Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 100. Fra side 564ren side   tilbage

Helse og religion

(564)  Gud vil have en grundfæstet helseinstitution, der ved sin indflydelse er tæt forbundet til det afsluttende arbejde, med at gøre mennesker beredte for udødelighed, en påvirkning som ikke vil svække unge og gamles religiøse principper og som ikke vil forbedre kroppens sundhed til skade for åndelig vækst. Det ophøjede mål med en sådan institution bør være at forbedre legemets sundhed; så den plagede kan værdsætte de evige ting noget højere. Hvis dette formål ikke hele tiden er i tankene og der ikke arbejdes i den ende, vil det vise sig at være en forbandelse i stedet for en velsignelse, det åndelige vil betragtes som underordnet og legemets sundhed og fornøjelser vil blive det overordnede.
(Dette og efterfølgende stykke er uddrag fra breve, som jeg sendte til dem i helseinstitutionen ledelse, det første, 1. maj 1867, det andet den følgende juni. E.G.W.) ret

(564)  Jeg så at den høje standard ikke på mindste måde skulle fornedres, for at institutionen skal kunne benyttes af ikke-troende. Kommer de ikke-troende så længe dens ledere har en ophøjet åndelig standard, som Gud har tænkt sig de skal have, vil der være en kraft, som vil påvirke deres hjerter. Med Gud og engle ved deres side, kan hans lovlydige folk kun få fremgang. Denne institution sættes ikke i værk med profit og vinding for øje, men for at hjælpe med at bringe Guds folk (565) i en sådan fysisk og åndelig sundhed, så de vil være i stand til at påskønne det evige rigtigt og værdsætte genløsningen på en korrekt måde, der er så dyrekøbt for vor Frelsers lidelser. Denne institution skal ikke gøres til et sted for fornøjelse og adspredelse. Dem, som ikke kan leve uden at de har fornøjelser og adspredelser, vil ikke være til nytte i verden; intet er gjort bedre for deres liv. De kan lige så godt være væk fra verden, som at være i den. ret

(565)  Jeg så at det synspunkt at åndelighed er til skade for sundheden, som dr E forsøgte at indprente i andres sind, kun er djævelens fordrejninger. Satan fandt sin metode i eden og fik Eva til at tro at hun manglede noget mere end den, som Gud havde givet til hendes lykke. Han fik hende til at tro den forbudne frugt ville have en særlig oplivende påvirkning på hendes legeme og sind og vil ophøje hende, til endda at være Gud lig i kundskab. Men den kundskab og de fordele hun troede hun ville vinde, viste sig at være en forfærdelig forbandelse for hende. ret

(565)  [Der er mennesker med en sygelig indbildning, for hvem religionen er en tyran, der behersker dem med et jernspir. Sådanne mennesker sørger altid over deres fordærvelse og stønner under formodet ondt. Kærlighed findes ikke i deres hjerter; der er stadig en mørk sky i deres ansigt. Den uskyldige latter hos de unge, eller hos nogen anden, virker som kulde på dem. De anser al adspredelse eller fornøjelse for at være synd og mener, at sindet stadig må være oparbejdet netop til et sådant strengt, alvorligt punkt. Dette er den ene yderlighed. Andre mener, at tankerne altid må anspændes for at finde på nye fornøjelser og adspredelser, for at kunne opnå sundhed. De oplæres til at stole på spænding og er urolige, når denne ikke er til stede. Sådan er sande kristne ikke. De går til en anden yderlighed. Kristendommens sande principper stiller alle over for en åben lykkens kilde, hvis højde og dybde, længde og bredde ikke kan måles. Den er Kristus i os, en kilde af vand vælder frem til evigt liv. Den er et stadigt kildevæld, hvoraf (566) en kristen kan drikke efter behag uden nogensinde at kunne tømme kilden. ret

(566)  Det, som bringer sygdom i legeme og sind hos alle, er utilfredse følelser og misfornøjet græmmelse. De har ikke Gud; de har ikke det håb, der når inden for forhænget og er som et trygt og fast anker for sjælen. Alle, der besidder dette håb, vil rense sig selv, ligesom han er ren. De er fri for hvileløse længsler, græmmelse og misfornøjelse; de går ikke i stadig forventning om noget ondt og ruger ikke over besværlighederne, får de kommer. Men vi ser mange, som har en trængselstid på forhånd; ængstelse præger hvert træk; de synes ikke at finde nogen trøst, men venter i stadig angst på et eller andet frygteligt onde. ret

(566)  Sådanne vanærer Gud og bringer Kristi religion i vanry. De har ingen sand kærlighed til Gud, ejheller til deres ægtefæller og børn. Deres hengivenhedsfølelser er blevet sygelige. Men tomme fornøjelser vil aldrig kunne læge sådanne menneskers sindstilstand. For at kunne blive glade behøver de Guds Ånds forvandlende indflydelse.] De behøver at blive gavnet af Kristi mellemkomst, for at få guddommelig og virkelig trøst. »Thi »den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.« Dem, som har en erfaringsmæssig kundskab i dette skriftsted er virkelig lykkelige. De anser himlens bifald for at være mere værd end nogen jordisk fornøjelse; Kristus herlighedens håb i dem vil være sundt for legemet og til styrke for sjælen. [Vejl f menigh bd 1 side 151-152] ret

(566)  Evangeliets enkelhed forsvinder hurtigt fra de bekendende sabbatsholdere. Jeg spørger et hundrede gange om dagen: Hvordan kan Gud give os fremgang? Der er kun lidt bøn. Få er villig til at bære Kristi kors, han som bar det skamfulde kors for os. Jeg kan ikke tro at (567) tingene går på instituttet, som Gud vil have dem til at gå. Jeg frygter at han vil vende sit ansigt fra det. Jeg fik vist at læger og sygehjælpere bør være af den største orden, dem som har en erfaringsmæssig kundskab af sandheden, som vil indgyde respekt og hvis ord man kan stole på. De bør være mennesker, som ikke har en sygelig fantasi, mennesker som, fuldt ud, styrer sig selv, som ikke er ustadige eller foranderlige, som er fri for skinsyge og onde tanker, personer, som har en viljestyrke, som ikke vil give efter for et lille ildebefindende, som er fordomsfri, som ikke vil tænke noget ondt, som vil tænke og handle roligt, klart og velovervejet og som altid har Guds herlighed og andres gode for dem. Man må aldrig forfremme nogen til en ansvarsfuld stilling, kun fordi han ønsker det. Kun de, som er kvalificeret til stillingen, skal vælges. Dem, som skal bære ansvar bør først prøves og bevise at de er fri for jalousi, så de ikke vil få uvilje mod det ene og det andet, selv om de kun har få gode venner og tager sig ikke noget af andre. Gud give, at de alle må handle rigtigt på den institution.

------------
ret

næste kapitel