Skildringer fra Paulus liv kapitel 31fra side318

tilbage

Paulus’ sidste brev

(318)  Paulus vendte tilbage fra kejserens domssal til sit fængselshus, vidende at han havde kun fået en kort henstand for sig selv; hans fjender vil ikke hvile før de havde sikret hans død. Dog vidste han at sandheden havde sejret for den tid, og havde proklameret en korsfæstet og opstanden Frelser over for den umådelige skare som havde lyttet til hans ord, var i sig selv en sejr. Et arbejde var begyndt den dag som ville vokse og udbredes, og som Roms kejser, med al sin pomp og magt, forgæves vil forsøge at ødelægge og forhindre. ret

(319)  Apostlens tale gav ham mange venner, og han blev besøgt af nogle personer af rang, som regnede hans velsignelse af større værdi, end velvilligheden fra verdens kejser. Men der var en ven hvis forståelse og kammeratskab han længes i disse sidste prøvende dage. Den ven var Timotius, som han havde betroet ansvaret for Efesermenigheden, og som derfor var blevet ladet tilbage på sin sidste rejse til Rom. Hengivenheden mellem den unge medarbejder og apostlen begyndte med Timotius omvendelse gennem Paulus arbejde; og de bånd var blevet stærkere, idet de delte missionslivets håb og farer og slid sammen, indtil de syntes at være et. Deres forskellige alderstrin og forskellen i deres karakter gjorde deres interesse og kærlighed for hinanden mere alvorlig og hellig. Paulus brændende, nidkærhed og uovervindelige ånd fandt støtte og trøst i Timotius milde, føjelige og tilbageholdende karakter. Den trofaste tjeneste og ømme kærlighed fra denne prøvede kammerat havde lyste en mørk stund op i apostlens liv. Alt hvad Melankton var for Luther, alt hvad en søn kunne være for en elsket og æret far, det var den unge Timoteus for den prøvede og ensomme Paulus. ret

(320)  Og nu, hvor han sad dag efter dag i sin mørke celle, vidende at et ord eller nik fra tyranen Nero kan hans liv ofres, tænker Paulus på Timotius, og beslutter at sende bud efter ham. Er der gode forhold, vil det tage nogle måneder for Timotius at kunne rejse til Rom fra Lilleasien. Paulus ved fra sit eget liv, at hver enkelt dag er usikker, og han er bange for at Timostius kommer for sent, eller kan forsinket af de farer han kan komme ud for. Han har vigtige råd og undervisning til den unge mand, som er betroet et stort ansvar, og når han opfordrer ham til at komme uden tøven, dikter han det døende vidnesbyrd som han ikke må spares for at give. Hans sjæl er fyldt med kærlig bekymring for sin søn i evangeliet, og for den menighed han har omsorg for, og han søger alvorligt at indprente ham med betydningen af flid til hans hellige betroelse. ret

(320)  Paulus ord til Timotius har den samme kraft til alle Kristi tjenere, i den afsluttende tid: "Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring." ret

(320)  Denne højtidelige formaning som Timotius var, er et kraftigt vidnesbyrd til evangeliegerningens store betydning og ansvar. Apostlen stævner Timotius, som om det var foran den almægtige retfærdighedsdomstol, og formaner ham på den mest udtrykkelige måde at forkynde ordet; ikke menneskers skikke og udsagn, men Guds ord; og forkynde det i alvor, - "hvad enten det er belejligt eller ubelejligt" – anset hvilken lejlighed det bringes i; til angivne tidspunkter og lejligheder; til store forsamlinger, til sluttede kredse; på vejen, ved ildstedet, over for venner og fjender; til en såvel som til mange; hvad enten han kan tale med sikkerhed eller vil udsættes for hårdhed, farer, skam og tab. ret

(321)  Timotius led fysiske sygdomme, og apostlen, ømsindet og medfølelnde som han var, følte det var nødvendigt at advare ham, at ikke forsømme pligter på grund af dette. I sin bekymring for at dette milde og eftergivende mennesker leder ham til at undgå den væsentlige del af hans arbejde, formaner Paulus ham til at nøje irettesætte synd, og endog dadle dem skarpt som var skyldig i grove ting. Når han gør det skal han dog, "med al langmodighed og lære," vise Kristi tålmodighed og kærlighed, og må forklare og gennemføre sine irettesættelser og formaninger ved Guds ord. ret

(321)  At hade og irettesætte synd, og samtidig vise medynk og ømhed for synderen, er en vanskelig evne. Jo alvorligere vi anstrenger os for at få hjertets og livets hellighed, des større begreb vil vi få over synd, og jo mere bestemt vil vi misbillige afvigelsen fra det rigtige. Vi må vogte os imod utilbørlig strenghed over for den fejlende. Men så længe vi forsøger at opmuntre ham i alt der retter hans fejl op, må vi passe på at ikke miste syndens overmådelige syndighed af syne. Når der er brug for Kristus-ligende tålmodighed og kærlighed imod den fejlende, er der stadig fare imod at vise en så stor tolerance for hans fejl, at han vil betragte sig selv som ufortjent for irettesættelse og vil forkaste det som unødvendig og uretfærdig. ret

(322)  Evangeliets tjenere, hvis karakter ellers er næsten fejlfri, gør ofte stor skade ved at lade deres overbærenhed mod fejlende gå over i tolerance af deres synder, og endog tage del i dem. Med denne sorgløse vej, undskylder og lindrer de det som Guds ord fordømmer; og efter en tid bliver de så forblindede, at endog dem som Gud befaler dem at irettesætte bliver fordømt. Den eneste sikkerhed imod disse farer er at udøve gudsfrygt, - at ære Gud, hans karakter og lov, og altid holde hans frygt frem for sindet. Ved kommunikation med Gud, gennem bøn og læsning af hans ord, bør vi opelske en sådan fornemmelse af hans karakters hellighed, at vi betragter synd, sådan som han ser på det. ret

(322)  Guds frygt leder til broderlig venlighed; og dem som ikke værner om det ene, vil visselig mangle det andet. Han som har sløvet sin moralske begreber med syndig mildhed imod dem som Gud fordømmer, vil inden længe begå større synd ved strenghed og hårdhed imod dem, som Gud anerkender. Set igennem en forvansket uhelliggjort ånd, vil den sandhjertede renhed og trofasthed vise sig som kritisabel. ret

(322)  Ved menneskelig visdoms stolthed, ved foragt for Helligåndens indflydelse, og ligegyldighed over for Guds ords ydmygende sandheder, vil mange, som bekender at være kristne, og som nærer foragt for undervise andre, forledes til at vende sig bort fra Guds forlangender. Paulus erklærer til Timotius: "Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne." ret

(323)  Her referer apostlen ikke åbenlyst til ikke-religiøse, men til bekendende kristne, som føjer deres tilbøjeligheder indtil de er slave af deres egne uregerlige lidenskaber, - "lader sig lede af mange slags begæringer". Disse ønsker om at høre læresætninger, vil ikke have noget imod deres syndige handlemåde, eller fordømme deres fornøjelseselskende tilbøjeligheder. Eftersom de er fornærmet over Kristi trofaste tjeneres tydelige ord, og vælger de lærere som vil rose og smigre dem, i stedet for at irettesætte deres synder. Disse lærer “skaffer sig lærere i hobetal" som særlige yndlingslærere. Også blandt kristi bekendende forkyndertjenere, er der mange som ikke forkynder ordet, men menneskers meninger. De har vendt deres ørere bort fra sandhed. Herren har talt til dem i sit ord; men de sørger ikke for at høre hans røst, fordi det fordømmer deres praksis. ret

(323)  Med sine ti hellige forskrifter, har Gud givet en regel for menneskets liv, en lov som Kristus erklærer ikke skal ændre en tøddel af dets krav på mennesker igennem alle deres generationer, indtil tidens afslutning. Den lov er stadig levereglen for den troende, synderens dom. Den lov kom Kristus for at ophøje og gøre ærværdig. Han viste at den var baseret på et bredt fundament af kærlighed til Gud og mennesker, og at lydighed mod dets forskrifter omfatter alle menneskers pligter. Med sit eget liv gav han mennesker et fuldkomment eksempel på lydighed til Guds lov. Med sin bjergprædiken viste han at dets krav går langt ud over ydre handlinger, og anerkender hjertets tanker og intentioner. Adlydes den lov, vil mennesker fornægte ugudelighed og verdslige lyster, "og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden". ret

(324)  Men al retfærdighedens fjende har taget verden til fange, og har ledt dem til at sætte Guds lov ud af kraft. Sådan som Paulus forudså det, har folk vendt sig bort fra Guds ords tydelige og ransagende sandheder, og med kløende ører, har de samlet sig lærer til sig, som bringer dem fabler som de ønsker. Disse lærere tramper det fjerde bud under deres fødder, og i stedet for den dag, som Gud har velsignet og helliggjort, ærer de en dag som han ikke har befalet, og som han ikke har hvilet på. Den første dag i ugen, hvis hellighed hviler helt på pavemagtens autoritet, "syndens menneske," holdes som en hellig dag, hvor katolikker og protestanter står ens, i stedet for dem dag som Gud har sat til side, og som han har sat sin velsignelse på. Derved forhånes verdens skaber, og Satan ler i jubel over succes med hans bedrag. ret

(324)  Med voksende foragt for Guds hellighed, er der større afsmag for religion, en større stolthed, kærlighed til fornøjelser, ulydighed mod forældre, og vellevned; og overalt spørger eftertænksomme bekymret: Hvad kan der gøres for at rette op på disse foruroligende onder? Svaret findes i Paulus formaning til Timotius: "Forkynd ordet." I ordet er det eneste sikre principper for handling. Det er en afskrift at Guds vilje, et udtryk for guddommelig visdom. Det åbner op for menneskets forståelse af livets store problem. Det vil vise sig at være en leder for alle som giver agt på det, så at deres liv ikke vil forspildes på deres fejlslagne anstrengelser. Gud har erklæret sin vilje, og det er absolut sindssygt om mennesker ændrer eller blot betvivler det som er udgået af hans læber. Efter at den Uendelige Visdoms kilde har talt, er der ingen spørgsmål mennesker kan stille, ingen mulige sandsynligheder ham kan rette sig efter. Alt vedrørende tid og evighed er med i en oprigtig enighed, og menneskers vilje med i Guds udtrykte vilje. Lydighed er det højeste ordre på fornuft såvel som på god samvittighed. Dem som vælger at lytte til andre stemmer, og følge andre vejledere, vil vendes til fabler, og stole på disse, vil de på Guds dag møde et evigt tab. ret

(325)  Paulus fortsætter sin formaning: "Du derimod, vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste." Nu hvor Paulus kaldes til at afslutte sin vej, vil han have Timotius til at erstatte hans sted, og bevogte menighederne fra fabler og kætterier, med det Satan og hans agenter på forskellige måder drister sig til at lokke dem fra sandhedens enkelthed. Han formaner dem således til at undgå alle timelige sysler og forviklinger som forhindrer ham i at give sig selv helt til dette arbejde; og udholde den modstand, de bebrejdelser og forfølgelser som hans trofasthed vil blive udsat for; og "gøre en fyldest i hans tjeneste," ved at gøre alt hvad han kan for at gøre de menneskesjæle godt, som Kristus døde for. ret

(325)  Paulus har aldrig været bange for at bekende Kristus over for mennesker. Han havde ikke stået i nogen tvivlsom position, men havde under alle omstændigheder sat sig uden tøven over på retfærdighedens side. Hans eget liv var en levende illustration på de sandheder han underviste i; og deri lagde han sin magt med folket. Pligtens stemme var Guds røst for ham. Idet han gemte sandhedens principper i sin egen sjæl, undlod han aldrig at holde dem frem for fuldt udsyn, for verden. Han sjæl har altid været præget af en dyb og blivende fornemmelse af hans ansvar over for Gud; og han levede i tæt og stadig fællesskab med Ham, som er retfærdighedens, nådens og sandhedens udspring. Han klyngede sig til Kristi kors, som den eneste garanti for succes. Kristi kærlighed var det overskyggende, udødelige motiv som holdt ham oppe i sine kampe med selvet og Satans kræfter, i sine kampe med åndelig ondskab på høje steder, i hans livslange arbejde, idet han pressede sig fremad imod verdens uvenskabelighed og med byrde for sin egne svagheder. ret

(326)  Hvad menigheden behøver i disse farefulde dage er en hær af medarbejdere, der ligesom Paulus, har uddannet sig selv til nyttighed, som har en dyb erfaring for Guds ting, og som er inspireret med alvor og iver for hans tjeneste. Opkultiverede, forædlede og helliggjorte, selvopofrende mænd er der brug for; mænd som ikke vil undgå trængsler og ansvar, men som vil løfte byrder hvor end de finder dem; mænd som er brave, som er sande, mænd som har formet Kristus inden i sig, og som, med læber berørt med hellig ild, "vil forkynde ordet" iblandt tusinde som forkynder fabler. Guds sag syner hen af mangel på sådanne medarbejdere, og fatale fejl besmitter, som dødelig gift, de fleste af menneskeslægtens moral og fordærvet håbet. ret

(326)  Idet trofaste, udtrættede standardbærer ofrer deres liv for sandhedens sag, hvem vil så komme frem og tage deres plads? Vil vore unge mænd tage den hellige betroelse fra deres fædres hænder? Forbereder de sig nu til at udfylde de tomrum som de trofaste døde har lavet? Vil der blive givet agt på apostlens formaning, kaldet om pligt blive hørt, i den forlokkelse der tilskynder de unge til selviskhed og ærgerrighed? ret

(327)  Paulus afslutter sit brev med forskellige personlige budskaber, og gentager indtrængende anmodninger igen og igen, at Timotius sætter al flid ind på at komme hurtigt til ham, og om muligt komme før vinteren. Han beskriver sin ensomhed når han er svigtet af nogle venner, og nødvendige fravær af andre, og for at Timotius stadig tøver, i ængstelse for at Efesus har brug for hans arbejde, skriver han at Tykikus udfylder Timotius sted under hans fravær. Og han tilføjer denne rørende anmodning: "Den kappe, jeg lod blive i Troas hos Karpus, skal du tage med, når du kommer, ligeså bøgerne, især dem på pergament." Ved sin anden anholdelse, blev Paulus fængslet og taget så hurtigt bort at han ikke fik anledning til at samle sine få "bøger og pergamenter," eller endog tage sin kappe med sig. Og nu kom vinteren, og han vidste at han ville lide kulde i hans fugtige fængslelscelle. Han havde ikke penge til at købe andre klæder, og han vidste at han afslutning måtte komme hvert øjeblik, og med sin sædvanlige egenglemsomhed og bekymring for at bebyrde menigheden, ønskede han at der ikke skal bekostet noget på grund af ham. ret

(327)  Efter at have beskrevet de trængsler der allerede var sket, sine brødres svigt, og en pagtopfyldende Guds understøttende nåde, og sendt hilsener til trofaste medarbejder, afslutter Paulus med at anbefale sin elskede Timotius til Hovedhyrdens formynderskab, som, selvom underhyrderne kan være nedslåede, stadig vil sørge for sine tjenere og hans hjord. ret

næste kapitel