Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 103. Fra side 570ren side   tilbage

Erfarings skildringer

(570)  Fra 19. december 1866 til 25. april 1867.
Efter at være forvisset om at min mand ikke vil komme sig efter hans lammende sygdom, selv om han har holdt sig i ro og tidens fylde er kommet til mig, at jeg skal gå ud og frembære mit vidnesbyrd til folk, besluttede jeg i modsætning til hvad Battle Creek menigheden, som vi var medlemmer af på det tidspunkt, vurderede og rådede til, at vove mig ud på en rejse i det nordlige Michigan, sammen med min mand i hans stærkt svækkede tilstand, i den strenge vinterkulde. Det påkrævede en ikke så lidt moralsk opmuntring og tro på Gud, at få mig til at risikere så meget, især når jeg stod alene, med menighedens indflydelse, deri dem ved arbejdets hoved i Battle Creek, imod mig. ret

(570)  Men jeg vidste at der var et arbejde jeg måtte gøre og for mig var det som om at Satan var fast besluttet på at tage mig væk fra det. Jeg har længe ventet på, at vor indespærring skulle ophøre og frygtede for at dyrebare sjæle ville mistes, hvis jeg i endnu længere tid blev væk fra dette arbejde. For mig er det at, ikke forblive i arbejdet, værre end døden og trak vi os ud kunne vi kun gå fortabt. Derfor forlod vi Battle Creek den 19. december 1866 i snestorm mod Wright, Ottawa Området, Michigan. Min mand udholdt den lange og strenge rejse på ethundrede og femogfyrre kilometer langt bedre end jeg frygtede og synes til at have det lige så godt da vi nåde vort gamle hjem hos bror Root's, som da vi forlod Battle Creek. Vi blev taget godt i mod af denne kære familie og blev behandlet ligeså nænsomt, som kristne forældre kan tage sig af syge børn. ret

(570)  Vi erfarede at denne menighed var i en ringe tilstand. Hos en stor del af medlemmerne havde uenigheden og utilfredsheden (571) mod hinanden slået dybe rødder og en verdslig ånd havde taget besiddelse hos dem. Og til trods for deres ringe tilstand nød de så sjældent vore forkynderes arbejde, at de sultede efter åndelig føde. Der begyndte vores første egentlige arbejde, siden min mands sygdom. Her begyndte han at arbejde som i de første år, trods han var svag. Han ville tale tredive eller fyrre minutter og formiddagen både om sabbaten og den første dag og jeg udfyldte resten af tiden og talte så halvanden time om eftermiddagen hver dag. Vi lyttede på med den største opmærksomhed. Jeg så at min mand blev stærkere, klarere og hans emner havde mere sammenhæng. Og ved en lejlighed talte han en time med klarhed og kraft, med arbejdets byrde på sig som han plejede at tale, min taknemmelighed var ud over hvad jeg kan udtrykke. Jeg rejste mig i forsamlingen og i henved en halv time prøvede i gråd at holde en tale for ham. Forsamlingen var dybt rørt. Jeg følte mig sikker på at dette var begyndelsen på en bedre tid, for os. ret

(571)  Vi blev hos de folk i seks uger. Jeg talte femogtyve gange til dem og min mand tolv gange. Idet vort arbejde med denne menighed skred frem, begyndte de forskellige sager at vise sig for mig og jeg begyndte vidnesbyrd for dem, sammenlagt er det ethundrede sider. Så begyndte arbejdet for disse personer idet disse kom til bror Root's, hvor vi opholdt os og for nogle af personerne, i deres egne hjem og især møderne i menighedshuset. I dette arbejde fandt jeg ud af at min mand var en stor hjælp. Hans store erfaring i dette arbejde, da han havde arbejdet sammen med mig tidligere, havde kvalificeret ham til det. Og nu hvor han kom ind i det igen, lod han til at vise klarhed i tankerne, god dømmekraft og redelig med at behandle de fejlende, som i de tidligere dage. Faktisk kunne to af vore prædikanter ikke give denne samme hjælp som han. ret

(571)  Et stort og godt arbejde blev gjort vor dette dyrebare folk. (572) Fejl blev bekendt frit og fuldt ud, enigheden blev genoprettet og Guds velsignelse hvilede over arbejdet. Min mand arbejdede på at sætte menighedens systematiske godgørenhed i form som burde antages i alle vore menigheder og hans anstrengelser førte til at de penge, menigheden betalte årligt til kassen, forøgedes omkring tre hundrede dollars. Nogle af dem i menigheden som har haft det svært med nogle af mine vidnesbyrd, især om klædespørgsmålet, blev fuldt afklarede ved at få sagen forklaret. Helse og klædereformen blev antaget og mange penge blev indsamlet til Helseinstitutionen. ret

(572)  Jeg tror at det her er min pligt at nævne at da dette arbejde skred frem, besøgte en velhavende bror fra New York-staten Wright efter at have været i Battle Creek og der erfaret at vi havde taget afsted, trods menigheden og dem ved arbejdets hoved i Battle Creek, trods deres modstand og råd. Han valgte at vise min mand præcis de mennesker som vi har det største arbejde for, idet han var lidt sindssvag og hans vidnesbyrd, som følge deraf, ikke havde nogen vægt. Som det blev forklaret mig af bror Root, menighedens præst, satte hans indflydelse på det hele, mindst to uger tilbage. Jeg sagde at disse ikke-indviede personer måtte passe på de ikke i deres blinde og følelsesløse tilstand gør deres indflydelse på et sådant tidspunkt så det vil tage uger for Herrens tjenere at modvirke denne indflydelse. Vi arbejdede for rige mennesker og Satan så at denne rige bror var lige manden han kunne bruge. Måtte Herren bringe ham derhen hvor han kan se og i sindets ydmyghed bekende hans fejl. Efter endnu to uger hårdt arbejde og med Guds velsignelse, var vi i stand til at fjerne denne dårlige påvirkning og give dette dyrebare folk fuld forvisning om at det var Gud der havde sendt os til dem. Som et yderligere resultat af vores arbejde, blev der lidt efter døbt syv af bror Waggoner og to i juli af min mand da vi besøgte menigheden for anden gang. ret

(573)  (573) Broderen fra New York vendte med sin kone og datter tilbage til Battle Creek, men ikke i den hensigt at give en rigtig melding af det gode arbejde i Wright eller for at hjælpe menighedens tilstand i Battle Creek. Da kendsgerningerne siden kom frem, viste det sig at han havde skadet menigheden og menigheden havde skadet ham, i deres fælles fornøjelser fra hjem til hjem, ved at tage de uheldigste holdninger, om vor fremgangsmåde, op og gøre dem til samtaleemne. I tiden da disse forfærdelige ting stod på, havde jeg en drøm, som følger her: ret

(573)  Jeg besøgte Battle Creek i selskab med en myndig person og han havde en værdig optræden. I min drøm gik jeg forbi vore brødres huse. Idet vi var ved at gå ind, hørte vi stemmer i dyb samtale. Min mands navn blev ofte nævnt og jeg blev bedrøvet og forbavset over at høre dem, som havde bekendt sig til at være vore trofaste, venner fortælle om de episoder som skete under min mands strenge plage, da hans åndelige og fysiske kræfter var lamme i stort omfang. Jeg blev bedrøvet over at høre den bekendende brors stemme fra New York som jeg nævnte før, fortælle på en alvorlig måde og i et overdrevet lys, om begivenheder som dem i Battle Creek var ligeglad med. også selv om vore venner i Battle Creek, for deres del, fortalte hvad de vidste. Jeg blev mat og syg om hjertet og i min drøm var jeg ved at falde, da min ledsagers hånd støttede mig og sagde: "Du må lytte. Du må vide dette selv om det er hårdt at bære." ret

(573)  I de forskellige hjem erfarede vi at det samme problem var samtaleemnet. Det deres nærværende sandhed. Jeg sagde: "Oh, jeg vidste ikke dette! Jeg vidste ikke at sådanne følelser var i deres hjerter som vi havde betragtet som vore venner i medgang og vore faste venner i lidelse, sorg og modgang. Jeg ville aldrig have troet dette! Vi havde regnet disse for vore allerbedste og ægte venner." ret

(574)  (574) Personen der var hos mig gentog disse ord: "Hvis de blot ville tage det let og med den samme alvor og iver i deres samtale om deres Forløser og dvæler så lidt ved hans mageløse yndighed, hans oprigtige godgørenhed og hans nådefulde tilgivelse, hans nænsomme medynk for den lidende, hans tålmodige og uforklarlige kærlighed, hvor meget mere dyrebare vil frugterne så ikke blive?" ret

(574)  Jeg sagde da: "Jeg er rystet. Min mand sparede ikke sig selv for at vinde sjæle. Han bar byrderne indtil de knuste ham; han var lammet, nedbrudt fysisk og åndeligt; og efter at Gud har sat sin hånd under ham, for at rejse ham op så hans røst igen kan høres, kommer der nu forbandede og onde ord og handlinger frem som ødelægger hans indflydelse." ret

(574)  Personen som ledsagede mig sagde: "Den samtale hvor Kristus og hans livs særpræg er det emne der dvæles ved vil forny ånden og frugten vil være hellighed og evigt liv." Han citerede derefter disse ord: »Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!« Disse ord gav mig så stort et indtryk, at jeg talte ud fra dem den næste sabbat. ret

(574)  Mit arbejde i Wright var meget trættende. Jeg bekymrede mig meget for min mand om dagen og nogle gange om natten. Jeg badede ham og tog ham ud for at ride og to gange om dagen gik jeg ud sammen med ham i kulde, storm eller behageligt vejr. Jeg førte pennen medens han dikterede sine stykker til Review og jeg skrev også mange breve, udover de mange sider fra mine personlige vidnesbyrd og det meste af nummer 11, udover besøg og taler så ofte og så længe og alvorlig som jeg nu gjorde. Bror og søster Root følte helt med mig i mit arbejde og møje og (575) vovede med den største omhu for at dække alle mine behov. Vore bønner var ofte om Herren ville velsigne dem højt og til deres bedste såvel som i nåde og åndelig styrke. Jeg følte at en særlig velsignelse ville følge dem. Selv om sygdomme siden er kommet i deres hjem, erfarede jeg dog at bror Root mere holder af sundheden end før. Blandt det som viste timelig fremgang, fortalte han at hans hvedemarker gav syvogtyve skæpper for hver acre (0,4 hektar) og nogle gav fyrre, medens hans nabos marker kun havde et gennemsnit på syv skæpper for hver acre. ret

(575)  Den 29. januar 1867 forlod vi Wright og red til Greenville, Montcalm området, en rejse på femogtres kilometer. Det var vinterens koldeste dag og vi var glade for at finde ly for kulde og storm hos broder Maynard's. Denne kære familie bød os hjerteligt velkommen i deres hjem. Vi blev seks uger i denne omegn og arbejdede med menighederne i Greenville og Orlans og gjorde bror Maynards gæstfrie hjem til vort hovedkvarter. ret

(575)  Herren gav mig frihed til at tale til folk og i enhver bestræbelse så jeg hans understøttende kraft. Og idet jeg blev fuldt forvisset om at jeg havde et vidnesbyrd til folk, som jeg kunne fremføre i forbindelse med min mands arbejde, styrkedes min tro i at han alligevel ville blive rask til at kunne arbejde med tro på sagen og Guds værk. Uden ham kunne jeg kun udrette en smugle, men med hans hjælp, i Guds kraft, kunne jeg udføre det arbejde som jeg var udpeget til. Herren støttede ham i enhver anstrengelse som han lagde for dagen. Da han dristede sig og stolede på Gud, uden hensyn til hans svaghed, vandt han styrke og blev bedre for hver anstrengelse. Da jeg så at min mand genvandt fysisk og mental sundhed, var min taknemmelighed ganske uhæmmet, med det sigte at jeg igen var (576) fri til at gå ind i Guds arbejde og med min mand ved min side kunne vi sammen udføre det afsluttende arbejde for Guds folk. Før han blev lammet, tog hans embede på kontoret en større del af hans tid. Og idet jeg ikke kunne rejse uden ham, var jeg nød til at blive hjemme meget af tiden. Jeg mærkede at Gud nu ville bringe ham fremgang så længe han arbejdede i ord og lære og han helligede sig selv på en særlig måde til forkynderarbejdet. Andre kunne udføre arbejdet på kontoret og vi var helt overbevist om at han aldrig igen ville blive begrænset, men fri til at rejse med mig, så vi begge kunne fremføre det højtidelige vidnesbyrd, som Gud havde givet os til sit restfolk. ret

(576)  Jeg kunne mærke Guds folks ringe tilstand og hver dag var jeg opmærksom på om jeg var gået til min styrkes grænse. Medens vi var i Wright havde vi sendt mine manuskripter for nr 11 til forlagshuset og jeg udnyttede næsten hvert øjeblik, når vi ikke var til møde, til at skrive indholdet ned for nr 12. Mine styrke, både fysisk og åndeligt, var hårdt belastet da vi arbejdede for menigheden i Wright. Jeg mærkede at jeg burde have hvile, men kunne ikke finde nogen anledning til at få lindring. Jeg talte til folk adskillige gange om ugen og skrev mange sider i mit personlige vidnesbyrd. Byrden for sjæle var over mig og det ansvar jeg nærede var så stort, at jeg kun kunne vinde nogle få timer om natten til søvn. ret

(576)  Medens jeg således arbejde med at tale og skrive, modtog jeg breve fra Battle Creek af en nedslående karakter. Idet jeg læste dem, følte jeg en uforklarlig nedtrykthed, næsten som en sindets pine, som i en kortere periode synes at lamme mine vitale kræfter. I tre nætter sov jeg næsten ikke. Mine tanker var plaget og rådvilde. Jeg skjulte min følelser så godt jeg kunne, for min mand og den forstående familie vi var hos. Ingen kendte mine tankers byrder eller besvær når vi var sammen med familien til morgen- og aftenandagt, (577) og jeg forsøgte at lægge min byrde på den Store Byrdebærer. Men mine bønner kom fra et hjerte vredet i kvaler og mine bønner var sønderbrudte og usammenhængende på grund af den ustyrlige sorg. Blodet fór op i min hjerne og fik mig ofte til at vakle og næsten falde. Jeg havde ofte næseblod, især når jeg prøvede at skrive. Jeg var tvunget til at lægge min skrivning til side, men jeg kunne ikke kaste bekymringerne fra mig og ansvaret på mig, da jeg indså at jeg havde vidnesbyrd til andre som jeg ikke kunne give dem. ret

(577)  Jeg fik endnu andre breve der fortalte mig at det måske var det bedste at udsætte udgivelsen af nr 11, indtil jeg kunne skrive det tilfulde, som jeg var blevet vist om helseinstitutionen, da dem som havde ansvaret for denne virksomhed manglede midler og behøvede påvirkningen fra mine vidnesbyrd til at røre brødrenes holdning. Jeg skrev da en del ud af det som var blevet vist mig om instituttet, men kunne ikke få hele emnet ud på grund af blodtrykket til hjernen. Havde jeg vidst at nr 12 ville blive forsinket så længe, skulle jeg ikke under nogen omstændigheder den del som var i nr 11. Jeg troede at efter at have hvilet i nogle få dage, kunne jeg genoptage min skrivning. Men til min store sorg, fandt jeg at min hjernens tilstand, gjorde det umulig for mig at skrive. Ideen med at skrive vidnesbyrd, hvad enten det er generelt eller personligt blev opgivet og jeg var i konstant pine fordi jeg ikke kunne skrive dem. ret

(577)  I den tilstand tingene stod i nu, var jeg besluttet på at vi kunne vende tilbage til Battle Creek og blive dér, så længe vejene var i en mudret og opbrudt tilstand og så ville jeg på dette sted fuldende nr 12. Min mand var meget ivrig efter at se sine brødre i Battle Creek og tale med dem og glæde sig med dem over det arbejde, som Gud har gjort for ham. Jeg samlede mine skrifter op og vi påbegyndte vor rejse. Undervejs holdt vi to møder i Orange og var vidne til at menigheden (578) blev gavnet og opmuntret. Vi blev selv opfrisket i Herrens Ånd. Den nat drømte jeg at jeg var i Battle Creek og så et selskab ud af glassiden i døren, marchere frem to og to mod huset. Jeg kendte dem godt og gik hen for at åbne salondøren for at tage imod dem, men så tænkte jeg, at jeg måtte se efter igen. Scenen blev forandret. Selskabet viste sig nu i et katolsk optog. En bar et kors i sin hånd, en anden et rør. Og da de nærmede sig, tegnede ham som bar røret, en cirkel rundt om huset og sagde tre gange: "Dette hus er gjort fredløst. Ejendelene må beslaglægges. De har talt imod vores hellige orden." Rædsel greb mig og jeg løb gennem huset, ud af døren i nordsiden og fandt mig selv i midten af selskabet, nogle af dem, jeg kendte, men jeg turde ikke sige et ord imod dem af frygt for at blive røbet. Jeg prøvede at finde et afsides sted hvor jeg kunne græde og bede uden at møde de spændte og nysgerrige øjne, hvor jeg end vendte mig. Jeg gentog ofte: "Hvis jeg bare kunne forstå dette! Om de dog ville fortælle mig hvad jeg har sagt eller hvad jeg har gjort!" ret

(578)  Jeg græd og bad meget da jeg så vore ejendele blive beslaglagt. Jeg prøvede at finde sympati og medlidenhed i deres udseende omkring mig og lagde mærke til minen i adskillige af dem, jeg troede ville tale til mig og trøste mig, hvis de da ikke var bange for at andre ville lægge mærke til dem. Jeg gjorde et forsøg på at flygte fra hoben, men jeg så at jeg blev overvåget, jeg skjulte mine hensigter. Jeg begyndte at græde højt og sagde "Om de bare ville fortælle mig, hvad jeg har gjort eller hvad jeg har sagt!" min mand som sov i en seng i det samme værelse, hørte mig græde højt og vækkede mig. Min pude var våd af tårer og jeg var dybt nedtrykt. ret

(578)  Bror og søster Howe ledsagede os til Vestwindsor, hvor vi blev modtaget og budt velkommen af bror og søster (579) Carman. Om sabbaten og den første dag mødte vi brødre og søstre fra menighederne i Vicinity og havde den frihed at frembære vort vidnesbyrd til dem. Herrens fornyende Ånd hvilede på dem, som nærede en særlig interesse for Guds værk. Vore konferensemøder var gode og henved alle gav vidnesbyrd af, at de var blevet styrket og stærkt opmuntret. ret

(579)  I løbet af få dage fandt vi os selv igen i Battle Creek efter tre måneders fravær. Sabbaten den 16. marts aflagde min mand prædiken om "Helliggørelse" for menigheden og den blev skrevet ned af redaktøren på Review og udgivet i bind 29, nr 18. Han talte også klart om eftermiddagen og på den første dag om formiddagen. Jeg frembar mit vidnesbyrd med den sædvanlige frimodighed. Sabbaten den 23. talte vi frimodigt til menigheden i Newton og arbejdede med menigheden i Convis den efterfølgende sabbat og den første dag. Vi havde tænkt os at komme tilbage mod nord og rejste halvtreds kilometer, men var nød til at vende tilbage på grund af vejenes tilstand. Min mand var frygteligt skuffet over den kolde modtagelse vi fik i Battle Creek og jeg var også ked af det. Vi besluttede os til at vi ikke kunne frembære vort vidnesbyrd til denne menighed, før de gav bedre bevis for, at de ønskede vort vidnesbyrd og vi besluttede at arbejde i Covis og Monterey indtil vejene var blevet bedre. De to efterfølgende sabbater tilbragte vi i Convis og kunne se, at et godt arbejde var gjort, som de bedste frugter vi hidtil havde set. ret

(579)  Jeg kom tilbage til Battle Creek som et træt barn der behøvede trøstene ord og opmuntring. Det var pinefuldt for mig at forklare, at vi dér blev taget med stor kølighed af vore brødre hjemme i Battle Creek, som jeg for tre måneder siden havde været fuldstændigt enig med, undtagen dét, at vi skulle rejse. Den første nat vi havde i Battle Creek, drømte jeg at jeg havde arbejdet meget hårdt og var rejst i den hensigt at deltage i et stort møde og at jeg var meget træt. (580) Søstre ordnede mit hår og rette på mine klæder og jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede blev jeg forbavset og opbragt over at se mine klæder var fjernet og der var sat gamle pjalter på mig, nogle stykker sengelagner knyttet og syet sammen. Jeg sagde: "Hvad har I gjort ved mig? Hvem har gjort dette skammelige arbejde med at fjerne mine klæder og erstatte dem med en tiggers pjalter?" Jeg rev pjalterne af og kastede dem fra mig. Jeg var ked af det og råbte ud i vrede: "Bring mine klæder tilbage, som jeg har båret i treogtredive år og ikke har vanæret mig det mindste. Hvis du ikke giver mig de klæder tilbage, som jeg skal vise mig i for folk, hvem vil så tilbagelevere mine egne klæder, som jeg har båret i treogtredive år." ret

(580)  Jeg har set opfyldelsen af denne drøm. I Battle Creek er vi stødt på beretninger, som har været i omløb for at skade os, men har ikke noget med sandheden at gøre. Nogle har skrevet breve og har gjort en foreløbig udsættelse af helseinstitutionen og andre som bor i Battle Creek udtrykker frygt, tvivl og antydninger om os, til menighederne i Michigan og andre stater. Jeg fyldtes med sorg idet jeg lyttede til opfordringen fra en medarbejder, som jeg i øvrigt havde respekteret, at de fra alle kanter hørte om, hvad jeg havde talt mod menigheden i Battle Creek. Jeg var så bedrøvet at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Vi så at der var en stærk og anklagende ånd imod os. Da vi blev fuldt overbevist om de følelser som herskede, fik vi hjemve. Vi var så skuffede og bedrøvede at jeg fortalte to af vore ledende brødre at jeg ikke følte mig hjemme, idet vi mødte mistro og direkte kulde i stedet for velkomst og opmuntring og at jeg nu måtte vide hvad det var for en måde at vise sig mod dem, som er blevet nedbrudt blandt dem på grund af overanstrengelse og helligelse for Guds arbejde. Jeg sagde at vi nok skulle flytte fra Battle Creek og finde et mere tilbagetrukket hjem. ret

(580)  Sorgbetynget uden mål, blev jeg derhjemme, (581) og var skrækslagen for at gå nogen steder i menigheden af frygt for at blive såret. Til sidst følte jeg, da ingen gjorde nogen anstrengelse for at lindre mine følelser, at det var min pligt at sammenkalde et antal erfarende brødre og søstre og imødekomme de rygter, som var i omløb om os. Nedtrykt helt til smerten, mødte jeg angrebene mod mig og jeg gav en fremstilling af mine rejser mod øststaterne, for et år siden og de smertelige omstændigheder, der fulgte med den rejse. ret

(581)  Jeg opfordrede de tilstedeværende til at bedømme mig, uanset om min forbindelse til værket og Guds sag ville lede mig til at tale letsindigt om menigheden i Battle Creek, som jeg ikke havde det mindste foragt for. Var min interesse for Guds sag og værk ikke lige så stor som det var muligt for dem. Hele min erfaring og hele mit liv var indvævet i det. Jeg har ingen interesser der er adskilt fra arbejdet. Jeg har sat alt til for sagen og har ikke anset noget offer at være for stort for mig at give, for at fremme sagen. Jeg har ikke ladet mig hengive til mine børn og blive holdt tilbage fra at udføre min pligt som Gud krævede for sin sag. Moderlig kærlighed bankede lige så stærkt i mit hjerte som hos enhver anden moder som levede, alligevel har jeg været adskilt fra mine diene børn og ladet andre tage moderrollen for dem. Jeg har givet umiskendelige beviser for min interesse i og helligelse for, Guds sag. Jeg har ved mine gerninger vist hvor dyrebar den er for mig. Kunne nogen gøre et stærkere bevis end jeg selv? Var de nidkære for sandhedens sag? Jeg var mest. Var de helliget til den? Jeg kunne vise større helligelse end nogen levende, der var involveret i arbejdet. Havde de lidt for sandhedens skyld, havde jeg lidt mest. Jeg havde ikke regnet mit liv for at være så kært. Jeg undgik ikke bebrejdelse, lidelse eller prøvelser. Når venner og slægtninge opgav håbet for mit liv, fordi sygdomme tyngede på mig, er jeg blevet båret i min mands arme til båden eller vognen. En gang efter at vi havde rejst og det var midnat, fandt vi ud af, at vi var i Boston by uden midler. Ved (582) to eller tre lejligheder vandrede vi, i tro, elleve kilometer. Vi rejste så langt som min styrke kunne holde til det og derefter knælede vi på stedet og bad efter styrke til at fortsætte. Styrke fik vi og vi kunne arbejde seriøst for sjælenes gode. Vi lod ingen hindringer afskrække os fra at udføre pligten eller adskilles os fra arbejdet. ret

(582)  Den ånd som viste sig ved dette møde bedrøvede mig stærkt. Jeg havde stadig byrder da jeg vendte hjem, da dem som var til stede ikke gjorde noget for at hjælpe mig ved at indrømme at de havde fejlbedømt mig og deres mistanker og anklager mod mig var uretfærdige. De kunne ikke fordømme mig, ej heller gjorde de sig nogen anstrengelse for at hjælpe mig. ret

(582)  I femten måneder har min mand været så svag at han ikke har passet sit arbejde, forvaltet sine egne midler, eller været med når stormen skulle rides af. Men i år har han taget sit arbejde og gjort sin forvaltning. Men der har ikke været så meget at forvalte fordi vi havde så store udgifter. Han har under sin sygdom afvist adskillige gange at tage imod penge fra sine brødre, et beløb på omkring tusinde dollars og fortalt dem at, når han mangler midler vil han lade dem vide det. Til sidst kom vi i mangel. Min mand følte at det var hans pligt at vi, før vi blev afhængige, måtte vi først sælge hvad vi kunne undvære. Han havde nogle få ting på kontoret og noget af lidt værdi spredt blandt brødrene i Battle Creek, som han samlede og solgte. Vi rådede over hen ved et hundrede og halvtreds dollars i værdi for møblerne. Min mand prøvede at sælge vores sofa til mødelokalet og prøvede at give ti dollars af dets værdi men kunne ikke. På det tidspunkt døde vor eneste og meget værdifulde ko. Min mand mente først at han kunne få hjælp og sendte et lille brev til en bror, hvor der stod at hvis menigheden fandt det godt at gøre tabet af koen op måtte de gøre dette. Men intet blev gjort ved det og påførte kun min mand sindssvaghed på grund af pengene. Brødrene kendte ham godt nok til at vide at han aldrig (583) ville bede om hjælp, uden det var strengt nødvendigt. Og nu hvor han gjorde det, blev der ikke gjort noget ved det kun for at såre os i vor mangle og dybe lidelser. ret

(583)  Ved dette møde erkendte min mand ydmygt at han havde uret i mange af den slags ting. Og han erkendte hvad han aldrig burde have gjort og hvad han skulle have gjort, men ikke havde gjort det af frygt for sine brødre og han havde et ønske om at være på god fod med menigheden. Det ledte dem, som havde skadet ham til åbenlyst at foragte ham. Vi var ydmyget lige til støvet og ubeskrivelig bedrøvet. Med denne tilstand af tingene, begyndte vi at træffe en aftale i Monterey. På rejsen led jeg de stærkeste ånds kvaler. Jeg prøvede at forklare mig selv, hvordan det kunne være at vore brødre ikke forstod vort arbejde. Jeg var helt sikker på, at mødte vi dem, ville de vide hvilken ånd vi er af og at Guds Ånd i dem, ville være den samme i os, nemlig hans ydmyge tjenere og tanker og følelser ville stemme over ens. I stedet for blev vi overvåget med mistro og mistænksomhed, hvilket forårsagede den største forviklinger jeg nogensinde havde oplevet. Medens jeg gik og tænkte sådan, fik jeg en del af et syn i Rochester, den 25.december 1865 som et lyn der oplyste mit sind og jeg fortalte det straks til min mand: ret

(583)  Jeg fik vist en klynge træer der stod tæt sammen og dannede en cirkel. Ad disse træer løb en vin op og dækkede dem på toppen, hvilede på dem og dannede en aksel. Inden længe så jeg at træerne begyndte at svaje frem og tilbage, som om de blev bevæget af en kraftig vind. På vinen rystede den ene gren efter den anden fra deres holdested, indtil vinen var rystet løs fra træerne undtagen nogle få slyngtråde, som klyngede sig til de nederste grene. En person kom og adskilte de slyngtråde som var tilbage fra vinen og så lå den henstrakt på jorden. ret

(583)  Jeg havde en ubeskrivelig sinds-pine og kval da jeg så vinen (584) ligge på jorden. Mange gik forbi og så medfølende på den og jeg ventede ængsteligt efter om der ikke var en venlig hånd, der ville rejse den op; men der blev ikke ofret nogen hjælp. Jeg spurgte efter, hvorfor ingen hånd rejste vinen op. I samme øjeblik så jeg en engel komme til den tilsyneladende forladte vin. Han spredte armene ud og tog dem ned under vinen og rejste den, så den stod oprejst og sagde: "Ræk op imod himlen og lad dine slyngtråde vikle sig omkring Gud. Du er rystet fri for menneskelig støtte. Du kan stå, i Guds styrke og blomstre uden menneskelig støtte. Lær af Gud og du vil aldrig lære forgæves og blive rystet derfra." Jeg følte en ubeskrivelig hjælp, der blev til glæde, da jeg så at der blev taget af den forsømte vin. Jeg vente mig til englen og spurgte hvad disse ting betød. Han sagde: "Du er den vin. Alt det du vil erfare og når alle disse ting sker, vil du forstå billedet med vinen. Gud vil være en nærværende hjælp for træet i trængselstiden." Fra det tidspunkt var jeg ikke i tvivl om hvad der var min pligt og aldrig før så fri til at frembære mit vidnesbyrd for folk. Hvis jeg ikke før har følt Herrens arm holde mig op, så var det ved dette møde. Min mand var også fri og klar i sin forkyndelse og alles vidnesbyrd var dette: Vi havde et fortræffeligt møde. ret

(584)  Efter at vi havde vendt tilbage fra Monterey, følte jeg det var min pligt at kalde sammen til et andet møde, da mine brødre ikke gjorde sig nogen anstrengelse for at lindre mine følelser. Jeg besluttede mig for at gå frem i Guds styrke og atter give udtryk for mine følelser og befri mig selv fra de mistanker og rygter der løb rundt til vor skade. Jeg frembar mit vidnesbyrd og fortalte om ting, som var mig blevet vist i den foregående beretning og advarede dem mod den fare de var i og irettesatte dem for deres forkerte handlemåde. Jeg gjorde opmærksom på, at jeg var blevet sat i den ubehageligste situation. Når familier og enkeltpersoner blev bragt frem for mig i et syn, var det ofte tilfældet at det, som blev vist mig med hensyn til dem, var af fortrolig art og skjulte synder skulle irettesættes. Jeg har arbejdet med nogle i månedsvis med fejl, som andre intet vidste om. Når brødrene ser disse personer være ked af det, (585) og hører dem give udtryk for om Guds accept af dem og udtrykker også fortvivlelse, har de kastet kritik over mig, som om jeg skulle bebrejdes for at de var i prøvelser. Dem, som kritiserer mig på den måde er fuldstændig uvidende med hvad de taler om. Jeg protesterer mod personer, der sidder som inkvisitorer over min handlemåde. Det er blevet mit ubehagelige arbejde at irettesætte skjulte synder. Skulle jeg, for at modvirke mistanker og jalousi, forklare min fremgangsmåde fuldt ud og offentliggøre det, som skulle være skjult, ville jeg synde imod Gud og forurette de pågældende personer. Jeg må holde de skjulte fejls skjulte irettesættelser for mig selv, holdt inden for mit eget bryst. Lad andre dømme efter hvad de kan, men jeg vil aldrig forråde den tillid som er givet mig af den fejlende og angrende og afsløre det for andre, som kun burde bringes for den, som er skyldig. Jeg fortalte de forsamlede, at de måtte fjerne deres hænder fra mig og lade mig handle frit i frygt for Gud. Jeg forlod mødet, lettet for en stor byrde.

------------
ret

næste kapitel