Skildringer fra Paulus liv kapitel 29fra side304

tilbage

Den sidste fængsling

(304)   Selvom Paulus arbejde hovedsagligt var iblandt menighederne, kunne han ikke undgå hans fjenders observation. Siden Neros forfølgelser, var kristne overalt genstand for had og foragt. Enhver ondsindet person, kunne nemt arrestere og fængsle nogen fra den forbudte sekt. Og nu fik jøderne den ide at prøve at anklage Paulus for at tilskynde til at brænde Rom. Ikke en af dem troede et øjeblik han var skyldig; men de vidste at en sådan anklage, udført på besnærende måde, ville besegle hans dom. Der kom hurtig en anledning til at udføre deres planer. Ved en discipels hus i Troas by, blev Paulus igen arresteret, og fra dette sted blev han hastet bort til sin sidste fængsling. ret

(305)   Arrestationen var under påvirkning af Alexander kobbersmeden, som uden held havde modsat sig apostlens arbejde i Efesus, som nu greb en anledning til at hævne ham som han som han ikke kunne bekæmpe. I sit andet brev til Timotius refererede Paulus derefter til sine trosfjenders komplot: "Aleksander Smed har voldet mig meget ondt, Herren vil gengælde ham hans gerninger." I sit første brev talte han om ligende måder fra Hymenæus og Aleksander som bland "derved har de lidt skibbrud på troen". "som," siger han,"jeg har overgivet til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud." Disse mænd havde forladt troen på evangeliet, og derudover havde lagt Nådens Ånd for had, ved at de forunderlige åbenbaringer Paulus fik en satanisk magt. Idet de forkastede sandheden, blev de fyldt med had imod den, og søgte at udslette dens trofaste forsvarer. ret

(305)   En forbedrende handlinger følges altid op med et tab, offer eller fare. Den irettesætter altid kærlighed til nemhed, selviske interesser, og lystig ærgerrighed. Derfor, dem som i gangsætter eller forfølger en sådan handling, må møde modstand, bagtalelse og had fra dem som ikke vil underlægge sig reformens betingelser. Det er ingen let sag at overvinde syndige vaner og praksis. Arbejdet kan kun udrettes ved hjælp af guddommelig nåde; men mange vil ikke opsøge en sådan hjælp, og bestræbe sig for at fornedre den standard som efterkommer deres mangler, i stedet for at bringe sig selv op til Guds standard. Disse var de menneskers anstrengelser, som skulle behandles så hårdt for deres synder. De bringer de troendes renhed i fare, og det var nødvendigt at en fast og beslutsom behandling skal imødekomme fejl, og bortkaste det fra menigheden. Paulus havde irettesat deres synd ganske nøje, - den onde ryggesløshed der var udbredt for den tid, - men de nægtede at lade sig rette. Han havde gået frem efter Kristi instrukser i sådanne sager, men forbryderne viste ingen tegn på anger, og han havde derfor udelukket dem. Så havde de åbenlyst frafaldet troen, og gået sammen med de bitreste modstandere. Da de forkastede Paulus ord, og satte sig selv i vejen for hans arbejde, bekrigede de Kristus; og det var ved Guds Ånds inspiration, og ikke som udtryk for personlige følelser, at Paulus erklærede den alvorlige fordømmelse imod dem. ret

(306)   På sin anden rejse til Rom, var Paulus ledsaget af flere af hans tidligere ledsagere, andre ønskede alvorligt at dele hans lod, men han nægtede at lade dem bringe deres liv i fare. De udsigter han havde for sig, var langt mindre gunstige end ved hans tidligere fængsling. Forfølgelsen under Nero havde formindsket antallet af kristne i Rom. Tusinde led martyrdøden for deres tro, mange havde forladt byen, og dem som forblev tilbage var meget fortrængte og truede. Ved Paulus første ankomst, var Roms jøder villige til at lytte til hans argumenter; men under påvirkning fra udsendte fra Jerusalem, og også fordi de tog imod anklagerne imod kristne, blev de hans bitreste fjender. ret

(307)   Paulus og hans ledsagere mødte nu ingen varmhjertede disciple i Forum Appii og Tres-Tabernæ som de gjorde før, hvor han var tvunget til at takke Gud og få mod. Nu var ingen som den venlige Julius, til at lægge godt ord ind for hoam, ingen udtalelse fra Festus eller Agrippa til at bevidne hans uskyld. Den forandring som var fundet sted i byen og dets indbyggere – byen var stadig mærket og formørket af den forfærdelige kæmpebrand, og folk, ved titusinde, var reduceret til det mest beskidte fattigdom – lod til at stemme overens med forandringen i hans egen tilstand og udsigter. Gennem de brusende mængder som stadig trængte Roms gader, og så på ham og hans medkristne som ophavsmænd for al deres elendighed, gik Paulus ikke igennem, ikke til sit eget lejede hus nu, men til et mørkt fangehul, for at blive der, lænket nat og dag, indtil han afslutter sin handlevej. ret

(307)   At besøge Paulus nu, var ikke, som under hans første fængsling, at besøge en mand som der ikke var anklager imod, og som vandt fyrster og herskeres gode anskuelser. Det var at besøge en som var genstand for universel hand, som var anklaget for ansporre til den mest nedrige og forfærdelige forbrydelse mod byen og folket. Den som vovede at vist ham den mindste opmærksomhed, blev derved selv gjort til genstand for mistanker, og bragte sit eget liv i fare. Nu var Rom fyldt med spioner, som stod parat til at føre anklage imod enhver, ved mindste lejlighed. Ingen andre end en kristen ville besøge en kristen; for ingen andre ville pådrage sig en tros modvilje, som endog intelligente mænd betragtede som ikke blot usle, men som foræderiske. ret

(308)   En efter en så Paulus at hans venner forlod ham. Den første som forlod ham var Fygelus og Hermogenes. Så Demas, forfærdes over vanskelighedernes og farernes tykke skyer, opgav den forfulgte apostel til at søge efter lethed og sikkerhed i et verdsligt liv. Kreskens blev sendt på mission til menighederne i galatien, Titus til Dalmatien, Tykikus til Efesus. Lukas, den elskede læge og trofast ven, var stadig hos ham. Det var en stor trøst for Paulus, som aldrig behøvede sine brødres kammeratskab og tjeneste mere end nu, svækket som han var af alder, slid og sygdomme, og indsepæret i et romersk fængsels fugtige og mørke hvælvinger. Og, idet hanv ar afhængig af en privatsekretærs hjælp, var Lukas tjeneste af stor værdi, så han stadig kunne kommunikere med sine brødre til verden uden for. ret

(308)   Apostlen fik den gang tilstået en uforventet opmuntring, ved Onesiforus besøg, en kristen fra Effesus, som kom til Rom ikke så lang tid efter Paulus ankomst. Han vidste at Paulus var et sted i byen som en fange, og han besluttede sig for at finde ham. Det var ikke nogen let sag, i en by flydt med fanger, hvor der var mistænksomhed over alt, og skulle kun binde det stakkels offer for at overgive ham til fængsel og måske til døden. Men på trods af vanskeligheder søgte Onesiforus efter Paulus, indtil han fandt ham. Uden at være tilfreds med et besøg, gik han igen og igen til sit fangehul, og gjorde alt i sin magt for at lette sin fængselsbyrde. Frygten for hån, foragt eller forfølgelse var ikke nok til at gøre den oprigtig hjertede effeser bange, nårhan viste at hans elskede lærer var i lænker for sandhedens sag, medens han selv, i enhver respekt var langt mindre værd, gik frit omkring. ret

(309)   Besøget af Onesiforus, bevidnede hand elskelige troskab på ensomhedens og svigtets tidspunkt, var en oplysende plet i Paulus fængselserfaring. I det sidste brev han skrev, taler hann om denne trofaste discipel: »Herren vise barmhjertighed mod Onesiforus' hus; thi han har ofte oplivet mig og skammede sig ikke ved lænken, jeg bar; tværtimod, da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig. Ja, Herren give, at han må finde barmhjertighed hos Herren på hin dag.« ret

(309)   Ønsket om kærlighed og sympati blev indplantede Gud selv i hjertet. I pinslens stund i Getsemane længtes Kristus efter sine disciples sympati, medens han bar syndige menneskers skyld. Og selvom Paulus var ligeglad med vanskeligheder og lidelse, længtes han efter sympati og kammeratskab. Gud vil have at hans folk skal værne om kærlighed og sympati for hinanden. Den ophøjede, forædlede og Gudsskabte menneskehed, er respekt og påskønnelse værdig. Guds sønner og døtre vil være ømhjertede, medynkende, og høflige mod alle mennesker, »især mod dem, der har hjemme i den samme tro.« Men Paulus var bundet til hans meddisciple af stærkere bånd, end endog det kristne broderskab. Herren havde åbenbaret sig selv for Paulus på en særlig måde, og havde gjort ham til redskab for frelse af mange sjæle. Mange menigheder kan i sandheden betragte ham som deres fader i evangeliet. Disse som har oftret alt jordisk for at tjene Gud, har særlig krav på hans nyomvendte og medarbejderes kærlighed og sympati. ret

næste kapitel