(202) Jeg beder jer som bor i værkets hjerte om at se tilbage i erfaringsårene, og se om et "vel gjort" virkelig kan siges til jer. Jeg beder lærerne på skolen om at tænke nøje over og under bøn, har I hver især overvåget jeres egen sjæl som den der samarbejder med Gud for dens renselse fra al synd og for hel helligelse til Gud? Kan I ved forskrift og eksempel undervise de unge i helliggørelse, ikke hellige sig til ærkebedrageren, (203) men helliggørelse gennem sandheden, lydighed til Gud? ret
(203) Har I ikke været bange for Helligånden? Nogle gange er den kommet med sin helt gennemstrømmende indflydelse til skolen i Battle Creek, og til skoler på andre lokaliteter. Erkendte I dette? Lod I den himmelske få den behørige ære? Når Ånden lader til at kæmpe med de unge, sagde I så: Lad os lægge alle studier til side; for det er tydeligt at vi har en himmelsk gæst iblandt os? Lad os give Gud prisen og æren. Bøjede I jer med brødebetyngede hjerter i bøn, sammen med jeres studerende, og bad indstændigt for at I måtte få den velsignelse som Herren overbragte jer? Den Store Lærer selv var iblandt jer. Hvordan ærede I ham? Var han en fremmed for nogle af lærerne? Var der brug for at sende nogle af de formodede myndighedspersoner for at byde denne budbringer fra himlen velkommen, eller bortvise ham? Selvom han var usynlig, var han iblandt jer. Men var tanken ikke at tiden i skolen skulle bruges på studier, og var der tid for andet, som om tiden skulle bruges på almindelige studer var for dyrebar til den himmelske budbringers virke? ret
(203) Hvis I på denne måde har begrænset og tilbagevist Guds Helligånd, beder jeg jer indstændigt at angre det så hurtigt som muligt. Hvis nogen af opdragerne ikke har åbnet deres egne hjerters døre for Guds Ånd, men lukket og låst den, vil jeg bede indstændigt om at låse døren op, og bede i alvor: "Bliv hos mig." Når Helligånden viser sit nærvær i klasseværelset, så sig til jeres studerende: Herren tilkendegiver at han har (204) en lektie til os i dag af himmelsk vigtighed, af større værdi end vore lektier i ordinære linjer. Lad os lytte, lad os bøje os for Gud, og søge ham med hele hjertet. ret
(204) Lad mig sige jer at jeg kender til denne himmelske gæst. Helligånden rugede over de unge medens de var i skole: men nogle hjerter var så kolde og mørke at de ikke havde ønske om Åndens tilstedeværelse, og Guds lys blev trukket tilbage. Den himmelske gæst ville have åbnet forståelsen, ville give visdom og kundskab i alle studielinjer, som ville bruges til Guds ære. Herrens budbringer kom for at overbevise om synd, og for at bløde hjertet, der var forhærdet af længe køligt forhold over for Gud. Han kom for at åbenbare den store kærlighed hvorved Gud har elsket disse unge. De er Guds arvinger, og lærerne behøver den "højere uddannelse" før de er udrustet til at instruere og vejlede de unge. ret
(204) Læreren må forstå mange ting om det fysiske univers; han må vide alt om levende tings struktur, hvordan mekanisk kunst er opfundet, naturvidenskabens opdagelser, men han kan ikke kaldes uddannet hvis han ikke har kendskab til den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som han har sendt. Et princip for guddommelig oprindelse må være fremherskende og føre og binde os til Gud. Dette vil ikke være nogen hindring for at studere sand videnskab. Herrens frygt er visdoms begyndelse, og det menneske som nedlader sig til at formes og dannes efter den guddommelige lignelse, er det ædleste eksemplar i Guds værk. Alle som lever i samfund med vor Skaber vil få en forståelse for hans plan med deres skabelse, og de (205) vil få en forståelse for deres eget ansvar over for Gud, at de bruger deres evner på bedste måde. De vil hverken forsøge at forherlige eller forklejne sig selv. ret
(205) Gudskundskaben fås fra hans ord. Den erfaringsmæssige kundskab til sand gudsfrygt, til daglig helligelse og tjene Gud, giver den højeste sinds-, sjæls- og kropskultur; og denne helligelse af alle vore kræfter til Gud forhindrer selvophøjelse. Får vi den guddommelige kraft, giver det vor oprigtige stræben efter visdom en ære, for den samvittighedsfulde brug af vore højeste evner til at ære Gud og vore medmennesker. Når disse evner udgår fra Gud, og er ikke selvcentrerede, bør de påskønnes som talenter fra Gud der bruges til hans tjeneste. ret
(205) Himmelsk betroede sindsevner skal behandles som højere magter, der hersker over kroppens rige. Den naturlige appetit og lidenskaber kommer under samvittighedens og den åndelige hengivenheds kontrol. ret
(205) Guds ord skal være fundament for al studium, og åbenbaringens ord, studeres omhyggeligt appellerer og styrker forstanden såvel som hjertet. Forstandens kultur er nødvendig, så at vi kan forstå Guds viljes åbenbaring til os. Dem som er lydig mod hans bud kan ikke forsømme dette. Gud har ikke givet os sindsevner der bruges til billig og letsindig stræbsomhed. ret
(205) Daniels sag er til belæring. Daniel blev undervist af Gud, og han samarbejdede med Gud. Han brugte sine kræfter på at udvirke sin egen frelse, og Gud arbejdede i ham, for at ville og gøre efter Hans gode behag. Om Daniel og hans venner står der skrevet: "Disse (206) fire unge mænd gav Gud kundskab og indsigt i al skrift og visdom; Daniel forstod sig også på alle hånde syner og drømme." Disse unge var oprigtige trofaste kristne. San uddannelse må være alsidig, ikke ensidig. En sådan uddannelse var Daniel og hans venner opsat på at få. De forsøgte at få kundskaber efter en målsætning – at ære og forherlige Gud. De må udvikle en kristen karakter, og få en klar forstand, for at kunne så som repræsentanter for sand religion midt i blandt hedenskabets falske religioner. For dem var Guds vilje livets overordnede lov. De praktiserede mådehold i spise og drikke, så at de ikke svækker hjernen eller musklerne. For at holde sig sunde, følte de at de måtte undgå overflødigheden fra kongens bord, og de ville tage del i vinen eller nogen stimulerende drik. De var fuldkommen optrænet under Gud, så at alle deres evner kunne gøre den højeste tjeneste for ham. Gud forlangte at disse unge holdt sig selv fra afguderne. ret
(206) Den som har Jesus Kristi religion bliver aldrig degraderet, gør ham aldrig grov og rå, ubehøvlet eller egenmægtig, lidenskabelig eller hårdhjertet. Modsat forædler den smagen, helliger dømmekraften, og renser og forædler tankerne, ved at bringe dem til fange hos Jesus Kristus. Guds ideal for sine børn er højere end den højeste menneskelige tanke kan række. Den levende Gud har givet en afskrift af sin karakter i sin hellige lov. Den største lærer verden nogensinde har kendt er Jesus Kristus. Og hvilken standard har han sat for alle der tror på ham, at de skal nå op til? – "Vær derfor I fuldkommen, ligesom jeres himmelske Fader (207) er fuldkommen." Ligesom Gud er fuldkommen i hans høje aktionssfære, ligeså må mennesker være fuldkommen i deres sfære. Idealet for kristen karakter er Kristi lighed. Der åbnes en sti op for med stadig vækst. Vi har et mål at nå, en standard at vinde, som indbefatter alt godt, rent, ædelt og ophøjet. Der bør stadig stræbes og hele tiden gå fremad og opad mod karakterfuldkommenhed. (Se 2 Tim. 3, 14 17; Rom. 15,4; Kol. 2,8 10.) ret
(207) Dette er Guds vilje med ethvert menneskevæsen, endog for jeres helliggørelse. Når vor vej tilskyndes op mod himlen, må alle evner holdes i den sundeste tilstand, for at gøre den mest pålidelige tjeneste. De kræfter som Gud har begavet mennesker skal anstrenges. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og med hele din sjæl, og med hele din styrke, og med hele dit sind, og din næste som dig selv." Mennesker kan umuligt gøre dette af sig selv; det må have guddommelig kraft. Hvad skal menneskeagenten gøre i det store værk? – "Arbejd for din egen frelse med frygt og bæven. For det er Gud som arbejder i jer både at ville og gøre hans gode behag." ret
(207) Uden guddommelig arbejdet, kan mennesker ikke udrette noget godt. Gud kalder enhver til anger, alligevel kan mennesker ikke andre medmindre Helligånden virker i hans hjerte. Men Herren ønsker at intet menneske venter før han mener han har angret før han begiver sig på vej hen mod Jesus. Frelseren drager hele tiden på mennesker til anger; de behøver kun at underlægge sig denne dragen, og deres hjerter vil blødgøres i anger. ret
(207) Mennesket tildeles en del af denne store kamp for (208) evigt liv; det må reagere på Helligåndens virke. Det vil kræve en kamp at bryde gennem magtens kræfter, og Ånden virker i ham til at udføre dette. Men mennesket er intet passivet væsen, der skal frelses i ladhed. Han kaldes til at anspænde alle muskler og bruge alle evner i kampen for evigt liv; det er det Gud som giver virkekraften. Intet menneskes frelses i ladhed. Herren påbyder os: "Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det." "Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den." ret
(208) Jeg beder de studerende indstændigt på vore skoler at være ædelsindede. De unges frisind behager ikke Gud. Deres sport og spil åbner døren for en flod af fristelser. I er i besiddelse af Guds himmelske gaver med jeres forstandsevner, og I bør ikke lade jeres tanker være billige og lave. En karakter formes i overensstemmelse med Guds ords forskrifter, vil åbenbare stålsatte principper, ren og ædel higen, Helligånden samarbejder med menneskesindets kræfter, og høje og hellige impulser er det sikre resultat. ret
(208) Daniel og hans venner havde en samvittighed der var blottet for hån mod Gud. Men dette kommer ikke uden kamp. Hvilken prøve kom disse tre Daniels venner, da de blev pålagt at tilbede den store støtte kong Nebukadnezzar havde rejst på Durasletten! Deres principper forbød dem at (209) hylde afguden; for det var en rival til himlens Gud. De vidste at de skyldte Gud alle de evner de havde, og når deres hjerter var fuld af næstekærlig forståelse mod alle mennesker, stræbte de ophøjet på at vise sig som helt loyale mod deres Gud. For at i mødekomme kongens og hans rådgiveres appeller ad de skulle give efter for den kongelige forordning, havde de en masse veltalende argumenter parat. Kravet virkede usselt for dem. Med sammen med Daniel som deres kammerat, bad og fastede de, for at de måtte forstå den drøm som Gud gav kongen. Herren havde hørt deres råb, og gav Daniel visdom til at fortolke drømmen; derved blev deres egne liv og astrologernes og sandsigernes liv sparet. Nu blev de mænd, som havde undgået døden ved Guds barmhjertighed mod hans tjenere, forledt af misundelse og jalousi for at sikre dekretet om tilbedelse af guldstøtten. ret
(209) Kongen erklærede for de tre hebræiske unge, at hvis I "falder ned og tilbeder billedstøtten, som jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I på stedet kastes i den gloende ovn. Og hvilken Gud er der, som da kan fri eder af mine hænder?" De unge sagde til kongen: "Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din Gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke! Da opfyldtes Nebukadnezar af harme, og hans ansigtsudtryk ændredes (210) over for Sjadrak, Mesjak og Abed Nego; han tog til orde og sagde, at ovnen skulle gøres syv gange hedere end ellers, og bød nogle håndfaste mænd i sin hær binde Sjadrak, Mesjak og Abed Nego og kaste dem i den gloende ovn." Disse trofaste unge blev kastet i ilden, men Gud viste sin kraft for at udfri sine tjenere. En som Guds Søn vandrede hos dem midt i flammerne, og da de kom ud, var der endog ikke lugt af ild over dem. "Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed Negos Gud, der sendte sin engel og rede sine tjenere, som i tillid til ham overtrådte kongens bud og hengav deres legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres egen!" ret
(210) Sådan blev disse unge gennemsyret af Helligånden, erklærede deres tro for hele folket, at Han som de tilbad var den eneste sande og levende Gud. Denne demonstration af deres tro var den mest veltalende fremstilling af deres principper. For at gøre indtryk på afgudsdyrkerne med den levendes Guds kraft og storhed, måtte hans tjenere åbenbare sin egen ærbødighed over for Gud. De måtte gøre det tydeligt at han er det eneste mål for deres ære og tilbedelse, og at der ikke blev taget hensyn, om det var at beskytte livet, for at få dem til den mindste afgudsdyrkelse. ret
(210) Disse lektier har en direkte og vital betydning for vor erfaring i disse sidste dage. Jeg er dybt oprørt i min sjæl over de ting som er blevet vist mig. Jeg er harm over at den levende Gud får så lidt ære på vore institutioner, og så meget (211) ære til det der menes at være menneskers talent, men som Helligånden ikke har forbindelse med. Guds Ånd anerkendes og respekteres ikke; mennesker har fået en dom over dette; dens løn er blevet fordømt som fanatisme, entusiasme upassende spænding. ret
(211) Gud ser det som lærernes blinde øjne ikke kan se, at umoral af enhver slags og grad prøver at få herredømme, arbejder imod Helligåndens manifesterende kraft. Den tarvelige samtale, og lave og forvanskede idéer indvæves i karakterens tekstur, og besmitter sjælen. ret
(211) De lave og tarvelige fornøjelsespartier, spise og drikkeklubber, sang og spille på musikinstrumenter, inspireres af en ånd som kommer nedenfra. De er offer for Satan. Cykelmanien med tilskuer er en forhånelse mod Gud. Hans vrede optændes imod dem som gør sådanne ting. For med disse fornøjelser sløves sindet, endog ligesom brændevinsdrikning. Døren åbnes for vulgære kammerater. Tankerne får lov at løbe i en lav kanal, hurtigt forvanskes alle menneskevæsnets kræfter. Ligesom det gamle Israel, spiser og drikker fornøjelseselskerne og står op og leger. Der er latter og drikkelag, løssluppenhed og munterhed. De unge følger bogforfatternes eksempel i alt dette, de bøger som de får i hænderne at studere. Det værste af det hele er den permanente virkning disse ting har på karakteren. ret
(211) Dem som tager ledelsen i disse ting pådrager sig en plet der ikke udviskes så let. De sårer deres egne sjæle, og vil bære på ar for livstid. De der gør ondt ser hans synder og angrer; Gud kan tilgive (212) overtræderen; men dømmekraften som altid bør være skarp og følsom til at skelne mellem det hellige og almindelige, er i høj grad ødelagt. Menneskelige påfund accepteres for ofte som guddommelige. Nogle sjæle vil handle i blindhed og følelsesled, parat til at gribe det billige, almindelige, end hedenske læresætninger, medens de vender sig imod Helligåndens tilkendegivelser. ret
(212) Det er en frygtelig ting for enhver sjæl at stille sig selv på Satans tvivlende side; for lige så snart han gør dette, ændrer han sig, som det siges af Babylons konge, at hans ansigt skiftede farve mod de tre trofaste hebræere. Fortidens historie vil gentages. Mennesker vil forkaste Helligåndens virke, og åbne sindet for sataniske egenskaber der adskiller dem fra Gud. De vil vende sig imod de budbringere som Gud sender advarselsbudskaber til. Endog nu er jeg bange for at de ting jeg søger at gøre tydelige vil misbruges, fejlfortolkes og forfalskes; nogle føler at det er en dyd at uddanne sig selv i denne linje, og når de misbruger dette får de Guds udsendte budskaber ingen virkning. ret
(212) Jeg tilskynder alle som disse ord kommer til: Genovervej jeres egen handlemåde, og "vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade." ret