Skildringer fra Paulus liv kapitel 25fra side272

tilbage

Ankomst til Rom

(272)  Da rejsesæsonen begyndte igen, blev høvedsmanden og hans fanger igen sat ud på deres rejse. Et aleksandrinsk skib, der førte Tvillingens mærke, havde overvintret på Malta, på vej til Rom, og heri blev de rejsende udskibet. Selvom det var lidt forsinket af modvind, blev rejsen gennemført sikkert, og skibet kastede anker i den smukke havn Puteoli, på Italiens kyst. ret

(272)  Der var nogle få kristne på dette sted, som bød apostlen instændigt at blive hos dem i syv dage, dette privilegium tilstod høvedsmanden venligst. Siden de havde fået Paulus brev til romerne, så Italiens kristne ivrigt frem til apostlens besøg. De forventede ikke at se ham i lænker som en fange, men hans lidelser gjorde ham blot mere hengiven over for dem. Vejen fra Puteoli til Rom, var kun på to hundrede kilometer, og havnebyen var hele tiden i forbindelse med omverden, og de romerske kristne blev informeret om Paulus ankomst, og nogle af dem gik ham i møde og bød ham velkommen. ret

(272)  Ottendedagen efter ankomsten, blev høvedsmanden og hans fanger sendt til Rom. Julius tilstod villigt apostlen alle gaver som det var i hans magt at give; men han kunne ikke ændre hans status som en fange, eller løslade ham fra de lænker der bandt ham til hans vagtsoldat. Det var med tungt hjerte at Paulus gik ud på hans længeforventede besøg til verdens metropol. Hvor anderledes var det ikke fra det han havde regnet med. Hvordan skulle han, lænket og brændemærket som en kriminel, forkynde evangeliet? Hans håb for at vinde mange sjæle til sandheden i Rom, lod til at være skuffende. ret

(273)  De rejsende nåede til Forum Appii, tres kilometer fra Rom. Idet banede vej gennem folkene som samles på den store færdselsåre, fik den gråhårdede gamle mand, lænket til en gruppe hårdudseende kriminelle, mange hånagtige glimt, og blev gjort til genstand for manges uforskammede og spottende vittigheder. Han mødte ikke et eneste medynkende eller sympatisk øjekast fra nogen. Han bar sagtmodigt sin lænke, og fulgte tavst og langsomt sin vej. ret

(273)  Pludseligt kunne der høres et glædesråb, og en mand sprang ud fra skaren og faldt om fangens hals, omfavnede ham med tårer og glæde, som en søn ville byde en længe ventet far velkommen hjem. Sceneriet blev gentaget igen og igen. Med øjnene lysende af kærlig forventning, kan mange se den lænkede fange som ham der talte livets ord til dem i Korint, i Filippi, eller i Efesus. ret

(273)  Hele gruppen standsede op, idet de helhjertede disciple flokkes ivrigt omkring deres fader i evangeliet. Soldaterne var urolige for at blive forsinket, alligevel havde de ikke hjerte til at afbryde dette glade møde; for de havde også lært at respektere og værdsætte deres fange. Med det trætte, og smertelige ansigt, så disciplene Kristi billede genspejlet. De forsikrede Paulus for at de ikke havde glemt ham eller stoppet med at elske ham; da de står i gæld til ham for det glædelige håb som besjæler deres liv, og giver dem fred mod Gud. Med deres varme kærlighed vil de bære ham på deres skulde hele vejen til byen, hvis de kunne få lov til det. ret

(274)  Få erkendte betydningen af Lukas’ ord, da Paulus så sine brødre: "han takkede Gud, og blev frimodig." Apostlen priste Gud højt midt i den grædende og forstående skare, som ikke skammede sig over hans bånd. De bedrøvede sky som havde hvilet over hans ånd var fejet bort. Han følte at hans arbejde ikke var forgæves. Igennem hans kristne liv var der en række prøvelser, lidelser og skuffelser, han mærkede blev tilbagebetalt i overmåde. Han glædede sig over at han fik lov at forkynde Kristus, bringe evigt lys og fred til mange sjæle som har været i det tætteste mørke, uden håb, uden Gud i verden. Hans skridt er faste, hans hjerte glad i håbet. Han vil ikke beklage sig over fortiden, eller frygte for fremtiden. Han ved hvilke bånd og plager vil vente ham; men han ved også at det har været hans livsværk at udfri sjæle fra en trældom, umådelig mere forfærdelig, og han glæder sig ved at lide for Kristi skyld. ret

(274)  I Rom var høvedsmandens Julius’ opgave afsluttet. Her overdrog han sine fanger til hærføreren for kejserens vagt. Den gode fortælling som Paulus gav, endog sammen med Festus brev, Judæas prokurator, gjorde at overhærføren betragtede apostlen bedre, og i stedet for at kaste ham i fængsel, lod han ham leve i sin egen lejebolig. Det at hele tiden være lænket til en soldat fortsatte; men han fik lov til at tage imod sine venner, og arbejde for at fremme Kristi sag. ret

(275)  Jøderne, som var blevet fordrevet fra Rom for nogle år siden, havde i al stilhed vendt tilbage, så at der var rigtig mange på dette sted nu. Paulus besluttede at bringe kendsgerningerne over ham selv og hans arbejde over for disse, som det første, før hans fjender fik anledning til at forbitre sig imod ham. Derfor sammenkaldte han tre dage før han kom til Rom, deres ledende mænd, og fortalte grundene for hvorfor han var kommet til Rom som fange, på en enkel og direkte måde. ret

(275)  »Brødre!« sagde han »skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, overgivet i romernes hænder. De har forhørt mig og ville derefter løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, som fortjener døden. Men da jøderne gjorde indsigelse, nødtes jeg til at indanke min sag for kejseren, dog ikke som om jeg havde noget at anklage nit eget folk for. Af denne grund har jeg nu indbudt jer for at hilse på jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, at jeg er lagt i denne lænke.« ret

(275)  Han sagde intet om den mishandling han havde lidt i jødernes hænder, eller om deres gentagne sammensværgelser for at myrde ham. Hans ord markerede forsigtighed og venlighed. Han forsøgte ikke at få personlig opmærksomhed eller sympati, men forsvare sandheden og fastholde evangeliets ære. ret

(276)  Som svar, sagde hans tilhørere at de ikke havde fået nogen anklager imod ham ved offentlige eller private breve, og at ingen af jøderne var kommet til Rom havde anklaget ham for nogen forbrydelse. De udtrykte også et stort ønske om at selv høre hans begrundelser for sin tro på Kristus. »Thi om dette parti« sagde de »er det os bekendt, at det alle vegne vækker modsigelse.« Det var fortrængelse af deres fædres religion, og skabe diskussion og uenighed, at de betragtede som skadelig for folk. ret

(276)  Eftersom de selv ønskede det, bad Paulus dem at fastsætte en dag hvor han kunne bringe dem evangeliets sandheder. På det aftalte tidspunkt kom mange sammen, "fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne. Han fortalte sin egen erfaring, og bragte argumenter fra de gammeltestamentlige skrifter, i enkelthed, oprigtighed og kraft. På nogle mennesker gjorde hans mord idet mindste et indtryk som aldrig ville udslettes. Alle som søgte oprigtig efter sandheden blev overbeviste, idet Paulus talte om det han vidste, og bevidnede om det han havde set. ret

(276)  Han viste at religion ikke består af ritualer og ceremonier, trosbekendelser og teorier. Var det sådan, kunne det naturlige menneske forstå det ved at undersøge det, ligesom han forstår verdslige ting. Paulus underviste i en praktisk religion, der var energi i, et princip der kommer helt fra Gud, en personlig erfaring om Guds fornyende kraft på sjælen. ret

(276)  Han fandt ingen fejl i at de overholdt former og ceremonier, men viste at når de vedholdende holder ritulerne nøje, forkastede de Ham som var forbilledet for dette system. ret

(277)  Han erklærede at han i sin uomvendte tilstand kendte Kristus efter kødet, ikke ved personlig kendskab, men ved de begreber som han, sammen med andre, havde om hans karakter og arbejde. Han havde forkastet Jesus af Nazareth som en bedrager fordi han ikke opfyldte disse forventninger. Men siden Paulus’ omvendelse, var hans syn på Kristus og hans mission langt mere åndelig og udviddet end jødernes begreb om den længe ventede Messias. Han fremhævede at han ikke viste dem Kristus efter kødet. Herodes havde set Kristus i de dage han var menneske; Annas havde set ham; Pilatus og ypperstepræsterne og herskene havde set ham; de romerske soldater havde set ham. Men disse havde ikke set ham med troens øje, og erkendt ham åndeligt som den forherligede Genløser. At gribe Kristus i tro, og få åndelig kendskab til ham, var mere ønskværdigt en et personligt kendskab med ham, da han viste sig på jorden. Det fællesskab med Kristus som Paulus nu nød, var mere intimt og bedre at klare, end blot det jordiske og menneskelige kammeratskab. ret

(277)  Nogle af Paulus tilhørere tog ivrigt imod sandheden, medens andre hårdnakket afviste at blive overbeviste. Skrifternes vidnesbyrd blev præsentret for dem af ham som var deres ligemad i lærdom og deres overmand i mentale kraft, og som havde Helligåndens oplysning. De kunne ikke modbevise hans argumenter, men nægtede at acceptere hans konklusioner. De profetier som rabbinerne selv brugte på Kristus var til stor irritationen for disse modsatstillede jøder; for apostlen viste opfyldelsen af disse profetier krævede at de accepterede Krsitus. Hans ydmyge indtog i Jerusalem, at han blev forkastet af sine egne, Judas forædderi, den usle sum der blev betalt for hans forrådelse, hans død som forbryder, endog de bitre bedøvende slurke han fik i hans dødspinsler, loddene der blev kastet om hans klæder, hans sejr over døden og graven med opstandelse på tredjedagen, hans endelige ophøjelse til Guds højre hånd, - alt dette var en direkte opfyldelse af profeternes ord. Men jo mere konkluderende argumenterne var, des mere opsat var jøderne på deres modstand. Drevet til vanvid, genoptog de deres påstande at Jesus fra Nazaret var en bedrager. ret

(278)  Yderligere argumenter var nyttesløse. Paulus sluttede med en alvorlig tale, hvori han brugte Esajas ord over for dem, for de blev citeret af Kristus selv: »Med rette har Helligånden talt ved profeten Esajas til jeres fædre og sagt: »Gå hen til dette folk og sig: I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte ned hjertet og omvende sig, så jeg kan helbrede dem.« ret

(278)  Paulus ord var ikke forgæves. Nogle accepterede Jesus som verdens Genløser, og på trods af deres tidligere brødres modstand, blev de til sandhedens alvorligste forsvarere. ret

(278)  Guds folk der lever nær tids afslutning, bør lære en lektie fra Paulus’ erfaring. Vi bør ikke miste modet fordi dem, som ikke elsker sandheden nægter at lade sig overbevise af de klareste beviser. Vi skal ikke bilde os selv ind at de formelle og verdenselskende menigheder i denne tid, er mere parate til at tage imod Guds ords lære, end dem i tidligere tider. Paulus største fjener var iblandt jøderne, som krævede den højeste form for gudsfrygt. Det var til denne klasse, at Kristus sagde: »Fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft?« De mest bitre modstanderes af sandheden i dag findes iblandt dem som bekender at være dens forsvarere. ret

(279)  Gud har gjort sit folk til forvaltere af hans lov. De må opretholde kravne i denne nedtrådte lov, imod modstanden fra evangeliets tjenere, imod lærte, positionerede og myndige mænd. Beviset om dens bydende krav kan ikke trædes under forde; dog vil dens fjender komme igen og igen for at kmpe og indskyde de samme agumenter, tilbage vise hver gang, og lige så ofte fornyes. ret

(279)  Paulus blev ledt og undervist af Helligånden; men på trods af dette blev de, der ikke var undervist, fyldt af jaolosi og ondsind, når de så ham forsvare sandheder, som de ikke anerkendte. De var besluttet på at han ikke skulle være hurtigere end de. Ligesom de ædle troende i Berøa, havde de ransaget skriften med en ydmyg og lærvillighed, ville de ikke have lært sandheden sådan som Paulus forkyndte den; men de studerede kun for at funde noget der kunne støtte dem selv og dømme ham. ret

(279)  Sandheden indebærer altid et kort. Dem som ikke vil tro, modsætter sig og spotter dem som tror. Det at dens fremlæggelse skaber en storm af modstand, er ikke noget bevis imod sandheden. Profeterne og apostlene bragte deres egne liv i fare, fordi de ville adlyde Gud samvittighedsfuldt. Og vor Frelser erklærer at »sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.« Dette er den kristnes arv. ret

næste kapitel