Skildringer fra Paulus liv kapitel 17fra side183

tilbage

Paulus besøger Korint igen

(183)  Det var efterår da Paulus besøgte Korint igen. Da han så Korints tårne og knejsende fæstninger på afstand, skyerne der omgav bjergene og kastede en skygge over byen der nede, var den som et passende sindbillede på den vildfarelse og umoralitet som truede den kristne kirkes fremgang på dette sted. Paulus sind var urolige af modstræbende tanker. Han skulle møde sine børn i evangeliets tro. Nogle af dem var skyldige i forfærdelige synder. Nogle af hans tidligere venner havde glemt hans kærlighed og liflige venskab og tillid i tidligere dage. De var blevet hans fjender, og betvivlede og strides om han var Kristi sande apostel, der var betroet evangeliet. Selvom de fleste i menigheden havde forladt deres synder og underlagt sig Paulus befalinger, var det ikke helt hos dem, som det var før deres umoralitet. Der kunne ikke eksistere den enighed, kærlighed og tillid mellem underviser og folk, som der var ved hans tidligere besøg. ret

(184)  Der var stadig nogle i kirken, der selvom de blev sat i rette af apostlen havde vedholdt deres syndige handlemåde, foragtet hans advarsler og udfordret hans myndighed. Tidspunktet var kommet hvor han måtte tage afgørende skridt for at slå denne modstand ned. Han havde advaret korinterne om at han ville komme og personligt tage sig af genstridige oprørere: "Jeg siger stadig til dem, der før har syndet, og til alle de øvrige: Når jeg kommer igen, vil jeg ikke vise skånsel, siden I ønsker et bevis på, at Kristus taler i mig." Han har tøvet med at komme, og givet dem tid til at tænke over det og angre. Men nu må alle dem der fortsætter deres syndige og vildfarnes kurs, skilles ud fra Kristi kirke. De havde anklaget Paulus for at være bange og svag fordi han længe har båret over i kærlighed for deres sjæle. Nu vil han tvinges til at handele sådan, at denne anklage vil modbevises. ret

(185)  Idet Paulus nærmede sig Korint, hvor slående modsætning til den tidligere rejses afslutning, hvor Saulus, "stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple," drog nær til Danaskus! Hvor helt forskellige er Saulus og Paulus udseende, hensigter og ånd! Så blev han betroet med verdslig magt, var han agent for Sanhedrim, den jødiske undersøgelsesdommer, kætternes undersøgelsesmand, opsøger ofre at kaste i fængsel, til svøbe eller stening. Fyldt af stolthed, red han mod Damaskus, med tjenere under sig til at føre fangernerne til Jerusalem. Nu rejste han til fods, uden ydre tegn på rang eller magt, og ingen justitsembedsmænd til at gøre hans befalinger. Det bedste han kan gøre for at straffe dem der ignorer hans myndighed, er at skille dem ud fra et samfund hvor medlemmer overalt betragtes som uvidende og fornedrede. Hans fjender erklærer at hans kropslige tilstedeværelse er svag, og hans tale er elendig. Alligevel er apostlen ikke så magtesløs som han fremstilles. Han bærer hvervet fra Kongernes konge. Hele himlen er sat op til at støtte ham. Hans våben er ikke kødelige, men mægtig gennem Gud til at styrte syndens og Satans fæstning. ret

(185)  Der har sket en stor forandring i apostlens ånd, såvel som i det ydre udseende. Så "fnyste han stadig med trussel og mord imod Herrens disciple," han "søgte at udrydde menigheden;" han "slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel;" han "forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt," han var i "raseri mod" alle der ærede Jesu navn. Hans hjerte var fyldt af vitterhed, skinsyge og had; alligevel var han så bedraget at han bildte sig selv ind at han tjente Gud, medens han i virkeligheden gjorde Satans værk. Nu er Saulus lidenskabelige natur blevet forvandlet af Kristi nåde. Hans hjerte længtes efter hans mest bitre modstandere. De tanker der skaber smerte i dem fylder ham med sorg. Han skrev sådan til sine brødre: "Hvis jeg forvolder jer sorg, hvem er der så til at skabe mig glæde?" Han beder dem instændig at blive sparet for at behandle dem strengt. Alt det som var godt og ædelt i Saulus’ karakter forblev der, og den samme iver brænder i hans hjertes alter, men den er blevet renset, og helliget indviet til Kristi tjeneste. ret

(186)  Paulus blev ledsaget til Korint af en lille gruppe medarbejdere, nogle som var hans ledsagere i de måneder han brugte Makedonien, og hans hjælpere der samlede fondsmidler til menigheden i Jerusalem. Han kunne stole på disse brødre efter sympati og støtte i nuværende krise. Og selvom korintermenighedens tilstand var noget smertelig og modløs i visse henseender, var der også grund til glæde og taknemmelighed. Mange som tidligere var blevet fordærvet og fornedrede afgudstilbedere, var nu oprigtige og ydmyge Kristi efterfølgere. Det var ikke så få at apostlen så med varm hengivenhed på, som den der først havde frembåret evangeliets dyrebare lys. Idet han endnu en gang hilser disse disciple, og så beviset på deres ihærdighed og iver, følte han at hans arbejde ikke var forgæves. Han fandt hvile og opmuntring ved sine elskede ledsageres selskab og i disse trofaste nyomvendte kristne. ret

(186)  Paulus opholdt sig i Korint i tre måneder. I den periode havde han ikke kun arbejdet utrættelig for menigheden i den by, men han fandt tid til at gå til missioner længere væk, og berede vej for nye erobringer. Hans tanker var stadig optaget af hans planlagte rejse fra Jerusalem til Rom. Et af hans dyrebareste håb og længselsfulde planer var at se den kristne tro fast etableret i den kendte verdens store centre. En kirke var allerede blevet oprettet i Rom, og apostlen ønskede at sikre deres samarbejde i det vær som han håbede at fuldføre. For at berede vejen for sine medarbejdere iblandt disse brødre, som dog var fremmede, henvendte han sig til dem ved brev, og bekendt gjorde sine planer om at besøge Rom, og ved deres hjælp også sætte standard for rejsen i Spanien. ret

(187)  I sit brev til romerne, fremsætter Paulus store principper for det evangelium som han håbede at bringe personligt. Han fortalte sit synspunkt over de spørgsmål som bekymrede de jødiske og hedenske menigheder, og viste at det håb og de løfter som tidligere tilhørte jøderne blev nu fremført ovre for hedningene. Med klarhed og kraft gav han læren om retfærdiggørelse ved tro på Kristus. Medens han talte til de romerske kristne, ville Paulus også undervise andre menigheder; men han kunne ikke forudse sine ords vidtrækkende indflydelse! Den store sandhed om retfærdiggørelse ved tro, som det fremstilles i dette brev, har stået gennem alle tider som et mægtigt fyrtårn der leder den angrende synder ind på livets vej. Dette lys spredte det mørke som omhyldede Luthers sind, og åbenbarede den kraft over for ham, der er i Kristi blod som renser for al synd. Det har vejledt tusindvis af syndsbebyrdede sjæle til den samme tilgivelsens og fredens kilde. Enhver kristen har grund til at takke Gud for dette brev til menigheden i Rom. ret

(188)  Medens Paulus så interesseret og håbefuldt på nye arbejdsmarker vestpå, havde han grund til alvorlig bekymring for hans tidligere arbejdsmarker østpå. Han fik nyheder i Korint, fra menighederne i Galatien, der afslørede stor forvirringstilstand, og endog absolut frafald. Jødedommens lærere satte sig imod apostlens arbejde, og forsøgte at udrydde frygten af hans arbejde. ret

(188)  I næsten alle menigheder var der nogle medlemmer af jødisk fødsel. Hos disse nyomvendte fandt de jødiske lærere hurtig adgang, og igennem dem fodfæste i menighederne. Med skriftens argumenter var det umuligt at kuldkaste læren fra Paulus; derfor gik de over til de mest skrupelløse midler for at modvirke hans indflydelse og svække hans myndighed. De erklærede at han ikke været Jesu disciple, og havde ikke fået tilladelse fra ham; alligevel formastede han sig til at undervise i læresætninger direkte imod det Peter, Jakob og andre apostle underviste i. Derved fik de jødiske udsendinge held med at frastøde mange af de kristne nyomvendte fra deres lærer i evangeliet. Da de nåede dertil, påvirkede dem til at vende tilbage til deres overholdelse af ceremoniloven, som det væsentligste for frelse. Tro på Kristus, og lydighed mod tibudsloven, blev betragtet som af mindre betydning. Splid, kætteri og sensualisme fandt grund blandt de troende i Galatien. ret

(188)  Paulus sjæl blev oprørt idet han så de onder der truede med at udslette disse menigheder. Han skrev straks til galaterne, og udstillede deres falske teorier, og irettesatte dem meget strengt, som havde forladt troen. ret

(189)  I indledningen til dette brev, fremhæver han sit egen position som apostel: "Ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde." Han var blevet hvervet af den højeste myndighed, ikke af jorden, men i himlen. Efter at have givet menigheden sin hilsen, henvender han sig udtrykkeligt til dem: "Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium, som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium." Den lære som galaterne havde fået, kunne på ingen måde kaldes for evangeliet; det var menneskers lære, og var direkte imod den lære Kristus underviste i. ret

(189)  Apostelen fortsætter: “Det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer forbandet være han!" ret

(189)  Hvor var der stor forskel på Paulus måde at skrive til menigheden i Korint og den fremgangsmåde, han benyttede overfor galaterne! De første irettesatte han med forsigtighed og mildhed; de sidste med skånselsløst dadlende ord. Korinterne var bukket under for fristelser. Bedragne på grund af snedige læreres spidsfindighed, når disse forkyndte vildfarelser i sandhedens forklædning, havde de ladet sig forvirre og forvilde. Der var brug for forsigtighed og tålmodighed, hvis man skulle lære dem at skelne mellem det usande og det sande. Barskhed eller uklogt hastværk fra Paulus side ville have nedbrudt hans indflydelse over mange af dem, han længtes efter at hjælpe. ret

(190)  Indenfor de galatiske menigheder var åbenlys, utilsløret vildfarelse ved at fortrænge evangeliets budskab. Kristus, troens sande grundvold, blev i virkeligheden fornægtet til fordel for forældede jødiske ceremonier. Apostlen så, at hvis de troende i Galatien skulle frelses fra den dårlige påvirkning, der truede dem, måtte der tages de alvorligste forholdsregler og gives de strengeste advarsler. ret

(190)  At behandle forskellige mennesker klogt, under forskellige omstændigheder og forhold, er et arbejde der kræver visdom og dømmekraft, oplyst og helliggjort af Guds Ånd. Kristi forkyndertjener bør lære vigtigheden af at tilpasse sig sit arbejde, på deres betingelser, som han forsøger at hjælpe. Ømhed, tålmodighed, beslutsomhed og fasthed er lige nødvendige; men det skal udøves med god forskellighed. Det er kun ved at fastholde en tæt forbindelse med Gud at hans tjenere kan gøre sig håb om at imødekomme de trængsler og vanskeligheder der rejser sig i menighederne på en skønsom måde. ret

(190)  Paulus havde bragt Kristi evangelium til galaterne i sin renhed. Hans lære var i harmoni med skrifterne; og Helligånden havde bevidnet hans arbejde. Derfor advarede han sine brødre at ikke lytte til noget som modarbejder den sandhed han havde undervist i. ret

(190)  Apostlen vender tilbage til sin egen erfaring, som galaterne tidligere var blevet informeret med. Han minder dem om sit indblik i jødernes lærdomme, og hans iver for deres religion. Endog i den tidlige manddom, skilte han sig ud som en duelig og nidkær forsvarer af den jødiske tro. Men da Kristus blev åbenbaret for ham, fralagde han sig straks al sine ærefulde udsigter og fortrin, og helligede sit liv til at forkynde korset. Han appellerer til sine brødre om at beslutte sig, om de i alt dette vil drives af verdslige eller selviske motiver. Han viser dem at efter hans omvendelse, har han ikke mulighed for at blive undervist af mennesker. De læresætninger som han forkyndte er blevet åbenbaret ham af Herren Jesus Kristus. Efter synet i Damaskus, trak Paulus sig tilbage til Arabien, for at få samvær med Gud. Det var ikke før tre år at han tog til Jerusalem, og så gjorde han et ophold på kun femte dage, for at derefter gå ud og forkynde evangeliet til hedningene. Han erklærer at han var "Og jeg var personlig ukendt for de kristne menigheder i Judæa; kun hørte de sige: »Han, som før forfulgte os, forkynder nu den tro, han før søgte at udrydde.« Og de priste Gud for mig." ret

(191)  Ved at se tilbage på sin historie, forsøger apostlen at gøre det tydeligt for alle, at han ved den særlige guddommelige kraft manifestation er blevet ledt til at erkende og gribe evangeliets store sandheder, som de præsenteres i de gammeltestamentlige skrifter og legemliggjort i Kristi liv på jorden. Det var den kundskab fra Gud selv, der ledte Paulus til at advare og formane galaterne, på denne højtidelige og direkte måde. Han bragte ikke evangeliet i usikkerhed og tvivl, men med forvisningen om fast overbevisning og absolut kundskab. I sit brev markerer han modsætningen mellem at være oplært af mennesker og få undervisning direkte fra Kristus. ret

(192)  Apostlen tilskyndede galaterne, at de, som deres eneste sikre kurs, skulle forlade de falske vejledere som de var blevet ført på vildspor af, og vende tilbage til den tro som de havde fået fra sandhedens og visdommens Kilde. Disse falske lærere var hykleriske og fordærvede mænd; uhellig i hjerte, og fordærvet i liv. Deres religion bestod af en række ceremonier, og forventede at få Guds gunst ved at udføre disse. De havde ingen smag for en undervisning som lærte: "Uden at et menneske fødes på ny, kan han ikke se Guds rige." en sådan religion krævede for stort et offer. Derfor klyngede de sig til deres vildfarelser, bedragede sig selv og bedragede andre. ret

(192)  For at erstatte ydre religiøse former med hjertets og livets hellighed, er det stadig for at behage den ufornyede natur, ligesom i apostlenes dage. Af denne grund er der falske lærere i overflod, og folk lytter ivrigt til deres bedrageriske læresætninger. Det er Satans mål at splitte menneskenes sind fra den eneste vej til frelse, - tro på Kristus, og lydighed mod Guds lov. Til enhver tid har ærkebedrageren, tilpasset sine fristelser efter folks fordomme og tilbøjeligheder. I apostlenes dage ledte han jøderne til at ophøje ceremoniloven, og forkaste Kristus; og i dag får han mange bekendende kristne, under påskud for at ære Kristus, til at vise foragt mod moralloven, og lære at dets forskrifter kan overtrædes uden risiko for straf. Det er enhver trofast Guds tjeners pligt at fast modstå disse forvanskninger af troen, og fremstille deres vildfarelser frygtløst, med sandhedens ord. ret

(192)  Paulus fortsætter med at forsvare sin position som Kristi apostel, ikke ved menneskers vilje, men ved Guds kraft. Han beskriver det besøg han gjorde i Jerusalem for at få orden på den tvivl som nu foruroligede Galatiens menigheder, had enten om galaterne skulle underlægge sig omskærelse og holde ceremoniloven. Dette var det eneste tilfælde hvor han bøjede sig for andre apostles bedømmelse som større end hans egen. Han prøvede først en fortrolig samtale, hvori han bragte sagen frem i alle afskygninger, for de ledende apostle, Peter, Jakob og Johannes. Med langsigtet visdom, konkluderede han at hvis disse mænd kunne ledes til det rette standpunkt, ville alt vindes. Havde han først bragt spørgsmålet frem for hele rådet, ville der kunne mærkes en splid. De stærke fordomme eksisterede allerede fordi han ikke gennemførte omskærelse hos hedningene, ville lede mange til at tage standpunkt imod ham. Derved ville formålet med hans besøg være forpurret, og ikke så nyttig mere. Men de tre ledende apostle, hvor sådanne fordomme ikke eksisterede, der selv var blevet fundet til det sande ståsted, bragte sagen frem for rådet, og blev enstemmige, og besluttede at fritage hedningene fra ceremonilovens forpligtelser ret

(193)  Paulus modbeviser sine fjenders anklager igen, ved at vise sin position som en Kristi apostel er blevet anerkendt af rådet i Jerusalem, og at han i sit arbejde iblandt hedningene har gået med dette råds beslutninger. Dem som søger at ødelægge hans indflydelse, bekendte at anerkende Peter, Jakob og Johannes som kirkens grundpiller. De roste hele tiden disse apostle, og dristede sig til at vise, at de var Paulus overlegen i position og myndighed. Men Paulus viste at hans fjender ikke retfærdiggøre deres handlemåde ved foregiven hensyn til disse apostle. Medens han ærede dem som trofaste Kristi tjenere, viste han at de ikke havde prøvet at undervise ham, de havde heller ikke bestilt ham til at forkynde evangeliet. De var overbevist om at Gud havde kaldt ham til at bringe sandheden til hedningene, idet han havde udtænkt at Peter skulle tage sig særlig af jøderne. Fra da af anerkendte de Paulus guddommelige opgave over for rådet, og tog imod ham som en medarbejdere, på lige for med dem selv. ret

(194)  Det var ikke for at rose sig selv, men for at herliggøre Guds nåde, at Paulus således overfor dem, der fornægtede hans stilling som apostel, fremkom med beviser for, at han "ikke stod tilbage i noget for de umådelig store apostle." 2Kor. 11,5. De, som søgte at forringe hans udvælgelse og hans gerning, kæmpede mod Kristus selv, hvis nåde og kraft åbenbaredes gennem Paulus. Ved sine fjenders modstand blev apostlen tvunget til at indtage en fast holdning for at opretholde sin stilling og myndighed. ret

næste kapitel