(128) Medens Apollos forkyndte i Korint, opfyldte Paulus sit løfte at vende tilbage til Efesus. Han gjorde et kort besøg i Jerusalem, og brugte nogen tid i Antiokia, som var stedet for hans første arbejde. Herfra rejste han gennem Lilleasien, og besøgte de menigheder som han selv havde oprettet, og styrkede disciplenes tro. ret
(128) Efesus var hovedstad for Asiens provins, [som ordet Asien bruges i Nye Testamente gælder det ikke kontintentet Asien, men en romersk provins, som omfatter den vestlige del af Lilleasien, og at Efesus var Hovedstaden.] og det store handelscenter i Lilleasien. Dens havn var fyldt med skibe fra alle dele af den kendte verden, og i dens gader flokkedes folk fra alle lande. Den blev ligesom Korint, fremstillet som en god missionsmark. ret
(129) Jøderne, som nu var spredt ud i alle civiliserede lande, ventede normalt Messias snarlige genkomst. Ved deres besøg i Jerusalem til de årlige fester, havde mange gået ud til Jordans breder og lyttet til Johannes Døbers forkyndelse. Fra ham havde de hørt proklameringen om Kristus, som den Udlovede, og når de kom hjem igen, førte de disse nyheder med sig til alle dele af verden. Således havde Forsynet beredt vej for Apostlenes arbejde. ret
(129) Når de kom til Efesus, fandt Paulus de tolv brødre, som, ligesom Apollos, havde været Johannes Døbers discipel, og fået en ufuldendt kendskab til Kristi liv og mission. De havde ikke Apollos’ evner, men med den samme oprigtighed og tro forsøgte de at sprede det lys som de havde fået. ret
(129) Disse disciple kendte ikke til Helligåndens mission, som Jesus havde lovet sit troende folk, til at være menighedens liv og kraft. Da Paulus spurgte dem om de havde fået Helligånden, svarede de: "Vi har ikke så meget som hørt om der er en Helligånd." Paulus spurgte: "Hvad blev I da døbt til?" og de sagde: "Til Johannes dåb." Apostlen begav sig da til at fremlægge de store sandheder for dem, som er fundamentet for den Kristnes håb. ret
(129) Han fortalte dem om Kristi liv på jorden, og om hans grusomme og skændige død. Han fortalte dem om hvordan livets Herre havde brudt gravens barrierer, og havde oprejst sejr over døden. Han gentog Frelserens opgave til sine disciple: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og undervis alle folk, døb dem i faderens, sønnens og Helligåndens navn." Han fortalte dem også om Kristi løfte om at sende Trøstermanden, gennem hvis kraft mægtige tegn og undere bliver udført, og beskriver den herlige opfyldelse af løftet på Pinsefestens dag. ret
(130) Med dyb interesse, og taknemmelig forunderlig glæde, lyttede disciplene til Paulus ord. I tro greb de Kristi sonoffer, og anerkendte ham som deres Genløser. De blev da døbt "i Jesus navn;" og idet Paulus lagde sin hænder på dem, fik de også Helligåndens døb, hvorved de kunne tale i andre folks sprog og kunne profetere. Sådan blev disse mænd udrustet til at handle som missionærere i betydningsfulde marker i Efesus og omegn, og også danne dette center til at sprede Kristi evangelium i Lilleasien. ret
(130) Det var ved en ydmyg og lærvillighed at disse brødre fik deres dyrebare erfaring. Deres eksempel bringer en lektie af stor værdi for kristne til enhver tidsalder. Der er mange som blot gør lidt fremgang i det guddommelige liv, fordi de er for selvtilstrækkelige til at have elevers stilling. De er tilfredse med at forblive i uvidenhed over for Guds ord; de ønsker ikke at ændre på deres tro eller deres praksis, og herfra ikke anstrenge sig for at få større lys. ret
(130) Hvis Kristi efterfølgere blot søgte alvorligt efter guddommelig visdom, ville de ledes ud i sandhedens rige marker, som stadig var helt ukendt for dem. Hvem som giver sig selv til Gud, lige så fuldt som Moses gjorde, vil vejledes af den guddommelige hånd, ligeså sandelig som Israels store leder gjorde. Han kan være lav og tilsyneladende ubegavet, men hvis han har et elskeligt og tillidsværdigt hjerte adlyder han alle antydninger af Guds vilje, vil han vise sig renset, forædlet, og med energi, øges hans evner. Idet han højt værdsætter lektier fra den guddommelige visdom, betroes et hellig opgave til ham; han vil kunne gøre sit liv til en ære for Gud og en velsignelse for verden. "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." ret
(131) En blot forstandsmæssig kundskab til religiøs sandhed er ikke nok. I dag er der mange der er ligeså uvidende som Efesus’ mænd om Helligåndens arbejde i hjertet. Der læres der ingen sandhed mere klart for hjertet end i Guds ord. Profeterne og apostlene havde dvælet ved dette tema. Kristus henleder selv vor opmærksomhed til planteriget for at illustrere sin Ånds virken til at understøtte det religiøse liv. ret
(131) Vinens saft, stiger fra roden og spreder sig til grenen og giver vækst, og giver blomster og frugt. Ligeså udgår Helligåndens livgivende kraft fra Kristus, og tildeles enhver discipel, gennemtrænger i sjælen, fornyer motiverne og kærligheden, og endog de mest skjulte tanker, og frembringer hellige handlingers dyrebare frugt. Livet bevidner foreningen med den sande og levende Vin. ret
(131) Dette åndelige livs Ophav er usynligt, og den præcise metode som det tildeles på og understøttes på er udover hvad menneskelig filosofi kan forklare. Det er gudfrygtighedens mysterium. Helligåndens virke er altid i harmoni med det skrevne ord. Ligesom det er i det naturlige, sådan er det i den åndelig verden. Menneskelivet beskyttes hvert øjeblik af guddommelig kraft; alligevel støttes den ikke af et direkte mirakel, men ved at bruge velsignelser inden for rækkevidde. Således støttes den kristnes liv ved at bruge de midler som Forsynet har tilvejebragt. Han må spise livets brød, og drikke av frelsens vande. Han må våge, han må bede, han må arbejde, i alle ting give agt på instrukserne i Guds Ord, hvis han vil "til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde". ret
(132) Der er endnu en anden lektie vi må lære af de jødiske nyomvendte. Da de tog imod dåben ved Johannes hånd, bevarede de på alvorlige fejl. Men med klarere lys tog de gladelig imod Kristus, som deres Genløser; og med dette skridt fremad kom en ændring i deres forpligtelser. Idet de tog imod en renere tro, skete der en tilsvarende ændring i deres liv og karakter. Som tegn på denne forandring, som en anerkendelse af deres tro på Kristus, blev de gendøbt i Jesu navn. ret
(132) Mange oprigtige efterfølgere af Kristus har en lignende erfaring. En klarere forståelse af Guds vilje, sætter mennesket i et nyt forhold til ham. Nye opgaver bliver åbenbaret. Meget som før vise sig uskyldigt, eller endog prisværdigt, ses nu som syndigt. Apostlen Paulus siger at selvom han, sådan som han troede, regnede det for lydighed mod Guds lov, blev budet på skønnet hans samvittighed ved Helligånden, "livede synden op, og jeg døde." Han så sig selv om en synder, og samvittigheden faldt sammen med lovens dom. ret
(133) Der er mange i dag som uforvarende har overtrådt Guds lovs forskrifter. Når forståelsen oplyses, og det fjerde buds påbud vækkes på samvittigheden, ser de sig selv som syndere i Guds øjne. "Synd er lovovertrædelse," og "han der overtræder på et punkt er skyldig i dem alle." ret
(133) Den som alvorligt søger efter sandheden vil ikke anråbe sig uvidende om loven, som en undskyldning overtrædelse. Lyset kommer inden for hans rækkevidde. Guds ord er tydeligt, og Kristus har påbudt ham at ransage skrifterne. Han holder Guds lov for hellig, retfærdig og god, og han angrer sin overtrædelse. I tro beder han om Kristi soneblod, og griber tilgivelsens løfte. Hans tidligere dåb er nu ikke nok for ham. Han har set sig selv som en synder fordømt af Guds lov. På ny har han erfaret en død til synden, og han ønsker igen at blive begravet med Kristus i dåben, så han kan rejse sig og vandre i et nyt liv. En sådan metode er i harmoni med Paulus eksempel, da han døber nyomvendte jøder. Den begivenhed blev skrevet ned af Helligånden som en belærende lektie for menigheden. ret
(133) Efter sædvane, var Paulus begyndt sit arbejde i Efesus ved at undervise i Jødernes synagoge. Han fortsatte med at arbejde der i tre måneder, " prædikede han frimodigt og overbevisende om Guds rige." Først blev der taget godt imod ham; men ligesom på andre arbejdsmarker, fik han voldsom modstand af ikke-troende jøder. Da de fastholdt at afvise evangeliet, ophørte apostlen med at forkynde i synagogen. ret
(134) Guds Ånd havde arbejdet med og gennem Paulus i hans arbejde for sine landsmænd. Der var blevet givet beviser nok til at overbevise alle, som alvorligt søgte at kende sandheden. Men mange lod sig kontrollere af fordomme og vantro, og nægtede at give de mest afgørende beviser. Af frygt for at de troendes tro ville komme i fare på grund af det vedvarende samvær med disse sandhedsmodstandere, udskilte Paulus disciplene som en særlig enhed, og fortsatte sin offentlige undervisning i en Tyrannus’ skole, en noget bemærkelsesværdig lærer. ret
(134) Paulus så at "der er åbne døre for ham" selvom "der er mange modstandere." Efesus var ikke den eneste storslået, men mest fordærvede, af Asiens byer. Overtro og sensuelle fornøjelser holdt dens rige befolkning fanget. Under skyggen af afgudetempler, forbrydelser af enhver art fandt sit hjemsted, og den mest nedrige fordærv blomstrede. ret
(134) Byen var berygtet for at tilbede gudinden Diana og udøve magi. Her var Dianas store tempel, som datidens verden betragtede som en af verdens vidundere. Dets umådelige omfang og overordentlige pragt gjorde det til en stolthed, ikke kun for byen, men for nationen. Konger og fyrster havde beriget det med deres gaver. Effeserne kappes med hinanden at gøre det mere glansfuldt, og det blev gjort til skattekammer for en stor del af Vestasiens rigdom. ret
(134) Afguden som var beriget med denne overdådige bygning var et groft og klodset billede, som traditionerne havde erklæret var faldt ned fra himlen. På dette var indgraveret mystiske bogstaver og symboler, som de mente havde stor magt. Når de blev udtalt, siges det at udføre underværker. Når de blev skrevet, skulle de bevares som et stærkt virkende tryllemiddel der passer på sin ejermand mod røveri, mod sygdom og endog mod døden. Effeserne skrev utallige og kostbare bøger for at forklare betydningen og brugen af disse symboler. ret
(135) Da Paulus kom i direkte kontakt med effesernes afgudsdyrkende indbyggere, blev Guds kraft vist slående igennem ham. Apostlene kunne ikke altid udføre mirakler efter viljen. Herren gav sine tjenere denne særlige kraft, eftersom hvad hans sag eller hans navns ære påbød. Ligesom Moses og Aron i Faraos sal, skulle apostlen fremholde sandheden imod troldmændenes lyvende underværker; eftersom de mirakler han udførte var af en anden karakter, end dem han hidtil havde udført. Da kvasten af Kristi klædningen havde bibragt hende helbredende kraft, som søgte hjælp ved troens berøring, ligeså blev klæderne ved den anledning gjort til helbredelsesmiddel der kurerede alle som troede; "sygdomme forlod dem, og onde ånder drog ud af dem." Alligevel opmuntrede disse mirakler ikke til blind overtro. Da Jesus mærkede berøringen fra den lidende kvinde, udbrød ham: "Kraft er gået ud fra mig. Sådan erklærer skriften at Herren udførte mirakler ved Paulus hånd, og at Herren Jesu navn blev ophøjet, og ikke Paulus’ navn. ret
(135) Den overnaturlige kraft som fulgte med apostlenes arbejde, skulle gøre dybt indtryk på folk for at vise trolddom og gøre dem selv stolte af deres omgang med usynlige væsener. Paulus mirakler var langt mere virkningsfulde end de nogensinde før havde været vidne til i Efesus, og havde en sådan karakter at de ikke kunne efterlignes af troldmændenes kunster eller tryllerier. Derved ophøjede Herren sin tjener, endog over for afgudstilbedernes egen påskønnelse, langt mere end de bedste og mægtigste troldmænd. ret
(136) Men Han som alle onde ånder var underlagt, og som havde givet sine tjenere myndighed over, var ved at gøre dem endnu mere til skamme foragtede og vanhelligede hans hellige navn. I den mosaiske lov var trolddom blevet forbudt, med dødsstraf, alligevel praktiserede de frafaldne jøder det fra tid til anden. På det tidspunkt hvor Paulus besøgte Efesus, var der i den by nogle jødiske troldmænd, som så de undere han udførte, og hævdede at have en lignende kraft. Idet de troede at Jesu navn var en fortryllelse, besluttede de sig for at uddrive de onde ånder, ved de samme midler som apostlen havde brugt. ret
(136) Syv brødre, sønner af en Skeuas, en jødisk præst, gjorde et forsøg. De fandt en dæmonbesat mand, og sagde til ham: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker.« Men den onde ånd besvarede med hån: »Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg besked, men, hvem er I?« og en af besætterne sprang på dem med afsindighed, og slog og sårede dem, så at de fløg ud af huset, nøgne og sårede. ret
(136) Deres skuffelse og ydmygelse som havde hånet Jesu navn, blev hurtigt kendt ud i Efesus, af jøder og hedninger. Der blev givet et umiskendeligt bevis på dette navns hellighed, og den fare som de ikke var opmærksom, som burde fremmane den, skønt de ikke troede på Kristi guddommelige mission. Mange blev ganske bange, og mange betragtede evangeliets arbejde med ære og ærbødighed. ret
(137) Kendsgerninger som tidligere var blevet skjult, kom nu frem for lyset. Da nogle af brødrene antog kristendommen, havde de ikke til fulde aflagt deres hedenske overtro. Udøvelse af magi fortsatte en et vist omfang iblandt dem. Overbevist om deres fejl, på grund af de begivenheder som nu skete, kom de frem og bekendte sig helt over for Paulus, og anerkendte offentligt at deres skjulte kunster var bedrageriske og sataniske. Mange troldmænd aflagde sig også magiudøvelse, og tog imod Kristus som deres Frelser. De samlede de kostbare bøger med de mystiske "efesiske breve," og deres kunsters hemmeligheder, og bredte dem over hele folkets tilstedeværelse. Da bøgerne var blevet fortæret, regnede de offerets værdi sammen. Det beløb sig til halvtreds tusinde sølvstykker, det samme som omkring ti tusinde dollars. ret
(138) Indflydelsen fra disse begivenheder bredte sig mere end hvad Paulus selv kunne se. Manifestationen af Kristi kraft var en stor sejr for kristendommen i overtroens højborg. Fra Efesus blev nyhederne bredt vidt omkring, og der kom en stærk drivkraft for Kristi sag. Scenerierne i Paulus virksomhed levede i mændenes hukommelse, og var middel til at overbevise mange om evangeliet, længe efter at apostlen selv hade afsluttet sine handlinger. ret
(138) Da de nyomvendte i Efesus brændte deres bøger om magi, viste de at de ting som de tidligere var henrykt for, var det mest afskyelige. Det var ved og gennem magi at de havde forhånet Gud på særlig måde og bragt deres sjæle i fare, og det var imod magien at de udviste denne vrede. Her kom det bedste bevis på sand omvendelse. ret
(138) Disse aftaler om spådom havde regler og formularer der kommunikere med onde ånder. De var regulativer på at tilbede Satan, - anvisninger på at bede om hans hjælp og få information fra ham. Ved at beholde disse bøger, ville disciplene have udsat sig selv for fristelse; ved at sælge dem ville de have givet andre anledning til fristelse. De havde fralagt sig mørkets rige, og de tøvede ikke med at gøre ofre for at udslette dets magt. Derved sejrede sandheden over menneskets fordomme, og deres foretrukne sysler, og deres kærlighed for penge. ret
(138) Tåbeligt nok troede man at hedens overtro var ude af det nittende århundrede civilisation. Men Guds ord og strenge vidnesbyrd om kendsgerninger, erklærer at trolddom praktisere i denne kristne tidsalder og kristne nation lige så meget som af troldmændene i gammel tid. I virkeligheden er det gamle trolddomssystem det samme som det der nu kendes som moderne spiritisme. Satan finder adgang til tusindevis menneskesind ved at vise sig selv under afdøde venners forklædning. Sandhedens skrift erklærer at "den døde ved ingen ting." Deres tanker, deres kærlighed, deres had er gået fortabt. Den døde har ingen fællesskab med den levende. Men ligesom i hans første forklædning, da han var i en slanges form, bedragede han vor slægts moder, brugte Satan sin list til at få kontrol over menneskenes sind. ret
(139) De hedenske orakler havde deres modstykke i spiritualistiske medier, nutidens clairvoyanter og fremtidssigere. De mystiske stemmer der talte i Endor og Efesus, villeder stadig menneskenes børn med deres lyvende ord. Den hedenske tilbedelses mysterier erstattes af skjulte forbund og hemlige møder, dunkelheden og underne fra vor tids troldmænd. Tusindvis tager imod deres åbenbarelser, som nægter at antage lyset fra Guds ord eller fra hans Ånd. Selv om de taler hånligt om gamle dages troldmænd, ler den store bedrager i jubel idet de falder for hans kunster i en anden form. ret
(139) Hans agenter hævder stadig helbrede sygdom. De bekender at bruge elektricitet, magnetisme eller såkaldte "sympatiske remedier," men i virkeligheden kan den magnetkraft, som de praler af, tilskrives direkte Satans trolddom. Med disse midler kaster han sin forhekselse over menneskenes kroppe og sjæle. ret
(139) Den syge, den bedrøvede, den omhyggelige har samtaler med onde ånder. Alle som vover noget her er på farlig grund. Sandhedens ord erklærer hvordan Gud betragter dem. I gamle dage erklærede han at dommene kom over ham der sendte råd til et hedensk orakel: "Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor, så siger Herren: Det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!« ret
(140) Den synlige og usynlige verden er i tæt kontakt. Kunne sløret løftes, ville vi se onde engle være i gang med alle deres kunster for at bedrage og ødelægge. Hvor der end påvirkes for at få mennesker til at glemme Gud, der udøver Satan sin fortryllende kraft. Alle som vover sig ind på udskejende scenerier, eller ikke religiøse fornøjelser, eller søger sensualistens, skeptikerens eller bespotterens selskab ved personlig omgang eller gennem pressens medium, piller ved trolddom. Inden man er klar over det, er sindet ført vild og sjælen besmittet. Apostlens formaning til efesermenigheden bør Guds folk give agt på i dag: "Hav ikke fællesskab med mørkets ufrugtbare gerninger, men irettesæt dem hellere." ret