Skildringer fra Paulus liv kapitel 28fra side301

tilbage

Paulus i frihed

(301)   Selvom Paulus arbejde var til velsignelse for mange sjæle og styrke og opmuntring for de troende, samlede der sig truende skyer over hans egen sikkerhed såvel som menighedens fremgang. Da han kom til Rom, kom han i den øverstbefalende for kejservagtens varetægt, hvor embedet blev udfyldt af en retsindig og ren mand, med en skånsel hvor han kunne udføre evangeliets arbejde frit. Men ved afslutningen af to års fængsling, blev denne erstattet af en embedsmand, som havde ondsind og tyranni i sit rygte. Apostlen kunne ikke forvente velvilje fra denne lyst- og grusomheds-slave. Nu var jøderne mere aktive end nogensinde før i deres anstrengelser imod Paulus. De havde fundet en bedre hjælper i den ryggesløse kvinde, som Nero havde gjort til sin anden hustru, og som jødisk proselyt, ville give al sin indflydelse til deres morderiske planer imod den kristne sejrherre. ret

(301)   Paulus havde kun lille grund til at håbe på retfærdighed fra den Kejser han havde appelleret til. Nero var lavere i moral, mere overfladisk i karakter, og samtidig kan han være meget grusom, end nogen anden hersker før ham. Regeringens tøjler kunne ikke styres af en mere inhuman despot. Det første år i hans regering var præget af hans yngre stedbrors forgiftning, som var den retmæssige arving til tronen. Hårdnakket var han gået ned fra en ondt dyb og forbrydelse til et andet, indtil han havde myrdet sin egen bror, og så hans hustru. Der var ingen oprørende grusomhed som han ikke kunne forøve, ingen ond handling som han ikke ville stoppe. Hos alle ædelt tænkende mennesker ædelsind indgød han afsky og foragt. ret

(302)   Detaljerne for den ondskab, der blev udøvet i hoffet i dette onde monster er for fornedrende, for forfærdelige at beskrive. Hans ryggesløse ondskab skabte væmmelse og afsky, også hos mange som endog var tvunget til at dele hans forbrydelser. De var hele tiden bange for hvilke afskyeligheder ville være hans næste. Alligevel rystede sådanne forbrydelser ikke alliancen hos hans undersåtter. Han blev anerkendt som hele den civiliserede verdens absolutte hersker. Og mere end dette, han blev gjort til genstand for guddommelig ære, og tilbedt som en gud. ret

(302)   Ud fra et menneskeligt synspunkt, var Paulus domfældelse over for en sådan dommer afgjort. Men apostlen følte at han ikke havde noget at være bange for, så længe som han bevarede sin loyalitet og sin kærlighed til Gud. Hans liv var ikke i Neros hænder, og hvis hans arbejde ikke var gjort endnu, ville den romerske kejser være magtesløs over for at kunne udrydde ham. Han som hidtil var hans beskytte kunne stadig beskytte ham fra jødernes ondskab, og fra Kejserens magt. ret

(302)   Og Gud beskyttede sin tjener. Ved Paulus domundersøgelse blev anklagerne imod ham ikke støttet, og stik imod al forventning, - med et hensyn til retfærdigheden var helt i strid med hans karakter, - erklærede Nero for fangen for skyldfri. Paulus’ lænker blev slået af, og han var igen en fri mand. ret

(302)   Var hans rettergang udsudt længere, eller var han af en eller anden grund opholdt i Rom i det efterfølgende år, ville han havde gået til i den skæbnesvangre forfølgelse som fandt sted. De nyomvendte til kristendommen var blevet så talrige, under Paulus fængsling, som tiltrak og vækkede myndighedens fjenders opmærksomhed. Kejserens vrede var særlig imod omvendelsen af dem i hans eget hus; han tørstede stadig efter blod, og fandt hurtig en forskrift for at gøre de kristne til genstand for hans nådesløse grusomhed. En frygtelig brand opstod på det tidspunkt i Rom, hvor næsten det halve af byen blev ødelagt. Nero fik selv flammerne til at tænde op, og for at bortlede mistanker, foregav han en stor ædelmodighed ved at hjælpe den hjemløse og nødlidende. Han blev dog anklaget for forbrydelsen. Folk var ophidsende og rasende, og Nero besluttede at afklare sig selv, og også befri byen for en klasse, han var bange for og hadede, og tilskrive de kristne denne handling. ret

(303)   Det sataniske påfund lykkes. Tusindvis af Kristi efterfølgere – mænd, kvinder og børn – blev lagt i døden på den grusomste måde. Nogle blev korsfæstede, nogle dækket med huder af vilde dyr, og revet i stykker af hunde, andre blev iklædt klæder af brandfarlig materiale, og sat ild på om natten for at oplyse vatikanets cirkus, og Neros forlystelsesparker. Dermed fornøjede dette monster i menneskeskikkelse, folk ved at fremvise sine ofre i deres dødspine, med han selv stod ved siden af og frydede sig i deres pinsel. Fornedrede og forhærdede som romerne var, og bitre i deres fordomme imod kristne, oprørte den stadig gentagelse af disse forfærdelige og hjertesyge scenerier deres medfølelse. ret

(304)   Denne grusomme prøvelse blev Paulus sparet for, efter at have forladt rom efter sin løsladelse. Hans sidste dyrebare tid til frihed, blev udnyttet alvorligt på at arbejde iblandt menighederne. Han søgte at oprette en fastere enighed mellem de græske og østlige menigheder, som han havde oprettet, og vogte dem imod de snedigste kættere som krøb ind for at fordærve troen. De trængsler og bekymringer som han måtte klare, havde taget på hans fysiske og mentale energi. Alderdommens svagheder var over ham. Han følte at hans arbejde var næsten udført. ret

(304)   Han havde forsvaret kristendommen i Jerusalem og i Antiokia imod jødernes snæversynede begrænsninger. Han havde forkyndt evangeliet for hedningene i Lykaonia,, for fanatikere i Galatien, til nybyggerne i Makedonien, for atheenernes overfladiske kunsttilbedere, for Konrints fornøjelseselskende købmænd, for Dalmatiens halvbarbariske folkeslag, for Kretas øboere, for slaver, soldater og mænd af rank og stade, for folkemængderne i Rom. Nu gjorde han sit sidste arbejde. ret

næste kapitel