(310) Da Paulus blev kaldt frem for kejser Nero for at blive forhørt, var det med den visse død i udsigt. Den forbrydelse, han blev anklaget for og den herskende fjendtlige stemning mod de kristne gav kun lidet håb om en gunstig afgørelse. ret
(310) Det var blandt grækerne og romerne skik at indrømme en anklaget ret til at benytte en sagfører til at tale hans sag for domstolen. Ved kraftige argumenter, ved lidenskabelig veltalenhed eller ved bønner, tryglen og tårer lykkedes det ofte en sådan talsmand at skaffe en afgørelse, der faldt ud til gunst for fangen, eller hvis dette ikke lykkedes, kunne fangen måske opnå en mildere dom. Men da Paulus blev fremstillet for Nero, vovede ingen at tale til hans forsvar. Ingen ven var til stede for dog at kunne bevare en redegørelse for de anklager, der var rejst imod ham, eller af de beviser, han selv fremførte til sit forsvar. Ikke en eneste af de kristne i Rom stod frem for at stå ham bi i denne prøvelsens time. ret
(311) Den eneste pålidelige beretning om denne begivenhed har vi fra Paulus selv i hans andet brev til Timoteus. "Under mit første forsvar," skrev apostlen, "kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig. Gid det ikke må blive dem tilregnet! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab." ret
(311) Paulus for Nero! Hvilken slående modsætning! Den hovmodige monark, over for hvem Guds mand skulle stå til regnskab for sin tro, havde nået højdepunktet af sin jordiske magt, myndighed og rigdom såvel som de største dybder af forbrydelser og last. I magt og vælde var han uden lige. Der fandtes ingen, der kunne bestride hans autoritet, ingen, der kunne sætte sig op mod hans vilje. Konger lagde deres kroner for hans fod. På hans bud marcherede mægtige hære og synet af hans flåder varslede sejr. Hans statue var rejst i retssalene og senatorernes love og dommernes afgørelser var kun et ekko af hans vilje. Millioner bøjede sig i lydighed for hans befalinger. Neros navn fik verden til at skælve. At vække hans mishag var ensbetydende med tabet af ens ejendom, frihed og liv og en panderynken fra ham var mere frygtindgydende end pesten. Selvom han stadig var omgivet af al det ydre skin af jordisk pomp og storhed, besmykket og beæret som en Gud i menneskelig form, havde han en dæmons hjerte. ret
(311) Paulus, den gamle fange, uden penge, uden venner, uden råd, var bragt frem fra et modbydeligt fangehul for at prøves for sit liv. Han havde levet et fattigt, selvfornægtende og lidelsesfuldt liv. Med en følsom natur som tørstede efter kærlighed og sympati, havde han trodset forkerte fremstillinger, bebrejdelse, had og mishandling; veget tilbage fra smertens og farens store rædsel, havde han frygtløst udholdt de begge. Ligesom sin mester, en hjemløs omstrejfende på jorden, havde han levet og lidt for sandhedens sag, forsøgt at lette menneskehedens byrder, og vise Kristi liv fra eksempler i hans liv. Hvordan kunne det forventes at den lunefulde, lidenskabelige og tøjlesløse tyran, som ikke havde begreb om selvfornægtelsens, dydighedens og det ædle livs værdi, at han ville forstå eller påskønne denne Guds søns karakter og motiver? ret
(312) Paulus og Nero, ansigt til ansigt! – denne unge monark bar lidenskabens skamfulde optegnelse på sit syndsmærkede ansigt som regerede inden i; den aldrende fanges rolige og milde ansigt, der fortalte om et hjerte i fred med Gud og mennesker. Resultaterne af modsatte oplærings og uddannelses systemer stod den dag i kontrast til hinanden – et liv i ubundet selvudsvævelse og et liv i selvopofrelse. Her var repræsentanter for to religioner, - kristendom og hedenskab; repræsentanter for tro livsteorier, - den enkle selvfornægtende udholdenhed, klar til at opgive livet selv, om nødvendigt, for andres skyld, og en altopslugende selviskhed, som ikke regnes for værdifuldt som offer for en tilfredsstillelse for et øjeblik; repræsentanter for to åndelige magter, - Kristi ambassadør og Satans slave. Deres relative position viste i hvilket omfang denne verdens handlemåde var under mørkets fyrstes styre. Det stakkels menneske, hvis sjæl var plettet med blodskam og modemord, var iklædt skarlagen og sad på tronen, medens det reneste og ædleste menneske stod foran dommersædet, foragtet, hadet og i lænker. ret
(313) Den umådelige sal, som var sted for domshandlinger var fyldt med en ivrig, hvileløs skare som bølgede og presse sig op til fronten for at se og høre alt som var ved at ske. Iblandt de forsamlede var der høje og lave, rige og fatte, lærte og uvidne, stolte og ydmyge. Dog var alle blottet for sand kendskab til livets og frelsens vej. ret
(313) Jøderne fremfører igen de gamle anklager om optøjer og kætteri imod fangen, medens både jøder og romere anklager ham for at anspore til at brænde byen. Medens hans fjender fremfører deres anklager på voldsom måde, bevarer Paulus en stille værdighed; ingen skygge af frygt og vrede forstyrrer den fredfulde klarhed som hvilede over hans ansigt. Folk og endog dommere så overrasket på ham. De har været med til mange domme, og de så på mange kriminelle; men havde aldrig set en mand der så, så hellig rolig ud, som fangen der stod foran dem. Dommernes skarpe øjne, var vandt til at læse deres fangers ansigtsudtryk, undersøgte Paulus ansigt for skjulte spor af forbrydelser, men forgæves. Da han fik lov til at tale for sig, lyttede alle med ivrig interesse til hans ord. ret
(313) Endnu en gang fik Paulus anledning til at hæve Kristi kors’ banner over for den forundrede skare. Med mere end menneskelig veltalenhed og kraft, talte han indtrængende om evangeliets sandheder til deres hjerter. Guds visdom blev åbenbaret gennem hans tjener. Idet Paulus står over for verdens kejser, slår hans ord en klang der genlyder i selv de mest forhærdedes hjerter, og som går i samklang med englenes mission. Sandhed, klar og overbevisende, overskygger vildfarelse og modbeviser falskneri. Dette selskab havde aldrig ført lyttet til ord som disse. Lys skinnede ud i formørkede sind, som gladelig vil følge dets dyrebare strålers vejledning. De sandheder der blev talt ved den anledning, vil aldrig dø. Gennem en svag og aldrende fanges udtalelser, blev folkenationerne rystet. De blev begavet med en magt, som ville leve gennem hele tiden, påvirke menneskers hjerter, hvor de læber der sagde dem skulle forties i martyrens grav. ret
(314) Idet Paulus så ud på skaren foran sig, - jøder, græker, romere, med udlændinge fra mange lande, - blev hans sjæl oprørt med et stærkt ønske for deres frelse. Han havde ikke øje for de farer som omgav ham, den frygtelige skæbne som syntes at være nær. Han så hen over alt dette, til Jesus, den guddommelige mellemmand, Forsvareren for Guds trone for syndige mennesker skyld. Han pegede sine tilhørere til det store Offer der blev gjort for den faldne slægts skyld, og viste mennesker for dem i dets sande værdighed og værdi. En uendelig pris var blevet betalt for menneskets genløsning; der var gjort tilvejebringelser for at han kunne ophøjes for at dele Guds trone og få arv til evige rigdomme. Ved englebudbringere, blev gjorden forbundet med himlen, og alle menneskers gerninger, gode eller onde, blev lagt åbent for den Uendelige Dommers øjne. ret
(314) Sådan går sandhedens forsvarer i forbøn; trofast iblandt troløse, loyale og sande iblandt illoyale og ulydige, står han som Guds repræsentanter, og hans ord er som en røst fra himlen. Der er intet spor af frygt, bedrøvelse eller modløshed i ansigtsudtrykket eller i optræden. Stærk i sin samvittighedsfulde uskyld, iklædt sandhedens fulde rustning, glæder han sig over at han er Guds søn. Hans ord er ligesom et sejrsråb over slagets larm. Sandhedens sag, som han har helliget sit liv for, viser han som sin eneste årsag til at der aldrig sker svigt. Selvom han går til for sandhedens skyld, vil evangeliet ikke gå til. Gud lever, og sandheden vil sejre. ret
(315) Hans ansigt gløder af himlens lys, som om solens stråler genspejles. Mange som så på ham i domssalen, var "hans ansigt, for dem at se, som en engels ansigt." Manges øjne var vædet med tårer, som man aldrig før havde set grædt. Evangeliets budskab fandt sin vej til manges hjerter og sind, som aldrig har lyttet til det før, andet end ved Paulus’ fængsling. ret
(315) Aldrig før havde Nero hørt sandheden, som han gjorde det ved denne lejlighed. Aldrig før var hans eget livs forfærdelige skyld blevet åbenbaret for ham på denne måde. Himmelens lys trængte ind i hans sjæl, der var besudlet af synd og han skælvede af rædsel ved tanken om en domstol, overfor hvilken han, verdens hersker, til sidst skulle aflægge regnskab og hans gerninger blive betalt efter fortjeneste. Han blev bange for apostlens Gud og han vovede ikke at afsige dom over Paulus, da beskyldningerne mod ham ikke var blevet bevist. For en tid holdt en følelse af ærefrygt hans blodtørstige sjæl i tømme. ret
(316) For et øjeblik var Himmelen åbnet for den forbryderiske og forhærdede Nero og dens fred og renhed forekom ham tillokkende. I dette øjeblik nåede barmhjertighedens budskab selv til ham. Men kun for et øjeblik var tanken om tilgivelse ham velkommen. Så lød der befaling om, at Paulus skulle føres tilbage til sit fangehul og da døren lukkedes efter Guds udsending, lukkedes omvendelsens dør for stedse for Roms kejser. Aldrig mere skulle et lys fra Himmelen trænge ind i det mørke, der omgav ham. Snart skulle han komme til at lide under Guds gengældelses dom. ret
(316) Ikke længe herefter sejlede Nero ud på den berygtede tur til Grækenland, hvor han vanærede sig selv og sit rige ved foragtelig og nedværdigende letfærdighed, Da han med stor pragt vendte tilbage til Rom, omgav han sig med sine hoffolk og beskæftigede sig med oprørende, tøjlesløse fornøjelser. Midt under den støjende lystighed lød der larmende røster fra gaden. Et sendebud, der blev udsendt for at få grunden at vide, vendte tilbage med den forfærdelige nyhed, at Galba hurtigt marcherede imod Rom i spidsen for en hær, at der allerede var udbrudt oprør i byen og at gaderne myldrede af ophidsede mennesker, som truede kejseren med døden tillige med alle hans tilhængere og hurtigt nærmede sig paladset. ret
(316) Den stakkels tyran, der var så fej som han var grusom, var helt ubemandet. Han faldt fra bordet, som han havde festet og drukket på, væltede i sin blinde rædsel, og slog de kostbareste krukker i stykker. Lige som een ved siden af ham selv, rullede han hid og did, slog sin pande, og råbte: "Jeg er fortabt! Jeg er fortabt!" Han havde ikke, som den trofaste Paulus, en kraftfuld og medfølende Gud til at stole på i sin farestund. Han vidste at hvis han havde taget fanger, ville han underlægges forhån og tortur, og han tænkte på hvordan han ville ende sit elendige liv med så lidt smerte så mulig. Han bad om noget gift, men da det blev bragt, turde han ikke tage det; han bad om et sværd, men efter at undersøge dets skarpe æg, lagde han også dette til side. Så skyndte han sig, i kvindeklæder, fra sit palads, og flygtede gennem mørke snævre gader til Tiber; men da han så dets mørke dybder, mistede han igen modet. En af de få ledsagere som fulgte ham, foreslog at han flygtede til et landsted nogle få kilometer derfra, hvor han kunne finde sikkerhed. Idet han skjulte sit ansigt, sprang han på en hest, og det lykkes ham at flygte. ret
(317) Medens kejseren sådan flygtede skammeligt for sit liv, kom den romerske senator, ansporet af Galbas oprør og ankomst, med et dekret der erklærede at Nero skal være sit lands fjende, og dømme ham til døden. Nyhederne om denne afgørelse kom til Nero, med en af hans ledsagere, spurgte monarken hvilken slags død han skulle lide, fik han at vide at han skulle afklædes, fastgøre hans hoved i gabestokken, og piskes til døde. Det umenneske som glæde sig over at påføre kristne den mest umenneskelige tortur, sank sammen i rædsel over tanken over at udholde den samme tortur selv. Han greb et sværd, og prøvede igen at få sig selv til at gennembore det i sit hjerte; men prikken af instrumentet var alt hvad han kunne klare. Idet han kastede det til siden med et fortvivlelsens suk, kunne der høres hestefolk uden for. Hans skjulested blev hurtigt opdaget og da de forfølgende ryttere nærmede sig, kaldte han en slave til hjælp og bibragte sig selv et dødeligt sår. Således omkom tyrannen Nero, to og tredive år gammel. ret
(318) I sin uendelige barmhjertighed bærer Gud længe over med sine lovovertrædere. På Abrahams dage erklærer han at amoritternes afgudsdyrkelse skulle spares indtil fjerde slægtsled; for deres syndighed var endnu ikke fyldt op, og han kunne ikke give ordre på deres udslettelse. I mere en fire hundrede år sparede han dem, men i stedet for at angre, forhærdede de deres hjerter i ondskab, og førte krig imod hans folk, deres prøvedag afsluttes, og der gik ordre ud om deres fuldstændige udryddelse. Med ufejlbarlig nøjagtighed, holder den Almægtige regnskab med folks og enkeltpersoners ugudelighed. Han har længe næret barmhjertighed imod dem, med kald til anger; men deres skyld når en vis grænse, som han har fastsat, så ophører nåden sin bønner, og vredens tjeneste begynder. ret