blandt hedningene; og mange af den klasse var sande nyomvendte, og blev mindesmærker for Guds barmhjertighed og for den effekt at Kristi blod renser fra synd. ret
(107) Paulus større succes med at vise Kristus for folk, vækkede de ikke-troende jøder til mere afgjort modstand. De rejste sig sammen i stor tumult, og førte ham til Gallio domstol, som var statholder i Akaja. Ligesom i tidligere gange, forventede at få myndighederne over på deres side; og med høj og vrede stemmer fremhævede de deres behklagelser mod apostlene, og sagde: »Denne mand overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som strider mod loven.« ret
(107) Prokonsulen, som væmmes ved de anklagende jøders blinde tro og selvretfærdighed, nægtede at tage sig af anklagen. Da Paulus forberedte en forsvarstale, sagde Gallio at det ikke var nødvendigt. Da han vendte sig til de vrede anklagere, sagde han: »Hvis der forelå en retskrænkelse eller grov uorden, jøder! ville jeg selvfølgelig have taget imod jeres klage. Men gælder det stridsspørgsmål om lære og navne og om den lov, I har, så må det blive jeres egen sag; jeg vil ikke være dommer over den slags ting.« ret
(108) Gallios bestemthed åbnede øjnene hos den skrigende hob som tilskyndede jøderne. For første gang i Paulus’ arbejde i Europa, vendte hoben sig til sandhedsprædikantens side; og under prokonsulens øje, og uden indblanden fra ham, folk var voldsomt omringet af apostlens største anklagere. "Så greb de alle fat i synagogeforstanderen Sostenes og slog løs på ham lige foran domstolen; men alt dette tog Gallio sig ikke af." ret
(108) Gallio var et retskaffen mand, og vil ikke blive holdt for nar af de ivrige og rænkekære jøder. Modsat Pilatus, nægtede han at gøre den uret, som han vidste var en uskyldig mand. Den jødiske religion var under den romerske magts beskyttelse; og Paulus’ anklagere mente at hvis de kunne anklage ham for at overtræde deres religion, ville han sandsynligvis gives i deres hænder, så de kunne straffe ham efter deres behag. Derved håbede de at opnå hans død. ret
(108) Både græker og jøder havde ventet ivrigt efter Gallios beslutning; og hans umiddelbare afvisning af den sag, som en der ikke havde offentlighedens interesse, var signal til jøderne om at trække sig tilbage, blive forbløffede og rasende, og folkemængden skal gå løs på synagogeforstanderen. Også den uvidende larmende folkehob kunne kun se den uretfærdighed og hævngerrighed som jøderne udviste i deres angreb på Paulus. Derved fik Kristendommen en tydelig sejr. Hvis apostlen var blevet drevet fra Korint på dette tidspunkt, på grund af jødernes ondskab, var hele sammenslutningen af nyomvendte til Kristi tro være i stor fare. Jøderne ville have dristet sig at op om de fordele de havde fået, som de plejede, endog at få udryddet kristendommen i det område. ret
(109) Der står skrevet at Paulus arbejdede et år og seks måneder i Korint. Hans anstrengelser var dog ikke kun i den by, men han benyttede den nemme forbindelse til lands og vands med nærtliggende byer, og arbejdede iblandt dem både med brev og personligt arbejde. Han gjorde Korint til hans hovedkvarter, og hans lange ophold og fremgangsrige forkyndergerning, gav ham indflydelse derude såvel som hjemme. Således blev de oprettet flere menigheder under apostlens og hans medarbejders anstrengelser. Paulus’ fravær fra de menigheder han havde, blev delvis dækket af vægtige og kraftfulde meddelelser, som blev modtaget i almindelig som Guds ord til dem, igennem hans lydige tjener. Disse breve blev læst op i menighederne. ret