Skildringer fra Paulus liv kapitel 27fra side289

tilbage

Kejserens hof

(289)  Evangeliet har altid fået den største succes iblandt de ydmygere klasser. "At I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme." Det kunne ikke forventes at Paulus, en stakkes venneløs fange, ville kunne få velhavendes og titulerede romerske borgeres opmærksomhed. Hele deres liv – fysisk, mentalt og moralsk – var på et anderledes plan end hans. For dem blev fejlene i al sine glitrende forlokkelse, og holdt dem villigt som fanger. Men fra de forslidte, og hjemsøgte ofre af deres undetrykkelse, lyttede mange af de stakkels slaver, uvidende og fornedrede som de var, til Paulus ord, og fandt håb og fred i Kristi ord, som opmuntrede dem under vanskelighederne af deres lod. ret

(290)  Da apostlens arbejde begyndte med den ydmyge og lave, bredte indflydelsen sig dog indtil den nåede kejserens palads. På det tidspunkt var Rom verdens metropol. De hovmodige kejsere gav love til næsten alle folk på jorden Konge og hofmænd var enten helt uvidende om den ydmyge nazaræer, eller de betragtede ham med had og hån. Og alligevel fandt evangeliet i mindre en to år sin vej fra fangens beskedne hjem til kejserlige sale. Paulus er i en ond mands bånd; men "Guds ord er ikke bånd." ret

(290)  Blandt de hellige som sender hilsner til filippermenigheden, nævner apostlen først og fremmest dem som er i kejserens hus. Hvordan kan der eksistere en mere usympatisk atmosfære for de kristne end i det romerske hof under et sådant monster af ondskab som stod ved dets hoved. Nero lod til at have udslette det mindste spor af guddommelighed fra sin sjæl, og endog menneskelighed, og bar kun aftryk af satanisme. Hans tjenere og hofmænd var generelt af samme karakter som han selv, heftige, fornedrede og fordærvede. For alle ville det se umuligt ud for kristen at få fodfæste i Neros hof og palads. ret

(290)  Dog blev sandheden om Paulus påstand prøvet i dette tilfælde, såvel som i andre tilfælde, at hans krigsvåben var "mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger." Samtaleemner om korset blev vundet, også i Neros hus. Fra en ond konges onde ledsagere kom der nyomvendte som blev Guds sønner. Disse var ikke kristne i det skjulte, men åbenlyst. De skammede sig ikke over deres tro. De nærede den varmeste hengivenhed for dem, som var ældre i kristen tro og erfaring, og de var ikke bange eller skammede sig over at anerkende dem som brødre. ret

(291)  Og ved hvilke midler kom der adgang og fastere fordfæste for kristenheden hvor endog adgang i sig selv syntes umulig? For år tilbage havde apostlen offentlig proklameret Kristi tro, med vindende kraft, og ved tegn og mirakler havde han givet umiskendeligt bevis for dens guddommelige krakter. Med ældel fasthed rejste han sig op for græske vismænd, og med sin kundskab og veltalen fortiede de stolte filosoffers argumenter. Med uforfærdet mod stod han frem for konger og guvenørere, og talte fornuftigt for retfærdighed, mådehold og retsind, indtil de hovmodige herskere skælvede som om de allerede så rædslen på Guds dag. ret

(291)  Men nu fik apostlen ikke sådanne anlendinger, begrænset til sin egen bolig og i stand til at kun proklamere sandheden for dem, som opsøgte ham der. I modsætning til Moses og Aaron havde han ingen guddommelig befaling til at gå fremf or den lastefulde konge med Guds stav, og påkalde sin opmærksomhed, og i den store JEG ERs navn irettesætte hans grusomhed og undertrykkelse. Det var på dette tidspunkt, at dets hovedforsvarer blev tilsyneladende afskåret fra offentligt arbejde, at denne store sejr blev vundet for sandheden, og der kom medlemmer til menigheden fra kongens hus. ret

(292)  I sit brev til filipperne, beskriver Paulus sin egen fængsling som sin succes for at få nyomvendte til troen, fra Neros Hus. Han udtrykker sig selv som frygtelig så filipperne ikke tror at hans hengivenhed har besværliggjort evangeliets fremgang. Han forsikrer dem at den modsatte virkning har vist sig: "Jeg vil, at I skal vide, brødre! at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet. Derved er det, nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker." ret

(292)  Det var ikke Paulus prædikener, men hans lænker, som tiltrak hoffets opmærksomhed til kristendommen. Det var som en fange at han besejrede herskerne. Det var med hans lænke at han brudt bånd med så mange sjæle, der holdt dem i syndens slaveri. Dette var heller ikke alt. Han erklærer: »Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt.« ret

(292)  Den tålmodighed og sagtmodighed som han underkastede sig med i en lang og uretfærdig fængsling, drog offentlighedens opmærksomhed, og tvang mange til overbevisning at der var villighed til at lide, at der måtte være en urokkelig tro på den lære der blev forsvaret. Hans glæde under pinsler og fængsling var så ulig ånden hos den verdslige forpinte og ulykkelige, at de kun kunne se en højere kraft end nogen jordisk indflydelse nogensinde kunne være hos ham. Hans mod og tro var en stadig prædiken. Og ved sig eksempel, fik andre kristne mere energi. De følte at de ikke ville miste retten som sandhedens forsvarer og fremføre det arbejde som Paulus imidlertid var blevet trukket ud af. På disse måder havde apostlens lænker indflydelse, så over for alle kunne han gøre det mindste, skønt hans kraft og nyttighed virkede afskårne, så var det at han samlede neg for Kristus, på marker som han tilsyneladende var helt udelukkede fra. ret

(293)  Når en Guds tjener trækkes tilbage fra hans aktive pligt, når hans røst ikke længere høres i opmuntring og irettesættelse, konkluderer vi ofte i vor kortsynethed, at hans nyttighed er slut. Men sådan ser Herren ikke på det. Den mystiske forudseenhed som så ofte klager over, har Gud lagt til rette for at udføre det arbejde som ellers ikke ville være blive udført. ret

(293)  Den kristne som er tålmodig og glad under smertelige tab og lidelser, som møder døden med fred og en urokkelig tros sindsro, kan udføre langt mere under evangeliets fjenders modstand, end han kunne have udrettet, hvis han havde arbejdet med største energi dag og nat for at bringe dem til anger. ret

(293)  Når Kristi tjenere bevæger sig aktivt gennem landet for at kæmpe imod de udbredte vildfarelser og overtro, gør de det arbejde som Herren har givet dem, stå i forsvar for evangeliet. Men gennem Satans ondskab, er de forfulgt, deres aktive arbejde forhindret, og de kastes i fængsel, ligesom Paulus blev, og til sidst slæbt til skafottet eller pælen, er det da at sandhed vinder en større sejr. Dem som før var tvivlsomme, er overbevist i deres oprigtighed, idet de besejler deres tro med deres blod. Fra martyrens aske springer en overmådelig høst til Guds lade. ret

(294)  Lad ingen føle at fordi han ikke længere kan arbejde åbenlyst og aktivt for Gud og hans sandhed, kan han ikke yde tjeneste, ikke få nogen løn. En sand kristen sættes aldrig til sidde. Gud vil bruge ham effektivt i sundhed og i sygdom, i liv og i død. Det er i fortvivlelsens, tabets, prøvelsens og forfølgelsens mørke at den kristne tros lys skinner klarest, og Herrens løfter er de dyrebareste. Og når graven modtager Guds barn, bringer det en død der taler. Hans ord følger ham. Mindet om hans formanende og opmuntrende ord, hans standhaftige vedholdenhed til sandheden under alle omstændigheder, taler mere kraftfuldt end hans levende eksempel. ret

(294)  Tålmodighed såvel som mod har sine sejre. Nyomvendte kommer frem ved sagtmodighed i trængsler, intet mindre end kæk virksomhed. Hvis kristne vil forliges med deres nyttighed indstilles for en tid, og vil hvile glædelig i strid, og bortlægge arbejdsbyrden, vil de lære liflige lektier ved Jesu fødder, og vil se at deres Mester bruger dem ganske effektivt når det er som om de trækkes ud af arbejde, som når de er i mere aktivt arbejde. ret

(294)  Da de kristne menigheder første erfarede at Paulus overvejede et besøg i Rom, så de frem til et tydelig sejr for evangeliet. Paulus havde frembåret sandheden til mange lande; han havde proklameret den i store byer. Skulle denne troens sejrherre så ikke lykkes at vinde sjæle for Kristus, endog i Neros hof? Men deres forventninger blev knust af nyhederne om at Paulus var kommet til Rom som en fange. De satte deres tiltroede håb til at se evangeliet, der en gang var oprettet i dette store center, bredt sig ud til alle folk, indtil det bliver fremherskende ud over jorden. Hvor stort var deres skuffelse! Menneskers beretninger svigtede, men ikke Guds plan. Paulus kunne ikke arbejde, som han håbede, men han kunne dog sig efter de to års fængsling: "Det er i Kristus, jeg bærer mine lænker," og blandt dem som sender hilsener til filipperne, nævner han kort dem som er i kejserens hus. ret

(295)  Paulus og hans medarbejderes iver og flid, ikke mindst de nyomvendte kristnes tro og lydighed, under så afskrækkende forhold, burde være en irettesættelse dovenskaben og vantroen hos Kristi efterfølgere. Lad os aldrig, i vor menneskelige kortsynede dømmekraft, begrænse guds planer. Lad os aldrig undskylde os selv fra at anstrenge os i sjælevinding til Kristus, endog ikke på de mest ulovende marker. Apostlen og hans underordnede tjenere kunne have skændtes om at Neros tjenere var underlagt de hårdes fristelser, omgivet de frygteligste hindringer, udsat for den bitreste modstand, og under forhold så det ville være nyttesløse at kalde dem til anger og tro på Kristus. Skulle de overbevises for sandheden, hvordan kunne de så være lydige? Men evangeliet blev overbragt til disse sjæle, og der var nogle i blandt dem, som ønskede at adlyde det for enhver pris. På trods af forhindringer og farer, ville de vandre i lyset, stole på Gud efter en anledning til at lade deres lys skinne ud til andre. ret

(296)  Hvem sættes i mere ugunstige forhold for et religiøst liv, eller forlanges større ofre, og støder på større farer, eller pådrager sig selv hårdere modstand, end dem hvor hedenskabet byttes ud for kristendommen, og som havde embede i kejserens hof? Ingen kan sættes et sted, hvor han ikke kan adlyde Gud. Der er for lidt tro hos de kristne i dag. De er kun villige til at arbejde for Kristus og han sag når se selv har udsigter til gode resultater. Guddommelig nåde og hjælp vil hjælpe enhver sand troende. Om nåden er nok for os under alle forhold Kristi ånd vil udøve sin fornyende og udviklinde kraft over alles karakter som vil være lydig og trofast. ret

(296)  Gud er den store JEG ER, tilværelsens kilde, center for myndighed og magt. Uanset hans skabningers tilstand eller situation, har de ikke undskyldninger nok til at ikke besvare Guds krav. Herren holder os ansvarlige for det lys der skinner på vor stivej. Vi kan omgives af vanskeligheder som virker frygtindgydende på os, og på grund af dette undskylder vi os måske for at adlyde sandheden som den er i Jesus; men der er ingen undskyldning der holder her. Var der en undskyldning for ulydighed, ville det vise vor himmelske Far som uretfærdig, i det som han havde givet os betingelserne for frelse, som ikke kunne gå med til. ret

(297)  Tjenere de er ansat i en ikke religiøs familie, sættes under forhold der lignede dem for kejserens hos. Disse fortjener forståelse; for hvis de prøver at leve et religiøst liv, deres situation er ofte en stor prøvelse. Et dårligt eksempel er hele tiden foran dem, - et eksempel på sabbatsbrud og på forsømmelse af religion. De får tilstået ganske få religiøse privilegier; og bør vise en interesse for religion, de kan miste deres arbejdsgivers gunst, og blive latterliggjort af deres ledsagere. Han som kommer i den situation har mere end en almindelig kamp at kæmpe, hvis han står frem som vidne for Kristus, en kandidat for himlen. Men der er ikke noget i hans omgivelser der undskylder ham for at forsømme Guds krav. Uanset hvilke vanskeligheder der er på hans sti, vil de være magtsløse og forhindre ham, hvis han er opsat på at først søge Guds rige og hans retfærdighed. ret

(297)  Den kristne bør ikke stille sin fantasi op over for de trængsler der sker, før kapløbet er til ende. Han skal kun begyndte at tjene Gud, og leve og arbejde hver dag til Guds ære den dag, og forhindringer som så uovervindelige ud vil gradvist blive mindre og mindre; ellers vil han komme ud for alt som han var bange for, Kristi nåde vil tildeles ham efter hans behov. Styrken vokser med de vanskeligheder der mødes og overvindes. ret

(297)  Daniel, den hebræiske fange, statsminister i kongeligt område, kom ud for store forhindringer i et troskabs liv med Gud. Med ved begyndelsen af hans karriere, besluttede han sig for hvad han skulle modsætte sig, han vil gøre Guds lov til sin handlingsregel. Idet han fastholdt sin standhaftighed iblandt de mindre trængsler, som han daglig mødte i den hedenske konges hof, voksede hans tro, mod og fasthed sig stærkere; og da det kongelige dekret gik ud, og forbød ham at bede til sin Gud, kunne han stå, med løvekulen åben foran sig, med sande principper for Gud. ret

(298)  Han hvis hjerte var opsat på tjene Gud, vil finde en anledning til at tjene ham. Han vil bede, han vil læse Guds ord, han vil søge dyd og aflægge umoralitet. Han kan trodse foragt og hån medens han ser på Jesus, vor tros ophav og fuldender, som udholdt synderes modsigelse imod ham selv. Han lover hjælp og nåde, hvis ord er sandhed. Gud vil ikke undlade at opfylde sit løfte mod alle som stoler på ham. ret

(298)  Fristes nogen til at deres omstændigheder undskylder forsømmelse af Kristi religion? Husk da på at Satan kan skabe den ene vanskelighed efter den anden og spærre vejen for dem som lader sig forhindre sådan. Lad dem tænke over disciplenes situation i Kejserens hus, kejserens hårde fordærvelse, hoffets ryggesløshed. Det er ligesom at komme i ilden at acceptere Kristus under sådanne omstændigheder. Hvis disse kristne nyomvendte kunne fastholde deres flid, midt i sådanne omgivelsers vanskeligheder og farer, kan ingen give grund nok til at forsømme pligtens krav. Der er ikke noget så umuligt som at adlyde Gud. ret

(298)  Der er en anden ting om disse disciple, som vi bør være opmærksomme på. Der blev ikke kun vundet nyomvendte til sandheden i kejserens hus, men de forblev i huset efter deres omvendelse. De følte sig ikke fri til at forlade deres pligt. Sandheden havde fundet dem der hvor de var, og der ville de blive, og bevidne dens forvandlende kraft ved deres liv og karakter. Disse kristne eksempel har stor vægt, ud fra at de havde været i direkte forbindelse med Paulus, og fik nytte af hans undervisning og råd. Det viser os at troende ikke altid skal trække sig ud af deres vanskelige og prøvende stillinger, og sætte sig selv der hvor de fristes mindre eller får mindre modstand. ret

(299)  Lad os altid have i tanke at vor Frelser forlod de himmelske sale, og kom til en syndsbesmittet verden. Ved sit eget liv viste han sine efterfølgere hvordan de skal være i verden, og dog ikke være af verden. Han kom ikke for at tage del i dens forlokkende fornøjelser, og beherskes af dens sæder, eller følge dens skikke, men søge og frelse det fortabte. Med dette formål, og kun dette, kan den kristne indvilge at forblive i de ugudeliges selskab. ret

(299)  Ingen som søger at frelse sin sjæl, bør sætte sig selv i en ubehagelig atmosfære, uden god grund, eller hvor han vil omgives af forhindringer til et religiøst liv; men hvis han i en sådan position har taget imod sandheden, bør han omhyggelig spørge om Gud ikke har et arbejde til ham at gøre, med at frelse andre sjæle. At en kristen midt iblandt ikke-troende, i Guds forsyn kan være som et stykke surdej, "kom i tre mål hvedemel," som skal gøre sit arbejde, indtil hele massen er gennemsyret. Et pålideligt kristenliv vil udrette mere godt end mange prædikener kan udføre. Uanset hvor den kristnes placering er, om det er ophøjet eller ydmyg, vi han udvise en kraft for sand religion, ved at udføre sine pligter trofast på denne placering. ret

(300)  At der ikke er fristelser eller prøvelser, er ikke gunstigt for at udvikle kristen karakter. Hvor der træffes få vanskeligheder, er den kristne i den største fare for åndelig ladhed. Al nådes Gud har lovet at hans folk ikke skal fristes over det som ikke kan bære, men at han med fristelse vil danne en udvej. Udsættes den kristne hele tiden for anslag og modstand, vil det lede ham til større årvågenhed og mere alvorlig bøn for den mægtige hjælper. Udstås ekstraordinære trængsler gennem Guds nåde, vil det give ham en dybere erfaringer, og større åndelig styrke, idet årvågenhed, tålmodighed og sjælsstyrke udøves. ret

(300)  Kristi efterfølgere må forvente at verden ikke ser bedre på dem end deres Mester. Men han som har Gud som ven og hjælper, kan klare en lang vinter i isnende forsømmelse, foragt og forfølgelse. Ved den nåde som Kristus giver, kan han fastholde sin tro og tillid til Gud under de smerteligste prøvelser. Han genkalder Frelserens eksempel, og han føler at han kan klare pinsler og forfølgelser hvis han derved opnår karakter-enkelthed, sagtmodighed i hjerte, og blivende tillid i Jesus. Det er den kristne tros triumf, at den gør det muligt for den, der følger den, at lide og være stærk, at underkaste sig og alligevel sejre, at dræbes hver eneste dag og dog leve, at bære korset og således vinde ærens krone. ret

næste kapitel