(194) Paulus nærede et brændende ønske om at nå til Jerusalem før påske, fordi han så kunne få lejlighed til at møde dem, der fra alle verdens kanter ville komme for at overvære højtiden. Det var hans store håb, at han på en eller anden måde kunne medvirke til at bortrydde sine vantro landsmænds fordomme, så de kunne bringes til at tage imod evangeliets vidunderlige lys. Han ville også gerne træffe menigheden i Jerusalem og overbringe dem de gaver, som de hedningekristne menigheder havde sendt til deres fattige brødre i Judæa. Og han håbede ved dette besøg at tilvejebringe en fastere tilknytning mellem dem, der var omvendt fra jødedommen og dem, der var omvendt fra hedenskabet. ret
(195) Da han havde afsluttet sit arbejde i Korint, besluttede han at sejle direkte til en af havnene ved Palæstinas kyst. Alle forberedelser var i orden og han skulle lige til at gå om bord i skibet, da han fik at vide, at jøderne havde sammensvoret sig om at berøve ham livet. Tidligere var disse troens modstandere altid blevet skuffede i deres bestræbelser for at gøre ende på apostlens virksomhed. 195 Siden de mislykkede forsøg på at få sin dom af Gallio, fem år før, har de ikke kunnet vække folk eller herskere op imod ham. Evangeliets arbejde er gået frem, på trods af deres modstand. Fra ethvert kvarter kom der efterretninger om udbredelsen af den nye lære hvor jøderne var fri for deres detaljerede ceremonioverholdelser, og hedningene fik de samme privilegier som Abrahams børn. Den succes der fulgte med at prædike denne lære, som de med al deres had ikke kunne bestride, slog jøderne til vanvid. Med sin forkyndelse i Korint, gav Paulus de samme argumenter, som lå ham så stærkt på sinde i hans breve. Han stærke udtalelser: "Der er hverken græker, eller jøde, omskærelse eller ikke omskærelse," betragtede hans fjender som dristig blasfemi. De besluttede sig for at hans røst skulle forties. Da han var under de romerske myndigheders beskyttelse, var det ikke klogt at forulempe ham; men de ville have hævn så snart skibet havde forladt kysten. Det var ikke vanskeligt at bestikke kaptajnen eller sømændene til en voldshandling. ret
(196) Efter at være advaret om planen, besluttede Paulus at ændre sin vej, og tage forbi Makedonien, ledsaget af så mange brødre at han kunne beskyttes. Hans plan at nå Jerusalem ved påsken var blevet opgivet, men håbede at være der ved pinse. Det underkendende Foryn lod apostlen forsinkende ved denne lejlighed; for skulle være til stede ved påsken, ville han anklages for at tilskynde til optøjer og massakre som blev bevirket fra en ægyptisk bedragers påstande om at være Messias. ret
(196) Paulus blev i Filippi for at holde påske. Kun Lukas blev hos ham, andre medlemmer af gruppen tog til Troas for at afvente ham der. Filipperne var de mest elskede og helhjertede af apostlens nyomvendt, og han nød et fredfuldt og lykkeligt besøg hos dem under festens otte dage. ret
(196) Rejsen fra Filippi blev forhindret af modvind, så det var nødvendigt med fem dage i stedet for to dage for at kunne nå Troas. Paulus blev der i syv dage, og efter hans sædvane, brugte han anledningen til at opmuntre og styrke de troende. ret
(196) Den sidste aften med hans ophold hos dem, "samledes brødrene for at bryde brødet." Fordi deres elskede lærer var ved at rejse, var der samlet en større gruppe sammen end sædvanligt. De samlede sig i det øverste værelse på tredje etage, det koldeste og behageligste sted for en sådan samling på den varme forårsaften. Nætterne var mørke, men mange lys brændte i kammeret. Paulus sind var optaget af de farer som ventede ham, og usikkerheden for at kunne mådes med sine brødre igen; han havde interessante og betydningsfulde sager at bringe dem; og med alvor for sin kærlighed og omsorg for dem, så talte han til dem indtil midnat. ret
(197) På den brede vinduskarm, af dem som var åbnet op, sad en ung mand med navn Etykus. På dette farefulde sted faldt han i søvn, og faldt fra sit sæde ned på gården neden under. Prædikenen blev afbrudt. Alle var foruroligede og forvirrede. Den unge blev taget død op, og mange samlede sig om ham og råbte og græd. Men Paulus trængte sig igennem den forskrækkede gruppe, og tog ham i sine arme, og sendte en alvorlig bøn op, om Gud ville genoprette ham fra død til liv. Bønnen blev tilstået. Over lyden af jammer og klage kunne apostlens røst høres, og han sagde: »Vær ikke urolige; thi hans sjæl er i ham.« Med glæde og dog dyb ydmyghed over denne tydelige manifestation af Guds kraft og barmhjertighed, samledes de troende sig igen i det øverste værelse. De tog del i fællesskabet, og Paulus fortsatte sin prædiken til dagens skumring. Etykus var nu genopstået til fulde, og de bragte ham ind i forsamlingen og blev ikke så lidt trøstet. ret
(197) Tiden var nu kommet hvor gruppen måtte skilles. Brødrene som ledsagede Paulus, tog ombord på skibet, som var ved at sætte sejl. Ikke desto mindre valgte apostlen at tage den nærmere rute ad lad mellem Troas og Assos, og tilslutte sine ledsagere om bord på skibet, i sidstnævnte by. De vanskeligheder og farer der var med hans planlagte besøg i Jerusalem, og denne menigheds holdning mod ham selv og hans arbejde, så vels om menighedernes tilstand og evangeliearbejds interesser på andre marker, gav spørgsmål til alvorlig, og ivrig eftertanke, og han valgte denne ensomme vandring så han kunne reflektere og have samfund med Gud. ret
(198) Idet de rejsende sejlede mod syd fra Assos, kom de forbi Efesus by, der så længe havde optaget apostlens arbejde. Han ønskede meget at besøge menigheden der; for han havde en vigtig undervisning og råd at give dem. Men efter overvejelser opgav han denne plan. En forsinkelse kan gøre det umuligt for ham at nå Jerusalem til pinse. Ikke desto mindre erfarede han at skibet vil gøre ophold i Milet for en kort, og han sendte straks et bud til de ældste i Efesus at komme til ham. Der var omkring femogfyrre kilometre at rejse, men apostlen håbede at få nogle få timer samvær med disse mænd som menighedens fremgang mest beroede på. ret
(198) Da de var kommet, som svar på hans kald, talte han således til dem: »I ved selv, hvordan min færd iblandt jer var hele tiden, lige fra den første dag jeg kom her til provinsen Asien: hvordan jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og prøvelser, som jødernes efterstræbelser voldte mig. I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus.« ret
(199) Paulus havde altid ophøjet den guddommelige lov. Han viste deres store synd for folk, ved at de overtrådte dens forskrifter, og deres pligt at angre en sådan overtrædelse. Han viste dem at der i loven ikke var kraft til at frelse dem fra ulydighedens straf. Når de skulle angre deres synder, og ydmyge sig selv over for Gud, hvis hellige lov de havde brudt, og hvis retfærdige vrede de således havde pådraget sig, måtte de udvise tro på Kristi blod som deres eneste grundlag for tilgivelse. Guds søn døde som deres offer, og steg op til himlen for at stå som deres forsvarer for Faderen. I anger og tro måtte de befries fra syndens fordømmelse, og gennem Kristi nåde kan de fra nu af være lydige mod Guds lov. ret
(199) Apostlen fortsatte: »Og se, bunden af Ånden drager jeg nu til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig der; kun ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden vidner for mig og siger, at lænker og trængsler venter mig. Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus, at vidne om Guds nådes evangelium. Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget« Paulus ville ikke frembære dette vidnesbyrd; men medens han talte, kom inspirationens Ånd over ham, og bekræftede hans tidligere frygt, at dette ville være det sidste møde med hans brødre fra Efesus. Han forlod dem derfor med råd og formaninger idet hans vilje og testamente blev ført videre af dem, da de ikke skulle se ham mere. ret
(200) »Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.« Uden frygt for at fornærme, uden ønske om venskab eller bifald, kunne få ham til at tilbageholde de ord som Gud havde givet ham til deres undervisning, advarsel og irettesættelse. Kristi tjener skal ikke bringe folk de sandheder som er de mest behagelige, medens han tilbageholder andre det som skaber dem smerte. Han vil overvåge deres karakterudvikling med den dybeste bekymring. Hvis han ser at nogen i hans hjort gemmer på synd, må han som en trofast hyrde instruere det fra Guds ord, som gælder deres sag. Lader han dem i deres selvsikkerhed, gå uden advarsler om deres synd, vil han drages til ansvar for deres blod. Den præst som opfylder hans høje kald må instruere sit folk i punkter i den kristne tro, alt hvad de kan være eller gøre, for at de vil kunne stå fuldkomne på Guds dag. ret
(200) Apostlen formaner sine brødre: "Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod." Ville evangeletiets forkyndertjenere hele tiden have på sinde at de har med Kristi blod indkøbte ejendom at gøre, ville de have en dybere fornemmelse for deres arbejdets alvorlige betydning. De skal give agt på sig selv og på hjorden. Deres eget eksempel må illustrere og gennemtføre deres instrukser. Dem som underviser andre i livets vej må passe meget på at der ikke er lejlighed til at tale ondt om sandheden. Som Kristi repræstentanter, skal de fastholde hans navns ære. Ved deres helligelse, deres livs renhed, deres gudfrygtige omgang, bør de vise sig deres kald værdig. Ved et rigtigt eksempel kan de udøve en indflydelse, som ord alene ikke kan få, der opmuntrer tro og hellighed, brændende kærlighed, helligelse og renhed iblandt dem som de arbejder for. Gud forlanger at hans tjenere prædker ordet frygtløst, nøje flid med at eksemplificere dens forskrifter, uanset hvor meget de foragtes, forhånes modsættes eller forfølges. Enhver trofast lærer af sandheden vil til sidst kunne se samme sammen Paulus: "Jeg er ren for alle menneskers blod." ret
(201) Helligånden åbenbarer de farer for apostlen som ville angribe effesermenigheden: "Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig." Paulus skælvede for menigheden idet han så frem på det angreb som de måtte lide af eksterne og indre fjender. Det er så længe husbonden sover at rajgræsset sås; når hyrderne forsømmer deres pligt, at ulven finder adgang til folden. Men højtidelig alvor påbyder han sine brødre at være på årvågn vagt på deres tillidspost. Han peger dem hen til et eksemp på hans eget utrættelige arbejde: "Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer." ret
(201) "Så" fortsætter han, "overgiver jeg jer nu til Herren og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle de hellige. Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen." Nogle af brødrne i Effesus var velhavende; men Paulus forsøgte aldrig at få personlig udnytte fra dem. Der var intet i hans budskab der henledte opmærksomheden til hans egne mangler. Han erklærer: “Disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til." Midt i hans besværlige arbejde og omfattende rejser for Kristi skyld, var han i stand til at ikke kun dække hans egne behov, men spare noget til sine medarbejderes støtte, og hjælpe de værdigt trængende. Dette blev udrettet ved utrættelig flid og den nøjeste sparsommelighed. Han kunne godt pege på sit eget eksempel, da han sagde: "Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: »Saligere er det at give end at modtage." ret
(202) "Da han havde sagt dette, faldt han på knæ og bad sammen med dem alle. Og de brast alle i heftig gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt. Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se." Men sin flid for sandheden, indgød Paulus intens had; men han indgød også den dybeste og varmeste hengivenhed. Disciplene fulgte ham bedrøvet til skibet, deres hjerter var fyldt med bekymring, både for hans fremtid og deres egen. Apostlens tårer flød frit idet han skiltes med disse brødre, og efter at han var gået ombord, kom der højlydt råd ti ham fra kysten. Men tunge hjerter vendte de ældste hjemad i gen, vidende at de ikke længere kunne forvente hjælp fra ham som havde næret så dyb en interesse og arbejdet med stor iver for dem og den menighed de havde med at gøre. ret
(203) De rejsende havde en god tur fra Milet til Patara og ud for Lilleasiens sydvestkyst, hvor de forlod deres skib og tog en anden måd der gik til Fønikiens kyst. De fik igen glæde af gode vinde, og to uger før pinse, landede de i Tyrus, hvor skibet blev losset. ret
(203) Apostlens iver for at nå Jerusalem var nu til ende. Der var nogle få disciple i Tyrus, og da fik held med at finde dem, brugte han den næste uge sammen med dem. Helligånden havde åbenbaret nogle af de farer for dem, som ventede Paulus i Jerusalem, og de dristede sig til at fraråde ham fra hans plan. Men den samme Ånd havde advaret om pinsler, bindinger og fængsling, til skyndede ham stadig at gå, som en frivillig fange. Da påskeugen var ovre, forlod Paulus dem. Han blev så meget grebet af deres hengivenhed mod ham i denne periode, at alle brødrene, med deres hustruer og børn, begyndte at opføre sig sammen med ham på hans måde; og før han gik om bord på skibet, knælede de ned på stranden og bad, han for dem, og de for ham. ret
(203) Idet de rejste sydpå, kom de rejsende til Kæsarea, og "vi tog ind hos evangelisten Filip, som var en af de syv, og blev hos ham." Her blev blev Paulus indtil festens højtidsaften. Diss få fredfyldte, lykkelige dage var de sidste dage i fuldstændig frihed, som han havde glæde af i lang tid. Før han kom ud i de stormfuldte scenerier der ventede ham i Jerusalem, fornyede Herren allernåigst hans ånd med denne hvilestund og dette lykkelige fællesskab. ret
(204) Evangelisten Filip blev knyttet til Paulus med den dybeste sympati. En mand med klar dømmekraft og ægte renhed, havde Filip været den første til at bryde med jødiske fordommes trældom, og derved hjalp dem til at berede vej for apostlens arbejde. Det var Filip som forkyndte evangeliet for samaritanerne; det var Filip som opmuntrede den ætiopiske hofmand til dåb. I en tid var disse to medarbejderes historie tæt sammenflettet. Det var farisæeren Saulus voldsomme forfølgelse som spredte menigheden i Jerusalem, og ødelagde de syv fattigforstanderes virksomme organisation. Flugten fra Jerusalem ledte Filip til at ændre sin arbejdsmetode, og resulterede i det samme kald, som Paulus gav sit liv for. Dyrebare var disse timer som Paulus og Filip brugte på hinandens selskab; gyselige var de minder de fremkaldte fra de dage, hvor lyset havde skinnet på Stefanus ansigt mod himlen, idet han led et martyrium, oplyst i sin herlighed på forfølgeren Saulus, der gjorde ham hjælpeløs og ydmygt bedende, for Jesu fødder. ret
(204) Hurtig efter apostlens ankomst til Kæsarea, kom profeten Agabud ned fra Judæa. Han var blevet advaret af Helligånden, om den skæbne som ventede Paulus, på en symbolsk måde for det gamle profeter, løsnede han apostlens bælte, og med dette bandt han sine egne hænder og fødder, og sagde: »Den mand, som ejer dette bælte, skal jøderne binde således i Jerusalem og overgive i hedningers hænder.« Paulus ledsagere var klar over at hans besøg i Jerusalem ville være med stor fare; men de forudså ikke farens fulde omfang. Nu var ængstelsen blevet bekræftet; og de farer man mødte hos jøderne blev tilføjet rædslen af en romersk fængsling. De bad Paulus instændigt om at blive hvor han var, og lade dem tage til Jerusalem, for at indfri skattegælden fra de hedenske menigheder. Brødrene i Kæsarea gik også sammen i deres bønner og tårer med hans ledsagere: Hvorfor skulle han stå ansigt til denne store fare? Hvorfor sætte hans dyrebare liv på spil for jødernes ondskab? Vil det ikke være formasteligt at rejse, efter at have en tydelig advarsel fra Guds Ånd? ret
(205) Apostlen var dybt berørt af hans elske brødres indstændige bønner. Ud fra den menneskelige dømmekraft havde han tilstrækkeligt grundlag til at opgive sin plan som uklog. Men han følte at han handlede i lydighed mod Guds vilje, og han kunne ikke afskrækkes af sine venners røst, eller endog af profetens advarsel. Han ville ikke vige fra pligtens stil til højre hånd eller til den venstre. Han måtte følge Kristus, om nødvendigt i fængsel og død. Hans tårer faldt ikke for sig selv, men i sympati med sine brødre, som hans afgørelse medførte stor sorg hos. »Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt?« udbrød han; » jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.« Da han ikke ville lade sig overtale, blev vi stille og sagde: »Herrens vilje ske!« ret
(206) Det korte ophold i Kæsarea var hurtigt til ende, og medens, nogle af hans brødre fra Kæsarea ledsagede ham og hans gruppe mod Jerusalem, var deres hjerter dybt overskygget af kommende onde begivenheder. Folkemængden ved de årlige fester var så stor at fremmede ofte ikke kunne finde husly inden for byen, og var nødt il at trække til boder uden for murene. Men fra de tidligere arrangementer, blev apostlen og hans ledsagere underholdt i "Mnason fra Kypern, en gammel discipel." ret
(206) Siden sin omvendelse, var Paulus besøg i Jerusalem altid forbundet med ængstelse, og med en følelse af samvittighedsnag idet han så på det som var sket i hans tidligere liv. Der var Gamaliels skole hvor han havde fået sin uddannelse, og synagogen hvor han havde tilbedt, det hus hvor ypperstepræsten havde sendt ham til Damaskus, den plet hvor Stefanus blod bevidnede om Kristus. Idet apostlen stirrede på martyrstedet, scenerierne rejste sig for ham i al sin livagtighed. Var han på vej mod en lignende skæbne? Han har aldrig betrådt Jerusalems gader med så bedrøvet hjerte som nu. Han vidste at han kun ville finde få venner og mange fjender. I folkemængden omkring ham var der tusindvis hvor hans navns nævnelse ville opildne til vanvid. Han var i den by hvor profeterne var blevet myrdet, som havde forkastet og ihjelslået Guds Søn, og over hvem den truende guddommelige vrede hang over. Når vi husker hvor bitre hans egne fordomme havde været imod Kristi efterfølgere, følte han den dybeste medynk for hans vildførte landsmænd. Og hvor et lille håb han kunne have for at han kunne hjælpe dem! Den blinde vrede som tidligere brændte i hans eget hjerte, tændte nu op i hjerterne med usigelig kraft, for et helt folk imod ham. ret
(207) Og han kunne ikke holde tal på den forståelse og støtte fra hans egne brødre i troen. De uomvendte jøder, som havde fulgt så nøje efter hans spor, var ikke sene til at sprede de dårligste rygter i Jerusalem, både personligt og med brev, om ham og hans arbejde, og endog nogle af apostlene og de ældste, havde taget imod disse rygter som sandhed, og ikke forsøgt modsige dem, og viste ikke noget ønske om at sympatisere med ham. Midt i modløsheden var apostlen dog ikke fortvivlet. Han stolede på den Røst som havde talt til hans lands mænds hjerter, og at den Mester som hans meddisciple elskede og tjente, ville dog forene deres hjerter med hans, i evangeliets arbejde. ret