I den Store Læges fodspor kapitel 41. Fra side 491.     Fra side 483 i den engelske udgave.ren side   tilbage

I berøring med andre

(491)   I al omgang mellem menneskerne indbyrdes kræves der selvbeherskelse, overbærenhed og sympati. Vi er så vidt forskellig i sind, i vaner og opdragelse, at vi ikke ser alting ens. Vi dømmer forskelligt. Vor opfattelse af sandhed, vore begreber om liv og vandel er ikke altid ens. Der gives ikke to mennesker, hvis erfaring i alle enkeltheder er den samme. Den ene har ikke de samme prøvelser som den anden. De pligter, som forekommer den ene at være lette, kan for en anden være svære og vanskelige. ret

(491)   Menneskenaturen er så udsat for at tage fejl, er så skrøbelig og så uvidende, at enhver bør være forsigtig med, hvorledes han bedømmer andre. Vi har kun ringe anelse om den indflydelse vore handlinger har på andres erfaringer. Hvad vi gør eller siger, kan syndes for os at have lille betydning; men hvis vore øjne blev opladte, så ville vi kunne se, at vor opførsel har de allerstørste følger, enten til det gode eller til det onde. ret

(491)   Der er mange, som har båret så ringe ansvar, som har erfaret så lidt sand hjertekval, og som har så lidt bekymring og vanskelighed på deres vej, at de ikke kan forstå dens stilling, som har ansvar at bære. De er lige så lidt i stand til at forstå hans byrder, som barnet er i stand til af forstå sin betyngede faders bekymringer og møje. Den lille søn kan undres over, hvorfor faderen nærer frygt og er blevet besværet. Sådant forekommer ham unødvendigt. Men når han har lagt nogle år til sin erfaring, og han selv kommer til at bære livets byrder, så vil han se tilbage på faderens liv og forstå det, som den gang var ham ubegribeligt. Bitre erfaringer har givet ham lærdom. ret

(492)   Dens arbejde, som bærer byrder, bliver ofte ikke forstået og hans bestræbelser ikke påskønnet, førend døden lægger ham i støvet. Når andre optager de byrder, som han har båret, og møder de vanskeligheder, som han mødte, så forstår de, hvorledes hans tro og hans mod blev prøvet. De fejltrin, som de var så hastige til at straffe, tabtes ofte af syne. Erfaringen lærer dem at vise medlidenhed. Gud tillader, at mænd kommer til at beklæde ansvarsfulde stillinger. Når de begår fejl, så har han magt til at irettesætte dem eller til at fjerne dem. Vi bør være forsigtige, at vi ikke påtager os selv det dommerhverv, som tilhører Gud. ret

(492)   Davids handlemåde mod Saul indeholder en lærdom for os. Saul var efter Guds befaling blevet salvet til konge over Israel. På grund af ulydighed erklærede Herren, at riget skulle tages fra ham. Men se, hvilken ømhed, forekommenhed og overbærenhed David udviste imod ham! Da Saul efterstræbte Davids liv, kom han ind i ørknen og gik ubevogtet ind i den selv samme hule, hvor David og hans stridsmænd havde skjult sig. "Da sagde Davids mænd til ham: Se, dette er den dag, om hvilken Herren har sagt dig: Se, jeg giver dig din fjende i din hånd, så at du skal gøre med ham, som godt er for dine øjne..... og han sagde til sine mænd: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulle gøre denne gerning ved min herre, Herrens salvede, at lægge min hånd på ham; thi han er Herrens salvede." (1Sam 24,5-7) Frelseren siger: "Døm ikke, at I skal ikke dømmes; thi med hvad dom I dømmer, skal I dømmes, og med hvad mål I måler, skal jer igen måles." (Matt 7,1-2) Husk på, at regnskabet om dit liv snart vil blive fremlagt for Gud. Husk også på, at han har sagt: "Derfor er du uden undskyldning, og menneske! hvem du er, som dømmer;..... thi du, som dømmer, gør selv det samme." (Rom 2,1) ret

(493)   Vi må ikke lade os besvære af nogen virkelig eller indbildt forurettelse, som vi har været udsat for. Vort eget jeg er den fjende, som vi må frygte mest for. Ingen form af last har en så fordærvende indvirkning på karakteren som menneskelig lidenskab, der ikke står under Helligåndens kontrol. Ingen sejr, som vi kan vinde, vil være så herlig som sejr over os selv. ret

(493)   Vi bør ikke tillade, at vore følelser let såres. Vi må leve, ikke for at værne om vore følelser og vor anseelse, men for at frelse sjæle. Når vi bliver interessrede i menneskers frelse, så vil vi ikke længere agte på de små uoverensstemmelser, som så ofte opstår i vor omgang med andre. Hvad andre end måtte tænke om os eller gøre mod os, så behøver det ikke at forstyrre vor enhed med Kristus og vort samfund med Guds Ånd. "Thi hvad er det for en ros, hvis I, når I synder og bliver slået, lider tålmodig? Men hvis I, når I gør godt og lider derfor, er tålmodige, dette finder nåde for Gud." (1Pet 2,20) ret

(494)   Lad dig ikke indvikle i strid. Bortfjern al årsag til misforståelse, for så vidt det står i din magt. Undgå alt, hvad der har skin af ondt. Går alt, hvad du formår for at tilfredsstille andre uden derved at opofre principper. "Når du ofrer din gave på alteret, og kommer der i hu, at din broder har nogen imod dig, så lad din gave der for altet, og gå hen, forlig dig først med din broder, og kom da og ofre din gave." (Matt 5,23-24) ret

(494)   Hvis nogen taler utålmodigt til dig, så svar aldrig den i samme ånd. Husk på, at "et mildt svar dæmper vrede" (Ordsp 15,1) Der er en forunderlig kraft i tavshed. At tale til en, som er vred, vil undertiden kun tjene til at opirre ham; men vrede, som mødes med tavshed og i en mild, overbærende ånd, dør hurtigt hen. ret

(494)   Bliver du udsat for en strøm af sårende, bebrejdende ord, så hold sindet fæstet på Guds ord. Lad sind og hjerte være fyldt med Guds forjættelser. Bliver du genstand for en urigtig behandling eller anklages uden grund, så giv ikke et heftigt svar tilbage, men tænk på Guds dyrebare forjættelser. ret

(494)   "Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode." (Rom 12,21) "Vælt din vej på Herren, og forlad dig på ham, han skal gøre det. Og han skal føre din retfærdighed frem for lyset, og din ret som middagsglansen." (Sl. 37,5-6) "Intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet hemmeligt, som man jo skal få at vide." (Luk 12,2) "Du lod mennesker fare over vort hoved; vi er kommet i ild og vand, men du udførte os til at vederkvæges." (Sl. 66,12) ret

(494)   Vi vil gerne ty til vore medmennesker for at finde medlidenhed og oprejsning hos dem i stedet for at se hen til Jesus. I sin nåde og trofasthed tillader Gud ofte, at de som vi sætter lid til svigter os, så vi kan lære, hvilken dårskab det er at forlade sig på mennesker og holde kød for sin arm. Lad os i ydmyghed og uegennytte stole fast på Gud. Han kender de sorger, som går os dybt til hjerte, men som vi ikke kan udtrykke. Når alting forekommer os mørkt og uforklarligt, så husk Kristi ord: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstå det herefter." (Joh 13,7) ret

(495)   Læs Josef og Daniels historie. Herren forhindrede ikke menneskers anslag, som forsøgte at skade dem; men han gjorde, at det alt sammen virkede til det gode for hans tjenere, som bevarede deres tro og hengivenhed midt under prøvelser og kampe. ret

(495)   Så længe vi i verden, vil møde vore genvordigheder; vi vil møde fortrædeligheder, som prøver vort sind, og det er ved at møde disse ting i den rette ånd, at de kristelige dybder udvikles. Hvis Kristus bor i os, så vil vi være tålmodige, venlige, overbærende og frimodige midt under det, som kan fornærmer og ophidse. Dag efter dag og år efter år vil vi beherske os selv og udvikles til ædle helte. Dette er den opgave, som ligger for os; men den kan ikke udføres uden hjælp fra Jesus, ikke uden urokkelig fasthed og bestemthed, stadig årvågenhed og uafladelig bøn. Enhver har en personlig kamp at udkæmpe. Selv Gud kan ikke gøre vor karakter ædel eller vort liv nyttigt, medmindre vi bliver hans medarbejdere. De, som viger tilbage fra striden, går glip af den styrke og glæde, som sejren bringer. ret

(495)   Det er ikke nødvendigt for os at føre regnskab over vore prøvelser og vanskeligheder, vor sorg og vor kummer. Alle disse ting er skrevet i bøgerne, og Gud vil tage sig af dem. Når vi opregner det ubehagelige, så glemmer vi mange af de ting, der er liflige at dvæle ved, såsom Guds nåde og miskundhed, der omgiver os hvert eneste øjeblik, og den kærlighed, som forudrer englene, og som Gud viste, da han gav sin Søn i døden for os. Hvis I som Kristi medarbejdere føler, at I har haft større bekymringer og prøver, end andre har haft, så husk på, at I kan nyde en fred, som de, der viger tilbage fra disse byrder, ikke kender. Der er trøst og glæde i Kristi tjeneste. Lad verden se, at et liv sammen med ham ikke er forgæves. ret

(496)   Hvis I ikke føler jer glade og lette om hjertet, så tal ikke om jeres følelser. Kast ingen skygge over andres liv. En kold, glædesløs religion vil aldrig kunne drage sjæle til Kristus; den driver dem vort fra ham og ind i de garn, som Satan har lagt for de vildfarendes fødder. Tænk ikke på jeres genvordigheder, dvæl i stedet for ved den kraft, som I kan så i Kristi navn. Lad sindet gribe fat på de ting, som ikke ses, og tanken være fæstet ved beviserne på Guds store kærlighed til jer. Troen kan udholde prøvelser, modstå fristelser og holde en oppe under besværligheder. Jesus, vor talsmand, lever; alt, hvad hans midlergerning sikrer os, er vort. ret

(496)   Tror du ikke, at Kristus sætter pris på dem, som lever udelukkende for ham? Tror du ikke, at han besøger dem, der lig den elskede Johannes i landflygtighed, for hans skyld befinder sig i hårde og prøvede omstændigheder? Gud vil ikke overlade en eneste af sine helhjertede tjenere til at kæmpe den ulige kamp mod store vanskeligheder og blive overvundet. Ligesom en kostelig ædelsten bevarer han enhver, hvis liv er skjult med Kristus i ham. Om enhver sådan siger han: Jeg vil "agte dig som seglringen; thi dig her jeg udvalgt". (Hag 2,23) ret

(497)   Tal således om hans forjættelser; tal om Jesu billighed til at velsigne. Han glemmer os ikke et eneste øjeblik. Når vi trods ubehagelige omstændigheder tillidsfuldt hviler i hans kærlighed og lukker os slev inde med ham, så vil følelsen af hans nærværelse bringe en dyb, stille glæde. Kristus sagde om sig selv: "Jeg gør intet af mig selv; men som min Fader har lært mig, således taler jeg. Og den, som udsendte mig, er med mig; Faderen har ikke ladet mig alene, fordi jeg gør altid det, som er ham behageligt." (Joh 8,28-29) ret

(497)   Faderens nærværelse omgav Kristus, og intet mødte ham uden det, som den evige kærlighed tillod til velsignelse for verden. Her var kilden til hans trøst, og den er også for os. Den, som er fyldt med Kristi Ånd, bliver i Kristus. Alt, hvad der møder ham, kommer fra frelseren, som omgiver ham med sin nærværelse. Intet kan ramme ham, uden hvad vor Herre tillader. Alle vore lidelser og sorger, vore fristelser og prøvelser, al vor bedrøvelse og kummer, al forfølgelse og savn, kort sagt: alle ting tjener os til gode. Alle erfaringer og omstændigheder er midler i Guds hånd til at bringe os det, som er godt. ret

(497)   Hvis vi forstår Guds langmodighed med os, så vil vi ikke give os af med at dømme eller anklage andre. Hvor forbavsede disciplene ville være blevet, hvis de efter at have lært Kristus at kende havde hørt ham udtale et eneste anklagende, kritiserende eller utålmodigt ord, da han var her på jorden! Lad os aldrig glemme, at de, som elsker ham, skal fremstille hans karakter. ret

(497)   "Vær hverandre inderlig hengivne i broderlig kærlighed; vær hverandre ærbødige." (Rom 12,10) "Betal ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsign, vidende, at I dertil er kaldede, at I skal arve velsignelse." (1Pet 3,9) ret

(498)   Herren Jesus kræver af os, at vi skal anerkende enhvers rettigheder. Der må vises agtelse for menneskernes borgerlige rettigheder og deres rettigheder som kristne. Alle må behandles med hensynsfuldhed og mildhed som Guds sønner og døtre. ret

(498)   Kristendommen vil gøre en person til et dannet menneske. Kristus var høflig endog mod dem, som forfulgte ham, og hans sande efterfølgere vil udvise den samme ånd. Betragt Paulus, da han førtes frem for fyrsterne. Hans tale til Agrippa er et eksempel på sand høflighed såvel som på overbevisende veltalenhed. Evangeliet fremholder ikke den formelle høflighed, som er den gængse i verden, men den forekommenhed, som stammer fra sand hjertegodhed. ret

(498)   Den omhyggeligste udvikling af, hvad der er sømmeligt i det ydre, er ikke tilstrækkeligt til at fjerne al fortrædelighed, streng dom og utilbørlig tale. Sand dannelse vil aldrig komme til syne, så længe ens eget jeg er det vigtigste. Kærlighed må bo i hjertet. Bevæggrunden til en virkelig sand kristens handlinger udspringer fra hans store kærlighed til Herren. Fra roden af hans kærlighed til Kristus fremspringer en uselvisk interesse for hans brødre. Kærlighed bibringer den, som er besjælet deraf, ynde, sømmelighed og en tiltalende opførsel; den oplyser hans åsyn og gør hans stemme blød; den udvikler og højner hele hans væsen. ret

(498)   Livet består i hovedsagen ikke af store opofrelser og vidunderlige bedrifter, men i småting. Det er ofte gennem de små ting, der slet ikke syndes at fortjene nogen opmærksomhed, at meget godt eller meget ondt åbenbares i vort liv. Det er, fordi vi ikke består i de prøver, som kommer til os gennem småting, at vanerne dannes og karakteren forkvakles, og når de store prøvelser kommer, så er vi ikke forberedte. Det er kun ved at handle efter principper i det daglige livs prøvelser, at vi kan opnå kraft til med fasthed og troskab at bestå i de farligste og vanskeligste stillinger. ret

(499)   Vi er aldrig alene. Vi har en medvandrer hos os, hvad enten vi så ønsker ham eller ikke. Husk på, at Gud er til stede, hvor du end er. Intet ord, ingen handling eller tanke undgår hans opmærksomhed. Der er en, som er vidne til ethvert ord og enhver handling den hellige Gud, som hader synd. Tænk altid på dette, inden du taler eller handler. Som en kristen er de et medlem af den kongelige familie, et barn af den himmelske fyrste. Sig intet ord og udfør ingen handling, som vil vanære "det gode navn, men hvilket I er nævnede". (Jak 2,7) ret

(499)   Gransk omhyggelig den guddommeligmenneskelige karakter og spørg altid: "Hvad ville Jesus gøre, hvis han var i mit sted?" Dette bør være vor målestok. Ophold dig aldrig uden nødvendighed i deres selskab, som ved deres forfølgelser vil kunne svække dig i dit gode forsæt eller besmitte din samvittighed. Gør intet iblandt fremmede, på gaden, på rejser eller i hjemmet, som kan give det fjerneste skin af ondt. Gør daglig noget for at udvikle, forskønne og forædle det liv, som Kristus har købt med sit eget blod. ret

(499)   Man bør altid handle efter principper, ikke efter indskydelser. Undertryk din naturlige heftighed og lad sagtmodighed og mildhed gøre sig gældende. Hengiv dig aldrig til letsindighed eller gæk. Lad ingen lav vittighed undslippe dine læber. Selv tankerne må man ikke lade løbe vildt. De må holdes i ave, tages til fange under Kristi lydighed. Lad dem dvæle ved det, som er helligt, så vil de ved Kristi nåde blive rene og ædle. ret

(500)   Vi behøver altid at have en forståelse af den forædlende kraft, som ligger i rene tanker. Det eneste trygge for noget menneske er at tænke rent. Som en person "tænker i sit hjerte, sådan er han" (Ordsp 23,7) Evnen til at holde sig selv i ave styrkes ved øvelse. Det, som til at begynde med syndes vanskeligt, vil efterhånden blive let, indtil rigtige tanker og handlinger bliver til en vane. Hvis vi vil, så kan vi vende os bort fra alt, hvad der er lavt og værdiløst, og hæve os op på et højt trin. Vi kan blive agtede af menneskerne og elskede af Gud. ret

(500)   Lær dig til at tale vel om andre. Dvæl ved gode egenskaber hos den, som du omgås, og se så lidt som muligt af deres fejl og mangler. Når du fristes til at klage over, hvad en har sagt eller gjort, så fremdrag noget rosværdigt i vedkommendes karakter. Lær dig til at være taknemmelig. Pris Gud for hans underfulde kærlighed, idet han gav Kristus i døden for os. Det betaler sig aldrig at tænke på vore besværligheder. Gud byder os at tænke på hans miskundhed og hans uforlignelige kærlighed, for at vi kan blive fyldte med pris. ret

(500)   Ihærdige arbejdere har ingen tid til at dvæle ved andres fejl. Vi er ikke tjent med at leve på skallerne af andres fejl og mangler. Ond tale er en dobbelt forbandelse, der falder tungere på den, der taler, end på den, som hører. Den, som sår splidens og stridens sæd, høster de dødbringende frugter i sin egen sjæl. Selve det at spejde efter ondt hos andre udvikler det onde hos en selv. Når vi dvæler ved andres fejl, så forvandles vi efter det samme billede. Ved at betragte Jesus og tale om hans kærlighed og fuldkomne karakter forvandles vi efter hans billede. Ved at begrunde det høje ideal, han har stillet for os, løftes vi op i en renere og helligere atmosfære, i Guds nærværelse. Når vi dvæler der, så udstråler der fra os et lys, der skinner på alle, som kommer i berøring med os. ret

(501)   Giv dig ikke af med at kritisere og fordømme andre, men sig hellere: "Jeg må arbejde på min egen frelse. Hvis jeg skal samarbejde med ham, som ønsker at frelse min sjæl, så må jeg vogte mig selv med flid. Jeg må blive en ny skabning i Kristus. Når jeg gør dette, så vil jeg ikke svække dem, der kæmper imod det onde, men vil styrke dem ved opmuntrende ord." Vi er alt for ligegyldige mod hverandre; alt for ofte glemmer vi, at vore medarbejdere trænger til styrke og opmuntring. Gør dig flid for at forsikre den om din interesse og sympati. Stå dem bi ved dine bønner og lad dem vide, at du gør det. ret

(501)   Ikke alle, som bekender sig til at arbejde for Kristus, er sande disciple. Iblandt dem, som bærer hans navn, og som endda regnes med blandt hans arbejdere, er der mange, som ikke repræsenter ham i deres karakter. De ledes ikke af hans grundsætninger. Disse mennesker giver ofte anledning til ubehageligheder og forsagthed hos sådanne af deres medarbejdere, som er unge i deres kristelige erfaring. Men ingen behøver at vildledes; Kristus har givet os et fuldkomment eksempel, og vi formanes til at følge ham. ret

(501)   Så længe jorden står, vil der findes klinte iblandt hveden. Da husbondens tjenere i deres nidkærhed for hans ære bad om tilladelse til at oprykke klinten, svarede herren: "Nej, på det I ikke skal tillige med den rykke hveden op, når I luger klinten af. Lad dem begge vokse sammen indtil høsten." (Matt 13,29-30) ret

(502)   I sin nåde og langmodighed bærer Gud tålmodig over med de forvente og endog med de falske. Iblandt Kristi udvalgte apostle fandtes forræderen Judas. Skulle det så forbavse os eller gøre os forsagte, om der findes falske personer blandt hans arbejdere i vor tid? Hvis han, der læser hjertet, kunne bære over med dem mand, som han vidste ville forråde ham, hvilken tålmodighed bør så ikke vi udvise mod dem, der har fejlet! ret

(502)   Ikke alle iblandt dem, som syndes at begå de største fejl, er lig Judas. Den heftige, fremfusende og selvtillidsfulde Peter viste sig ofte i langt ufordelagtigere lys end Judas. Han blev hyppigere irettesat af Frelseren. Men hvor virksom og opofrende han var i sit liv! Hvilket vidnesbyrd er han ikke om Guds nådes kraft! Såvidt det står i vor magt, må vi opføre os mod andre, som Jesus opførte sig imod sine disciple, nå han var sammen med dem og talte med dem her på jorden. ret

(502)   Betragt jer selv som missionsarbejdere først og fremmest blandt dem, som I arbejder sammen med. Ofte kræver det en uhyre mængde tid og arbejde at vinde en sjæl for Kristus; men når en sjæle vender sig vort fra synd til retfærdighed, så er der glæde iblandt Guds engle. Tror I, at de tjenende ånder, som våger over disse sjæle, glæder sig ved at se, hvor ligegyldigt de behandles af nogle, som kalder sig kristne? Hvis Jesus ville handle med os, som vi alt for ofte handler med hverandre, hvem kunne da blive frelst? ret

(502)   Husk på, at I kan ikke læse hjertet. I kender ikke bevæggrundene til de handlinger, som for jer syndes at være urigtige. Det er mange, som ikke har fået en rigtig opdragelse. Deres karakter er fordærvet, de er hårde og har mange skarpe hjørner og syndes at være krogede i enhver retning; men Kristi nåde kan forvandle dem. Forkast dem aldrig og gør dem aldrig modløse eller fortvivlede ved at sige til dem: "I har skuffet mig, og jeg vil ikke søge at hjælpe jer." Nogle få ord, udtalte i hastighed og vrede, netop som vi mener, de har fortjent det, kan afskære den inderligste, som ellers ville have knyttet dem til vore hjerter. ret

(502)   En upåklagelig vandel, tålmodig overbærenhed og en uforstyrret sindsro under ærgrelser er altid det bedste argument og fører det mest overbevisende sprog. Hvis du har haft anledninger og fortrin, som ikke er faldet i andres lod at få, så tag dette med i betragtning og vær altid en vis, omhyggelig og mild lærer. ret

(503)   Når man ønsker, at seglet skal træde tydeligt og klart frem i vokset, som påtrykker man det ikke på en hastig og voldsom måde; man sætter det forsigtig på det bøjelige voks og øver et forsigtigt, men fast tryk, indtil vokset er blevet hårdt. På denne måde bør vi behandle med menneskesjæle. Hemmeligheden ved den skriftlige indflydelses magt er, at den virker uafbrudt, og dette beror på, hvor trofast du er i stadig at åbenbare Kristi karakter. Når nogen har fejlet, så hjælp dem ved at fortælle dem om dine erfaringer; vis dem, hvorledes dine medarbejderes tålmodighed, venlighed og hjælpsomhed mod dig, da du havde begået alvorlige fejl, indgød dig mod og håb. ret

(503)   Ikke før i dommen vil du forstå indflydelsen af en venlig, hensynsfuld optræden mod de skrøbelige, de urimelige og de uværdige. Når vi møder utaknemmelighed og står overfor sådanne, som har misbrugt den tillid, man har vist dem, så føler vi os tilskyndede til at vise vor foragt eller harme. Dette er, hvad de skyldige venter, og de er forberedte på det. Venlig overbærenhed kommer dem derimod overraskene og vækker ofte bedre tilskyndelser hos dem og opflammer længslen efter at leve et ædlere liv. ret

(503)   Alle, som bekender sig til at være Guds børn, bør huske på, at de som missionsarbejdere kommer i berøring med alle slags karakterer. De vil møde den dannede og den rå, den beskedne og den stolte, den religiøse og den skeptiske, den oplyste og den uddannede, den rige og den fattige. Disse forskellige karakterer kan ikke alle behandles ens; men alle behøver de venlighed og sympati. Ved omgang med andre bør vort sind dannes og forædles. Vi er afhængige af hverandre, nær sammenknyttede med det menneskelige broderskabs bånd. ret

(504)   Det er ved menneskers indbyrdes omgang, at kristendommen kommer i berøring med verden. Enhver mand og kvinde, som har modtaget det guddommelige lys, må lade lyset skinne på deres mørke sti, som ikke kender den rette vej. Selskabelig indflydelse, helliget ved Kristi Ånd, må benyttes til at bringe sjæle til Frelseren. Kristus må ikke skjules i hjertet som en attråværdig, herlig og yndig skat, som ejeren alene skal glæde sig ved; vi må have Kristus i os, som en kilde af vand, der udvælder til evigt liv og vederkvæger alle, der kommer i berøring med os. ret

næste kapitel