Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 10. Fra side 71ren side   tilbage

Tilbageholde irettesættelse

(71)  Omkring dette tidspunkt blev jeg udsat for en hård prøve. Hvis Guds Ånd hvilede på nogen ved møderne, og vedkommende forherligede Gud ved at prise ham, var der andre, der påstod, at det var hypnose. Og hvis det behagede Herren at give mig et syn ved et møde, var der nogle, der sagde, at det var resultatet af sindsbevægelse og hypnose. Bedrøvet og fortvivlet gik jeg ofte alene ud til et tilbagetrukket sted for at udtømme min sjæl for ham, som indbyder de trætte og byrdebetyngede til at komme og finde hvile. Idet min tro gjorde krav på løfterne, forekom Jesus at være mig meget nær. Himlens dejlige lys skinnede omkring mig, og jeg syntes at være omsluttet af min Frelsers arme, og der fik jeg et syn. Men når jeg fortalte, hvad Gud havde åbenbaret for mig, da jeg var alene, hvor ingen jordisk indflydelse kunne påvirke mig, blev jeg bedrøvet og forbavset over at høre nogen tilkendegive, at de, der levede nærmest Gud, var mest tilbøjelige til at blive bedraget af Satan. ret

(71)  Ifølge denne lære er vor eneste sikkerhed imod at blive bedraget at forblive i en vis afstand fra Gud, i en frafalden tilstand. Åh, tænkte jeg, er det kommet så langt, at de, som ærligt går til Gud alene for i bøn at gøre krav på hans løfter og hans frelse, skal beskyldes for at være under hypnosens fordærvede påvirkning? Beder vi vor Fader i himlen om brød, kun for at modtage en sten eller en skorpion? Disse ting sårede min ånd og gennemtrængte min sjæl med stærk smerte, som var lige ved at lede til fortvivlelse. Mange ville have mig til at tro, at der ikke var nogen Helligånd, og at alle de udfoldelser, som Guds hellige (72) mænd oplevede, kun var hypnosens eller Satans bedrags virkning. ret

(72)  Nogle har antaget yderliggående synspunkter angående visse skriftsteder, idet de afholdt sig helt fra at arbejde og forkastede alle dem, som ikke ville tage imod deres ideer angående dette og andre punkter med hensyn til religiøse pligter. Gud åbenbarede disse vildfarelser for mig i et syn og sendte mig for at belære sine vildfarne børn; men mange af dem forkastede budskabet helt og beskyldte mig for at tilpasse mig verden. På den anden side beskyldte de nominelle adventister mig for at være fanatisk, og jeg blev fejlagtigt fremstillet som anføreren af den fanatisme, som jeg hele tiden arbejdede på at standse. ret

(72)  Forskellige tidspunkter blev fastsat for Herrens komme og fremført for brødrene med kraftige argumenter. Men Ilerren viste mig, at de fastsatte tider ville passere, for trængselstiden vil finde sted før Kristi komme. Jeg blev også vist, at ethvert tidspunkt, som blev fastlagt for derefter at passere, ville svække troen hos Guds folk. For dette blev jeg beskyldt for at være den onde tjener, der sagde: "Min herre lader vente på sig." ret

(72)  Disse udtalelser angående fastsættelse af tid blev trykt for omkring tredive år siden, og bøgerne med disse udtalelser er blevet spredt overalt; dog påstår nogle prædikanter, som hævder at kende mig godt, at jeg har fastsat det ene tidspunkt efter det andet for Herrens komme, og fordi disse tidspunkter er gået, er mine syner falske. Uden tvivl er der mange, der tager imod disse falske udtalelser som sandhed; men ingen, som er bekendt med mig eller mit arbejde, kan i oprigtighed aflægge en sådan rapport. Dette er vidnesbyrdet, som jeg altid har aflagt, siden tiden gik i 1844: ”Tidspunkt efter tidspunkt vil blive fastsat af forskellige personer og vil passere; og påvirkningen fra denne tidsfastsættelse vil medvirke til at tilintetgøre Guds folks tro." Dersom jeg i et syn havde set bestemte tidspunkter og aflagt mit vidnesbyrd om dette, kunne jeg ikke i lyset af dette vidnesbyrd have skrevet og udgivet, at alle tidspunkter, der matte blive fastsat, ville passere, for trængselstiden vil finde sted før Kristi komme. (73) Med sikkerhed har jeg i de sidste tredive år, det vil sige siden udgivelsen af denne udtalelse, ikke været tilbøjelig til at fastsætte en tid for Kristi komme og således anbringe mig selv under den samme fordømmelse som dem, jeg irettesatte. Jeg har ikke fået noget syn før 1845, som var efter, tidspunktet for den store forventning i 1844 var passeret. Da blev jeg vist det som jeg her har meddelt. ret

(73)  Og er dette vidnesbyrd ikke blevet opfyldt i enhver henseende? Førstedags adventisterne har fastsat tidspunkt efter tidspunkt, og til trods for de gentagne nederlag har de samlet mod til at fastsætte nye tidspunkter. Gud har ikke ledt dem i dette. Mange af dem har forkastet den sande profetiske tid og ignoreret profetiens opfyldelse, fordi tiden gik i 1844 og ikke bragte den forventede begivenhed. De forkastede sandheden, og fjenden har haft magt til at bringe stærke vildfarelser over dem, så de tror løgnen. Den store tids prøve fandt sted i 1843 og 1844; og alle, som siden da har fastsat tider, har bedraget både sig selv og andre. ret

(73)  Indtil tidspunktet for mit første syn kunne jeg ikke skrive; min skælvende hånd var ude af stand til at holde min pen rolig. Under synet befalede en engel mig at nedskrive synet. Jeg adlød og skrev uden besvær. Mine nerver blev styrket og min hånd blev rolig. ret

(73)  Det var et stort kors for mig at berette for de fejlende, hvad der var blevet vist mig angående dem. Det forårsagede mig stor sorg at se andre besværet eller bedrøvet: Og når jeg var nødt til at meddele budskaberne, mildnede jeg dem ofte og gjorde dem så gunstige for den enkelte, som jeg kunne, for derefter at gå bort for mig selv og græde i sjælekval. Jeg så på dem, som kun havde deres egen sjæl at tage vare på, og jeg tænkte, at dersom jeg var i deres sted, ville jeg ikke knurre. Det var hårdt at meddele de tydelige, gennemskærende vidnesbyrd, som Gud havde givet mig. Anspændt vågede jeg for at se resultatet, og hvis de personer, som var blevet irettesat, rejste sig imod irettesættelsen og derefter modsatte sig (74) sandheden, ville disse spørgsmål rejse sig i mit sind: Meddelte jeg budskabet, netop som jeg skulle? Havde der ikke været nogen måde at redde dem på? Og så trængte en sådan kval sig på min sjæl, at jeg ofte følte, at døden ville være en velkommen budbringer og graven et dejligt hvilested. ret

(74)  Jeg indså ikke faren og synden i en sådan fremgangsmåde, indtil jeg i et syn blev ført ind i Jesu nærværelse. Han så på mig med et misbilligende blik og vendte sit ansigt bort fra mig. Det var ikke muligt at beskrive den rædsel og pine, jeg da følte. Jeg faldt ned på mit ansigt for ham, men jeg havde ingen kraft til at sige et ord. Ah, hvor jeg længtes efter at blive dækket og skjult for det frygtelige ansigtsudtryk! Da erkendte jeg i nogen grad, hvilke følelser de fortabte vil have, når de råber: "Bjerge og klipper, fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede" ret

(74)  Umiddelbart bad en engel mig rejse mig, og det syn, der mødte mine øjne, kan svært beskrives. Foran mig var der en skare, hvis hår og klæder var sønderrevet, og hvis ansigtsudtryk var stærkt præget af fortvivlelse og rædsel. De kom hen til mig og deres klæder rørte ved mine. Idet jeg så på mine klæder, så jeg, at de var plettet med blod. Igen faldt jeg som en død ned for fødderne af min ledsagende engel. Jeg kunne ikke komme med en eneste undskyldning, og jeg længtes efter at komme væk fra dette hellige sted. Englen rejste mig op på mine fødder og sagde: "Dette er ikke dit tilfælde nu, men denne scene er blevet vist dig for at lade dig vide, hvad din situation vil blive, hvis du forsømmer at meddele andre, hvad Herren har åbenbaret for dig. Men dersom du er trofast til enden, skal du spise af livets træ og drikke af floden med livets vand. Du må lide meget, men Guds nåde er nok." Jeg følte mig da villig til at gøre alt, hvad Herren måtte kræve af mig, så jeg kunne opnå hans bifald og ikke mærke hans frygtelige misbilligende blik.

-----------
ret

næste kapitel