(62) Jesus kom til denne verden som dens lys. »I ham var der liv; og livet var menneskesønnen.« Han siger om sig selv: »Jeg er verdens lys: han som følger mig skal ikke vandre i mørke, men skal have livets lys.« ret
(62) Jesu eksempel er et lys for de unge, såvel som dem i de modne år; for han var børnenes og de unges repræsentant. Fra sine første år var hans eksempel fuldkomment. Som et (64) lille barn var han lydig mod sine forældre, og mod naturens love; »og Guds nåde var over ham.« ret
(63) Jesus brugte ikke sin tid på fornøjelser som så mange unge gør. Han studerede ordet indtil han blev fortrolig med dens tankesprog. Selv i sin barndom, var hans liv og levevaner i harmoni med Bibelen, og han var flittig til at bruge dem. Da han blev væk fra sine forældre i Jerusalem, kun han findes iblandt nationens kloge mænd, og begge hørte dem og stillede dem spørgsmål. Han spurgte som en der ønskede at lære; men i hans spørgsmål var der lysjuveler som ikke kun behagede hans tilhørere, men glimtede i Bibelen om en betydning af den Messias, som disse lovlærere aldrig havde set før. "Og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar." ret
(63) Da hans moder sagde til ham: »Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.« svarede han: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg hør være i min Faders hus?« Og da de ikke forstod hans ord, pegede han opad. Selvom han var et barn, var han i gang med det arbejde, han kom for at udrette. Han åbenbarede Gud, viste sine ords betydning for lederne i Israel, gav deres slagtofre og afgrødeofre ny betydning. ret
(63) Her er der en lektie fra Guds søn til alle børn og unge at lære om ærens og lydighedens pligt mod forældre; for skriften fortsætter: »Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte.« ret
(64) (64) Ud over det skrevne ord, studerede Jesus naturens bog, og fandt glæde i de smukke ting han selv havde skabt. Han havde sympati med menneskeheden i alle deres forskellige glæder og sorger. Han identificerede sig selv med alle, - med den svage og hjælpeløse, den elskelige og trængende, og den forpinte. I sin lære trak han bånd og kærlighed med sine illustrationer fra forrådskammerets mange skatte, og fra naturen. Det ukendte blev illustreret af det kende, hellige og guddommelige sandheder, med naturlige og jordiske ting, som folk var fortrolig med. Det var de ting som ville tale til deres hjerter og gjorde størst indtryk på dem. ret
(64) Kristi ord satte naturens lære i et nyt aspekt, og gjorde dem til en ny åbenbaring. Han kunne tale om de ting som hans egne hænder havde gjort; for de havde kvaliteter og besiddelser som var hans helt egne. I sin egenart blev guddommelige og betydningsfulde sandheder åbenbaret, ligesom i de gammeltestamentlige skrifter; og i sin lære, lagde Jesus dette åbent frem for folk, bandt det op med naturlige tings skønhed. Men intet blev nævnt som modsætning mellem jordens nuværende tilstand for deres øjne, og Edens herligheder som syndfrie øjne så på. ret
(64) De fortolkninger Jesus gjorde af de udsåede frø og efterfølgende høst, blomster og buskads, havde sandhedslektier i sig, ligesom også planten som spirer op af jorden. Han plukkede den smukke lilje, og lagde den i børn og unges hænder; og idet de så på hans eget ungdommelige ansigt, frisk af hans Faders ansigts sollys, gav han denne lektie: "Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; [i sin naturlige (65) skønne og elskelige enkelthed,] de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem." Herefter kommer forvisningen: “Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?" ret
(65) I de senere år blev disse ord hørt af andre udover børn og unge. De blev talt til skarer, blandt dem var mænd og kvinder fuld af rådvildhed, og såret med skuffelser og bekymringer. ret
(65) Jesus fortsatte: "Derfor må I ikke være bekymrede og sige: »Hvad skal vi spise?« eller: »Hvad skal vi drikke?« eller: »Hvad skal vi klæde os i?« Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette." Så bredte han hænder ud mod den omgivne forsamling, og sagde: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." ret
(65) Således indprentede Kristus sin lære i hjertet med illustrationer fra naturens bog. Hans lektier er til os i dag. Ethvert ord er fuld af forsikring, og sigter til befæste tro og tillid til Gud. Hans tydelige og enkle lære, indeholder rige sandhedsrigdomme, som fuldes ud for sjæle der tror hans ord. ret
(65) I sit arbejde som offentlig underviser, mistede Kristus aldrig børnene af syne. Når han var træt af den tætpakkede bys travlhed og forvirring, træt af kontakten med listige og hykleriske mænd, fandt han hvile og fred hos i uskyldige små børns selskab. Hans nærvær (66) frastødte dem aldrig, Hans store kærlighedshjerte kunne favne deres trængsler og bekymringer, og finde lykke i deres enkelteste glæder, og han tog dem i sine arme og velsignede dem. ret
(66) Jesus så hos disse børn, der kom i kontakt med dem, fremtidige mænd og kvinder som skulle være arvinger af hans nåde og borgere i hans rige, og nogle af dem ville blive martyrer for hans navns skyld. Han vidste at disse børn ville lytte til ham og acceptere ham som deres Genløser langt hurtigere end voksne folk ville, mange af hvem var verdslig vise og hårdhjertede. I hans lære kom han ned på deres niveau. Selvom han var himlens Majestæt, var han ikke for stor til at besvare deres spørgsmål, og forenkle hans vigtige lektier for at imødekomme deres barnagtige forståelse. Han såede sandhedens frø i deres voksende tankesind, som ad åre ville vokse op, og bære frugt til evigt liv. ret
(66) Forældre og lærere, Jesus vil sige: "Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre". De er de mest modtagelige for kristendommens lære, deres hjerter fromhedens og dydighedens indflydelse, og stærke til at bevare de indtryk de får. - 17. maj, 1896. ret