Skildringer fra Paulus liv kapitel 15fra side149

tilbage

Paulus til korinterne

(149)  Det første brev til korinterne blev skrevet at apostlen Paulus under den sidste del af hans ophold i Efesus. Ingen menighed havde følt en dybere interesser eller anstrengt sig mere end de troende i Korint. Den gode sæd han havde sået lod til at love en rigelig høst; men fjenden plantede rajgræsset iblandt hveden, og inden længe voksede dette op, og frembragte deres onde frugter. Perioden for Paulus fravær var en hård fristelse for korintermenigheden. De blev omgivet af afgudsdyrkelse og sanselighed under udsvævende og mest forføriske aspekter. Da apostlen var hos dem, havde denne påvirkning lille magt. Med hans faste tro, hans inderlige bønner, og belærende ord, og frem for alt, hans eget eksempel til at inspirere og opmuntre, kunne de glade vælge at lide pinsler for Kristi sag, frem for at nyde syndes fornøjelser. Men da Paulus rejste, ville naturlig smag og tilbøjeligheder tage over. Et livs opdragelse og levevaner kan ikke overvindes på en dag. Lidt efter lidt, forlod mange troen. ret

(150)  I tre år fortiede den stemme som havde tilskyndet til Himlen. Ligesom Israels børn da Moses blev skjult for deres øjne af Sinais skyer, satte de sig ned og spiste og drak, og rejste sig op og danse. Ikke så få vende tilbage til hedenskabets nedværdigende synder, som om de aldrig hørte det himmelske budskab; nogle praktiserede synden i det skjulte, andre åbenlyst, og med en udfordrende optræden, der forvanskede skriften for at retfærdiggøre deres optræden. ret

(150)  Paulus havde skrevet kort til menigheden, og bekendtgjort en plan, som han gemte på en tid, at besøgte dem umiddelbart efter at have forladt Efesus, og atter til han kom tilbage til Makedonien. I det samme brev formanede han dem til at ophøre med al kommunikation, med medlemmer som fastholdt deres ryggesløshed. Men korinterne forvanskede apostlens mening, krøb uden om hans ord, og undskyldte sig selv for at ignorere hans instrukser. ret

(150)  Menigheden sendte et brev til Paulus, og afslørede at der ikke var overmådelige synder som eksisterede iblandt dem, men spurgte på en selvtilfreds måde om råd fra ham, om forskellige ting. Han blev alligevel påtvunget Helligåndens indprentning, at menighedens sande tilstand var blevet skjult, og at dette brev var et forsøg på at drage udtalelser ud af ham som skriverne kunne fortolke deres egne hensigter. På det tidspunkt var der kommet flere medlemmer til Kloes hus, en ganske vellidt kristen familie i Korint. Som svar på apostlens spørgsmål, udtalte disse brødre modvilligt om kendsgerningerne som de er. Menigheden var splittet i fraktioner; der rejste sig megen splid da Apollos besøgte menigheden. Falske lærere var de brødre der førte an i forargelsen af Pauli belæring. Evangeliets læresætninger og forordninger var blevet forvansket. Stolthed, afgudsdyrkelse og sensualisme blev stadigt større iblandt dem, som tidligere var Kristi disciple. ret

(151)  Apostlens værste frygt var mere end berettiget. Han blev fyldt med rædsel for det billede der derved blev præsenteret for ham. Men han blev ikke fortvivlet. Han konkluderede ikke at hans arbejde var en fiasko. Med hjertebankende pinsel, og øjnene forblændede af tårer, søgte han råd fra Gud, og lagde sine planer. Hans hurtige besøg i Korint måtte opgives. I menighedens nuværende tilstand ville de ikke få noget ud af hans arbejde. Han sendte Titus til Korint for at informere dem om hans nye planer, og gøre hvad han kunne for at rette op på eksisterende onder. Så mobiliseres al den mod han havde, og holdt hans sjæl fæstnet til Gud, kvæle alle indbildte vrede følelser ved den smiger de havde fået, og kaste hele hans sjæl ud i arbejdet. Han befalede de trofaste sostere i et af de rigeste, og mest belærende og mest mægtige af alle hans breve, - det første bevarede brev til korinterne. ret

(152)  Med en fantastisk klarhed og kraft, gav han sig til at besvare forskellige spørgsmål som menigheden fremsatte, og lagde nogle generelle principper ned, som ville give en bedre åndelig tilstand, hvis der blev givet agt på dem. Hans brev er ikke noget højt belært studium for forstanden. Han forsøgte sig ikke med glatpolerede sætninger at behage sine brødres ører. Deres sjæle var i fare. Han advarede dem om deres farer, og irettesatte nøje deres synder. Han pegede dem igen hen til Kristus, og forsøgte at optænde iveren på ny for deres tidligere helligelse. ret

(152)  Efter en blid hilsen til menigheden, henviser han til deres erfaring under hans forkyndertjeneste, hvor de var blevet ledt og vende dem fra afgudsdyrkelse til at tilbede den sande Gud. Han minder dem om Helligåndens gaver som de har fået, og viser dem deres forpligtelse at hele tiden vokse i kristenlivet, så de kan nå Kristi renhed og hellighed. Efter er vejen er banet således, taler han tydeligt om splid iblandt dem, og formaner sine brødre, i Kristi navn og med Kristi myndighed, at ophøre med deres stridigheder, og søge alvorligt efter kristen enhed og kærlighed. ret

(152)  Paulus blev fri for at nævne hvordan og hvem fortalte ham om splid i menigheden: "Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer." Selvom Paulus var en inspireret apostel, åbenbarede Herren ikke hvergang sit folks sande tilstand. Dem som var interesseret i menighedens fremgang, og så de onder der krøb ind, og bragte sagen frem for ham, og fra det lys som han tidliger havet fået, var han beredt til at dømme karakteren af denne udvikling. Fordi Herren ikke gav ham en ny åbenbaring for den specielle tid, forkastede dem, der virkelig søgte efter lyset, ikke hans budskab som et almindeligt brev. Herren havde vist ham de vanskeligheder og farer som skulle rejse sig i menighederne, at når de udvikler sig, måtte han vide hvordan han behandler dem. Han var ikke sat som forsvarer for menigheden; han skulle passe på sjæle, som dem der måtte aflægge regnskab over for Gud; og skulle han da ikke tage sig af efterretninger om deres anerki og splid? Uden tvivl; og de irettesættelser han sendte dem blev skrevet lige så meget under Guds Ånds inspiration, som andre af hans breve gjorde. ret

(153)  Apostlen nævnte ikke de falske lærere som forsøgte at ødelægge frugten af hans arbejde. På grund af mørke og splid i menigheden, undlod han klogt at irritere dem med sådanne hentydninger, af frygt for at vende dem helt bort fra sandheden. Men han henledte korinternes opmærksomhed til hans eget arbejde iblandt dem, og sagde: "Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger. Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus." ret

(153)  Paulus er en troens sejrherre, der ikke tøvede med at erklære karakteren af hans værk. Men derved ophøjede han ikke sig selv, da han hævdede at han var en klog bygningsmester, som havde lagt fundamentet for andre at bygge på. Han sagde: "For vi er Guds medarbejdere." Han hævdede ikke sin egen visdom; men guddommelig magt, forenet med sine menneskelige anstrengelser, kunne han bringe sandheden på en Gud velbehagelig måde. Han var en Kristi medarbejder, en ihærdig medarbejder der bragte åndelig kundskab fra Guds ord og Kristi gerninger, til alle dem med hjerter åbnet for beviser. Forenet med Kristus, som var den største lærer af alle, kunne Paulus viderebringe lektier af guddommelig visdom, som mødte alle klassers behov, og menneskers vilkår, og som gælder alle tider, og steder, og alle folk. Idet han gjorde sådan, tog apostlen ikke æren til sig selv, som et ydmygt redskab i Guds hænder. ret

(154)  Herren gav Paulus en dygtig arkitekts visdom, så han kan lægge fundamentet for Kristi kirke. Dette billede på at rejse templet gentages ofte i skriften, som nødvendigvis illustrer opbyggelsen af den sande kristne kirke. Zakarias henviser ofte til til Kristus som den Gren som skal bygge Herrens tempel. Han henviser også til Hedningene som hjælper til i dette arbejde: "Langvejs fra skal man komme og bygge på Herrens helligdom." ret

(154)  Nu havde Paulus arbejdet i hedningenes stenbrud, for at få værdifulde stene ud og lægge på fundamentet, som var Jesus Kristus, at de i modsætning til denne levende sten, også kan blive levende stene. I sit skrift til effeserne, siger han: "Så er I da ikke længer fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden." ret

(155)  I sit brev til korinterne, skriver han videre: "Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført." Nogle prædikanter giver ved deres arbejde, de dyrebareste materialer, guld, sølv og ædelstene, som præsenter sand moralværdi hos dem de vinder for sag. Det falske materiale forgyldes for at ligne det sande, - som er det kødelige sind, uhelliggjort karakter, besmykket med tilsyneladende retfærdighed, - at det så hurtigt kan opdages af menneskelige øjne; men Guds dag vil prøve materialet. ret

(155)  De dyrebare stene repræsenterer de mest fuldkomne kristne, som er blevet forfinet, og poleret af Guds nåde, og ved de trængsler som de har udholdt med megen bøn og tålmodighed. Deres lydighed og kærlighed ligner det, der hos det store Forbillede. Deres liv er forskønnet og forædlet af selvopofrelse. De vil stå prøven på ilddagen, for de er levende stene. "Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra." ret

(155)  Ud fra verdslig taktik, bestræber mange sig på, ved deres egne anstrengelser, at blive velpolerede stene; men de kan ikke være levende stene, fordi de er ikke bygget på det sande fundament. Guds dag vil åbenbare at de i virkeligheden blot er træ, hø, og stubbe. Den store Dianas tempel blev ruineret; dens storhed gik helt tabt; dem som råbte: "Stor er Effesus’ Diana!" gik tabt med deres gudinde, og templet som omskinnede hende. Deres religion glemmes, eller virker som et tomt eventyr. Det tempel blev bygget på falsk grund, og når det blev prøvet, blev det fundet værdiløs. Men de stene som Paulus ud fra Efesus fandtes som dyrebare og varige. ret

(156)  Paulus lagde sig selv på det sande fundament, og bragte alle stene, store som små, polerede eller rå, almindelige eller dyrebare, hen og blev forbundet med den levende grundsten, Kristus Jesus. Således hævede templet for Guds kirke sig for alle. Apostlen siger: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!" ret

(156)  I et syn havde Paulus set Guds stad, med dens grundstene, og hen fremstiller sande kristne nyomvendte om guld, sølv og ædelstene. Men Jøderne gjorde Paulus arbejde overmådelig vanskeligt. De hævdede hele tiden at være Abrahams sande børn, og var derfor de eneste legitime bygningsstene til Guds hus; og når hedningene tog imod evangeliet, og blev det sande fundament, knurrede jøderne over dette materiale. Derved forhindrede de guds arbejde; ikke desto mindre, fortsatte apostlen uforfærdet sit arbejde. ret

(156)  Paulus og hans medarbejdere var dygtige arkitekter, fordi de havde lært fra Kristus og hans gerninger. De skulle ikke kun bygge, men også rive ned. De måtte gå med til menneskers blinde tro, fordomme og voldsomhed, som havde bygget på et falsk fundament. Gennem Guds kraft, blev apostlene mægtige med at rive disse fjendens stærke fæstningsværker ned. Mange som havde arbejdet som tempelbyggere af Kristi kirke, burde sammenlignes som bygmestrene af murene på Nehamias tid: "De byggede på muren. Også lastdragerne var væbnet; med den ene hånd arbejdede de, og med den anden holdt de spydet." ret

(157)  En efter en faldt de ædle bygningsfolk for hans værk, ved fjendens hånd. Stefanus blev stenet; Jakob blev slået ihjel ved sværdet; Paulus blev halshugget; Peter blev korsfæstet; Johannes kom i eksil. Og alligevel blev sten efter sten tilføjet til bygningen, kirken voksede midt i de forfærdelige forfølgelser der pinte den, og nye medarbejdere på muren indtog den faldnes plads. ret

(157)  Disse trofaste bygmestere søgte ihærdigt at bringe dyrebart materiale til det levende fundament. Paulus arbejdede på at få sit eget hjerte og karakter i harmoni med Guds lov, og så søge alvorligt at bringe det samme resultat med hans nyomvendte. Han formanede Timotius: "Tag dig selv i agt, og på læren." Dette er pligten os enhver underviser af bibelsandheden, - at illustrere de kristne dyder i sit eget liv, og være ren i hjerte, overgivet til hellig samtale, - for at illustrere de aktive kristne dyder i hans eget liv, og være ren i hjertet, givet til hellig samtale, at være god, og gøre godt. ret

(157)  Gud vil ikke acceptere de mest strålende talenter eller den bedste tjeneste, hvis det ikke lægges på den levende grundsten, og forbindes med den; for denne alene giver sand værdi til evner, og gør arbejdet til en levende Guds tjeneste. Vi kan se tilbage igennem århundrederne, og se de levende stene glimte som lysstråler gennem vildfarelsens og overtroens mørke. Disse dyrebare juveler vil hele tiden skinne mere og mere ivrigt ud i evigheden. Selvom de er døde bevidner de retfærdige gennem tidsaldrene, ved de nedskrevne ord og gerninger, om Guds sandhed. Martyrernes navne for Kristi skyld udødeliggøres iblandt Himlens engle; og en strålende løn venter dem når Livgiveren kalder dem ud af deres grave. ret

(158)  Det glimtende lys fra disse polerede stene, der sætter skønheden i Kristi tempel, har altid været overmådelig generende for verden; på grund af klarheden midt i det omkringliggende mørke, viser en stærk modsætning mellem retfærdighed og synd, - sandhedens guld og vildfarelsens og traditionernes slagger. Dem som nægter at adlyde sandheden af sig selv, vil ikke at andre skal adlyde den; for de trofastes handlemåde er en stadig irettesættelse for den ikke-troende og ulydige. ret

(158)  Kristus selv er fundamentet og den kronende herlighed fra Guds tempel, blev "en anstødssten og en klippe til fald; i deres ulydighed mod ordet tager de anstød." Alligevel blev den hovedsten, "der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne." Selvom den den blev forkastet af jødiske bygmestre, blev den til hovedhjørnesten. Kristus blev lagt i døden; men bygningsarbejdet ophørte ikke. Han blev æret af Himlen og ved jordens trofaste som det sande fundament. ret

(158)  Kristi tjenere er altid blevet stærkt forhindret i deres arbejde, af de vildfarelser som fra tid til anden har fordærvet kirken. Kødelige menneskesind bryder Guds ord for at det kan kobles på deres tåbelige og onde tanker. Det ufejlbarlige ord, den regel som enhver sten prøves ved på fundamentet, er i virkeligheden sat til side af mange som viser sig som nidkære bygmestre på Kristi kirkes tempel. Derved er træ, hø og stubbe lagt på fundamentstenen af hensynsløse arbejdsfolk som om det var en dyrebar anskaffelse. ret

(159)  Da kejsere, konger, paver og præster forsøgte at besmitte og ødelægge dette Guds tempel med profan afgudsdyrkelse, og de trofastes forfølgelse, forlod Guds øje aldrig et eneste øjeblik hans bygning og arbejdsfolk. For ansigtet af måbende fanger, tortur og flammer voksede arbejdet under de trofaste menneskers flammer; strukturen rejste sig op, smuk og symmetrisk. Til tider var arbejdsfolkene forblindede af overtroens slør som satte sig tykt og mørkt omkring dem, og de blev slået tilbage af deres modstanderes voldsomhed; alligevel skyndede de stadig på arbejdets fremgang, ligesom Nehamias og hans medarbejdere gjorde. Deres sprog var: Himlens Gud lever og regerer; han vil give sit eget værk fremgang. Derfor vil vi, hans tjenere, rejse os op og bygge op. ret

(159)  Det billede som Paulus bruger om templet oprejst fra grundstenen repræsenterer Guds tjeneres arbejde i tidens ende. Apostlen siger opmuntrende og advarende ord til alle som bygger for Gud: " Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild." Den kristne lærer som nøje overbringer sandhedens ord, leder sine nyomvendte til hjertets og livets hellighed, bringer dyrebart materiale til fundamentet; og i Guds rige vil han æres som en klog bygmester. Han som ikke underviser sandheden i sin renhed, vil samle nyomvendte som ikke er hellig i hjerte og liv. Han bringer materiale som ikke vil stå prøven. På Guds dag vil han lide tab. Selvom det er muligt at dem som har brugt det bedste af livet på at lære vildfarelse kan de, ved anger og tro, blive frelst til sidst, alligevel er deres arbejjde tabt. Deres liv har ikke givet gode resultater som kunne være sikret. Sjæle er gået i fordærv, som ved en nøje fremstilling af sandheden, kunne være frelste. Apostlen siger: " Men enhver se til, hvorledes han bygger." ret

(160)  Paulus skriver til korinterne: “ Thi skønt jeg står fri over for alle, har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere." Apostlen ønskede at hans brødre i korint måtte ledes til at se den selviske ergærrighed og introllerence som de gemte på. Derfor viste han dem sin egen handlemåde, så de kan se modsætning deres syndige handlemåde. Han arbejdede for mennesker af alle folkslag, tungemål, og folk, og søgte at imødekomme de forskellige klasser på deres grund. Han undgik at gøre forskellen mellem ham selv og dem så tydelig. Han bestræbte sig for at lægge sine personlige følelser til side, og bære over med de personers fordomme som han arbejdede med. ret

(160)  Når han arbejder med uomvendte jøder, begyndte han ikke straks med at forkynde det som de betragte som farligt kætteri, men bekyndte med de læresætninger som de var enige i. Han begyndte med moses og profeterne, og ledte dem gradvist fra punkt til punkt, sammenlignede skriftsted med skriftsted, skildrede profetiernes opfyldelse, viste beviset for at Messiask skulle komme, og den måde han kom på. Så præsenterede han klar formålet med hans komme for dem, og at han skulle gøre på jorden, og hvordan han blev taget imod. ret

(161)  Når han havde givet mange prædikener på disse emner, bevidnede han at Messias faktisk var kommet, og så forkyndte han Jesu Kristi enkle evangelium. Dette var den kraft Paulus nævner, når han siger at han var underfundig og førte dem bag lyset. Derved prøvede han at dulme fordomme, og vidne sjæle til sandheden. Han undlod at sige til jøderne at ceremoni loven faktisk ikke længere havde nogen magt. Han formanede Timotius at fjerne alle anledninger de havde, til at forkaste hans arbejde. Han gik indvilgede i deres regler og forordninger, så vidt det kunne holde med hans mission for hedningene. Han ville ikke lede jøderne på vildspor eller udøve bedrag over dem; men han gav afkald på sine personlige følelser, for sandhedens skyld. ret

(161)  Hos hedningene var hans arbejdsmetode anderledes. Han formanede dem tydeligt om at jødernes brændofre og ceremonier ikke længere skulle overholdes, og forkyndte Kristus for dem og han korsfæstet. ret

(161)  I sit arbejde kom apostlen ud for en klasse, som hævdede at moralloven var blevet ophævet, sammen med ceremonisystemets forskrifter. Han forsvarede tibudsloven, og holdt dem frem for folk som en livsregl. Han viste at alle mennesker er under den højtideligste forpligtelse til at adlyde den, lov, som Kristus kom for at gøre ærværdig. Han lærte at er den eneste som kan løskøbe mennesker fra konsekvenserne ved at bryde den guddommelige lov; og at det er kun ved anger over deres tidligere overtrædelser, tro på Kristi forsonende offer, og et liv i lydighed, at mennesker kan håbe på at få Guds gunst. ret

(162)  Paulus tog ikke let på deres samvittighedsskrupler, som var svage i troen eller tunge til at opfatte det. Han viste ikke sin overordentlige kundskab, og viste foragt for deres uvidenhed; men han satte sig selv så nær som muligt på niveau med dem, og viste dem sand forståelse og kærlighed, og ledte dem til ædlere og mere ophøjet syn. Han siger: “For alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle." Ved glad og tålmodig venlighed og kristen belevenhed, vandt han folks hjerter, udslukkede deres fordomme, og prøvede på at lære dem sandheden, uden at opildne deres kamplyst. Alt dette gjorde han fordi han elske menneskesjælene, og ønskede at bringe dem til Kristus, at de måtte frelses. ret

(162)  Paulus bestræbte sig på at indprente sine brødre i Korint med vigtigheden af fast selvkontrol, nøje mådeholdenhed og utrættelig iver i Kristi tjeneste. For at illustrere den kristne krigsførelse, sammenlignede han det med de lege der afholdtes nær Korint, og tiltrak mange tilskuere. Denne illustration skulle gøre et livagtigt indtryk deres sind, som han talte til, da det henviste til det som de umiddelbart kendte til. Iblandt grækerne og romerne blev der indført forskellige lege for at underholde, og også for at oplære unge mænd til personlig livskraft og aktivitet, og derved kvalificere dem til krigsførelse. Væddeløbene, var det ældste og højest elskede af disse lege. På annoncerede tidspunkter og steder blev de afholdt med stor pomp, og blev bakket op af konger, adelsmænd og statsmænd. Personer af rang og velstand gik ind i disse legemsøvelser, og kviede sig ikke for at få den ære sejrherrerne fik. ret

(163)  Konkurrencen blev styret efter strenge regler, hvorfra der ikke kunne appelleres. Før kandidaternes navne kunne skrives på listen som kompatanter for prisen, skulle de underlægges et streng træningsprogram forud. Enhver eftergivelse over for appetitten eller en anden tilfredsstillelse, som må mindste måde kunne påvirke deres mentale eller fysiske livskraft, var strengt forbudt. Musklerne blev holdt stærke og smidige. Alle nerver må være under kontrol, ethvert øjeblik sikkert, ethvert skridt hurtigt og uden vaklen, og alle kræfter må være meget på mærkerne, for at kunne give håb om held, med den store styrke- og hastighedsprøve. ret

(163)  Alle konkurrenterne i væddeløbet viste sig for en ivrig og forventningsfuld forsamling, deres navne blev udråbt, og løbets regler blev angivet udtrykkeligt. Prisen blev sat i fuld øjesyn frem for konkurrenterne, og de startede samlet, for tilskuernes fæstnede opmærksomhed, der gav dem iver og beslutsomhed for at vinde. Dommerne sad nær målet, så de kunne overvåge væddeløbet fra begyndelsen til slut, og derefter give sejrherren en pris. Hvis en mand kom ud med sejr, ved ulovlige fordele, tilkom belønningen ikke ham. ret

(164)  Der blev løbet store risikoer i disse konkurrencer; det var ikke unormalt at en af deltagerne faldt død om, idet han var ved at få sejren. Men dette blev ikke betragtet som en stor risiko at løbe for den ære vinderen blev tilstået. Idet han nåede målet lød der bifaldsråb efter bifaldsråb fra en stor folkeskare der fyldte luften og gav genlyd over omgivende bakker og bjerge. For øjnene af tilskuerne gav dommeren ham sejrmedaljerne, den forgængelige laurbærkrone, og en palmegren til at bære i hans højre hånd. Denne krone bar vinderen med stor stolthed. Hans ros blev udråbt overmådeligt, og sang udover landet. Hans forældre fik del i æren, og også byen han boede i blev højt værdsat for at have affødt så stor en atlet. ret

(164)  Paulus præsenterer disse væddeløb som et slående billede på en kristen krigsførelse: "Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner." ret

(164)  For at løbe det kristne løb til sejr, er det nødvendigt for at udvise mod, tålmodighed og selvfornægtelse, som det var for grækernes og romernes konkurrencelege. Ligesom dem, må de kristne ikke lade sin opmærksomhed tiltrække af tilskuerne, eller splittes af fornøjelser og luksus og kærlighed til let liv. Alle levevaner og lidenskaber må underkastes den stærkeste disciplin. Fornuft, oplyst af Guds ords lærdomme, og vejledte af hans Ånd, må holde tøjlerne i kontrol. Alle forhindringer må lægges til side, ingen vægt må forhindre hans arbejde. Og efter at dette er sket, er den største anstrengelse nødvendig, for at få sejr. ret

(165)   "De andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner." Den visne laurbærkrans sættes her i den stærkeste modsætning til den blivende ærværdig og evige herligheds krone som han vil få, der løber efter det kristne væddeløbs sejr, og bliver en sejr i den åndelige krig. Der må ikke være nogen hendøende iver, ingen skælvende skridt, ellers vil anstrengelsrene være tabt. Konkurrenernes sidste få skridt i væddeløb gøres altid med en pineudholdende anstrengelser for at holde hastigheden oppe. Sådan er det med den kristne, idet han nærmer sig målet, må han presse på med større iver og beslutsomhed end i den første del af hans vej. ret

(165)  Paulus fører illustrationen tilbage til den forberedelse der var nødvendig for vædeløbskonkurrenterne for at få resultater, - den forudgående discicplin, den omhyggelige og afholdende kost, mådehold i alle ting. Dette blev praktiseret uforbeholdent, for at vinde den lille løn til jordisk ære. Hvor meget vigtigere er det ikke at den kristne, hvis evige interesse står på spil, oplæres til at underlægge appetitten og lidenskab fornuften og Guds vilje. Hvis mennesker frivilligt vil underlægge sig vanskeligheder, afsagn og selvfornægtelse for at få en verslig udmærkelses forgængelige belønning, hvor meget mere burde de kristne være villig til at gøre og lide for sagen og få herlighedens krone der ikke visner bort, og det liv som går parralelt med Guds liv. ret

(165)  Konkurrenterne i de gamle dages lege, var endog ikke ikke sikret sejren, efter at de havde underlagt sig selvfornægtelse, og hårdnakket disciplin. Der kunne kun tilstås een pris. Nogle måtte anstrenge sig til det yderste, for at få denne kronene ære, men idet de rakte hånden ud for at få den, fik en anden, et lille øjeblik før dem, den eftertragtede skat. Sådan er det ikke i den kristne krigsførelse. Dem der går ind på betingelserne skuffes ikke ved væddeløbets afslutning. De kan alle opnå prisen, og vinde og bære evighedens krone. ret

(166)  Folkeskarer i verden er vidne til dette livets spil, den kristne krig. Universets monark og myriader af himmelske engle våger med intens interesse over deres anstrengelser som gå ind i det kristne væddeløb. Den løn der gives til ethvert menneske vil være efter den udholdende kraft og trofaste alvor som han har udvist fra sin side, i den store kamp. ret

(166)  Paulus praktiserede selv selvfornægtelse og udholdt hårde prøvelser og afsagn så han kunne vinde det evige livs pris, og ved sit eksempel og lære, lede andre til at også vinde den samme løn. Han siger: "Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet." Apostlen ønskede at vække brødrene i Korint til at se den selvtilsfredstillelses-fare som truede dem. Derfor dvælede han ved den hårde disciplin og afholdenhed, der var nødvendig for at udvikle sundhed, livskraft og udholdenhed hos legenes konkurrenter. Han trak en modsætning mellem denne forberedelse og dets konsekvenser, og de korintiske kristnes selvglade liv, som havde ting af evig interesse på spil, og behøvede kroppens og sindets fulde styrke, for at komme sejrrige ud. Han viste dem at deres hidtil lagte kurs var højt kritisabel; for ikke en gang iver for åndelig sundhed og evangeliets ære kunne få dem til at fornægte appetittens og lidenskabens begærlighed. ret

(167)  Når en fordærvet appetit føjes har de gået sammen med hedningene ved deres afgudefester, og derved sat deres tro i fare, som lige er blevet omvendt fra afgudsdyrkelse. Paulus råder dem til at kontrollere deres dyriske lidenskaber og appetit fast. Legemet, som er Guds mesterstykke, ligesom et fuldkomment og velstrammet instrument, må holdes i sund form for at yde harmoniske handlinger. Han siger at hvis han ikke praktiserer sine egne fomaninger, og behersker sit selv, er mådeholdene i alle ting, vil han efter at forkynde for andre, selv lide skibbrud. ret

(167)  Apostlen erklærer at han ikke løb det kristne væddeløb i usikkerhed, som uanfektet er villig til at lades bagud; han kæmper heller ikke som nævekæmperne gjorde forud for slagsmålet, slog i luften med tomme smag, uden modstander. Men ligesom i den aktuelle konflikt, kæmper han for herredømmet, overvinder sin modstander ved gentagende og velafrettede slag slår ham til jorden, og holder ham der indtil han anerkender sig som besejret, sådan kæmpede apostlen imod Satans fristelser og den kødelige naturs onde tilbøjeligheder. ret

(168)  Paulus henviser sine brødre til det gamle Israels erfaring, til de velsignelser som belønnede deres lydighed, og dommene der fulgte deres overtrædelser. Han minder dem om at hebræerne blev ført på mirakuløs vis fra Ægypten, under skystøttens beskyttelse om dagen og ildstøtten om natten. Han fortæller hvordan hele gruppen blev ledt sådan igennem det Røde Hav, medens ægypterne, der forsøgte at krydse på samme måde, hvor alle blev overdøvet. I disse handlinger anerkendte Gud hele Israel som sin kirke. "Alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus. Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen." På alle deres rejser, havde Kristus som en leder. Den slagne klippe afbillede Kristus, som blev såret for menneskers overtrædelser, så frelsens strømme kunne flydel fra dem. ret

(168)  Uanset den velvillighed som Gud udviste for hebræerne, på grund af deres onde lyst til den luksus som de havde forladt i Ægypten, - på grund af deres synder og oprør, - kom Guds domme over dem Apostlen indskærper sine brødre med at lære lektien: "I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde." ret

(168)  Paulus fortsætter med at give de højtideligste advarsler imod afgudesynder, ryggesløshed og formastelse, som fik så mange Israelitter til at falde i ørknen. Han citerer eksempler fra den hellige historie, for at vise hvordan kærlighed til lethed og fornøjelser bereder vejen for de synder, der fremkalder Guds tydelige hævnvrede. Det var da Israels børn satte sig ned for at spise og drikke, og rejste sig op for at danse, at de bortkastede Guds retfærdighed, som de havde følt for kort tid, før de lyttede til loven fra Sinaj. De gjorde en guldkalv til at repræsentere Gud, og tilbede den ved festlige religiøse samlinger. Efter at en luksuriøs fest med tilbedelse af Baal-peor faldt mange af hebræerne på grund af tøjlesløshed, og Guds vrede viste sig imod dem, og treogtyve tusinde blev slået ihjel af sværdet efter Guds befaling gennem Moses. ret

(169)  Apostlen bønfalder korinterne: "Den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!" Skulle de blive pralende og selvsikre, og undlade årvågenhed og bøn, vil de falde i en forfærdelig synd, og nedkalde sig selv Guds vrede. Alligevel vil Paulus ikke at de skulle blive fortvivlede eller modløse. Uanset hvad deres fristelser eller deres farer er, så forsikrer han dem: "Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem." ret

(169)  Paulus pålægger sine brødre at finde ud af hvilken indflydelse deres ord og gerninger har på andre, og ikke gøre noget, uanset hvor uskyldigt det er i sig selv, som lader til at billige afgudsdyrkelse, eller om det vil krænke deres skrupler, der er svage i troen. "Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed." ret

(169)  Apostlens advarselsord til korintermenigheden kan bruges til alle tider, og gælder særlig vore dages behov. Med afgudsdyrkelse mener han ikke kun tilbedelse af afguder men også selviskhed, kærlighed til magelighed, tilfredsstillelse af appetitten og lidenskaben. Alt dette kommer under afgudsdyrkelsens hoved. Blot en bekendelse til Kristus, og et pralende kundskab til sandheden, udgør ikke den kristne. En religion som søger at tilfredsstille øjnene, ørerne og smagen, eller tillader skadelig selvtilfredsstillelse, er ikke Kristi religion. Det er i harmoni med verdens ånd, og det er imod de Hellige Skrifters lære. Fester og fornøjelsessceneri, hvori bekendende medlemmer af den kristne kirke efterligner verdens skikke og nyder dens fornøjelser, udgør en virkelig union med Guds fjender. ret

(170)  Korinterne havde vidt og bredt forladt den enkle tro og harmonien i menigheden. De fortsatte med at samle sig til tilbedelse, men med hjerter der var fremmed for hinanden. De havde forvansket de sande betydning af Herrens nadver, og i stor grad efterlignet afgudefesterne. De kom sammen for at fejre Kristi lidelser og død, men vendte anledningen til en festperiode og selviske nydelser. ret

(170)  Det var blevet skik at man holdt fællesspisning før nadveren. Familier der bekendte sig til troen, bragte deres egen mad til mødestedet, og spiste det uden at vente ærbødigt på at andre blev klar. Den hellige indstiftelse i Herrens nadver, for velhavende, blev vendt til en grådig fest; medens de fattige fik lov at rødme når deres spinkle kost blev sat i modsætning med deres rigere brødres kostbare levnedsmidler. ret

(171)  Paulus irettesætter korinterne for at gøre Guds hus til et fest og gildested, ligesom en gruppe afgudsdyrkere: "Har I da ikke hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds menighed og gør dem skamfulde, der intet har? Hvad skal jeg dog sige til jer? Skal jeg rose jer?" Grækernes offentlige religiøse fester var blevet ledt på denne måde, og det var ved at følge falske læreres råd at kristne var blevet ledt til at efterligne deres eksempel. Disse lærere begyndte at forvisse dem om at det ikke var forkert at deltage i afgudefester, og var til sidst introduceret i lignende øvelser i den kristne kirke. ret

(171)  Paulus vedblev med at give orden og formålet med Herrens nadver, og så advarede han sine brødre imod at forvanske denne hellige forordning: " Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. . . . Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til." ret

(171)  Derved forsøgte apostlen, på den mest afgjort og indtryksfulde måde, at rette op på de falske og farlige tanker og skikke som herskede i korintermenigheden. Han talte tydeligt, dog i kærlighed for deres sjæle. I advarsler og irettesættelser, lys fra Guds trone skinnede på dem, for at åbenbare de skjulte synder som besmittede deres liv og karakter. Hvordan ville det dog blive modtaget? ret

(171)  Da Paulus skrev til korinterne, kontrollerede han sine følelser fast; men da brevet var blevet afsendt, kom der en reaktion. Han var bange for at han skulle såre dem for dybt, som han ønskede at hjælpe. Han var helt klart bange for yderligere fremmedgørelse, og længes nogle gange efter at kalde sine ord tilbage. Han afventede med skælvende iver for at få nyhederne for at hans budskab var modtaget. ret

(172)  Dem der ligesom apostlen har følt et ansvar for de elskede menigheder eller institutioner, påskønner hans nedtrykthed og selvbebrejdelser bedst. Guds tjenere som bærer byrden for hans arbejde for denne tid, deler den samme arbejdserfaring, de samme kampe og ivrige omhu som faldt i den store apostels lod. Bebyrdet af splid i menigheden, møder utaknemmelighed og forræderi fra dem, som de venter sympati og støtte fra, bringes de menigheder i tydelig fare, som gemmer på synd, er de er tvunget til at frembære et nøje ransagende synds-irettelsættelsesvidnesbyrd, og er bange for de kan have været for hårde, - så finder korsets soldater ingen hvile på denne side af himlen. ret

næste kapitel