(246) Lederen der blev udpeget i stedet for Feliks, var Porkius Festus, en langt mere hæderlig hersker. Han havde en langt højere ansvarsfornemmelse af sin position, og afviste at tage imod bestikkelse, han ville udøve retfærdighed. Tre dage efter at han var komme til Kaseræa, tog Festus op til Jerusalem. Han blev hurtig bestormet af jøderne, som ikke spilte tid på at give deres anklager imod Paulus. Den lange fængsling af Paulus havde ikke blødgjort deres ondartede had, eller rystet deres beslutning for at tage hans liv. De insisterede på at han skulle sættes for Sanhedrim, og bad om at han straks blev sendt til Jerusalem. Selvom denne anmodning var nok så besnærende, skjulte den en dyb sammensværgelse. De besluttede at endog ikke overlade ham til Sanhedrim-rådet, men ordne sagen i sin enkelthed, ved at slå ham i hjem, på vejen. ret
(247) I Kaseræa, havde Festus allerede fået folkets ramaskrig imod Paulus, men i Jerusalem var kravet om hans død ikke blot folkehobens råb. En beskikkelse fra byens mest ærede personer, med ypperstepræsten i spidsen, overbragte anmodningen om Paulus formelt, så denne nye og uerfarne embedsmand utvivlsomt kunne formes efter behag, og fik de hans gunst ville han hurtig give dem det de ønskede. ret
(247) Men Festus var ikke en mand der ofrede retfærdighed for at få popularitet. Jøderne fandt hurtig ud af at de havde med en at gøre, som bedre lignede Gallio end Feliks. Med skarpsind trængte han ind bag motivet bag deres anmodning, og afslog venligt at sende bud efter Paulus. Han sagde at han imidlertid selv ville snart vende tilbage til Kaseræa, og at han der ville give dem en rimelig anledning til at fremføre deres anklager imod ham. ret
(247) Det var ikke hvad de ønskede. Deres tidligere nederlag var ikke glemt. De vidste godt at deres egen ondsindethed og ubegrundede anklager, i modsætning til apostlens rolige adfærd og kraftfulde argumenter, ville forsvinde i det værst mulige lys. De anmodede igen at Paulus måtte komme til Jerusalem for retsforfølgelse. Men Festus svarede beslutsomt uanset hvilken praksis de har, er det ikke romernes skik at ofre noget menneskes liv, blot for at tilfredsstille hans anklager, men at bringe den anklagede ansigt til ansigt med sine anklagere foran uvildige vidner, og give ham anledning til at forsvare sig selv. I sit forsyn kontrollerede Gud Festus’ beslutning, så apostlens liv måtte bevares. ret
(248) Da de fandt deres mål var forpurret, organiserede de jødiske ledere straks en kraftfuld fuldmagt til deres anklagere i prokuratorens retssal. Efter et ophold på otte eller ti dage i Jerusalem, vente Festus tilbage til Kaseræa, og den næste dag tog han sæde i domssalen for at høre hans sag. Ved den lejlighed var jøderne uden advokat, og foretrak at selv føre deres anklager. Rettergangen var et meget lidenskabeligt sceneri, med tankeløse ramaskrig fra anklagernes side, medens Paulus viste fuldkommen roligt og oprigtigt klart det falske i deres udtalelser. ret
(248) Jøderne gentog deres anklager om kætteri, forræderi og vanhelligelse, men kunne ikke få vidner til at støtte dem. De prøvede endog at skræmme Festus ligesom de tidligere havde skræmt Pilatus med deres tilsyneladende iver for at ære kejseren. Men Festus havde for grundig en forståelse til den romerske lov til at blive bedraget af deres ramaskrig. Han så at det virkelige stridsspørgsmål angik helt den jødiske lære, og at der retmæssigt ikke var noget at anklage Paulus imod, kunne de bevise om han var værdig til døden eller endog fængsling. Dog så han klart den hæftige storm som ville skabes hvis Paulus ikke blev dømt eller overgivet til deres hænder. ret
(249) Han så med væmmelse på sceneriet for sig, - jødiske præster og herskere, med vrede ansigter og lynende øjne, der glemte deres embedes værdighed, ivrig gentage deres anklager, i troner der blev højere og højere, indtil hele domstolen genløs med deres ramaskrig. Med et hjerteligt ønske om at afslutte det hele, vendte han sig til Paulus, som stod rolig og fattet over for sine fjender, og spurgte om han var villig at tage til Jerusalem under hans beskyttelse, og blive prøvet af Sanhedrim. ret
(249) Dette i virkeligheden vende sagen fra romersk til jødiske retsudøvelse. Paulus vidste at han ikke ville se retfærdighed fra det folk, som pådrog sig selv Guds vrede med deres forbrydelser. Ligesom Profeten Elias som var i større sikker iblandt hedningene, end hos dem der havde forkastet lyset fra himlen, og forhærdet deres hjerter imod sandheden. Når hans liv kom i fare ved hans fjenders vrede, var det hedenske magistrater som var hans udfriere. Gallio, Lysias og endog Feliks, tøvede ikke med at proklamere hans uskyld, medens hele den jødiske domstol fordømte ham, uden at prøve hans skyld. ret
(249) Paulus var træt af strid, træt af de voldsomme gentagende anklager, der igen og igen blev tilbagevist, og ofte fornyet. Hans gode energi kunne knapt klare de gentagende forsinkelser og trættende uvished af hans domsprøvelse og fængsling. Hvor modbydeligt var det for ham at dagligt være i kontakt med grove, intetsigende og principløse soldater, der ofte lød af stridigheder og rygter om strid og udgydelse mellem jøder og hedningene. Han havde ikke mere håb fra de jødiske præster og herskere; men som en romersk borger havde han det særlige privilegium at han kunne appellere til kejseren, og for en tid ville han fjender i det mindste holdes på afstand. ret
(250) På landshøvdingens spørgsmål, svarede Paulus: Jeg træder frem for Kejserens domstol. Der bør jeg dømmes og ikke for Sanhedrim. Idet han vender sig til befulmægtigede anklager appellere han direkte til ham: Også dig, Festus, er overbevist at ingen anklager kan opretholdes imod mig. Jeg har aldrig i nogen henseende forurettet jøderne. Hvis jeg har begået en forbrydelse, er det ikke imod dem, men imod kejseren, og hvis jeg findes skyldig, nægter jeg ikke at dø. Men hvis de anklager de fører imod mig ikke kan bevises, kan ingen overdrage mig i deres magt, som en gave. Jeg appellerer til kejseren. ret
(250) Festus kendte ikke noget til jødernes sammensværgelser om at slå Paulus i hjel, og han blev overrasket over denne appel til kejseren. Det var ikke smiger til den romerske anklagers stolthed, som for første gang han hørte skulle henvises til en højere myndighed. Ikke desto mindre satte apostlens ord en stopper for prosederingen i retten. Feliks havde en kort rådslagning med sit råd, og da alle var enige om at denne appel var lovlig, sagde han til fangen: " »For kejseren har du indanket din sag, til kejseren skal du komme.« Dette blev sagt med et tonefald og på en måde som om Paulus vidste lidt om hvad en appel til kejseren betyder. ret
(250) Endnu en gang havde jødiskfødte blindhed og retfærdighed fået Guds tjener til at vende sig til en hedensk herskers beskyttelse. Det var det samme had som tvang profeten Elias til at flykte og få hjælp hos enken i Sarepta; som tvang evangeliebudbringeren til at proklamere deres budskab til Hedningene. Det er den samme ånd som Guds folk i denne tidsalder vil møde. I de store kriser som de snart skal igennem, vil de blive kendt med Paulus’ erfaring. Iblandt Kristi bekendende efterfølgere, er der den samme stolthed, formalisme, praleri, selviskhed og undertrykkelse, som eksisterede hos det jødiske folk. Før krigen er til ende og sejren er vundet, skal vi som et folk erfare de samme trængsler som Paulus. Vi skal møde den samme hjertehårdhed, og den samme grusomme opsætslighed, det samme ubøjelige had. ret
(251) Mennesker der bekender at være Kristi repræsentanter vil tage den samme kurs som præsterne og herskerne gjorde da de tog sig af Paulus. Alle som frygtløst tjener Gud efter det deres egen samvittighed dikterer, vil mangle moralsk mod, fasthed, og et kendskab til Gud, og hans ord, til at stå på den onde dag. Forfølgelser vil atter optændes imod dem som er sande over for Gud; deres motiver vil angribes, deres bedste anstrengelser vil fortolkes forkert, deres navne kastes frem som ondskab. Så vil det ske, som Kristus har forudsagt, at enhver som forsøger at udslette de trofaste, vil tro at han gør Guds tjeneste. Så vil Satan arbejde med al sin fortryllende magt, til at påvirke hjertet og omtåge forstanden, og få ondt til at se godt ud, og godt til ondt. Så er det at han gennem sine agenter "gør store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild." ret
(252) Gud vil have sit folk forberedt for den snarlige krise. Forberedte eller uforbredte, må vi alle møde den. Kun dem, hvis karakter er helt igennem oplærte til at møde den guddommelige standard, vil kunne stå fast i prøvens stund. Men når fjenderne skal være på alle sider, overvåge dem efter det onde, vil himlens Gud overvåge sine dyrebare juveler for godt. Når verdslige herskere går sammen med religionens tjenere for at komme imellem Gud og vor samvittighed, så vil dem, der værner om gudsfrygten blive åbenbaret. Når mørket er tættest, vil lyset fra en ædel, Guds lignende karakter skinne klart. Når alle andre svigter, så vil det kunne ses hvem har en blivende tillid til Gud. ret
(252) Jo stærkere og renere Guds folks tro er og jo fastere deres beslutning om at adlyde ham, jo voldsommere vil Satan bestræbe sig på at ophidse raseriet hos dem, som træder Guds lov under fod, alt mens de hævder at være retfærdige. Det vil kræve den fasteste tillid, den mest heltemodige vilje at holde fast ved den tro, der én gang for alle er blevet overgivet de hellige. ret