(253) Da Paulus havde appelleret til kejseren, var det Festus pligt at sørge for at han blev sendt til Rom. En tid gik før der en passende skib kunne rigges til, og lige som andre fanger blev sendt sammen med Paulus, for at deres sager blev noget forsinkede. Denne forsinkelse gav Paulus anledning til at bringe sin tros begrundelser for Kaseræas overhoveder, både jøder og hedninge, også for de sidste Herodes’er, som havde titlen som jødiske konger. "Efter nogle dages forløb kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea for at hilse på Festus." Vidende at om at Aggrippa var godt bevandret i jødernes love og skikke, ledte Festus Paulus’ sag frem for hans opmærksomhed, som en fange der var efterladt i linker af Feliks. Agrippa fik interesse ved den beretning Festus gav om sagen, og han ønskede at se og høre Paulus selv. Således blev den næste dag sat op efter en samtale. Nu skulle Paulus ikke forsvare sig selv for ny retsinstans, men blot tilfredsstille nysgerrigheden i et privat tilhørskare, der gav en times underholdning for prokuratorens fornemme gæster, og for en indbudt gruppe, der repræsenterer Kaseræas velhavend og adelsmænd. Hærens førende officer skulle være til stede, og også byens ledende borgere, og Festus besluttede at gøre denne anledning til et meget imponerende optrin, til ære for sine gæster. ret
(253) Med al kongelig pomp og pragt, tog Agrippa og Berenike til samtaleværelset, med et optog af kostbort udseende for østens tradition. Stolt defilerede den overlegne hersker med sin smukke søster igennem forsamlingen, og tog selv sæde ved prokuratorens side. På hans befalinger blev Paulus, der stadig var lænket som en fange, ført ind, og den store konge så med kold nysgerrighed på ham, der nu var bøjet og bleg af sygdom, efter lang fængsling og stadig ængstelse. ret
(254) Hvilken modsætning kom nu frem! Agrippa og Berenike var blottet for de karaktertræk, som Gud værdsætter. De overtrådte hans lov, fordærvet i hjerte og liv. Gud og engle afskyede deres syndige vej. Men i begrænset omfang havde de magt og position, hvor de var påskønnet af verden. Den aldrende fange, stod lænket til sin soldatervagt, og viste intet imponerende eller attraktivt i hans klæder eller udseende, så at verden skulle give ham ære. Alligevel havde dette menneske, tilsyneladende uden venner, velstand eller position en ledsager som verdslige ikke kunne se. Himlens engle var hans ledsagere. Havde en af de skinnende budbringere glimtet ud med kongelighedens pomp og stolthed ville det blegne for dette; konger og hofmænd ville være slået til jorden, ligesom de romerske vagter blev ved Kristi grav. Hele himmelen var interesseret i den ene mand, som nu var vange for sin tro på Guds Søn. Den elskede Johannes skriver: "Verden kendte os ikke, for den ikke kendte ham." Verden kender ikke Kristus, den vil heller kendes ved dem der eksemplificerer Kristus. De er Guds sønner, børn af den kongelige familie; dog erkender verden ikke deres fyrstelige krav. De kan fremkalde deres nysgerrighed; men de påskønnes eller forstås ikke. De er uinteressante og lidt misundelsesværdige for dem. ret
(254) Festus præsenterede selv Paulus for forsamlingen, med disse ord: »Kong Agrippa og alle I andre, som er her til stede sammen med os! Der ser I den mand, om hvem hele jødernes mængde både i Jerusalem og her har henvendt sig til mig med råb om, at han ikke længere burde leve. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente døden, og da han selv indankede sin sag for majestæten, kendte jeg for ret, at han skulle sendes derover. Dog har jeg ikke noget sikkert at skrive om ham til herren. Derfor har jeg ladet ham føre frem for jer og især for dig, kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når forundersøgelsen har fundet sted. Thi det synes mig urimeligt at oversende en fange uden samtidig at angive beskyldningerne imod ham.« ret
(255) Kong Agrippa gav nu Paulus frihed til at tale for sig. Apostlen vidste hvor lidt værdi verdslig rigdom og position har i de ydre omstændigheder, og han var ikke påvirket af den aldelige tilhørers strålende udseende og højerang. Prokuratorens og hans gæsters imponerende klæder, sodaternes sværd, og deres befalingsmænds glimtene rustninger, kunne ikke skræmme hans mod et øjeblik eller forstyrre hans selvkontrol. Idet han rakte sin håndjernsbundne højre hånd ud sagde han: »Jeg priser mig lykkelig, fordi det er for dig, kong Agrippa! jeg i dag skal forsvare mig angående alt det, jeg anklages for af jøderne, da du jo nøje kender alle jødernes skikke og stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig.« ret
(255) Fik disse ord Agrippas tanker til at vende tilbage til hans families tidligere historie, og deres frugtesløse anstrengelser imod Ham, som Paulus forkyndte om? Tænkte han på sin tipholdefar Herodes, og massakren af Betlehems uskyldige børn? på hans grand-onkel Antipas, og mordet af Johannes Døber? På hans egen far, Agrippa I, og apostlen Jakobs martyrium? Så han, i de ulykker som hurtigt ramte disse konger, et bevis for Guds mishag, på grund af deres forbrydelser imod hans tjenere? Blev Agrippa på det tidspunkt mindet om pomp og opvisning, da hans egen far, en mægtigere monark end han, stod i den samme by, og iklædt glitrende kåber, medens folk råbte at han var en gud? Havde han glemt hvordan, endog før beundrende råb var dødet hen, at hævngerrighed, hurtig og forfærdelig havde overgået den forfængelige konge? Noget af alt dette huskede Agrippa; men hans stolthed blev smigret af den strålende sceneri for ham, og stolthed og indbilskhed fordrev ædlere tanker. ret
(256) Paulus fortalte igen den bekendte beretninger om hans omvendelse fra den hårdnakkede vantro i en rigid og snæversynet farisæer til tro på Jesus af Nazareth som verdens Genløser. Han beskrev det himmelske syn der flydte ham med uusigelig rædsel, selvom det senere viste sig at være en kilde til største trøst, - en åbenbaring af guddommelig herlighed, midt i dette sad Ham, som han foragtede og hadede, hvis efterfølgere han endog skulle søge at udslette. Forvandlende nåde, havde gjort Paulus til at nyt menneske, fra den time, en oprigtig og angerfuld og nidkær troende i Jesus. Det var her at han blev kaldt for en Kristi apostelen, "ved Guds vilje." ret
(256) Paulus havde aldrig set Kristus da han havde boet på jorden. Han havde faktisk hørt om ham og hans gerninger, men han kunne tro at den udlovede Messias, alle verdeners skaber, alle velsignelsers giver, ville vise sig på jorden blot som et menneske. Han havde set efter om kom i majestætens kåber, ledsaget af kongelig pomp, og proklameret ved englehæren sig som jødernes konge. Men fandt at han ikke havde læst skriften rigtigt; Kristus kom som profetien forudsagde, en ydmyg mand, der forkyndte livets ord i sagtmodighed og ydmyghed. Han kom for at vække sjælens ædleste impulser, og tilfredsstille dens længsel, og krone værket og livets krig med en uendelig løn. ret
(257) Paulus vente forgæves efter en Messias, der skulle udfri folket fra fremmede kongers trældom, men han fandt en Frelser i Kristus fra syndens trældom. For ham var livet en blind og uudgrundelig kamp, en ulige kamp, svage umættede ønsker, indtil han havde set Kristus. Så blev hans længsel stillet, hans frygt forjaget, hans byrder lettet. Han fandt Ham, som Moses og profeterne havde skrevet om, - Jesus af Nazaret, verdens frelser. ret
(257) Hvorfor, spurgte ham, skal det se utroligt ud, at Kristus rejste sig fra døden? Sådan var det tidligere med ham selv; men hvordan kunne han så undlade tro det som han selv havde set og hørt ved synet på højlys dag? Han kunne frembære vidne om den dødes opstandelse; for han havde set på den korsfæstede og opstandne Kristus, - den samme som gik rundt på Jerusalems gader, som døde på Golgata, som brød dødens bånd, og steg op til himlen fra Oliebjerget. Han havde set ham og talt med ham, lige så godt som Kaifas, Jakob, Johannes eller nogen af de andre disciple kunne. Og hvordan kunne han være den røst fra himlen ulydig, der var sendt ham for at åbne jøderne og hedningenes øjne, så de vender sig fra mørke til lys, og fra Satans kraft til Guds kraft, så de må tage imod syndstilgivelse, og en arv bland dem som er helliggjorte? I Damaskus, i Jerusalem, og udover hele Judæa, og til hedningene, havde han forkyndt anger mod Gud, tro på Kristus, og på et liv der følger op om dette. ret
(258) Dette, og kun dette, fik jøderne til at arrestere ham i templet, og forsøge at dræbe ham; men Herren havde udfriet ham fra dette og enhver anden fare. Det vidnesbyrd som han frembar om Jesus af Nazaret var ikke blasfemi, ikke kætteri, ikke frafald, men en sandhed i fuldkommen harmoni med al læren fra Moses og profeterne. ret
(258) Apostlen dvælede ved sit yndlingstema, på en højtidelig, alvorlig og fængslende måde som var så kraftfuld et redskab i hans mission. Med en altopslugende interesse for sit emne, mistede han velhavende konger, guvenørere og hærførere af rang og titler af syne. Han frembar det vidnesbyrd, som var formålet med hans liv, og han kunne helt sikkert tale om den intense omvendelse ildåb og sin store fortrolighed derom. Ingen som hørte ham kunne betvivle hans oprigtighed. Men midt i hans veltalende strøm stoppede han pludseligt. De faktaer han fortalte var nye for Festus, såvel som næsten alle tilstedeværende. Hele tilhørskaren havde lyttet tryllebundet til Paulus beretning om forunderlige erfaringer og syner, om åbenbaringer og gamle profeter, og om en jødisk profet som var blevet forkastet og korsfæstet, som dog var stået op fra døde og steget til himlen; og som kun kunne tilgive synder og lysne for jøder og hedningenes mørke. Den sidste bemærkning var for meget for Festus. Han råbte pludseligt på en opildnet måde: »Du er ude af dig selv, Paulus! den megen lærdom driver dig fra sans og samling.« ret
(258) Paulus svarede roligt og venligt: »Jeg er ikke ude af mig selv, højædle Festus! tværtimod, sande og velovervejede ord er det, jeg forkynder. Kongen ved jo besked om dette, og derfor taler jeg også frimodigt til han, thi jeg er vis på, at slet intet af dette er ham ubekendt; det er jo ikke sket i en afkrog.« Så vendte han sig til Agrippa, og sagde direkte til ham: »Kong Agrippa, tror du profeterne? Jeg ved, du tror dem.« ret
(259) Den jødiske konge var blevet oplært i loven og profeterne, og han havde lært fra troværdige vidner, af nogle af de fakta som Paulus havde talt om. Derfor var argumenterne så nye og fremmede for Festus, var klare og overbevisende for Agrippa. Og han kunne kun påvirkes af den brændende iver som hverken pisk eller fængsling kunne udslukke. For en tid glemte han sin positions værdighed, og mistede sin omgivelser af syne, og var klar over de sandheder som han havde hørt, så kun den ydmyge fange stå som Guds ambassadør, svarede han uden omsvøb: "Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen." ret
(259) Apostlen svarede alvorligt: "Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det," og idet han hævede sine lænkede hænder, tilføjede han: "På disse lænker nær!" Alle som hørte ham blev overbevist om at Paulus ikke var nogen almindelig fange. Den ene som ville tale ligesom han havde talt, og bringe de argumenter han havde bragt, som var så fyldt med begejstring og indgydende tro, så beriget af Kristi nåde, så rolig i fredfuld fordragelighed med Gud og mennesker; en som kunne ønske at alle de fyrstelige og fremtrædende folk kunne have det samme håb og tillid og tro som støttede ham, men som, uden det mindste ønske om hævn, kunne bede for at de måtte spare konflikter, sorger og lidelser, som han havde erfaret, - et sådant menneske kunne ikke være bedrager. ret
(260) Var det gået retfærdigt til, burde Festus, Agrippa og Berenike have båret de lænker, der bandt apostlen. Alle var de skyldige i alvorlige forbrydelser. Disse overtrædere havde på denne dag fået tilbuddet om frelse ved Kristi navn. I det mindste én af dem havde næsten ladet sig overtale til at modtage den tilbudte nåde og tilgivelse. Men Agrippa skød den tilbudte barmhjertighed fra sig og afslog at tage imod en korsfæstet Frelsers kors. ret
(260) Kongens nysgerrighed var nu tilfredsstillet og ved at rejse sig fra sit sæde antydede han, at samtalen var endt. Mens forsamlingen spredtes, talte de sammen og sagde: "Denne mand har intet gjort, som fortjener død eller lænker." ret
(260) Skønt Agrippa var jøde, delte han ikke farisæernes blinde nidkærhed og fordomme. Han sagde til Festus: "Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren," Men sagen var blevet indanket for en højere domstol og nu kunne hverken Festus eller Agrippa dømme i den. Dog, to år derefter, blev resultatet af denne dags forhandlinger så dyrebar for Guds sag. Festus, fandt at hans egen dømmekraft for sagen, efter romersk retfærdighed, understøttet af et jødisk synspunkt af templets beskytter, sendte kejseren et brev, der sagde at der ikke kunne findes nogen lovlig anklage imod fangen. Og Nero, grusom og skrupelløs som han var, turde ikke henrette en mand, som Lysias, Feliks, Festus og Agrippa erklærede for skyldfri, og som Sanhedrim endog ikke kunne dømme. ret