Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 1. Fra side 9ren side   tilbage

Biografisk skildring
Min barndom

(9)  (9) Jeg blev født den 26. november 1827 i Gorham i Maine. Mine forældre, Robert og Eunice Harmon, boede i mange år i denne stat. Tidligt blev de alvorlige og hengivne medlemmer af den metodistisk episkopale kirke. I denne menighed havde de fremstående forbindelser, og i fyrre år arbejdede de for synderes omvendelse og for at styrke Guds sag. I løbet af denne tid havde de den glæde at opleve deres otte børn omvende sig og slutte sig til Kristi fold. Deres afgjorte syn på Kristi genkomst ledte imidlertid til, at familien blev skilt fra metodistkirken i år 1843. ret

(9)  Da jeg endnu var barn, flyttede mine forældre fra Gorham til Portland i Maine. Da jeg var ni år, skete der mig her en ulykke, som ville påvirke hele mit liv. Sammen med min tvillingsøster og en af vore skolekammerater var jeg ved at krydse en fælled i byen Portland, da en pige på omkring tretten år blev vred over en bagatel og fulgte efter os, idet hun truede med at slå os. Vore forældre havde lært os aldrig at strides med nogen, men at skynde os hjem med det samme, hvis vi var i fare for at blive mishandlet eller komme til skade. Dette gjorde vi med al hast, men pigen fulgte os lige så hurtigt med en sten i sin hånd. Jeg vendte mit hoved for at se, hvor langt hun var bag mig, og da jeg gjorde dette, kastede hun stenen, og den ramte mig på næsen. Slaget slog mig ud, og jeg faldt følelsesløs til jorden. ret

(10)  (10) Da jeg kom til bevidstheden, fandt jeg mig selv i en købmandsbutik; mit tøj var tilsmurt med blod, som flød fra min næse og strømmede ud over gulvet. En venlig fremmed tilbød at køre mig hjem i sin vogn, men eftersom jeg ikke var klar over, hvor svag jeg var, fortalte jeg ham, at jeg foretrak at gå hjem i stedet for at svine hans vogn til med blod. De tilstedeværende var ikke klar over, at min kvæstelse var så alvorlig, og de lod mig gøre, som jeg ønskede; men efter at have gået nogle få meter blev jeg svag og svimmel. Min tvillingsøster og min skolekammerat bar mig hjem. ret

(10)  Jeg husker ikke mere fra den første tid efter ulykken. Min mor sagde, at jeg ikke lagde mærke til noget, men at jeg i tre uger befandt mig i en sløvhedstilstand. Ingen anden end hende troede, at det var muligt for mig at komme mig; men af en eller anden grund troede hun på, at jeg ville overleve. En venlig nabo, som havde været meget interesseret i mit bedste, troede engang, at jeg var ved at dø. Hun ønskede at købe et ligklæde til mig, men min mor sagde: "Ikke endnu;" for der var noget, der sagde hende, at jeg ikke ville dø. ret

(10)  Da jeg atter vågnede op til bevidsthed, forekom det mig, at jeg havde sovet. Jeg huskede ikke ulykken og var uvidende om årsagen til min sygdom. Idet jeg begyndte at komme til kræfter igen, blev min nysgerrighed vakt, da jeg kom til at høre dem, som kom for at besøge mig, sige: "Det var synd!" "Jeg ville ikke have kendt hende," osv. Jeg bad om et spejl, og da jeg kiggede i det, blev jeg rystet over den forandring, der var sket med mit udseende. Ethvert ansigtstræk syntes forandret. Knoglerne i min næse havde været brækket, og det forårsagede denne vansiring. ret

(10)  Tanken om at bære følgerne af denne ulykke hele livet var uudholdelig. Jeg kunne ikke se nogen glæde ved min eksistens. Jeg ønskede ikke at leve, og dog frygtede jeg for at dø, for jeg var ikke forberedt. Venner, som besøgte os, så med medlidenhed på mig og rådede mine forældre til at lægge sag an mod pigens far, som havde, som de sagde, ødelagt mig. Men min mor ville fred; hun sagde, at dersom en sådan fremgangsmåde ville bringe min sundhed og mit naturlige udseende tilbage, så ville der være noget at vinde; men eftersom dette var umuligt, var det bedst ikke at skabe fjender ved at følge et sådant råd. ret

(11)  Lægerne mente, at der kunne sættes en sølvsnor i min næse for at holde den i form. Dette ville have været meget smertefuldt, og de frygtede, at det ikke ville gavne noget, eftersom jeg havde mistet så meget blod, og mit nervesystem havde fået et så kraftigt chok, at min bedring var meget tvivlsom. Selv dersom jeg blev rask igen, mente de, at jeg kun ville leve i kort tid. Jeg var næsten blevet til et skelet. ret

(11)  På dette tidspunkt begyndte jeg at bede Herren berede mig til døden. Når kristne venner besøgte familien, spurgte de min mor, om hun havde talt til mig om døden. Jeg kom til at høre dette, og det bevægede mig. Jeg ønskede at være en kristen, og jeg bad inderligt om tilgivelse for mine synder. Jeg mærkede en sindsro komme over mig, og jeg elskede enhver og ønskede, at alle skulle få deres synder tilgivet og elske Jesus, ligesom jeg gjorde. ret

(11)  Jeg husker tydeligt en aften om vinteren, da jorden var dækket med sne, himmelhvælvingen var oplyst, himmelen så rød og truende ud og syntes at åbne og lukke sig, mens sneen så ud som blod. Naboerne var meget skræmte. Mor tog mig i sine arme og bar mig fra sengen hen til vinduet. Jeg var lykkelig; jeg troede Jesus kom, og jeg længtes efter at se ham. Mit hjerte var fyldt med glæde, og jeg klappede i hænderne af lykke og troede, at mine lidelser var til ende. Men jeg blev skuffet; det enestående fænomen forsvandt fra himmelhvælvingen, og den næste morgen stod solen op som sædvanlig. ret

(11)  Meget langsomt genvandt jeg mine kræfter. Da jeg blev i stand til at lege med mine unge venner, blev jeg tvunget til at lære den bitre lektie, at vort personlige udseende ofte gør en forskel i den behandling, vi modtager fra vore kammerater. I tiden omkring min ulykke var min far borte, han var i Georgia. Da han kom hjem, omfavnede han min bror og mine søstre, (12) og derefter spurgte han efter mig. Min mor pegede på mig, da jeg genert trak mig tilbage, men min egen far genkendte mig ikke. Det var svært for ham at tro, at jeg var hans lille Ellen, som han for kun få måneder siden havde efterladt sund og lykkelig. Dette sårede mig dybt, men jeg prøvede at se lykkelig ud, skønt mit hjerte syntes at knuses. ret

(12)  I disse barndomsdage mærkede jeg ofte følgerne af mit uheld meget stærkt. Jeg var meget følsom, og det medførte, at jeg var meget ulykkelig. Med krænket stolthed, ydmyget og elendig i ånden, søgte jeg ofte et ensomt sted, og tungsindigt grundede jeg over de prøvelser, jeg dagligt var dømt til at udholde. ret

(12)  Tårernes lindring var mig nægtet. Jeg kunne ikke græde så let, som min tvillingsøster kunne; skønt mit hjerte var betynget og gjorde ondt, som om det var ved at knuses, kunne jeg ikke fælde en tåre. Jeg følte ofte, at det i høj grad ville give mig lindring, hvis jeg kunne græde min sorg ud. Nogle gange fordrev de venlige venners sympati mit mørke og fjernede for en tid den tunge byrde, som trykkede mit hjerte. Hvor forgæves og tomme forekom ikke jordens fornøjelser mig da! hvor foranderligt var mine unge kammeraters venskab ikke! Alligevel var disse små skolekammerater ikke anderledes end flertallet af verdens store befolkning. Et pænt ansigt og smukke klæder tiltrækker dem; men lad ulykke tage disse ting væk, og det skrøbelige venskab bliver koldt eller brydes. Men da jeg vendte mig til min Frelser, trøstede han mig. Inderligt søgte jeg Herren i min trængsel og modtog trøst. Jeg følte mig forvisset om, at Jesus elskede selv mig. ret

(12)  Min sundhed syntes at være håbløst svækket. I to år kunne jeg ikke trække vejret gennem min næse og var ikke i stand til at gå meget i skole. Det syntes umuligt for mig at studere og huske, hvad jeg lærte. Den samme pige, som forårsagede mit uheld, var udpeget til ordensduks af vor lærer, og en af hendes pligter var at hjælpe mig med at skrive og med andre lektier. Hun så altid ud til at være oprigtig ked af den store skade, hun havde påført mig, selvom jeg var påpasselig med ikke at (13) minde hende om det. Hun var nænsom og tålmodig med mig og forekom at være ked af det og eftertænksom, når hun så mig arbejde under ganske ugunstige forhold for at få en uddannelse. ret

(13)  Mit nervesystem var ødelagt, og min hånd rystede, så jeg kun gjorde få fremskridt i skrivning, og jeg kunne ikke skrive mere end nogle enkle afskrifter med grov hånd. Idet jeg bestræbte mig på at koncentrere mig om mine studier, løb bogstaverne på siden sammen, store sveddråber stod på min pande, og en svaghed og en svimmelhed kom over mig. Jeg havde en slem hoste, og hele min organisme syntes at være svækket. Mine lærere rådede mig til at forlade skolen og afslutte mine studier, indtil mit helbred var blevet bedre. Det var den sværeste kamp i mit unge liv at give efter for min svaghed og beslutte, at jeg måtte forlade mine studier og opgive håbet om at få en uddannelse. ret

(13)  Tre år senere gjorde jeg endnu et forsøg på at få en uddannelse. Men da jeg forsøgte at genoptage mine studier, svigtede mit helbred hurtigt, og det blev tydeligt, at hvis jeg fortsatte med at gå i skole, ville det være på bekostning af mit liv. Jeg gik ikke i skole, efter jeg var tolv år gammel. ret

(13)  Mit ønske om at få en uddannelse havde været meget stort, og da jeg grundede over mit skuffede håb og tanken om, at jeg ville være invalid resten af livet, var jeg ikke forsonet med min skæbne, og til tider knurrede jeg mod Guds forsyn i således at plage mig. Havde jeg betroet mig til min mor, kunne hun måske have belært, beroliget og opmuntret mig; men jeg skjulte mine foruroligede følelser for min familie og mine venner af frygt for, at de ikke kunne forstå mig. Den lykkelige tillid til min Frelsers kærlighed, som jeg havde nydt, da jeg var syg, var forsvundet. Min fremtidsudsigt til verdslig glæde var ødelagt, og himmelen syntes at være lukket for mig.

-----------
ret

næste kapitel