Skildringer fra Paulus liv kapitel 20fra side214

tilbage

Paulus en fange

(214)  Den næste dag ville Paulus ville Paulus samtykke med ældsterådet. Iblandt de troende i Jerusalem var der den gang fire personer som var under nasaræer-løftet, (4 Mos. 6) i en periode der var næsten udløbet. Visse renselsesofre blev endnu givet, som var så kostbare så det var umuligt for en meget fattig mand. Jøderne betragtede gudfrygtig handling for et velhavende menneske at afholde de nødvendige udgifter og derved hjælpe sine fattigere brødre til at opfylde deres løfte. Dette indvilgede Paulus i at gøre for de fire kristne nasaræere. Apostlen selv var fattig, og arbejdede med sine hænder for sit daglige brød, alligevel var han villig til at dække denne omkostning, og gå med nazaræerne til templet og forene sig med dem i de syv renselsesdages ceremonier. ret

(215)  Dem som havde rådført sig med Paulus om at udføre denne lejlighedsvise handling havde ikke helt set den store fare som han udsatte sig for. Ved denne lejlighed fyldte fremmede fra alle verdensdele Jerusalems gader, og glædede sig over at samle sig templets områder. Da Paulus, som opfyldelse af hans opgave, havde frembåret evangeliet til hedningene, havde han besøgt mange af verdens største byer, og var velkendt at tusinder der kom fra udenlandske steder for at deltage i festen. For ham var det at indtage templet ved en offentlig lejlighed en risiko for hans liv. I flere dage gik han ind og ud blandt tilbederne tilsynelandende ubemærket; men før afslutningen af denne særlige periode, idet han talte med præsterne om de ofre der blev sendt, genkendte nogle jøder ham fra Asien. Disse mænd var blevet overvundet af ham i Efesus synagoge, og var blevet mere og mere oprevet imod ham, idet de bevidnede hans succes med at oprette en kristen menighed i den by. De så ham nu der hvor de ikke troede at han ville vove ud til, - i templets områder. Nu var han i deres magt og de besluttede sig for at han måtte lide for hans frimodighed. ret

(216)  Med dæmoners raseri for de på ham, og råbte: "Israels mænd, hjælp! Denne mand underviser folk over alt imod folket, og loven, og dette sted." Og idet folk i stor ophidselse flokkes sig om den anklagede opildnede det ene sceneri sig mere og mere, til højeste styrke, - " tilmed har han nu ført grækere ind i helligdommen og gjort dette hellige sted urent." ret

(216)  Ved Jødisk lov, var det en forbundet med dødsstraf at en uomskåren person kom ind i de indre bygnings hellige sale. Da Paulus var blevet set i byen sammen med Trofimus fra Efesus, blev det formodet at han havde bragt ham ind i templet. Dette havde han ikke gjort, og da han selv var jøde, og gik ind i templet var loven ikke blevet brudt. Men selv om anklagen var helt falsk, tjente det til at oprøre den populære fordom. Idet råbet blev taget op og frembåret igennem templets sale, samledes den umådelige røst der i den vildeste ophidselse. Nyhederne spredtes hurtigt gennem Jerusalem, og "hele staden kom i bevægelse, og folket stimlede sammen." ret

(216)  At en frafalden fra Israel kunne formaste sig til at vanhellige templet på det tidspunkt hvor tusindvis var kommet fra alle dele af varden for at bede der, opildnede hobens hårdeste lidenskaber. Kun deres ærbødighed for templet redde apostlen fra at blive revet i småstykker på stedet. Med voldsomme slag og råb om hævngerrig sejr, trak de ham fra det hellige indelukke. Nu hvor de havde ham i deres magt, besluttede de sig for at ikke gå løs på deres bytte. Han skulle stenes til døde, ligesom Stefanus blev for år siden. De havde allerede nået hedningeforgården, og levitterne havde lukket portene bag dem, så det hellige sted ikke skulle forenes med blod, da de blev afbrudt i deres morderiske planer. ret

(217)  Nyhederne kom til Klaudius Lysias, befalingsmanden for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. Lysias kendte godt til de urolige elementer som han hørte der skulle gøres noget ved, og fór med sine embedsmænd og en hær stærkt bevæbnede mænd ind i tempel forgården. Uvidende om årsagen til tumulten, men ser skarens raseri var rettet imod Paulus, konkluderede den romerske hærfører at han måtte være den ægyptiske rebel, som havde held med at undgå deres opmærksomhed. Han befalede at Paulus skulle arresteres, og blev bundet mellem to soldater, en hånd lænket til hver. Han spurgte dem som lod til at være ledere i tumulten, hvem deres fange var, og hvilken forbrydelse der havde gjort ham skyldig. Mange stemmer hævede sig straks i høj anklagende vrede; men på grund af det larmen kunne hærføreren ikke få den tilstrækkelige information; og han beordrede fangen fjernet til slottet, hvor romerne havde til huse. ret

(217)  Skarens raseri var utæmmelig, da de så at deres bytte var taget ud af deres greb; og de kom strømmende og pressede sig så tæt om Paulus at soldaterne var nød til at bære ham i deres arme op til den trappe som førte væk fra templet. Præsterne og folk var påvirket af den samme sataniske ånd som bevægede dem for tredive år siden, i skrig efter Guds Søns blod. Fra den trappe og fra skaren genlød det øredøvende råb: "Bort med ham! Bort med ham!" ret

(218)  Midt i tumulten forblev apostlen rolig og fattet. Hans sind var fæstnet på Gud, og han vidste at himlens engle var omkring ham. Han kunne ikke forlade templet uden at begynde at bringe sandheden frem for sine landsmænd. Han vendte sig derfor til befalingsmanden, og henvendte sig på en ærbødig måde til ham på græsk, og sagde: "Må jeg tale med dig?" I forbavselse spurgte Lysias om han i virkeligheden var arresteret forkert i den tro at fangen var det sidste oprørers anfører for røvere og morderbanden. Som svar erklærede Paulus at han ikke var ægypter, men en "en, jødisk mand fra Tarsus, borger i en ikke ukendt by i Kilikien," og bad om han måtte få lov til at tale til folk. Herren gav sin tjener indflydelse over den romerske officer, og anmodningen blev tilstået. ret

(218)   "Paulus frem frem på trappen og gav med hånden tegn til folket." Håndbevægelsen tiltrak deres opmærksomhed, da hans optræden påbød respekt. Sceneriet ændres lige så pludseligt som da Kristus drev handelsmændenee fra templets sale. Stilhed faldt over havet af hoveder der nede, og da Paulus talte på hebræisk tungemål, sade han: »Brødre og fædre! hør, hvad jeg nu har at sige jer til mit forsvar!« Ved lyden af den hellige tunge, var der "en stor tavshed," og i almindelig tavshed, fortsatte han: - ret

(219)   "Jeg er en jødisk mand, født i Tarsus i Kilikien, men vokset op i denne by; ved Gamaliels fødder er jeg blevet oplært i vor fædrene lov efter al dens strenghed, og jeg var nidkær for Gud, sådan som I alle er det i dag." Ingen skal fornægte apostlens udtalelser, og der var mange til stede som kunne bevidne deres sandfærdighed. Så anerkendte han sin tidligere iver for at forfølge "denne vej til døden," og fortælle omstændighederne om hans forunderlige omvendelse, fortælle sine tilhørere hvordan hans eget stolte hjerte har måtte bøje sig for den korsfæstede nazaræer. Prøvede han må at argumentere med sine modstandere, ville de hårdnakket afvise at lytte til hans ord; men dette forhold i hans erfaring blev efterfulgt af en overbevisende kraft, som for en tid lod til at blødgøre og underlæge deres hjerter. ret

(219)  Så dristede han at vise at hans arbejde iblandt hedningene ikke var noget han havde valgt. Han ønskede at arbejde iblandt sit eget folk; men i det samme tempel Guds røst havde talt til ham i et helligt syn, og anvist hans arbejde - »jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte«. Hidtil havde folk vist den største opmærksomhed, men da han nåede ti historie, hvor han var Kristi udpegede ambassadør for hedningene, brød deres raseri ud på ny. Da de var vandt til at se sig selv om det eneste folk som Gud favoriserede, kunne de ikke klare tanken at dele privilegiet med de foragtede hedningene, som hidtil var forbeholdt dem selv alene. National stolthed nedlagde alle argumenter som kunne påvirke deres forstand eller påbyde deres ærbødighed. Et udbrud af raseri afbrød hans tale, idet alle med en røst råbte ud: »Bort fra jorden med en sådan! han skulle ikke have lov at leve!« I deres ophildselse rev de deres klæder af sig, ligesom de gjorde for nogle år siden, ved Stefanus martyrium, og kastede støv i luften i vanvittig afsind. ret

(220)  Dette nye udbrud kastede den romerske høvedsmand ud i store vanskeligheder. Han forstod ikke Paulus tale på hebræisk, og konkluderede ud fra den almindelige ophidselse at hans fange måtte være skyldig i en stor forbrydelse. De højrøstede krav fra folk at Paulus skulle overgives i deres hænder fik befalingsmanden til at skælve. Hen beordrede at han straks blev taget ud til kassernerne og hjemsøges med pisk, så han måtte tvinges til at bekende hans skyld. ret

(220)  Apostlens krop blev strakt ud, lige som en almindelig forbryder, der skal have pisk. Der var ingen ven hos ham. Han var i en romersk kasserne, kun omgivet af brutale soldater. Men ligesom ved en tidligere lejlighed i Filippi, reddede han nu sig selv fra denne nedværdigelse, og fik gavn af evangeliet, ved at appellere sin ret som romersk statsborger. ret

(220)  Han sagde ganske roligt til kommandanten som var udpeget til at forestå denne undersøgelse: »Har I lov at piske en romersk borger, og det uden dom?« Kommendanten gik straks til Høvedsmanden og sagde: »Hvad er det, du er ved at gøre? denne mand er jo romersk borger.« ret

(220)  Da Lysias hørte blev han foruroliget. En romersk borger kan ikke straffes før han er blevet domfældt efter loven, og slet ikke straffes på den måde over hovedet. Høvedsmanden vidste hvor nøje lovene beskyttede bogerskabets rettigheder, og hvis han talte sandt, havde hans behandling af Paulus overtrådt disse love. ret

(221)  Han gik straks selv til fangen, og spurgte ham om sandheden i det kommandanten sagde: Paulus forsikrede ham om at han faktisk var romersk statsborger; og så udbred officeren: »Jeg har købt mig denne borgerret for en stor sum penge.« Paulus erklærede: »Jeg er endog født med den.« Forberedelsen til tortur fortsatte ikke, og dem som som var sat til at undersøge ham, forlod ham. Paulus var ikke desto mindre stadig i arrest, idet arten af hans krængelse endnu ikke var blevet forhørt. ret

(221)  Den næste dag sammenkaldte kommandanten for hærafdelingen det jødiske Sanhedrim-råd, sammen med ypperstepræsten, og bragte Paulus ned fra slottet, under beskyttelse af en stor hærstyrke mod hans liv. Apostlen stod nu over for det råd, som hal selv havde været medlem af, - det råd som Sefanus var blevet dømt ved. Ved sceneri huskede han nu ganske godt, hvordan han prøvede at fordømme Kristi tjener. Idet han så på dem som skulle være hans dommere, genkendte han mange som havde været knyttet til ham i Gamaliels skole, og som havde gået sammen med ham i at forfølge Jesu disciple. De var nu lige så ivrige efter at lægge Paulus i døden, som de var for at udslette Stefanus. ret

(221)  Apostlens optræden var rolig og fast. Kristi fred, der herskede i hans hjerte, kom til udtryk i hans ansigt. Men hans udseende af bevidst uskyld, krænkede hans anklagere, og da han henvendte sig frygtløst til dem: "Mænd og brødre, jeg har levet i al god samvittighed for Gud, indtil denne dag," blev der had optændt på ny, og ypperstepræsten beordrede ham til at blive slået på munden. Ved denne umenneskelige befaling, udbrød Paulus: »Gud skal slå dig, du kalkede væg! her sidder du for at dømme mig efter loven.« Disse ord var ikke et udbrud af lidenskab. Under Helligåndens indflydelse, udtrykte Paulus en profetisk anklage der lignede dem som Kristus kom med da han irettesatte jødernes hykleri. Den dom apostlen blev erklæret blev frygteligt opfyldt da den lastefulde og hykleriske ypperstepræst blev slået i hjel af attentatsmænd i den jøreiske krig. Til skurerne betragtede Paulus ord som vanhellige, og udtrykte med rædsel: "Forhåner du Guds ypperstepræst?" Paulus svarede, med sædvanlig høflighed: »Brødre! jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten; der står jo skrevet: »Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord.« ret

(222)  Paulus var overbevist om at han ikke kunne gøre sig noget håb om en rimelig og retfærdig afgørelse i dette tribunat. Og hans naturlige skarpsindighed og kløgtighed satte ha i stand til at udnytte forholdene. Sanhedrimrådet bestod af fararisærere og saddukærerne, som længe havde været i konflikt med opstandelseslæren. Vidende om dette, råbte apostlen i klare og beslutsomme toner: »Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages.« ret

(222)  Disse ord appellerer til deres forståelse, som var enig med ham om opstandelsen, gav en forandring i rådet. De to partier begyndte at diskutere iblandt dem selv, og derved blev deres modstand imod Paulus brudt; for uanset hvor enige de var at føre krig imod evangeliet, var de splittet af en uovervindelige barriere i andre sager om religiøs tro. Farisæerne bildte sig selv ind at de i Paulus, fandt en forkæmper imod deres magtfulde rivaler; og deres had imod saddukæerne var endog større imod Kristus og hans apostle. Med stor heftighed begyndte de nu at forsvare Paulus, og brugte næsten det samme sprog som Gamaliel brugte for mange år siden: »Vi finder intet ondt hos denne mand; sæt, at en ånd eller en engel har talt til ham!« ret

(223)  Sætningen var knapt nok fuldendt, før der blev den vildelste forvirring domshallen. Saddukæerne prøvede ivrigt at få apostlen i besiddelse, så de kunne lægge ham i døden, og farisæerne var ivrige efter at beskytte ham. Det lod igen til at han ville blive revet i småstykke af de vrede stridsfjender. Lysias, blev igen iformeret om hvad der ville finde sted, gav straks sine soldaterne ordre til at straks føre fangen tilbage til fæstningen. ret

(223)  Sådan sluttede denne begivenhedsrige dag. Om aften befadt Paulus sig stadig i den romerske kasserne, det eneste selskab han havde var de grove soldater, deres brutale spøg og modbydelige blasfemi var de eneste lyde der kom i hans ører. Nu blev han ikke sat op til sine fjenders tilstedeværelse, han blev heler ikke støttet af sine venners sympati. Det var som om freemtiden blev opsluttet af mørke. Han var bange for at hans handlemåde ikke behagede Gud. Kunne det være at han havde begået fejl, ved at tage til Jerusalem? Førte hans store ønske om at blive forenet med sine brødre til dette katastrofasle resultat? ret

(224)  Det standpunkt som øderne, som Guds bekendende folk havde over for den ikke-troende verden, fik apostlen i store åndspinsler. Hvordan kunne disse hedenske embedsmænd betragte deres optræden, - hævde at være tilbedere af Jehova, påtage sig et helligt embede, og alligevel overgive sig til blind koktrol, ufornuftig lidenskab, prøve at endog udslette deres brødre som dristede sig til at skille sig ud fra dem i religiøs tro, og vende deres mest højtidelige velovervejdede råd til en kampscene og vild forvirring, som at romerske senatorere eller magistranter ikke ville bøje sig for. Guds sag var blevet til skamme, hans religion var bragt i vanry. ret

(224)  Og nu var han i fængsel, og hans fjender ville i desperat ondskab, ville de gribe til hvad som helst for at få dræbt ham. Kunne det være at hans arbejde for menighederne var slut, og at hergende ulve kom ind, og ikke sparede hjorden. Kristi sag stod hans hjerte nær, og han overvejede meget foruroliget de farer de spredte menigheder var i, de retfærdige blev udsat for forfølgelser, ligesom de mænd han havde truffet i Sanhedrim-rådet. Han græd og bad i pinsle og modløshed. Herren var ikke ligeglad med sin tjener. Han passede på ham fra den moder-skaren i templets forgårde. Han var hos ham over for Sanhedrim rådet, Han var hos ham i den romerske fæstning, og han fandt det rigtigt at åbenbare sig selv over for sine trofaste vidner. Ved adskillige flere prøvende omstændigeheder tidligere, blev Paulus nu trøstet og opmuntret ved et syn om natten. Ved dette syn blev han tilsået Akvillas og Priskillas hus i Korint, hvor han overvejede at forlade byen for en mere sikker og fremgangsrig arbejdsmark. Og nu stod Herren ved ham og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom." Paulus havde længe set frem til at besøge Rom; han ønskede meget at vidne om Kristus her, men følte at hans mål blev forpurret af jødernes fjendskab. Endog nu tænkte han meget lidt over at han ville være som en Herrens fange, at han ville tage til Rom. ret

(225)  I nattens fredfyldte timer, medens Herren besøgte sin modløse tjener, var Paulus fjender ivrig efter at lægge planer om hans udslettelse. “Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og forpligtede sig under forbandelser til hverken at nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. Der var mere end fyrretyve mand, som havde indgået denne sammensværgelse." Her var en sådan faste som Herren gennem Esajas havde fordømt for mange år siden, en faste “til strid og kiv, til hug med gudløse næver." Sådan søgte Jøderne at give deres ulydige plan en billigelse af religion. Idet de havde bestyrket sig selv med deres frygtelige ed, kom de til ypperstepræsterne og medlemmer af Sanhedrim, og bekendtgjorde deres planer. Det var på tale at anmode om at Paulus igen kom frem for retssalen, som om hans sag skulle undersøges yderlige, og at hans attentatsmænd ville ligge og vente at slå ham ihjel, medens han var på vej fra fæstningen. En så grufuld forbrydelse var under dække af religiøs iver. I stedet for at irettesætte den sataniske plan, gik præsterne og herskerne ind i det. Paulus havde sagt sandheden, da han sammenlignede Ananias med en kalket væg. ret

(226)  Den næste dag ville sammensværgelse være ført ud i livet, om Gud i sit forsyn ikke havde lagt sig imellem, for at redde sin tjeners liv. Da Peter blev taget til gange og dømt til døden, havde brødrene sendt den alvorligste bøn til Gud, dag og nat om hans udfrielse. Men en sådan interesse blive ikke næret for hans skyld, som blev anset for en frafalden fra Moses, en lærer med farlige læresætninger. Det var ikke for de ældste, hvis råd bragte ham denne farlige position, men til den vagtsomme forståelse for en slægtning, hvor Paulus var skyld i hans flugt fra en voldsom død. ret

(226)  En nevø til apostlen, som han var stærkt tiltrækket af, hørte om den morderiske konspiration, og fortalte sagen uden tøven til sin onkel. Paulus blev straks kaldt op til en af kommandanterne, og bad om at tage den unge mand til kommandanten, og sagde at han havde en vigtig information til ham. Den unge blev derfor bragt til Klaudius Lysias, som tog venligt imod ham, og tog ham til side, og spurgte om arten af hans budskab. Den unge mand fortalte i enkelthederne om sammensværgelsen, og med bad med dyb følelse kommandanten om at ikke efterkomme den anmodning som var givet så sikkert, at Paulus igen ville bringes for rådet. Lysias lyttede med nøje opmærksomhed. Han så situationens alvor, og lagde straks sine planer. Han valgte dog ikke at afsløre dem, og sendte den unge bort, men denne enkle formaning: »Sig ikke til nogen, at du har røbet dette for mig.« ret

(227)  Da den unge mand var gået "kaldte kommandanten på et par af høvedsmændene og sagde: »Gør to hundrede mand fodfolk, halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere klar til at afgå til Kæsarea i nat ved den tredje time« de skulle også sørge for ridedyr, så de kunne lade Paulus ride og føre ham i god behold til landshøvdingen Feliks." ret

(227)  Lysias udnyttede denne anledning til at få Paulus ud af hans hænder. Han var genstand for så stor had, og hans tilstedeværelse skabte så vidtrækkende ophidselse, at optøjer kunne ske iblandt folket på et hvilket som helst tidspunkt, som kunne blive farligt for kommandanten selv. Som et folk var jøderne i anspændt og irriteret, og der var ofte tumult. For kort tid siden, blev en romersk ridder, af lang højere rang end Lysias selv, taget voldsomt af jøderne og slæbt af ophidsede jøder omkring Jerusalems mure, og til sidst halshugget, fordi han havde fået bestikkelse fra samaritanerne. Under mistanke af lignende forbrydelser, blev andre høje embedsmænd fængslet og taget i unåde. Blev Paulus slået ihjel, kunne den øverstkommanderende ankages for at være bestukket til at medvirke til hans død. Nu var der grundlag nok til at sende ham bort i det skjulte, og derved blive af med det pinlige ansvar. ret

(227)  Det var ingen tid at spilde. Klokken ni om faten marcherede en hær soldater, med Paulus i midten, ud af fæstningen, og gennem byens mørke og stille gader, og hurtigt gav de sig fredelig på vej mod Kaseræa. I Antipas, halvtreds kilometer fra Jerusalem, stoppede de rejsende. Nu var der mindre fare for angreb, og om morgnen blev de fire hundrede fodfolk sendt tilbage til Jerusalem, medens hesterytterne fortsatte deres rejse. ret

(228)  Afstanden fra Antipas til Kasærea var kun femogtredive kilometer, og det var i daggryet at Paulus, ledsaget af "halvfjerds ryttere" og indtog byen. Hvor anderledes var denne ledsagelse for den ydmyge kristne gruppe, som ledsagede ham på vej fra Kaseræa, for nogle få dage siden! Uanset hans anderledes omgivelser, genkendte Filip og andre af hans kristne ledsagere ham, hvis hjerter var chorkerede og bedrøvede over at deres bange anelser blev effektueret så hurtigt. ret

(228)  Den ansvarlige kommandant for udskillelsen overgav sin fange til høvedsmanden Feliks, der også gav et brev, som han var blevet betroet af sin øverstbefalende: - ret

(228)  »Klaudius Lysias sender hilsen til den højædle landshøvding Feliks. Denne mand havde jøderne grebet, og han var nær ved at blive slået ihjel af dem; men jeg kom til med mandskabet og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var romersk borger. Og da jeg ville vide, af hvad grund de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres råd. Jeg fandt da, at klagemålet mod ham gjaldt nogle stridsspørgsmål i deres lov, men at ham ikke blev beskyldt for noget, som fortjener død eller fængsel. Men da jeg har fået underretning om, at der skal være planer fremme mod manden, sender jeg ham hermed til dig efter også at have pålagt hans anklagere at fremføre for dig, hvad de har imod ham.« ret

(228)  Efter at have læst meddelelsen, spurgte Felix hvilken provins fangen tilhørte, og da han fik at vide at han var fra Kilikien, beordrede at han skulle holdes i Herodes domssal, og at han ville høre sagen når de anklagede også kom fra Jerusalem. ret

(229)  Paulus sag var ikke den første hvor Guds tjener fik asyl iblandt hedningene fra Jehovas bekendende folks ondsind. I deres vrede imod Paulus, havde jøderne tilføjet endnu en forbrydelse i den sorte liste, som markerede dette folks historie. De havde forhærdet deres hjerter endnu mere, og fik gjort deres dom endnu mere sikker. ret

(229)  Der er kun få som indså den fulde betydning af Kristi ord, da han i Nazarets synagoge erklærede sig selv som den Salvede. Han erklærede at hans mission var at trøste, velsigne og frelse de sørgende og syndige, og når man ser den stolthed og vantro der kontrollerede hans tilhøreres hjerter, mindede han dem om hvordan Gud før hen havde vendt sin udvalgte folk bort, på grund af deres vantro og oprør, og manifesteret sig selv for dem i hedningene land, som ikke havde forkastet lyset fra himlen. Enken i Sarepta og Syren Naaman levede op til alt det lys de fik. Derfor tilregnedes de mere Guds retfærdighed, end Guds udvalgte folk, som var faldet fra ham, og ofrede princippet for bekvemmelighed og verdslig ære. ret

(229)  Det var umuligt for verdslige og fornøjelseselskende at rigtig værdsætte de advarsels- og irettesættelsesbudskaber som Gud sendte, for at rette sit folks fejl. De kunne ikke skelne mellem den trofaste tjeners alvor og iver, og hans spøg og overfladiskhed som er upålidelig. Den ene erklærer at sværdet kommer; den anden lægger den onde dag langt bort. Den trofaste irettesætter synd; den anden undskylder og dækker over den. Idet Guds bekendende folk forlader ham og mister den enkle tro, syntes hans budbringeres ord at være unødige hårde og strenge. De gemmer på fordomme og vantro, og sætter sig selv til sidst, helt over på Satans side. Hans antydninger syntes at være behagelige og velsmagende; de kontrolleres i ånd og mening, ved ærkebedrageren, og giver ham lov til at styre deres tanker, de lader ham snart styre deres handlinger. ret

(230)  Kristus gav forsamlingen i Nazaret en frygtelig sandhed, da han erklærede at der i Israels frafald ikke er nogen sikkerhed for Guds trofaste budbringer. De ville vide af hans værdi, eller påskønne hans arbejde. Skønt de bekendte at have stor iver for Guds ære og for Israels gode, var de, de begge de værste fjender. Ved forskrift og eksempel ledte de folk længere og længere væk fra lydighed mod Gud, og troens renhed og enkelthed, - ledte dem hvor han ikke kunne åbenbare sig selv som deres forsvar på trængslens dag. Gud sendte Elias til enken i Sarepta, fordi han ikke kunne stole på Israel. ret

(230)  Disse gennemskærende irettesættelser afviste Nazarets jøderne at høre, selv de blev bragt af himlens majestæt. Men de havde kun et øjeblik været vidne til de nådige ord der udgik fra hans læber; Guds ånd talte til deres hjerter; men straks kastedes der genskin på dem, - ved den første antydning ar personer i andre folk kunne være mere værd for Guds gunst, end de, - disse stolte og ikke-troende jøder var afsindige i raseri. De ville have taget Guds Søns liv, om engle ikke havde lagt sig imellem for hans udfrielse. Disse mennesker fra Nazaret viste den samme ånd imod Kristus, som deres forfædre havde vist imod Elias. Forblændet af Satan kunne de ikke se Gud Søns guddommelige karakter, eller påskønne sandheden og renheden i hans undervisning. ret

(231)  Frelserens irettesættelsesord til Nazarets mænd kan bruges i Paulus tilfælde, ikke kun til ikke-troende jøder, men til hans egne brødre i troen. Havde lederne i menigheden aflagt deres bitterhed imod apostlen helt, og accepteret ham som en der var særlig kaldt af Gud til at bære evangeliet til Hedningene, ville Herren have sparet dem, så de stadig kunne arbejde for sjæles frelse. Han som ser enden fra begyndelsen, som forstår alles hjerter, så hvad resultatet ville være af den misundelse og jalousi som der blev næret imod Paulus. I sit forsyn havde Gud ikke forordnet at Paulus arbejde skulle ende så hurtigt; men han gjorde ikke et mirakel for at modvirke de omstændigheder, som hans egen handlemåde opkom med. ret

(231)  Den samme ånd leder stadig til de samme resultater. Forsømmer man at påskønne og udnytte den guddommelige nådegaves tilvejebringelser, berøves menigheden mange velsignelser. Hvor ofte vil Herren forlænge nogle trofaste forkyndertjeneres liv, hvis deres arbejde blev påskønnet. Men hvis menigheden lader sjælefjenden forvanske deres forståelse, så at de fremstiller og fortolker Kristi tjeners ord og handlinger forkert, hvis de selv står i vej og forhindrer hans nytte, fjerner Herren den velsignelse som han gav. ret

(232)  Satan arbejder hele tiden igennem hans redskaber for at gøre dem modløse og fordærve dem, som Gud har udvalgt til at udrette et stort og godt arbejde. De kan være parat til at ofre endog deres eget liv for Kristi sags fremme, alligevel vil den store bedrager sprede tvivl, mistillid, jalousi om dem, som vil underminere deres tillid til deres karakterrenhed hvis de nærer dette, og vil derved forkrøble deres nyttighed. Han har for ofte succes med at arbejde igennem deres egne brødre, og pådrage dem en sådan sorg og hjertepinsel, som Gud i sin nåde lægger ind, for at give sine forfulgte tjenere hvile. Efter at hænder foldes på det åndeløse bryst, efter advarsels- og opmuntringsrøsten er fortiet, så kan døden udrette det som livet ikke kunne; så kan den stivnakkede forties, og døden kan udrette det som livet ikke kunne gøre; så kan den stivnakkede måske opvækkes til at se og påskønne de velsignelser som de har kastet af sig. ret

(232)  Det store arbejde vi , som kristne har, er ikke at kritisere andres karakter og motiver, men nøje ransage vore egne hjerter og liv, og nidkært vogte os selv imod Satans antydninger. Vi bør have i sinde at det er ikke kun lovens hørere som retfærdiggøres over for Gud, men lovens gørere. Hvis principperne i Guds lov hersker i vore hjerter, skal vi få Kristi ånd; skal vi manifiestere den nåde i det daglige liv, som er bedre end offer. Enhver kristen må være elev i Kristi skole; og der er behov for flittige og udholdende anstrengelser for at nå den retfærdighedsstandard som Guds ord forlanger. Enhver har et arbejde med at lære retfærdighedens, ydmyghedens, tålmodighedens, renhedens og kærlighedens lektier. Disse karaktertræk er mere dyrebare i Herrens øjne end guld- eller sølvofre. De er mere antagelige for ham end det dyrebareste offer. ret

(233)  Der er den samme modvilje mod irettesættelser og rettelser iblandt Guds bekendende folk i dag, som det var i vor Frelsers dage. Der er den samme tilbøjelighed til at lære af verden og følge dens hånende skygger. Tilstedeværelsen af ærgerrige, selviske, og modsatte medlemmer bringer menigheden i fare, hvis største fare er fra tilpasning til verden. Disse medlemmer påvirker hele tiden menigheden til at forene sig tættere med verden. De gør Satans arbejde. Når Gud sender sine tjenere med advarende eller rådgivende ord, skal disse, som er forrædere mod deres hellige betroelse, forkaste det himmelsksendte budskab, og derved ikke kun forklejne Kristi nåde selv men leder også andre til at glatte ud på deres overbevisning, og miste den tilbudte velsignelse. ret

(233)  På grund af modstand mod sandheden, blev disse hjertet forhærdet til en skæbnesvanger hårdhed i uforbedrelig forhærdelse. De bedrager sig selv, og bedrager andre de er kristne af bekendelse; i det ydre giver de hyldest til Kristus; de går sammen i helligdomstjenesten, og alligevel er hjertet, hvis loyalitet Jesus værtsætter, fremmedgjort fra ham. De har et navn at leve med, men er døde. De overlades til det mørke de har valgt, - den evige nats mørke. ret

(233)  Det er en frygtelig ting for dem, der bekender at være Guds børn, at krydse den skillelinje, som skulle adskille kirken fra verden. Disse er Satans mest effektive agenter. Han virker beslutsomt, ivrigt og vedvarende igennem dem, for at lægge planer og udføre disse afskyeligheder imod dem som sande over for Gud, som den almindelige synder ikke lader til at kunne klare. Det lys som de har ringeagtet gør deres mørke ti gange større end det ellers ville være. Skønt de afviser at tage imod det lys som Gud i sin nåde sender dem, ved de ikke hvor de går hen. De tage kun et skridt ad gangen bort fra den rigtige sti; men disse successrige skridt leder direkte til fortabelse. De sætter sig selv på Satans grund, og hans ånd kontrollerer dem. De kan ikke se den store forandring hos dem selv. Ingen forvandles på een gang; men de går ind i Satans skole i stedet for Kristi skole, og den store bedrager uddanner dem til at gøre hans arbejde. ret

næste kapitel