(213) Kornelius, den romerske høvedsmand, var rig og af ædel byrd. Han beklædte en betroet og æret stilling. Af fødsel, opdragelse og uddannelse var han en hedning, men havde ved berøring med jøderne fået kundskab om den sande Gud og tilbad ham og viste oprigtigheden af sin tro derved, at han hjalp de fattige. Han gav "almisser til folket og bad altid til Gud". (Apg 10,2) ret
(213) Kornelius havde ingen kundskab om evangeliet, således som det var blevet åbenbaret i Kristi liv og død, og Gud sendte et budskab til ham direkte fra himlen, og ved et andet budskab ledte han apostelen Peter til at besøge ham og underviste ham. Kornelius var ikke forenet med den jødiske menighed, og rabbinerne ville have betragtet ham som en hedning, som en uren; men Gud læste hans oprigtige hjerte, og fra sin troene lod han sendebud udgå for at samarbejde med hans tjenere på jorden i at undervise denne romerske høvedsmand om evangeliet. ret
(213) Således søger Gud den dag i dag sjæle iblandt de høje som blandt de lave. Der er mange mennesker lig Kornelius, som han ønsker ar forene med sin menighed. Deres hjerter er hos Herrens folk; men de bånd som binder dem til verden, holder dem fast. Det kræver moralsk mod for sådanne at kunne vælge deres lod blandt de ringe. Der bør gøres forskellige bestræbelser for disse sjæle, som er i så stor fare på grund af deres ansvar og deres omgivelser. ret
(214) Meget bliver sagt angående vore pligter mod de forsømte fattige. Skulle man ikke også skænke de forsømte rige nogen opmærksomhed? Mange betragter denne klasse mennesker som håbløse, og de gør kun lidt for at åbenbare deres øjne, som, forblænede af jordisk herlighed og glans, har tabt evigheden af syne i deres beregninger. Der er tusinder af rige mennesker, som er gået ned i deres grave uden at være blevet advarede; men hvor ligegyldige disse rige end kan se ud til at være, er der dog mange iblandt dem, som føler sig betyngede i sjælen. "Den der elsker penge, kan ikke mættes af penge, og den som elsker meget gods, ikke af indtægt." (Præd 5,9) Den, som siger til fint guld: "Du er min tillid," har "fornægtet Gud i det høje". (Job 31,24.28) "Ingen mand kan dog udløse en broder, han kan ikke give Gud løsepenge for ham. Thi deres sjæls genløsning vil koste meget, og må i evighed opgives." (Sl. 49,8-9) ret
(214) Rigdom og jordiske ære kan ikke stille sjælen tilfreds. Mange af de rige længes efter noget, der vil bryde ensformigheden i deres hensigtsløse liv. Mange, som tager del i det offentlige liv, føler trang til noget, som de ikke har. Kun få af dem går i kirke; thi de føler, at de blot høster ringe gavn deraf; den undervisning, de får ved at høre ordet, rører ikke deres hjerter. Skal vi ikke rette nogen personlig henvendelse til dem? ret
(214) Iblandt dem, som er blevet ofre for mangel og synd, findes sådanne, som engang har været i besiddelse af rigdom. Personer i forskellige stillinger i livet er blevet besejrede af verdens dårskaber, af brugen af stærk drik, af udsvævelser og er faldet i fristelse. Medens disse faldne mennesker kræver medynk og hjælp, burde man ikke også tænke på dem, som endnu ikke er faldet så dybt, men hvis fødder befinder sig på den samme vej? ret
(215) Tusinder af mennesker i betroede og agtede livsstillinger gør sig skyldige i vaner, som betyder ødelæggelse for sjæl og legeme. Højtstående personer, statsmænd, forfattere, rige og talentfulde mænd, personer med overordentlige forretningstalenter, mænd, som kunne gøre god nytte, svæver i den største fare, fordi de ikke indser nødvendigheden af selvbeherskelse i alt. De trænger til, at nogen skal gøre dem opmærksom på afholdenhedsprincipperne, ikke på en snæversynet, vilkårlig måde, men i lyset af Guds store hensigt med menneskeslægten. Hvis de grundsætninger, hvorpå sandt afhold hviler, blev fremholdt for dem på denne måde, så er der mange iblandt de højere klasser, som ville forstå deres værdi og med glæde antage dem. ret
(215) Vi bør påvise for disse mennesker, hvorledes skadelig nydelse virker svækkende både i legemlig, åndelig og moralsk henseende. Hjælp dem til at forstå deres ansvar som husholdere over Guds gaver. Vis dem det gode, som de kunne udrette med de penge, de nu anvender til det, som kun gør dem skade. Fremhold afholdsløftet for dem og spørg, om ikke de penge, som de ellers ville bruge til spiritus, tobak og lignene skadelige nydelser, må blive anvendt til at hjælpe fattige eller syge til at oplære børnene og de unge mennesker til at gøre nytte i verden. Der er ikke mange, som vil nægte at låne øre til en sådan henvendelse. ret
(215) Der er en anden fare, som særlig de rige er udsat for, og her er også et felt, hvor den troende, som forstår sig på sygeplejen, kan virke. Der er skarer af mennesker, som gør god fremgang i verden, og som aldrig nedlader sig til de sædvanlige former for last, men alligevel føres til fordærvelse ved deres kærlighed til rigdom. Den vanskeligste kalk at bære er ikke den, som er tom, med den, som er fyldt til randen; det er denne, som må bæres med største forsigtighed. Lidelse og modgang bringer sorg og skuffelse; men det er medgang, som rummer den største fare for det åndelige liv. ret
(215) De, som lider modgang, repræsenteres ved den busk, som Moses så i ørknen: den brændte vel, men blive ikke fortæret. Herren engel var midt i busken. Således er den usynliges herlighed os nærmest for at trøste og opholde, når vi lider tab eller har modgang. Man bliver ofte anmodet om at holde bøn for dem, som hviler under sygdom eller modgang; men de, som trænger vore forbønner mest, er sådanne, som har medgang og indflydelse. ret
(216) I ydmyghedens dal, hvor menneskerne føler deres trang og forlader sig på, at Gud vil lede deres fod, er det forholdsvis trygt at dvæle; men de mænd, der så at sige står på højdens tinde, og som på grund af deres stilling menes at besidde stor visdom det er disse, som er i den største fare. Hvis ikke disse mennesker sætter deres tillid til Gud, så vil de visselig falde. ret
(216) Bibelen fordømmer ingen, fordi han er rig, når han har fået sin rigdom på ærlig vis. Det er ikke penge, men pengegærighed, som er roden til det onde. Det er Gud som giver menneskerne styrke til at samle formue, og i dens hånd, der handler som en Guds husholder og gør en uegennyttig brug af sine midler, er rigdom en velsignelse både for ejeren selv og for verden. Men mange opsluges i den grad af deres interesser for jordiske skatte, at de bliver ufølsomme overfor Guds fordringer og deres medmenneskers trang. De betragter deres rigdom som et middel, hvormed de kan ære sig selv. De føjer hus til hus og ejendom til ejendom; de fylder deres hjem med luksus, medens der overalt omkring dem er mennesker, som befinder sig på elendighedens og forbrydelsens veje, og som er syge og døende. De, der således lever udelukkende for at tjene sig selv, udvikler ikke Guds egenskaber, men den ondes. ret
(216) Disse medmennesker er i behov for evangeliet. De trænger til af få øjene vendte bort fra de forfærdelige jordiske ting, så de kan beskue de uforkrænkelige rigdommes sande værdi. De behøver at erfare, hvilken glæde der er ved at give, hvor velsignet det er at samarbejde med Gud. ret
(216) Herren byder os: "Forkynd dem, som er rige i den nærværende verden, at de ikke må hovmode sig, ej heller sætte håb til den uvisse rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigelig alle ting at nyde; at de skal gøre godt, blive rige i gode gerninger, gerne give, meddele, samle sig skatte, en god grundvold for det tilkommende, at de kan gribe det evige liv." (Tim 6,17-19) ret
(217) Det er ikke ved tilfældig, lejlighedsvis påvirkning, at de rige, de, som elsker og tilbeder verden, kan drages til Kristus. Disse mennesker er ofte de vanskeligste at få adgang til. Personlige anstrengelser må gøres for dem af mænd og kvinder, som er fyldte med en sand missionsånd, sådanne, som ikke vil give tabt eller blive mismodige. ret
(217) Der er nogle, som særlig egner sig til at arbejde iblandt de højere klasser. Disse bør søge Gud om visdom til at forstå, hvorledes de kan nå disse mennesker, ikke blot for at stifte tilfældigt bekendtskab med dem, med for ved personlig bestræbelse og levende tro at kunne vække dem til forståelse af sjælens tang og lede dem til kundskab og sandheden, som dem er i Jesus. ret
(217) Mange mener, at de for at kunne nå de højere klasser må søge en levevis og en fremgangsmåde, som er afpasset efter disses stolte, forvænde smag. De anser det vor nødvendigt at optræde, som var de rige: havde kostbare huse, kostbare klæder, køretøjer osv.; at rette sig efter verdens skikke og sædvaner, efter det moderne selskabslivs kunstige tilsnit, efter klassisk kultur og veltalenhed. Dette er en fejltagelse. Verdens fremgangsmåde er ikke Guds vej til at nå de højere klasser. Det, som vil have den største indflydelse på dem, er en forstandig, uegennyttig fremstilling af Kristi evangelium. ret
(217) Den erfaring, som apostelen Paulus havde, da han stod overfor de athenienfiske filosofer, indeholder en lærdom for os. Da han fremholdt evangeliet for Athens øverste domstol, imødegik han logik med logik, videnskab med videnskab, filosofi med filosofi. De viseste iblandt hans tilhørere blev forbavsede og måtte tie; hans ord kunne ikke modbevises. Men hans arbejde bar kun lidt frygt; kun få antog evangeliet i sit arbejde. Efter den tid valgte Paulus en anden fremgangsmåde i sit arbejde. Han undgik at bruge omstændige argumenter og at diskutere teorier, men viste i enfoldighed menneskerne hen til Kristus som synderes frelser. Da han skrev til korinterne om sin virksomhed blandt dem, sagde han: "Og jeg, da jeg kom til jer, brødre, kom jeg ikke med mesterlighed i tale eller i visdom, idet jeg forkyndte jer Guds vidnesbyrd; thi jeg ville ikke vide noget iblandt jer, uden Jesus Kristus og ham korsfæstet..... Min tale og min forkyndelse var ikke med visdoms overtalende ord, men med ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle være grundet på menneskernes visdom, men på Guds kraft." (1Kor 2,1-5) ret
(218) Og i sit brev til romerne siger han: "Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; thi det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror, både for jøde først og så for græker." (Rom 1,16) Lad dem, som virker for de høje klasser, optræde med sand værdighed og huske på, at engle er deres ledsagere. Lad dem fylde sindets og hjertets skatkammer med: "Der er skrevet;" lad dem fulde hukommelsen med Kristi dyrebare ord, som har langt højere værdi end guld og sølv. ret
(218) Kristus har sagt, at det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end det er for en rig at indgå i Guds rige. Arbejdet for denne klasse mennesker vil bringe mange skuffelser, og man vil gøre mange bedrøvelige opdagelser. Men alle ting er mulige for Gud; gennem menneskelige redskaber kan og vil han påvirke dem, hvis livsopgave det har været at samle penge. ret
(219) Vidunderlige tilfælde af sand omvendelse vil ske, som man endnu ikke fatter. De største iblandt menneskerne er ikke udelukkende fra hans magt, som gør underfulde ting. Hvis de, der samarbejder med ham, vil gøre deres pligt med frimodighed og troskab, så vil Gud omvende mennesker, der beklæder ansvarsfulde stillinger, begavede og indflydelsesrige personer. Ved den Helligånd kraft vil mange blive ledt til at antage de guddommelige grundsætninger. ret
(219) Når det er gået op for dem, at Herren forventer, at de som hans stedfortrædere skal afhjælpe menneskelig lidelse, så vil mange lade deres midler og deres sympati flyde til gavn for de fattige. Idet deres sind på denne måde ledes bort fra deres egne selviske interesser, vil mange overgive sig til Kristus. Med deres indflydelse og deres midler vil de med glæde forene sig med det ringe redskab, som Gud brugte til deres omvendelse. Ved en rigtig brug af deres jordiske skatte vil de samle sig "en skat, som ikke forgår, i himlene, hvor ingen tyv kommer til, og intet møl fordærver". ret
(220) Når de bliver omvendte til Kristus, vil mange blive redskaber i Guds hånd til at virke for andre af deres egen stand. De vil forstå, at de har fået i opdrag af fremholde evangeliet for dem, som har gjort denne verden til deres et og alt. De vil give deres tid og penge til gud og vie deres talenter og indflydelse til at vinde sjæle for Kristus. ret
(220) Evigheden alene vil åbenbare, hvad der er blevet udrettet ved sådan virksomhed som denne hvor mange sjæle, syge af tvivl og trætte af verdslighed og uro, der er blevet ført hen til den store genopretter, som længdes efter at frelse til det yderste alle dem, som kommer til ham. Kristus er den opstandne Frelser, og der er lægedom under hans vinger. ret