(62) Den næste dag efter Paulus’ stening, havde apostlene forladt byen, efter Kristi anvisning. " Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden." De forlod Derbe, hvor deres arbejde blev velsignet af at lede mange sjæle til at gribe sandheden. Men både Paulus og Barnabas, vendte tilbage igen for at besøge Antiokia, Ikonium og Lystra, arbejdsmarker hvor de havde mødt en sådan modstand og forfølgelse. På alle de steder var der mange sjæle som troede sandheden, og apostlene følte at det var deres pligt at styrke og opmuntre deres brødre som blev udtrykt for skam og bitter modstand. De havde besluttet sig for at fralægge sig det arbejde som de havde gjort, så det ikke udæsker dem. Menighederne blev passende organiseret på steder som førnævnt, ældre blev udpeget til hver menighed, og den rette orden og system skal oprettes der. ret
(63) Paulus og Barnabas arbejde i Antiokia i nogen tid; og mange hedningene blev grebet af Kristi lære. Men visse jøder fra Judæa rejste en generel bestyrtelse iblandt de troende hedningen ved at propagandere for omskærelsesspørgsmålet. Med stor forvisning hævdede de at ingen kunne blive frelst uden omskærelse og holde hele ceremoniloven. ret
(63) Dette var et vigtigt spørgsmål, og noget der påvirkede menigheden i meget stor grad. Paulus og Barnabas imødekom det omgående, og modsatte sig at denne emne skulle introduceres for hedningene. Her mødte de modstand fra de troende jøder i Antiokia, som foretrak standpunktet fra dem fra Judæa. Dette førte til megen diskussion og manglende overensstemmelse i menigheden, indtil Antiokia-menigheden til sidst, i frygt for splittelse iblandt dem vil føre til endnu mere diskussion og tvivlsspørgsmål, besluttede at sende Paulus og Barnabas, sammen med de ansvarlige i Antiokia, til Jerusalem, og lægge sagen frem for apostlene og de ældste. De skulle møde de delegerede fra forskellige menigheder, og dem som var kommet for at deltage i de kommende årlige fester. Imidlertid skulle al strid ophøre, indtil en endelig beslutning var taget af de ansvarlige mænd i menigheden. Denne beslutning skulle accepteres af alle i de forskellige menigheder ud over landet. ret
(63) Idet apostlene begav sig på vej til Jerusalem, kaldte de på brødrene i de byer de kom igennem, og opmuntrede dem til at fortælle deres erfaring i Guds arbejde, og om hedningenes omvendelse til troen. Da de kom til Jerusalem, fortalte de delegerede fra Antiokia menighedernes forsamling om den fremgang som fulgte med deres forkyndertjeneste, og den forvirring der var kommet af at visse omvendte farisæere havde erklæret at omvendte hedningene måtte omskæres og holde Mose lov, for at blive frelst. ret
(64) I det hele taget var jøderne ikke forberedte til at handle så hurtigt som Guds forsyn åbnede vejen. For dem var det af apostlenes arbejde iblandt hedningene tydeligt, at de nyomvendte blandt sidstnævnte folk ville overgå de jødiske nyomvendte langt mere; og blev jødiske loves restriktioner og ceremonier blev ikke påkrævet dem i deres accept af Kristi tro, jødernes nationale særligheder, som udskilte dem fra alle andre folk, ville til sidst forsvinde fra dem som greb evangeliets sandheder. ret
(64) Jøderne havde selv været stolte af deres guddommeligt udpegede tjenesteritualer; og de konkluderede at Gud når havde specificeret den hebræiske tilbedelsesmåde lige på en gang; var det umuligt at han nogensinde skulle bemyndige en ændring i disse specifikationer. De besluttede at kristendommen måtte selv sætte sig i forbindelse med jødiske love og ceremonier. De var langsomme til at se enden af det som var afskaffet ved Kristi død, og indrømme at alle deres brændofre blot havde peget frem til Guds Søns død, hvori billedet havde mødt sit modbillede, og gjort den jødiske religions guddommeligt udpegede ceremonier og ofringer værdiløse. ret
(65) Paulus havde selv pralet af sin farisæiske nøjagtighed; men efter Kristi åbenbaring for ham på vejen til Damaskus, blev Frelserens mission, og hans eget arbejde med at omvende hedningene gjort tydelige for ham, og han forstod forskellen mellem en levende tro og død formalisme til fulde. Paulus hævde stadig at være en af Abrahams børn, og holdt de ti bud i bogstav og i ånd, ligeså nøjagtigt som han altid havde gjort før sin omvendelse til kristendommen. Men han vidste at de forbilledlige ceremonier snart måtte ophøre, da det som de havde afskygget var sket, og evangeliets lys havde spredt sin herlighed over den jødiske religion, givet sin gamle ritualer en ny betydning. ret
(65) Omskærelsesspørgsmålet blev varmt diskuteret i forsamlingen. De hedningeomvendte levede i et samfund med afgudsdyrkere. Slagtofre og brændofre blev gjort for sanseløse guder af dette uvidende og overtroiske folk. Præsterne til disse guder drev en omfangsrig købmandshandel med de ofre de fik bragt til sig, og jøderne var bange for at de hedningenomvendte ville bringe kristendommen i vanry ved at købe de ting som var blevet ofret til afguder, og derved anerkende en afgudsdyrkelse i et vist omfang. ret
(65) Også hedningene havde vænnet sig til at spise kød af dyr som var blevet kvalt; medens jøderne var blevet guddommeligt undervist om den mad de skulle bruge. De havde særlige regler for at dræbe dyr, så blodet skulle flyde fra kroppen, ellers blev det ikke betragtet som sund mad. Gud har givet disse formaninger til jøderne for at de kan forblive sunde og raske. Jøderne betragtede det som syndigt at bruge blod som fødemiddel. De så at blodet var livet; at udgydelsen af blodet var på grund af synd. ret
(66) I modsætning opsamlede hedningene blodet som flød fra offerdyret, og drak det, eller brugte det til at tilberede deres mad. Jøderne kunne ikke ændre de vaner som de så længe havde overholdt, og som de havde antaget under Guds særlige anvisning. Derfor, stod tingene sådan at hvis jøder og hedningene kom for at spise ved det samme bord, vil førstnævnte blive stødt og forsynde sig imod den sidstnævnte vaner og metoder. ret
(66) Hedningene og især de græske var meget tøjlesløse; og mange havde forenet sandheden med deres uhelliggjorte naturer, da de accepterede kristendommen, og fortsatte med at praktisere utugt. Jødiske kristne kunne ikke tolerere en sådan umoralitet, som ikke anses som kriminelt af grækerne. Jøderne satte denne omskærelse meget højt, og overholdelsen af ceremoniloven, burde bringes ud til nyomvendte hedninge som en prøve på deres oprigtighed og hellighed. Dette troede de på ville forhindre dem at komme ind i menigheden, der blot blev forført af følelser, eller som antog troen uden en sand omvendelse i hjertet, og som efterfølgende kan vanære sagen med umoralitet og overdrivelse. ret
(66) De spørgsmål som rådet tog op, lod til at give uoverstigelige vanskeligheder, uanset i hvilket lys. Men Helligånden hade i virkeligheden afgjort dette problem, efter hvad der gav fremgang, og endog den kristne kirkes eksistens. Apostlene fik nåde, visdom og helliggjort dømmekraft til at afgøre det omstridte spørgsmål. ret
(67) Peter sluttede at Helligånden havde afgjort sagen ved stige ned med den samme kraft over de uomskårne hedningene og de omskårne jøder. Han fortalte sit syn, hvor Gud havde vist ham en dug fyldt med forskellige slags firfødede dyr, og hade bedt ham om at dræbe og spise; at når han nægtede, forsikret at han aldrig havde spist det, som var almindelig og urent, havde Gud sagt: "Hvad Gud har erklæret for rent, skal du ikke holde for vanhelligt." ret
(67) Han fortalte tydeligt fortolkningen af disse ord, som han havde fået næsten med det samme under hans møde, at tage til hedninge-høvedsmanden, og fortælle ham i tro om Kristus. Dette budskab viste at Gud, ikke har personsanseelse, men accepterer og anerkender dem som frygter ham, og arbejder for retfærdighed. Peter fortalte om hans forbavselse, da han talte sandhedens ord til hedningene, var han vidne til at Helligånden tog hans tilhørere i besiddelse, både jøder og hedningen. Det samme lys og den samme herlighed som genspejledes på omskårne jøder, skinnede også på uomskårne hedningenes ansigter. Dette var Guds advarsel, at han ikke skulle betragte den ene ringere end den anden; for Jesus Kristi blod skal rense fra al urenhed. ret
(67) På en lignende måde havde Peter drøftet med sine brødre tidligere, om Kornelius og hans venners omvendelse, og hans fællesskab med dem. Ved den lejlighed fortalte han hvordan Helligånden faldt over dem, og havde sagt: "Når Gud nu har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi kom til tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen?« Nu sagde han med den samme iver og kraft: "Og Gud, som kender hjerterne, har givet den vidnesbyrd ved at give Helligånden til dem lige så vel som til os. Han gjorde ingen forskel på os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter. Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære?" ret
(68) Dette åg var ikke tibudsloven, som dem der modsatte sig lovens bydende krav hævder, men Peter henviser til ceremoniloven, som blev gjort ugyldig ved Kristi korsfæstelse. Denne tale Peter holdt førte forsamlingen der hen, hvor de kunne fornuftigt til Paulus og Barnabas, som fortalte om deres erfaring iblandt hedningene. "Da blev hele forsamlingen stille og hørte på Barnabas og Paulus, som gjorde rede for, hvor store tegn og undere Gud ved dem havde gjort blandt hedningerne." ret
(68) Jakob frambar sit vidnesbyrd beslutsomt - at Gud ville lade hedningene nyde alle jødernes privilegier. Helligånden fandt det bedst at ikke pålægge ceremoniloven på nyomvendte hedninge; og efter at have undersøgt sagen omhyggeligt, så apostlene og de ældste sagen i det samme lys, og deres tanker var som Guds Ånds tanker. Jakob havde sædet i det råd, og hans endelige beslutning var: "Derfor holder jeg på, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud." ret
(69) Dette afsluttede diskussionen. I dette tilfælde gendrives læren af den romerske katolske kirke - at Peter var kirkens overhoved. Dem som, ligesom paverne, hævdede at være hans efterfølgere, har intet grundlag for deres krav. Der er intet i Peters liv som anerkender disse simulerede krav. Hvis Peters bekendende efterfølgere havde efterlignet hans eksempel, ville de ikke have taget en autoritær position, men være på lige fod med deres brødre. ret
(69) I dette tilfælde lader Jakob til at være valgt til at afgøre den sag, der var bragt frem for rådet. Det var hans domfældelse at ceremoniloven, og særlig omskærelsen, ikke på nogen måde skal pålægges hedningene, eller endog anbefales til dem. Jakob forsøgte at indprente sine brøde med hedninge gør en stor forandring i deres tro når de vender sig til Gud fra afgudsdyrkelse, og at man skal være meget forsigtige med at ikke belaste dem med indviklede og tvivlsomme spørgsmål, så de ikke vil følge Kristus. ret
(69) Hedningene skal imidlertid ikke gå den vej som åbenlyst er i konflikt med deres jødiske brødres synspunkter, eller som vil skabe skabe splid, og give dem fordomme over for dem. Apostlene og de ældste blev derfor enige om at undervise hedningene bogstaveligt at afstå fra mad der er ofret til afguder, fra utugt, fra ting der er kvalte og fra blod. De blev pålagt at holde budene, og føre et helligt liv. Hedningene blev forsikret om at mænd der havde opfordret dem til omskærelse ikke var bemyndiget til at gøre dette af apostlene. ret
(69) Paulus og Barnabas blev anbefalet over for dem som mænd der havde sat deres liv på spil for Herren. Judas og Silas blev sendt sammen med apostlene for at erklære rådets beslutning over for hedningene, med mundtlige ord: "Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret." De fire Guds tjenere blev sendt til Antiokia sammen med brevet og budskabet, som lagde en ende på al stridighed; for det var den højeste myndighedsrøst på jorden. ret
(70) Det råd som afgjorde denne sag, bestod af den de jødiske og hedenske kristne menigheders grundlæggere. Ældste fra Jerusalem, og repræsentanter fra Antiokia, var til stede; og de mest indflydelsesrige menigheder var repræsenteret. Rådet påråbte sig ikke ufejlbarlighed i deres overvejelser, men handlede ud fra diktater af oplyst bedømmelse, og med den menigheds ophøjelse der er oprettet ved den guddommelige vilje. De så at Gud selv havde afgjort dette spørgsmål, ved at begunstige hedningene med Helligånden; og det var overladt til dem at følge Åndens vejledning. ret
(70) Hele kristendommen blev ikke kaldet til at stemme om spørgsmålet. Apostlene og de ældste - indflydelsesrige mænd og med dømmekraft - udformede og udstædte dekretet, som derved blev antaget af de kristne menigheder i almindelighed. Alle var dog ikke tilfredse med denne beslutning; der var en fraktion af falske brødre, som påtog at gå i gang med dette på deres eget ansvar. De hengav sig i knurren og smålig kritik, lagde nye planer, og forsøgte at nedrive de erfarne mænds arbejde, som Gud havde forordnet til at undervise i Kristi lære. Fra begyndelsen af har menigheden måtte imædekomme sådanne forhindringer, og vil altid få dem ved tidens afslutning. ret
(71) Jerusalem var jødernes hovedsæde, og der kunne findes den største tilbageholdenhed og binde tro. Jødisk kristne som boede op til templet, havde naturligt ladet deres tanker vende tilbage til jødernes særlige privilegier som et folk. Idet de så kristendommen forlade jødedommens ceremonier og traditioner, og indså at den særlige hellighed der var i de jødiske skikke der var kommet ind, snart ville mistes af syne i den nye tro, blev mange vrede på Paulus, som en der i stort omgang havde skabt denne forandring. Endog ikke alle disciplene var helt forberedte til at villigt acceptere denne rådsbeslutning. Nogle var ivrige for ceremoniloven, og så med skinsyge på Paulus, fordi de mente at hans principper var løsslupne for overholdelsen af den jødiske lov. ret
(71) Da Peter på et senere tidspunkt besøgte Antiokia, handlede han efter det lys der var givet fra Himlen, og rådets beslutning. Han overvandt sin naturlige fordom så vidt som at sidde med de hedenske nyomvendtes borde. Men da visse jøder, som var meget ivrige for ceremoniloven kom fra Jerusalem, ændrede han på sin optræden mod de nyomvendte fra hedenskabet i en så markant grad, at det forlod det mest smertelige indtryk i deres sind. Ganske mange fulgte Peters eksempel. Endog Barnabas blev påvirket af apostlens uoverlagte optræden; og en splittelse truede menigheden. Men Paulus der så det forkerte der skete i menigheden, ved Peters dobbeltrolle, irettesatte ham åbenlyst for at skjule sine egentlige indstilling. ret
(72) Peter så den vildfarelse som han var faldet i, og gik straks i gang med at genoprette den så vidt muligt. Gud som kender enden fra begyndelsen, lod Peter vise denne karaktersvaghed, så han kunne se at der var intet i ham selv som han kan prale af. Gud så også at der, i Den-kommende-tid ville komme nogle så bedragede, at de gjorde krav på Peter, og være hans foregivne efterfølgere, med en ophøjet forrang som kun tilkom Gud; og denne beretning om apostlenes svaghed skulle være et bevis på hans menneskelige fejlbarlighed, og at han på ingen måde var på niveau over de andre apostle. ret