(261) »Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte dem kejserlige hærafdeling«. Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien, og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os.« ret
(261) Adramyttium lå på vestkysten til Asiens provins, derfor kunne de rejsende kun gøre en del af deres rejse med skib hen mod den by. Men nogle af de større havne som skibet kom ind, ville de ligeledes kunne finde et skib som kunne sejle dem til Rom. ret
(261) I det første århundrede af den kristne tidsalder, var rejserne til vands såvel som til lands forbundet med langt større vanskeligheder end nu. Skibsbyggerkunsten og navigationen var ikke så udviklet som nu. Sømændene lagde deres kurs ved sol og stjerner; og når dette ikke viste sig, og der var optræk til storm, var de bange for at stole på deres både i det åbne hav. ret
(262) Tidspunktet for en sikker sejlads var allerede langt fremme, før apostlens skib forlod Kaseræa, og tidspunktet nærmede sig hurtigt hvor rejserne til havs ville slutte for det år. Hver dags forsinkelse, satte rejsen i fare. Men den rejse som ville være vanskelig og farlig for den almindelige rejsende, ville være dobbelt så prøvende for apostlen som en fange. Romerske soldater blev draget til ansvar med deres egne liv for deres fangers sikkerhed, og dette havde fået dem til at lænke fangerne på det højre håndled til soldatens venstre håndled, som hjalp hinanden efter tur. Derved kunne apostlen ikke kun bevæge sig frit, men han blev sat i tæt og konstant forbindelse med mænd af den mest usympatiske og absolutte frastødende karakter; men som ikke kun var uuddannede og uædle, men som havde fået en demoraliserende indflydelse fra deres omgivelser, var blevet brutale og nedværdigede. Ikke desto mindre blev denne skik overholdt mindre hårdnakket om bord når fangerne var væk fra kysten. En detalje der lettede hans vanskeligheder ganske gevaldigt. Han fik lov til at nyde sine brødres kammeratskab, Lukas og Aristarkus. I sit brev til kolossenserne, taler han om sin "medfange." Men det var en udsøgt sag, på grund af hans kærlighed til Paulus, at Aristarkus delte hans fangenskab, og hjalp ham i pinsler. ret
(263) Rejsen begyndte godt, og dagen efter at de begyndte, kastede de anker i Zidons havn. Her havde Julius, den befalingsmand som havde lyttet til apostlens tale for Agrippa, og havde fået gode kår at have med ham at gøre, “som behandlede Paulus ned velvilje," og blev informeret om at der var kristne på stedet, “gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg." Apostlen påskønnede denne gave rigtig meget, som havde et svagt helbred, men gav ham knappe forsyninger for den lange rejse. Hans korte ophold i Zidon var som en oase på den golde og triste sti, viste sig at være bekvemmende og opmuntrende for ham i de urolige, stormfulde uger på havet. ret
(263) Da skibet forlod Zidon, satte sig op imod vindene, og blev drevet fra en direkte kurs, og dens fremmarch var meget langsom. I Myra, i provinsen Lykia, fandt befalingsmanden et stort Alexandrinsk skib, der skulle til Italiens kyst, og han overførte straks sine fanger til dette. Men vindene gik stadig imod, og skibets fremdrift var langsom og vanskelig. Lukas skriver: “efter at sejladsen i adskillige dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud for Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. Med nød og næppe kom vi der forbi og nåede frem til et sted, som kaldes »Gode Havne«." ret
(263) I de »Gode Havne« var de tvunget til at blive for en tid, og vente på bedre vinde. I den tid sluttede den jødiske sæson for sejlads. Hedningene anså det ikke for sikkert at rejse før en senere dato; men der var ikke håb for at fulende rejsen. Det eneste spørgsmål der nu skulle afgøres var, omm de skulle blive hvor de var, eller prøve at nå et bedre sted at tilbringe vinteren på. ret
(264) Sagen blev diskutteret alvorligt, og til sidst sendte høvedsmanden sagen videre til Paulus, som havde vundet både sømændene og soldaternes respekt. Apostlen rådede uden tøven til at de skulle blive hvor de var. Han sagde: »Folk! jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« Men skibsejeren, som var om bord, og de fleste af passagerne og personalet, ville ikke følge dette råd. De holdt på at de »Gode Havne« ikke var nok beskyttet mod vintervindene, og at nabobyen, der var så lille, kun kunne huse trehundrede sømænd og passagerer under et ophold på flere måneder. Fønikiens havn, kun halvtreds kilometer der fra, havde en velbeskyttet havn, og var i alle henseender et langt mere ønskværdigt sted at overvintre. ret
(264) Befalingsmanden ønskede at følge flertallets afgørelse. "Da der nu blæste en svag søndenvind op" satte de sejl til "De gode havne," med en god udsigt til at de ville komme til den ønske havn inden for få timer. Alle glædede sig nu over at de ikke havde fulgt Paulus råd: men deres håb var forudbestemt til en hurtig skuffelse. De havde ikke set så langt forud, da en stomfuld vind, der havde frit spillerum, ofte fulgte efter søndenvinden, vejede over dem i nådeløs raseri. Fra det første øjeblik at vinden slog mod båden, var den i håbløs tilstand. Slaget var så pludseligt, at sømændene ikke havde et øjeblik til at forberede sig, og de kunne blot overlade skibet til uvejrets nåde. ret
(265) Efter en tid nærmede sig den lille ø Klaudia, og under læ af denne gjorde de alt i deres magt for at forberede sig på det værste. Båden var deres eneste flugtmiddel, hvis skibet skulle synke; men så længe det hang, var det som om det ethvert øjeblik ville slås i småstykker. Det første arbejde var at hejse det ombord på skibet. Det var ikke nogen nem opgave; for det var yderste vanskeligt for sømændene at gøre den mest enkle pligt. Der blev gjort alle mulige forhåndsregler for at gøre skibet fast og sikkert; og så var der intet tilbage at gøre end at glide med vindens og bølgens barmhjertighed. Der var intet sted hvor de kunne løbe i skjul, vinden drev dem, og også den lille beskyttelse som den lille ø kunne give dem nyttede dem ikke længe. Sådan var dagens katastrofale afslutning, som var begyndt med milde vinde og store håb. ret
(265) Stormvejret hærgede hele natten, og skibet blev utæt. Den næste dag gik soldater, sømænd, passagerere og fanger sammen om at kaste alt over bord som de kunne spares for. Natten kom igen, men vinden dæmpedes ikke. Det stormomslåede skib, med dens knuste mast og iturevne sejl, blev kastet hid og did af blæstens raseri. Hvert øjeblik var det som om at knagende træværk måtte give efter, da båden skælvede og dirrede under uvejrets stød. Lækagen blev hurtig større, og passagererne og personalet arbejdede hele tiden ved pumperne. Der var ikke et øjebliks hvile for nogen ombord. "På den tredje dag", siger Lukas "kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning." Et tilsyneladende tryk stemning kom over de tre hundrede sjæle, som i fjorden dage havde drevet hjælpeløse og håbløse rundt, under en solløs og stjerneløs himmel. De havde ingen midler til at lave mad med; ingen ild til at oplyse, redskaberne var skyllet overbord, og de fleste fødeforsyninger var gennemtrukket af vand og ødelagt. Da deres gode skib brød med uvejret, og bølgerne talte om døden, var der faktisk ingen der ønskede mad. ret
(266) Midt i det forfærdelige sceneri, bibeholdt apostlen sin rolighed og sit mod. Selvom han led mest fysisk af dem alle, havde han håbefulde ord i den mørkeste stund, en hjælpende hånd i enhver nødssituation. I denne trængslens tid greb han den almægtiges krafts arm i tro, hans hjerte var fæstnet på Gud, og midt i tungsindets mørke, skinnede hans ædelmodige sjæl frem i den klareste glans. Alle omkring afventede kun en hurtig udslettelse, dette Guds menneske udgød, i al sindsro, sine alvorligste bønner for deres skyld. ret
(266) Paulus var ikke bange for sig selv; han følte sig sikker på at han ikke ville opsluges af de hungrende vande. Gud ville redde hans liv, så han måtte være vidne for sandheden i Rom. Men hans menneskehjerte længtes efter medynk for de stakkels sjæle omkring ham. Syndige og fornedrede som de er, var de ikke beredt til at dø, og han gik i alvorlig forbøn for Gud om at spare deres liv. Det blev åbenbaret for ham at hans bønner blev tilstået. Hvor der var ophold i stormvejret, og hans røst kunne høres, stod han frem på dækket og sagde: - ret
(266) »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab. Men nu formaner jeg jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: »Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.« Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig. Men vi må strande på en ø.« ret
(267) Med disse ord kom der nyt håb til live. Passagerer og besætning rejste sig op af deres apati, og anstrengte sig til det yderste, for at redde deres liv. Der var stadig meget at gøre. Alt hvad der stod i deres magt måtte lægges frem, for at afværge udslettelsen; for Gud hjælper kun dem som hjælper sig selv. ret
(267) Det var den fjortende nat hvor de har blevet kastet hid og did på de sorte og tunge bølger, hvor sømændene midt i stormens lyd, kunne høre på bølgernes bryden, og sagde at de var nær noget land. “Da de loddede dybden, fik de tyve favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne." Nu blev de troet af en ny fare, og få deres skib drevet mod en klippebruden kyst. De kastede straks fire ankre ned, som var det eneste som de kunne gøre. De afventede resten af nattetimerne, vidende at ethvert øjeblik kunne være deres sidste. Lækagen blev hele tiden større, og skibet kunne synke når som helst, også hvis ankrene holdt. ret
(267) Til sidst brød det grå lys i igennem regn og stormvejr og ned på deres magre og forfærdelige ansigter. Den stormfulde kystlinje kunne ses ganske svagt, men ikke et enkelt genkendeligt landemærke var synligt. De selviske hedenske sømænd besluttede sig for at forlade skib og besætning, og redde sig selv i den båd som de med så stor vanskelighed hejste ombord. De gav sig ud for at de ville gøre noget mere for skibets sikkerhed, de frigjorde båden, og begyndte at sænke den i havet. Lykkes det for dem, ville de være slået i småstykker på klipperne, medens alle ombord ville være gået tabt for muligheder at gøre nåde i den synkende skude. ret
(268) Ved dette øjeblik fornemmede Paulus denne nederdrægtige plan, og advarede om faren. Med sin usædvanelige hurtige energi og mod, sagde han til høvedsmanden og soldaterne: »Hvis de folk der ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.« Apostlens tro på Gud vaklede ikke; han betvivlede ikke sin egen sikkerhed, men løftet om sikkerhed til besætningen var på betingelse at de gjorde deres pligt. Soldaterne hørte Paulus ord, og skar straks rebene af båden, og lod den falde i vandet. ret
(268) Den mest kritiske stund var stadig foran dem, hvor alles ombordværendes dygtighed, mod og åndsnærværelse blev prøvet. Atter sagde apostlen opmuntrende ord til dem, og bød alle indstændigt, både sømænd og passagerer, om at spise noget mad, idet han sagde: »I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« ret
(268) Paulus satte selv eksemplet. “Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise. Så fik de alle nyt mod, og de tog føde til sig." Den trætte, gennembløte og modløse skare på to hundrede og seksogtres sjæle, som ville være fortvivlede og desperate, om det ikke var for Paulus, fik ny frisk mod, og spiste deres første måltid i fjorten dage sammen med apostlen. Derefter, vidende at det var umuligt at redde deres gods, rettede de op på skibet, ved at kaste den hvede over bord, som den var ladet med. ret
(269) Dagslyset var nu brudt helt frem, men de kunne ikke se de landemærke som viste hvor de var. Ikke desto mindre, "lagde de mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte skibet på grund. Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden. De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider, og der lod de skibet løbe på grund, og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen." ret
(269) Paulus og andre fanger blev nu behandlet med en frygteligere skæbne end skibbruddet. Soldaterne så at det i denne krise ville være umuligt for dem at tage vare på deres fanger. Enhver ville have alt hvad han kunne gøre for at redde sig selv. Hvis der dog gik nogle af fangernes liv tabt, ville deres liv, som havde dem i varetægt blive foretrukket. Derfor ønskede soldaterne at dræbe fangerne. Den romerske lov billigede denne grusomme politik, og forslaget var at eksekvere dette med det sammen, men ham hvor soldater og fanger stod lige for, skyldte de at de blev bevaret. Høvedsmanden Julius vidste at Paulus var redskab til at frelse alle liv ombord, og han følte at det ville være den mest fornedrende utaknemmelighed, at lade ham dø; og mere, han følte sig overbevist om at Herren var med Paulus, og han var bange for at skade ham. Han gav derfor ordre til at spare fangernes liv, og anviste at alle som kunne svømme skulle kaste sig selv i havet og komme ind til land. Resten greb fat i planker og andre stykker af vraget, og blev båret i land af bølgerne. ret
(270) Da listen blev gennemgået, manglede der ingen. Næsten tre hundrede sjæle, sømænd, soldater, passagerer og fanger stod den stormfulde novembermorgen på Maltaøens kyst. Og der var nogle som sluttede sig til Paulus og hans brødre i taksigelse til Gud, som havde beskyttet deres liv, og bragte dem sikkert i land, fra det store dybs farer. ret
(270) Det skibbrudne personale blev venligt modtaget af Malta barbariske befolkning. En tung regn kom, og hele gruppen blev gennemblødt og skælvede, og øboerne tændte et enormt bål af kvas, og bød dem alle ind til den overmådelige varme. Paulus var blandt de mest aktive for at samle brænde. Idet han lagde et bundt på bålet, vågnede en giftslange pludselig op fra dvalen på grund af varmen, løsrev sig fra knippet, og bed fast i hans hånd. Tilskuerne blev rædselsslagne, og så på hans kæde at Paulus var en fange, og de sagde til hinanden: »Denne mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke tillader at leve, skønt han er reddet fra havet.« Men Paulus rystede skabningen ned i ilden, og led ikke skade. Da de kendte til dens giftighed, overvågede de ham nøje, i en kort tid, og forventede at han ethvert øjeblik ville falde om, vride sig i forfærdelig pine. Men da der ikke kom nogle ubehagelige følgevirkninger, fik de nye tanker, og ligesom Lystras folk sagde de at han var en gud. Ved denne lejlighed fik Paulus en stærk indflydelse på ø-boerne, og søgte nøje at udnytte det, og lede dem til at acceptere evangeliets sandhed. ret
(271) De ombordværende på skibet forblev på Malta i tre måneder. I den tid udnyttede Paulus og hans medarbejdere enhver anledning til at forkynde evangeliet. Herren arbejdede i dem på en bemærkelsesværdig måde, og hele gruppen blev behandlet med stor venlighed for Paulus skyld; Alle deres behov blev dækket, og da de rejste blev de forsynet gavmildt med alt nødvendigt for deres rejse. De største begivenheder under deres ophold, beskriver Lukas kort således: - ret
(271) "I nærheden af dette sted havde øens fornemste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. Nu traf det sig, at Publius' fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham. Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt. De viste os også megen ære, og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for." ret