Skildringer fra Paulus liv kapitel 19fra side207

tilbage

Mødes med de ældste

(207)   “Og da vi kom til Jerusalem, tog brødrene imod os med glæde." Sådan beskriver Lukas apostlenes modtagelse hos hedningene da de kom til Jerusalem. Selvom Paulus overalt var omgivet af fordomme, skinsyge og jalousi, fandt han også at hjerterne var åbne for de glade nyheder han kom med, og som elskede ham for Kristus og sandhedens skyld. Selvom den venlige hilsen var opmuntrende, kunne det ikke fjerne bekymringen for Jerusalem-menighedens holdning over for ham selv og hans arbejde. Deres virkelige følelser ville bedre kunne ses under mødet, hos de menighedens ældste, der fandt sted om morgnen. ret

(208)  Paulus længes efter at blive helt forenet med disse. Han havde gjort alt i sin magt for at fjerne de fordomme og den mistillid der uretmæssigt blev udvist, fordi han bragte evangeliet til hedningene uden ceremonilovens begrænsninger. Alligevel var han bange for at hans anstrengelser var forgæves, og at de gavmilde ofre som han skulle bære måtte fejle, og blødgøre jødernes hjerter. Han vidste at de mænd som han skulle møde var meget stålsatte og beslutsomme personer, og han så frem med stor ængstelse til dette møde med dem; alligevel kunne han ikke undgå den ildprøve han skulle igennem. Han kom til Jerusalem uden anden hensigt end at fjerne fordommenes og misforståelsens barrierer som havde adskilt dem, og som havde spærret så meget for hans arbejde. ret

(208)  Dagen efter at Paulus kom, samledes menighedens ældste med Jakob deres overhoved, for at få ham og hans medrejsende som budbringere fra hedningene-menighederne. Paulus første handling var at overbringe de bidrag som han var blevet betroet. Han var forsigtig med at ikke kunne være den mistanke om hans forvaltning af det han var betroet, ved at udvælge de delegerede fra flere menigheder til at gå sammen med ham om ansvaret for de indsamlede midler. Disse brødre blev nu kaldt frem, og en for en lagde de ofre for Jakobs fødder som hedninge-menighederne havde givet frit af, selvom de var fra deres dybeste armod. Der var håndgribelig bevis for den kærlighed og sympati disse nye disciple følte for moder-kirken, og deres ønske om at være i harmoni med de jødiske brødre. Her var der også bevis for at Paulus opfyldt sit løfte nøje, da rådet for år siden blev tilskyndet til at huske de fattige. ret

(209)  Disse bidrag havde kostet apostlen meget tid og bekymring, og meget møjsommeligt arbejde. De overgik langt de jødiske ældstes forventninger, og kunne forvente at fremkalde alle former for tak og påskønnelse. Men Paulus’ bange anelser for på hvilken måde de gaver blev modtaget, måtte erkendes. Han kunne kun finde trøst i bevidstheden om at han havde gjort sin pligt, og opmuntret sine nyomvendte i gavmildhedens og kærlighedens ånd. ret

(209)  Efter at have givet gaverne, gav Paulus brødrene en beretning om hans arbejdsmetoder, og resultaterne deraf. Ved tidligere lejligheder stod han over for den samme forsamling, i den samme by. Det var over for den samme tilhørskare i det apostolkske råd (Apg. 15) som for år siden, at han fortalte sin omvendelseserfaring, og det store arbejde som Gud havde udført iblandt hedningene. Herrens ånd var vidne til de talte ord, og under dens indflydelse gav rådet efter for deres fordomme, og udtrykte sig i harmoni med apostlens standpunkt, og sendte henvendelse til menighederne i den forbindelse. Men den samme kamp blev igen kæmpet, med de samme fordomme der var tidligere. ret

(210)  Nu gav Paulus sine brødre en efterretning om sit arbejde som han gav dem for fire år siden, og "fortalte han træk for træk, hvad Gud gennem hans tjeneste havde virket blandt hedningerne." Idet han beskrev arbejdet i Efesus, som resulterede i at oprettelse af de store menigheder i hedenskabets fæstningsværker, kunne ingen lytte uden interesse. Men han rørte nødvendigvis ved nogle punkter der opirrede dem, som gemte på fordomme imod ham. Han kunne ikke genfortælle Galatiens erfaring uden at fortælle om de vanskeligheder han kom ud for fra de jødiskorinterede lære, der prøvede at fremstille hans lære forkert og forvanske hans nyomvendte. Da han beskrev arbejdet i Korint, kunne han blot nævne dem som havde spredt forvirring og strid iblandt menigheden der. Han fortalte med stor venlighed og belevenhed, nøje om at undgå alt som ville såre hans brødre unødigt, og dvælede særligt ved emner hvor han vidste de kunne være i harmoni. ret

(210)  Anstrengelserne var ikke uden gode resultater. Guds Ånd indprentede brødrenes sind, og påvirkede deres hjerter. Nyhederne om evangeliets fremmarch, og beviset på at Guds kraft virkede i apostlenes arbejde, blødgjorde deres følelser imod Paulus, og overbeviste dem om at deres fordomme imod ham ikke havde grund; og de ære Gud for underne i hans nåde. Ved afslutningen af Paulus tale, gik brødrene sammen i en højtidelig pris, og amen, udtrykte deres hjertelige billigelse for hans arbejde, blev opslugt af mange røster. ret

(211)  Men under denne tilsyneladende harmoni, ulmede fordomme og utilfredshed stadig. Nogle i menigheden bestræbte sig på at forme kristendommen efter de gamle sæder og ceremonier som var forsvundet ved Kristi død. De følte at forkyndelsesarbejdet af evangeliet må føres efter deres meninger. Hvis Paulus ville arbejde efter disse ideer, ville de anerkende og støtte hans arbejde; ellers ville de fralægge sig det. ret

(211)  Menighedens ældste fejlede ved at lade sig påvirke af apostlens fjender. Men da de hørte en beretning fra hans egne læber om det værk som var blevet gjort, blev det til en anden sag. De kunne fordømme hans arbejdsmetode; de blev overbeviste om at det bar himlens underskrift. De frivillige bidrag fra de nye menigheder som han havde skaffet, bevidnede sandhedens kraft. De så at de var blevet holdt trældom af jødiske skikke og traditioner, og at evangeliets arbejde var blevet stærkt forhindret af deres arbejde for at fastholde skillemuren mellem jøder og hedninge. ret

(211)  Nu var der en gylden anledning til at disse ledende mænd bekendte rent ud at Gud havde arbejdet gennem Paulus, og at de gjorde fejl ved at lade hans fjenders rapporter skabe skinsyge og fordomme imod ham. Men i stedet for at gøre ret mod den ene som de havde såret, stod de stadig til ansvar for de fordomme der var, som om han havde givet dem grund til disse følelser. De stod ikke ædelt frem i forsvar, og vovede at vise deres vildfarelse over for den utilfredse gruppe; men de kastede hele byrden over på Paulus, rådede ham til at få fjerne al misforståelser. De besvarede hans vidnesbyrd med disse ord: »Broder«! du ser, hvor mange tusind jøder der er kommet til tro, og alle er de nidkære for loven. Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøder ude blandt hedningerne frafald fra Moses, idet du siger, at de ikke skal omskære børnene og ikke vandre efter vore skikke. Hvad skal vi nu gøre? Der vil sikkert komme en hel mængde mennesker sammen; de vil jo få at høre, at du er kommen. Gør derfor, som vi nu siger dig: Vi har her fire mænd, som har et løfte på sig. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem, og afhold udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage; så vil alle forstå, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder loven. Men angående de hedninger, som er kommet til tro, har vi udsendt en skrivelse med den afgørelse, at de skal vogte sig for afgudsofferkød og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt." ret

(212)  Brødrene håbede at Paulus med denne handling kunne modsige de falske efterretninger der var om ham. Men da Jakob forsikrede Paulus om at det tidligere råds beslutning (Apg 15) over nyomvendte fra hedningene, og ceremoniloven blev stadig holdt god, blev rådene ikke givet i overensstemmelse med den beslutning som også var blevet anerkendt af Helligånden. Guds Ånd foranledigede ikke dette råd. Det var frugten af fejhed. Ved at ikke tilpasse sig ceremoniloven, ville kristne pådrage sig selv ikke-troende jøders had, og udsætte sig selv for hård forfølgelse. Sanhedrim gjorde sit yderste for at forhindre evangeliets udbredelse. Der blev udvalgt mennesker af dette organ til at føle op om apostlene, især Paulus, og på enhver mulig måde modvirke deres arbejde. Skulle de troende i Kristus fordømmes over for Sanhedrim som lovbrydere, ville de hurtig pådrage sig selv en hård straf, som frafaldne fra den jødiske tro. ret

(213)  Her er en afgørende gendrivelse af de krav der så ofte blev stillet, at Kristus og hans apostle overtrådte det fjerde buds sabbat. Kunne synden om sabbatsbrud have fæstnet sig på Kristus, Stefanus eller andre som døde for deres tro, ville mennesker ikke forledes ti at frembære falske vidner imod dem, for at finde noget de kunne fordømmes på. Et sådant tilfælde af lovovertrædelse ville bringe de kristne i deres fjenders magt. Deres omhyggelighed med at vise mindre betydningsfulde ceremonier og skikke den største respekt, er et bevis på at det ville være umuligt for dem at overtræde det fjerde buds sabbat uden at lide de strengeste straf. ret

(213)  Disciplene selv viste endnu hensyn til ceremoniloven, og var for villig til at gøre indrømmelser, og håbede derved at vinde deres landsmænds tillid, fjerne deres fordomme, og vinde dem i troen på Kristus som verdens Genløser. Paulus store formål med at besøge Jerusalem var at forsone Palæstinas menighed. Lige så langt som de fortsatte med at gemme på fordomme imod ham, arbejdede de hele tiden på at modvirkede hans indflydelse. Han følte at hvis han på lovlig vis fra sin side kunne vinde dem til sandheden, ville han fjerne en meget stor forhindring mod evangeliets fremgang til andre steder. Men han var ikke bemyndiget af Gud til at indrømme så meget som de bad om. Denne indrømmelse var ikke i harmoni med hans lære, heller ikke med den faste renhed i hans karakter. Hans modstandere var ikke ufejlbarlige. Selvom nogle af disse mænd skrev under Guds Ånds inspiration, fejlede de nogle gange når de ikke var under direkte indflydelse. Det vil huskes at Paulus ved en anledning modarbejdede Peter fordi han handlede tvetydigt. ret

(214)  Når vi betragter Paulus store ønske om at være i harmoni med hans brødre, så er hans ømhed mod de svage i troen, hans ærbødighed mod apostlene som har været hos Kristus, og for Jakob, Herrens broder, og hans mål med at få alle ting til mennesker så vidt muligt han kunne dette og ikke gå på kompromis, - når vi betragter al dette, er det mindre overraskende at han tvang sig i at fravige sin faste og besluttede arbejdsmetode. Men i stedet for at fuldende det ønskede mål, så fremskyndede denne forsoning blot krisen, fremskyndede dette Paulus lidelser, skilte ham ud fra sine brødre i hans arbejde, og fratog menigheden en af de stærkeste piller, og bragte sorg i de kristnes hjerter i alle lande. ret

næste kapitel