(32) Paulus blev døbt af Ananias i Damaskus-floden. Så blev han styrket med mad, og begyndte straks at forkynde Jesus for de troende i staden, over for dem som han havde sendt ud fra Jerusalem, med henblik på udslettelse. Han lærte også i synagogerne at Jesus som var blevet lagt i døden, faktisk var Guds Søn. Hans argumenter fra profetien var så afgørende, at hans anstrengelser blev fulgt op af Guds kraft, så de fjendtlige jøder blev så forvirrede og ude af stand til at svare ham. Paulus rabiner- og farrisæruddannelse skulle nu bruges til noget godt, at forkynde evangeliet, og støtte den sag han tidligere satte alt ind på at ødelægge. ret
(33) Jøderne var fuldstændigt overrasket og forbløffet over Paulus omvendelse. De var klar over hans position i Jerusalem, og vidste at hans hovedæriende var for Damaskus, og at han var bevæbnet med en opgave fra ypperstepræsten, der bemyndigede ham til at tage de troende i Jesus, og sende dem som fanger til Jerusalem; alligevel så de ham nu forkynde Kristi evangelium, styrke dem som allerede var dets disciple, og hele tiden gøre nyomvendte i troen, som han tidligere hade modsat sig så nidkært. Paulus demonstrerede for alle der hørte ham, at hans trosændring ikke kom af impulser eller fanatisme, men blev fremkaldt af overvældende beviser. ret
(33) Da han arbejdede i synagogerne blev hans tro stærkere; hans iver for at fastholde at Jesus var Guds Søn blev større, for ansigtet af jødernes voldsomme modstand. Han kunne ikke længere blive i Damaskus, for efter at jøderne til deres overraskelse havde opdaget han forunderlige omvendelse, og efterfølgende arbejde, vendte de sig straks fra det overvældende bevis der var kommet, til fordel for Kristi lære. Deres forbavselse over Pauli omvendelse blev ændret til et intens had mod ham, ligesom det som de havde haft imod Jesus. ret
(33) Paulus’ liv var i fare, og han modtog en opgave fra Gud at forlade Damaskus for en stund. Han tog til Arabien; og der hade han, i relativ ensomhed, en god anledning til at have samfund med Gud, og til overvejelse. Han ønskede at være alene med Gud, og ransage sit eget hjerte, og uddybe han anger, og forberede sig selv i bøn og studium for at gå ind i et arbejde som virkede for stort og for vigtigt til ham at påtage sig. Han var en apostel, ikke udvalgt af mennesker, men valgt af Gud, og det blev tydeligt at hans arbejde skulle være iblandt hedningene. ret
(34) Medens han var i Arabien kommunikerede han ikke med apostlene; han søgte Gud alvorligt af hele sit hjerte, besluttede sig for at ikke hvile før han med sikkerhed vidste at hans anger var accepteret, og hans store synd tilgivet. Han ville ikke opgive kampen før han havde en forsikring for at Jesus ville være hos ham i sin kommende tjenestegerning. Han skulle altid have mærkerne af Kristi herlighed med sig på kroppen, i sine øjne, som var blevet forblændet af det himmelske lys, og han ønskede også at han hele tiden havde forvisningen om Kristi understøttende nåde med sig. Paulus kom i tæt forbindelse med Himlen , og Jesus havde samvær med ham, og grundfæstnede ham i hans tro, gav ham sin visdom og nåde. ret
(34) Paulus vendte tilbage til Damaskus, og forkyndte frimodigt i Jesu navn. Jøderne kunne ikke modsætte sig visdommen i hans argumenter, og de rådførte sig derfor med hinanden for at bringe hans røst til tavshed med magt - det eneste argument tilbage for en synkende sag. De besluttede at snigmyrde ham. Apostlen blev gjort bekendt med deres hensigt. Byens porte blev bevogtet meget nøje, dag og nat, for at han ikke skulle flygte. Disciplenes iver drev dem til Gud i bøn; iblandt dem var der lidt søvn, da de havde travlt med at finde veje og midler til de udvalgte apostles flugt. Til sidst havde fattet en plan hvor han kom ned fra et vindue, og firet over muren i en kurv om natten. På denne ydmyge måde flygtede Paulus fra Damaskus. ret
(35) Han begav sig nu til Jerusalem, ønskede at blive bekendt med apostlene der, og især med Peter. Han var meget ivrig efter at møde de galilæiske fiskere, som havde levet, og bedt og samtalet med Kristus på jorden. Der var med inderlig længsel at han ønskede at møde øversteapostlene. Da Paulus kom ind i Jerusalem, så han med byen og tempelet på en ny måde. Han vidste nu at Guds gengældelsesdomme hang over dem. ret
(35) Jødernes sorg og vrede på grund af Paulus’ omvende kendte ingen grænser. Men han var fast som en klippe, og bildte sig ind at de ville ændres deres tro, ligesom han havde gjort, og tro på Jesus, når han fortæller om sin forunderlige erfaring til sine venner. Han havde været meget samvittighedsfuld i sin modstand mod Kristus og hans efterfølgere, og dan blev anholdt og overbevist om sin synd, forlod han straks sine onde veje, og bekendte Jesu tro. Han troede nu på at hans venner og tidligere bekendte hørte omstændigheder om hans forunderlige omvendelse, og så hvor forandret han var fra de stolte farisæer som forfulgte og overgav til døden dem som troede på Jesus som Guds søn, ville de også blive overbevist om deres vildfarelse, og slutte sig til de troendes rækker. ret
(35) Han forsøgte at slutte sig selv til sine brødre, disciplene; men stor var hans sorg og skuffelse da han fandt ud af at de ikke ville tage imod ham som en af dem selv. De huskede på hans tidligere forfølgelser, og mistænkte ham for at gøre en del for at bedrage og udslette dem. Ganske vidst havde de hørt om hans forunderlige omvendelse, men da han staks trak sig tilbage til Arabien, havde de ikke hørt noget endeligt om ham mere, havde de ikke tillid til rygtet om hans store forandring. ret
(36) Barnabas, som gavnmildt havde givet sine penge for at støtte Kristi sag, og for at hjælpe de fattiges behov, kendte godt til Paulus da han var imod de troende. Han kom nu frem og reviderede det bekendskab, hørte Paulus vidnesbyrd om hans mirakuløse omvendelse, hans erfaring fra det tidspunkt af. Han troede Paulus til fulde og tog imod ham, tog ham i hånden og førte ham ind for apostlenes tilstedeværelse. Han fortalte sin erfaring som lige havde hørt - at Jesus personligt viste sig for Paulus på sin vej til Damaskus; at han talte til ham; at Paulus fik sit syn igen, som svar på Ananias bøn, og derefter fastholdt at Jesus var Guds Søn i byens synagoger. ret
(36) Apostlene tøvede ikke længere; de kunne modstå Gud. Peter og Jakob, som på det tidspunkt var de eneste apostle i Jerusalem, gav fællesskabets højre hånd til den tidligere voldsomme forfølger af deres tro, og han var nu ligeså elsket og respekteret som han tidligere var frygtet og blev undgået. Her mødtes to store karakterer for den nye tro - Peter, en af de udvalgte Kristi medfølgere, medens han var på jorden, og Paulus, en farisæer, som siden Jesu himmelfart, mødte ham ansigt til ansigt, og hade talt med ham, og havde også set ham i et syn, og arten af hans arbejde i Himlen. ret
(36) Denne første samtale havde stor betydning for begge disse apostle, men den varede ikke længe, for Paulus var ivrig efter at gå ind i sin Mesters arbejde. Snart blev den stemme, som så ivrigt havde kæmpet med Stefanus, hørt i den samme synagoge og proklamerede frygtløst at Jesus var Guds Søn - forsvarede den samme sag, som Stefanus døde for at forsvare. Han fortalte om sin egen forunderlige erfaring, og med hjertet fyldt af længsel for sine brødre og tidligere sammensvorne, præsenterede beviserne fra profetien, ligesom Stefanus havde gjort, at Jesus, som har været korfæstet, var Guds søn. ret
(37) Men Paulus fejlvurderede sine jødiske brødres ånd. Det samme raseri som blev udgydt over Stefanus, blev nu hjemsøgt over ham selv. Han så at han måtte skille sig af med sine brødre, og sorg fyldte hans hjerte. Han ville gerne have opgivet sit liv, hvis det betyder at de kom til en kundskab om sandheden. Jøderne begyndte at lægge planer for at tage hans liv, og disciplene tilskyndede ham til at forlade Jerusalem; men han blev der, ville ikke forlade stedet, og ivrig efter at arbejde lidt længere for sine jødiske brødre. Han havde taget så aktiv del i Stefanus martyrium at han var meget ivrig efter at udslette den plet, ved at tydelige forsvare den sandhed, som havde kostet Stafanus livet. For ham var det som at han flygtede krysteragtigt fra Jerusalem. ret
(37) Medens Paulus, på trods af konsekvenserne af et sådant skridt, bad alvorligt til Gud, i templet, viste Frelseren sig for ham i et syn og sagde: »Skynd dig, og gå hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit vidnesbyrd om mig.« Paulus skyndte sig endog for at forlade Jerusalem, uden at overbevise de stædige jøder om hans tros sandhed; han tænkte at den forfærdelige redegørelse han selv havde gjort om Stefanus’ død ikke ville fæstne sig mere end den var blevet. Han svarede: »Herre! de ved selv, at det var mig, som fængslede dem, der troede på dig, og at jeg lod dem piske rundt om i synagogerne. Og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hams morderes klæder.« Men svaret var mere bestemt end før: »Gå! thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte«. ret
(38) Da brødrene lærte om Paulus syn, og den omsorg Gud havde over ham, blev deres iver for ham større; for de så at han i virkeligheden var et kar til Herren, der frembærer sandheden til hedningene. De fremsyndede den skjulte flugt fra Jerusalem af frygt for at han blev snigmyrdet af jøderne. Paulus afrejse afbrød jødernes voldsomme modstand for en tid, og menigheden havde fred i en periode, hvor mange blev føjet til de troendes tal. ret
(38) Kristus havde befalet sine disciple at gå ud og lære alle folkene; men den tidligere lære som de havde modtaget fra jøderne gjorde det ligegyldig for dem at helt forstå deres mesters ord, og derfor var de træge at handle efter dem. De kaldte sig selv for Abrahams børn, og betragtede sig selv som den guddommelige forjættelses arvinger. Det var ikke før adskillige år efter Herrens himmelfart at deres sind var udvidet så meget at de kunne forstå intentionerne i Kristi ord, at de skulle arbejde for hedningenes omvendelse såvel som for jødernes. De var i deres tanker særlig kaldet til denne del af arbejdet af hedningene selv, mange som havde grebet Kristi lære. Umiddelbart efter Stefanus’ død, og fordi mange af de troende blev spredt ud over Palæstina, blev Samaria meget oprørte. Samaritanerne tog venligt imod de troende, og var villige til at høre om Jesus, som i sit første offentlige arbejde, havde forkyndt for dem med stor kraft. ret
(39) Den uvilje der var mellem jøder og samaritanere aftog, og det kunne ikke længere siges at de ikke havde noget med hinanden at gøre. Filip forlod Jerusalem, og forkyndte en opstået Genløser i Samaria. Mange troede, og tog imod den kristne dåb. Filips forkyndelse blev bemærket med stor fremgang, og så mange blev samlet ind i Kristi fold, så han til sidste sendte bud efter Jerusalem efter hjælp. Som svar på denne bøn, sendte menigheden Peter og Johannes til at hjælpe ham, som arbejdede i Samaria med forunderlige resultater. De så nu Kristi betydning, da han sagde: "I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende." ret
(39) Herefter kommer disse begivenheder: Omvendelsen af den ætiopiske hofmand under Filips forkyndelse, Peters syn i Jobbe, og udgydelsen af Helligånden over Kornelius og hans hus, der skulle overbevise apostlene og de ledende brødre i Jerusalem, at Gud har givet hedningene anger til liv. Derved blev vejen forberedt til Paulus til at gå ind i hans mission. ret