(592) Oplevelser fra den 26.april, 1867 til den 20.oktober 1867
Vi vendte tilbage mod nord og på vores vej holdt vi et godt møde i West Windsor og efter at vi var kommet hjem holdt vi møder i Fairplains og Orleans og tog også noget tid til (593) opbygningen, plantede i vor have og satte vindruer, brombær, hindbær og jordbær ud. Så vendte vi med et godt følgeskab tilbage til General Konferensen i Battle Creek. ret
(593) Den første sabbat undervejs tilbragte vi i Orleans og holdt faste. Det var en meget højtidelig og alvorlig dag; vi forsøgte at ydmyge os selv for Gud og med sønderknust ånd og megen gråd bad vi alle inderligt, om Gud ville velsigne og styrke os til at gøre hans vilje under konferensen. Vi havde én tro på og ét håb for, at vort fangenskab ville løsnes ved dette møde. ret
(593) Da vi kom til Battle Creek fandt vi at vore anstrengelser ikke havde nået det vi havde håbet. Der herskede stadig rygter og skinsyge. Min sjæl blev fyldt med stærk pine og jeg græd højt i nogle timer, ude af stand til at holde min sorg tilbage. En ven jeg havde kendt i to og tyve år fortalte mig, under en samtale, hvad han havde hørt, at vi var urimelige med brugen af midler. Jeg spurgte hvor i vi havde været urimelige. Han nævnte anskaffelsen af en dyr lænestol. Jeg fortalte om de omstændigheder der fulgte dermed. Min mand var blevet stærkt udmagret og det var meget trættende og endda smerteligt for ham at side længe i en almindelig gyngestol og af den grund måtte han ligge ned i en seng eller i en lille sofa, en stor del af tiden. Jeg vidste at han på den måde ikke kunne vinde styrke og bad ham om at sidde op noget mere, lænestolen var kun et middel. ret
(593) Da jeg rejste til øststaterne for at være ved min døende fader, forlod jeg min mand i Brookfield, New York og da jeg var i Utica, så jeg efter en fjedret stol med sofasæde. Forhandleren havde ingen færdig i den pris jeg ønskede det at betale for, som var omkring femten dollars, men de gav mig en meget fin stol, med ruller i stedet for gyngeben, med den egentlige pris på tredive dollars, for kun sytten. Jeg vidste at dette var stolen til alt. Men broderen, som var med mig rådede mig til at vente på at der blev lavet en stol, (594) som kun ville koste tre dollars mindre. Stolen der blev betalt for sytten dollars, har den reelle værdi i sig selv. Men jeg lod andre vurdere sagen, lod den billigere stol pakke sammen, betalte selv for den og fik bragt den til min mand. Rygterne om vor ødselhed ved at erhverve denne stol mødte jeg i Wisconsin og Iwoa. Men hvem kan fordømme mig? Skulle jeg gøre det samme igen, ville jeg gøre som jeg har gjort her, med denne undtagelse: Jeg vil sætte min lid til min egen dømmekraft og købe en stol der koster nogle få dollars mere og værdien fordobler den jeg fik. Satan påvirker nogle gange sindet for at destruere al barmhjertighed og medlidenhed. Det er som om hårdheden kommer ind i hjertet og både det menneskelige og guddommelige forsvinder. ret
(594) Jeg fik også rygte om at søster havde sagt i Memphis og Lapeer, at Battle Creek menigheden ikke havde den mindste tillid til søster Whites vidnesbyrd. Spørgsmålet blev stillet om det henviste til de skrevne vidnesbyrd. Svaret var: Nej ikke til hendes offentliggjorte syner men til vidnesbyrdene, der blev fremført ved menighedens møder, fordi hendes liv modsiger dem. Jeg anmodede igen om et møde med nogle få udvalgte og erfarne brødre og søstre, hvoriblandt de personer var til stede, som havde bragt disse ting i omløb. Jeg bad nu om de ville vise mig hvor mit liv ikke var i overensstemmelse med min lære. Hvis mit liv har været så selvmodsigende, som det rygte sagde at Battle Creek menigheden ikke havde den mindste tillid til mit vidnesbyrd, ville det ikke være en svær sag at vise beviserne for min ukristne handlemåde. De kunne ikke sige noget for at retfærdiggøre rygterne og de bekendte at det var forkert af dem at bringe rygerne i omløb og at deres antydninger og jalousi var ubegrundet. Jeg tilgav dem uden videre som havde skadet os og fortalte dem at alt hvad jeg vil bede dem om var at modvirke den indflydelse, som de havde udøvet imod os, så ville jeg være tilfreds. De lovede at gøre dette, men gjorde det ikke. ret
(595) (595) Mange andre sladrede om os, alle rygter var fuldstændig falske eller stærkt overdrevet og blev frit talt i forskellige familier under konferenseperioden og de fleste så på os, især min mand, med mistanker. Nogle indflydelsesrige personer viste tilbøjelighed til at knuse os. Vi var i nød og min mand havde prøvet at sælge løse ejendomsdele og man anså ham for at begå fejl i dette. Han sagde, at han godt ville have, at hans brødre gjorde tabet op af vores ko og dette blev betragtet som en frygtelig synd. I den tro at vore ting i Battle Creek kunne sælges, begyndte vi at købe og bygge op i Greenville. Men vi kunne ikke sælge tingene i Battle Creek og i vor trange situation skrev min mand til forskellige brødre for at låne penge. Dette fordømte de ham for og anklagede ham for at holde fast ved pengene. Og den medprædikant, der var mest ihærdig i dette, hørte det og sagde. "Vi ønsker ikke at bror E skal købe bror White's ting, for vi har brug for hans penge til sundhedsinstitutionen." Hvad kunne vi gøre? Vi kunne ikke komme nogen steder, for vi blev bebrejdet. ret
(595) Kun fem og tres timer før min mand faldt om, stod hen indtil midnat i et menighedshus og spurgte efter trehundrede dollars til betaling for dette hus; og for at give hans opfordring styrke, gik han forrest i indsamlingen ved at give ti dollars og det samme gjorde jeg. Før midnat var næsten alle pengene rejst. Præsten i den menighed var en gammel ven og i vor stærke mangel og venneløse situation skrev min mand til ham og fortalte at vi var i nød og om menigheden nu ønskede at give de tyve dollars tilbage, så ville vi tage imod dem. På tidspunktet omkring konferensen kaldte denne bror på os og gjorde en alvorlig fejl i sagen. Før han kom til vort hjem, havde han også del i den almindelige utilfredshed. Vi tog dette meget hårdt og hvis vi ikke på en særlig måde blev understøttet af Herren, kunne vi ikke have frembåret vort vidnesbyrd ved konferensen i en sådan nogen grad af frihed. ret
(596) (596) Før vi vendte tilbage fra konferensen, havde brødrene Andrews, Pierce og Bourdeau en særlig bønnestund i vort hjem, hvor vi blev velsignet på en særlig måde, især min mand. Dette gav ham mod til at vende tilbage til vort nye hjem. Og så begyndte hans strenge smerter i hans tænder og vort arbejde står også i Review. Han talte ikke i kun en uge da han ikke havde tænder, men arbejdede i Orange og Wright, med menigheden hjemme i Greenbush og Bushnell og forkyndte og døbte som før. ret
(596) Efter at være vendt tilbage fra konferensen, kom en stor usikkerhed over mig, som vedrørte fremgangen i Guds sag. Der kom tvivl i mit sind, hvor der ikke hvad været tvivl seks måneder før. Jeg så at Guds folk tog del i verdens ånd, efterlignede dets skikke og overså vor tros simpelhed. Det var som om at menigheden i Battle Creek faldt væk fra Gud og det var umuligt at vække deres sanser. De vidnesbyrd jeg havde fået fra Gud, havde lille indflydelse og blev påagtet allermindst i Battle Creek, end nogen andre dele af marken. Jeg var alvorlig bange for Guds sag. Jeg vidste at Gud ikke havde svigtet sit folk men at deres synder og misgerninger havde adskilt dem fra Gud. Værkets store hjerte er i Battle Creek. Ethvert pulsslag fra kroppen mærkes af medlemmerne over hele marken. Hvis dette store hjerte er sundt, vil en livskraftig strøm kunne føles gennem hele sabbatsholderes legeme. Hvis hjertet er sygt, vil enhver grens slappe tilstand bekræfte dette. ret
(596) Min interesse er for dette arbejde; mit liv er indvævet i det. Når Zion har fremgang, er jeg lykkelig; hvis hun sløves er jeg bedrøvet, fortvivlet og modløs. Jeg så at Guds folk var i en foruroligede tilsand og Guds gunst fjernes fra dem. Jeg grundede over dette sørgelige billede og bad i min store smerte: "Oh Herre, lad ikke din arv være til skam. Lad ikke hedningerne sige, Hvor er deres Gud?" Jeg følte at jeg var afskåret alle i arbejdets hoved og faktisk stod alene. Jeg turde ikke stole på nogen. (597) Om natten vækkede jeg min mand og sagde: "Jeg er bange for at jeg kan blive en vantro." Så ville jeg råbe til Herren om han ville redde mig fra ved hans mægtige arm. Jeg kunne ikke se at mine vidnesbyrd blev respekteret og jeg legede med den tanke, at måske var mit arbejde i denne sag gjort. Vi havde en aftale med Bushnell, men jeg sagde til min mand at jeg ikke kunne gå. Han kom snart tilbage fra postkontoret med et brev fra bror Matteson, som beskrev følgende drøm: ret
(597) "Kære bror White: Måtte Guds velsignelse være hos dig og at du med disse liner måtte få mere fremgang og få et bedre helbred og åndelig styrke. Jeg føler mig meget taknemmelig over for Herren, for hans godhed mod dig og jeg har tillid til at du stadig må nyde et godt helbred og have frihed til at forkynde det sidste budskab. ret
(597) "Jeg har haft en mærkværdig drøm om dig og søster White og jeg føler at det er min pligt at fortælle det samme til jer så meget jeg nu kan huske. Jeg drømte at jeg fortalte til søster White, så godt som det kunne fortolkes, det som jeg drømte. Da jeg vågnede op, drev noget mig til at stå op og skrive alle enkelthederne ned, så jeg ikke glemte dem; men det fik jeg ikke gjort, dels fordi jeg var træt og dels fordi jeg mente det var intet og bare en drøm. Men eftersom jeg aldrig havde drømt om dig før og at denne drøm var så gennemtænkt og så nøje tilknyttet dig, er jeg kommet den slutning at jeg bør fortælle jer det. Dette er alt hvad jeg kan huske af den: ret
(597) "Jeg var i et stort hus, hvor der var en talerstol, nogenlunde som dem vi bruger i vore mødehuse. Oppe på den stod brændende lamper. Disse lamper behøvede hele tiden at blive forsynet med olie og en del af os var i færd med at komme med olie og fylde dem. Bror White og hans ledsager, var travlt optaget og jeg lagde mærke til at søster White hældte mere olie i end nogen andre. Så gik bror White hen mod døren som vendte ud mod varelageret, hvor der var (598) mange olietønder. Han åbnede døren og gik ind og søster White fulgte efter. Lige efter kom et følge af mænd, med en masse sort materiale der så ud som sod og dyngede det på bror og søster White og dækkede dem fuldstændig med det. Jeg følte mig meget bedrøvet og var spændt på hvad dette ville ende med. Jeg kunne se at både bror og søster White arbejdede hårdt for at komme ud af soden og efter lang kamp kom de ud lige så opvakte, som altid og de onde mænd og soden forsvandt. Så kom bror og søster White igen i gang, mere ivrigt end før med at forsyne lamperne med olie, men søster W, havde stadig forrang. ret
(598) "Jeg drømte at dette var fortolkningen: Lamperne repræsenterede restfolket. Olien var sandheden og den himmelske kærlighed, af hvilket Guds folk hele tiden behøver at blive forsynet af. De mennesker, som var i gang med at forsyne lamperne var Guds tjenere, der arbejde under høsten. Hvem de onde mennesker egentlig er, kan jeg ikke sige, men de var mænd, drevet af djævelen, som retter deres onde påvirkning specielt mod bror og søster White. De sidstnævnte var et øjeblik i stor nød, men til sidst blev de udfriet af Guds nåde og deres egne alvorlige anstrengelser. Så hvilede Guds kraft endelig på dem og de udførte et fremragende arbejde, for at forkynde det sidste nådesbudskab. Men søster White var rigeligere forsynet af himmelsk visdom og kærlighed end de andre. ret
(598) "Denne drøm har styrket min tro på at Herren vil lede jer frem og fuldbyrde genopbygningsarbejdet, som er begyndt og at I endnu engang vil nyde Guds Ånd, som da I begyndte tidligere, endda rigeligere. Glem ikke at ydmygelse er døren, der leder til Guds Nådes rige forsyning. Måtte Herren velsigne dig og din ledsager og børn og lade os mødes i det himmelske rige. Din i Kristus forbundne.
John Matteson.
"Oarkland, Wisconsin, 15. Juli 1867." ret
(599) (599) Denne drøm gav mig en del opmuntring. Jeg har tillid til bror Matteson. Førhen så jeg på ham med almindelige øjne, hans sag her blev vist mig i et syn, i modsætning til det, der var fra F fra Wisconsin. Den sidstnævnte person var fuldstændig uværdig til at bære det kristne navn og endnu mere til at være budbringer; men bror Matteson fik jeg vist som én, der var ydmyg og ville være egnet til at vise sjæle hen til Guds Lam, hvis han bevarede sin hellighed. Bror Matteson kendte ikke noget til mine sindslidelser. Der er ikke noget skel, som nogensinde har gået ind imellem os og drømmen kom, som en Guds hånd der rakte sig frem for at hjælpe mig. ret
(599) Vi blev nød til at bygge for lånte penge, hvilket skabte forviklinger. Vi holdt vore aftaler og arbejdede meget hårdt selvom det var varmt i vejret. I mangel på midler tog vi sammen ud på marken og hakkede, skar og rev hø. Jeg tog greben og lavede høstakken medens min mand, med sine svage arme, kastede høet hen til mig. Jeg tog penslen og malede det meste af indersiden af vort hus. Vi blev meget trætte efter alt dette. Til sidst faldt jeg om og kunne ikke mere. Ved adskillige morgner var jeg svag og min mand måtte deltage til Greenbush skovmødet uden mig. ret
(599) Vor gamle meget brugte hestevogn var næsten ved at ødelægge os og vor gruppe. Lange rejser i den, arbejdet med møderne og de hjemlige bekymringer og pligter var for meget for os og jeg frygtede at min gerning var ved at være færdig. Min mand prøvede på at opmuntre mig og tilskyndede mig til at begynde igen med at udfylde vore pligter i Orange, Greenbush og Ithaca. Til sidst besluttede jeg mig for at begynde med dette og hvis jeg ikke fik det dårligere, ville jeg fortsætte rejsen. Jeg rejste seksten kilometer på knæ på en pude i vognen og hældte mit hoved på en anden pude i min mands skød. Han bøjede sig ned og støttede mig. Den næste morgen var jeg noget bedre og besluttede at gå i gang. Gud hjalp os til at tale med kraft til folkene i Orange og et strålende arbejde blev gjort for de frafaldne og syndere. I Greenbush fik jeg frihed og styrke. (600) I Ithaca hjalp Herren os med at tale til en stor forsamling, som vi aldrig havde mødt før. ret
(600) Medens vi var væk, besluttede brødrene King, Fargo og Maynard at vi, for vor og gruppens skyld, skulle på en let og behagelig vogn, så de på vor tilbagerejse tog min mand til Ionia og så købte den vi har nu. Dette var lige hvad vi behøvede og den har sparet os for meget besvær under den varme sommer. ret
(600) På det tidspunkt modtog vi en alvorlig opfordring til at deltage i præstemødet i veststaterne. Da vi læste disse rørende appeller, grad vi over dem. Min mand ville til at sige til mig, "Ellen vi kan ikke deltage i disse møder. I bedste fald kunne jeg nok tage vare på mig selv under en sådan rejse, men bliver du svag hvad kan jeg da gøre? Men, Ellen, vi må rejse;" og da han var ved at sige det, var hans grådfulde sindsbevægelse ved at afbryde hans sætning. På den anden side, da vi overvejede vor svage helbredstilstand og tingenes tilstand i veststaterne, følte vi at brødrene behøvede vort arbejde, ville jeg til at sige: "James, vi kan ikke komme til de møder i veststaterne - men vi er nød til at tage af sted." På dette punkt så adskillige af vore trofaste brødre på vor tilstand og tilbød at tage med os. Dette var nok til at afgøre sagen. Med vore nye hestevogn forlod vi Greenville den 29.august, for at deltage i generalforsamlingen i Wright. Fire grupper fulgte med os. Rejsen var ganske god og meget behagelig i selskab med forstående brødre. Mødet var en sejr. ret
(600) Den 7. og 8. september havde vi en dejlig stund med brødrene fra Allegan området. Her mødte vi bror Loughborough, som begyndte at mærke den uret der herskede i Battle Creek og var ked af det han gjorde for disse fejl, som havde skadet sagen og bragt forfærdelige byrder over os. På vores anmodning ledsagede han os til Battle Creek. Men før vi forlod Monterey, fortalte han os denne drøm: ret
(600) Da bror og søster White kom til Monterey, den 7.september, (601) anmodede mig om at ledsage dem til Battle Creek. Jeg tøvede med at tage af sted, da jeg mente det var min pligt at følge arbejdet op i Monterey og mente, hvad jeg sagde til dem, at der var lidt modstand mod dem i Battle Creek. Efter at have bedt om dette i nogle dage, trak jeg mig tilbage en aften og bad ængsteligt Herren om lys over dette her. ret
(601) "Jeg drømte at jeg med en del andre medlemmer fra Battle Creek menigheden, var i et tog med vogne. Vogne var lave - og jeg kunne næsten ikke stå oprejst i dem. De var dårlig ventilerede og havde en lugt, som om de ikke havde været ventileret i flere måneder. Sporet som det kørte på var meget ujævn og vognene rystede voldsomt og fik nogen gange vor bagage til at falde af og nogen gange faldt nogle af passagererne af. Nogle gange stoppede vi for at få vor bagage og vore passagerer på igen, eller for at udbedre sporet. Det var som om vi arbejdede og kom nogle gange kun lidt eller slet ikke frem. Vi var faktisk en ynkelig gruppe rejsende. ret
(601) Pludselig kom vi til en drejeskive, som var lang nok til at tage hele toget. Bror og søster White var der og idet jeg stod af toget sagde de: "Dette tog kører helt forkert. Det må vendes helt om." De begge tog fat på håndsvingene, som bevægede hele anlægget og vendte sporet om og trak med alle deres kræfter. Aldrig har nogen mennesker arbejdet hårdere med fremdriften af en trolje end de gjorde ved drejeskivens håndtag. Jeg stod og så på indtil toget begyndte at dreje, så begyndte jeg at tale højt og sagde, "Det bevæger sig" og begyndte at hjælpe dem. Jeg lagde kun lidt mærke til toget, for vi var så optaget af at vende skiven. ret
(601) Da vi havde fuldført den opgave så vi at hele toget var forvandlet. I stedet for de lave og dårligt ventilerede vogne, som vi havde rejst i, var der nu brede og høje og godt ventilerede vogne, med store klare vinduer og det hele var pænt og forgyldt på den mest strålende måde, mere (602) end noget hotel eller nogle salonvogne jeg havde set. Sporet var jævnt, glat og fast. Toget var fyldt op med passagerer, som havde glade og lykkelige ansigter og havde dog en forvisning og alvor. Alle syntes at udtrykke den største tilfredshed for den forandring der var sket og de havde den største tillid til at toget kunne gøre køre godt. Bror og søster White var med om bord denne gang og deres ansigter var opløftet med hellig glæde. I det toget startede, var jeg så henrykt at jeg vågende med det indtryk at drømmen hentydede til menigheden i Battle Creek og de problemer, som var der. Jeg var fuldstændig afklaret om jeg skulle tage til Battle Creek og give en hjælpende hånd i arbejdet der. Nu er jeg glad for at jeg blev her, for at se Herrens velsignelse være med bror og søster Whites vanskelige arbejde med at sætte tingene på plads.
"J.N.Loughborough." ret
(601) Før vi forlod Monterey gav bror Loughborough mig denne forklaring på en anden drøm, som han havde i tiden omkring sin hustrus død. Dette var også til opmuntring for mig.
»Den profet, som har en drøm, meddele sin drøm.« Jeremias 23,28 ret
(601) "En aften trak jeg mig tilbage for at hvile, efter at have grublet over bror og søsters Whites lidelser, deres tilknytning til arbejdet, med den tredje engels budskab og at jeg selv havde undladt at stå ved deres side i deres lidelser; efter at have forsøgt at bekende mine fejl over for Herren og bedt indtrængende om hans velsignelse på bror og søster White. ret
(601) "Jeg troede at jeg i min drøm var i min fødeby, ved foden af en lang skråning. Jeg talte med betydelig alvor og sagde: "Oh, om jeg måtte finde den alt-helbredende kilde!" Jeg så for mig en pæn velklædt ung mand komme frem og sagde meget venligt: "Jeg vil føre dig hen til kildeudspringet. Han førte vejen og jeg prøvede at følge efter. Vi gik langs skråningen (603) og kom, med megen besvær, forbi tre våde moseagtige steder, hvor mindre strømme af mudret vand, flød. Der var ingen anden måde at passere disse steder på, end at vade over. Da vi havde gjort dette kom vi til et pænt, stort sted hvor der var et indhak i bredden og et stort udspring af det reneste funklende vand styrtede frem. Et stort bassin stod der, ligesom vandbassinet i Battle Creek sundhedsinstitution. Et rør løb væk fra den ene ende af bassinet og vandet flød over i den anden ende. Solen skinnede klart og dets stråler funklede i vandet. ret
(603) "Idet vi nærmede os udspringet, sagde den unge mand ingen ting, men så hen imod mig og smilede med et udtryk af tilfredshed og viftede en hånd hen mod udspringet, som om han ville sige: "Tror du ikke at dette er et alt-helbrednde kildeudspring?" En større gruppe mennesker, hvor bror og søster White var med, kom hen til udspringet på den modsatte side af os. De så alle venlige og glade ud og dog synes der at være en hellig højtidelighed om deres ansigter. ret
(603) "Bror White synes at være mere sund at se på og var glad og lykkelig, men så træt ud som om han havde gået stykke. Søster White havde et stort bæger i sin hånd, som hun dyppede ned i kildeudspringet, drak af vandet og lod det så gå videre til andre. Jeg forestillede mig at bror White vendte sig mod gruppen og sagde til dem: "Nu vil I få en anledning til at se virkningen af dette vand." Han drak da og det livede ham straks op, som det gjorde ved alle andre, som drak af det og fik deres ansigter til at live op. Jeg tænkte at medens bror White talte og tog nu og da en slurk vand, satte han sine hænder på siden af vandbassinet og kastede sig tre gange ned. Hver gang han kom op var han stærkere end før, men han talte hele tiden og tilskyndede andre til at komme og bade i "kilden", som han kaldte den og drikke af dets helbredende strøm. Hans, såvel som søster Whites, stemme, synes melodisk. Jeg følte en glædens ånd da jeg havde fundet kildeudspringet. Søster (604) White kom hen mod mig med et bæger vand til mig til at drikke, men jeg var så glad at jeg vågnede før jeg drak vandet. ret
(604) "Herren gav at jeg måtte drikke meget af det vand, for jeg tror at der er intet andet end det, som Kristus sagde, som vil »stå op til evigt liv.«
"J.N.Loughborough." ret
(604) "Monterey, Michigan, 8.september, 1867.
Den 14. og 15. september havde vi et udbytterigt møde i Battle Creek. Der langede min mand frimodigt ud efter nogles synder, som står i sagens høje embeder og for første gang i tyve måneder deltog han i aftenmøder og prædikede om aftnen. Et godt værk var begyndt og menigheden gav os, som der står skrevet i Review, gav os løfte om at stå os bi, hvis vi vendte tilbage fra veststaterne kunne vi fortsætte vores arbejde hos dem. ret
(604) I selskab med bror og søster Manyard og brødrene Smith og Olmstead, deltog vi i de store veststats møder. De vigtigste sejre derfra er gengivet i Review. Da jeg deltog i møderne i Wisconsin, var jeg temmelig svag. Jeg havde arbejdet langt over min styrke i Battle Creek og besvimede næsten i vognen på rejsen. Jeg havde i fire uger lidt med mine lunger og det var med besvær at jeg talte til folk. Sabbatsaften blev nogle varmepakninger lagt på mine hals og lunger; men hovedbeklædningen glemtes og lungernes vanskeligheder gik op til hjernen. Da jeg vågnede op om morgnen, følte jeg en besynderlig fornemmelse i hjernen. Stemmer synes at vibrere og det var som alt svingede for mig. Når jeg gik, vaklede jeg og var nær ved at falde til gulvet. Jeg tog noget morgenmad og håbede at blive oplivet ved dette; men vanskelighederne blev kun større. Jeg blev meget syg og kunne ikke sidde oppe. ret
(604) Min mand kom hjem efter formiddagsmødet og fortalte at han havde aftalt at jeg skulle tale om (605) aftnen. Det var som om det var umuligt for mig at stå foran folk. Da min mand spurgte mig om hvilket emne jeg ville tale om, kunne jeg ikke samle eller huske en sætning i mit sind. Men jeg tænkte: Hvis Gud vil havde at jeg skal tale, vil han visselig styrke mig; jeg vil i tro vove det; jeg svigter kun. Jeg vaklede til teltet med en besynderlig og forvirret hjerne, men jeg fortalte de forkyndende brødre på platformen, at hvis de ville støtte mig ved deres bønner, ville jeg godt tale. Jeg stod frem for folk i tro og i henved fem minutter blev mit hoved og mine lunger genoplivet og jeg talte uden besvær i mere end en time til femten hundrede ivrige tilhørere. Efter at jeg havde hørt op med at tale, kom en følelse af Guds godhed og barmhjertighed over mig og jeg kunne ikke lade være med at rejse mig igen og fortælle om min sygdom og den Guds velsignelse, som havde holdt mig oppe mens jeg talte. Siden dette møde er mine lunger blevet stærkt oplivet og jeg er blevet sundere. ret
(605) I veststaterne mødte vi rygter om en smugle bagvaskelse af min mand. Disse var sat i omløb i tiden omkring generalkonferensen og var bragt ud til alle dele af marken. Jeg vil komme med et af dem som eksempel. Det blev sagt om min mand at han var så vild med penge at han begyndte at sælge gamle flasker. Sandheden er den: Da vi var ved at flytte, spurgte jeg min mand om hvad vi skulle gøre med en masse gamle flasker vi havde stående. Han sagde: "Smid den ud." Netop da kom vores Willie ind og tilbød at sælge dem. Jeg bad ham om at gøre det og han skulle havde det han kunne få for dem. Og når min mand red til posthuset, tog han Willie og flaskerne med i vognen. Han kunne ikke gøre mindre for sin egen trofaste lille søn. Villie solgte flaskerne og fik pengene. På deres vej til postkontoret tog min mand en bror, tilknyttet Review konteret, med i vognen. Han snakkede hyggeligt med ham, medens de red til byen. Da han så Willie komme ud fra vognen og stille sin far et spørgsmål om flaskernes værdi, så han materialhandleren tale med min mand om (606) det, der interesserede Willie så meget. Så sladrede denne bror straks, uden at sige et ord til min mand om sagen, at bror White havde været i byen for at sælge gamle flasker og måtte derfor være vild med penge. Det første vi hørte om flaskerne var i Iowa, fem måneder efter. ret
(606) Disse ting har været holdt væk fra os så vi ikke har kunnet rette dem og de er blevet båret frem med vinger i vinden, af vore bekendende venner. Ved nærmere undersøgelse og ved de nylige erkendelser fra næsten alle medlemmer i denne menighed, er vi blevet overrasket over at en eller flere af de falske rygter er givet fuldt ud af næsten alle og at disse bekendende kristne har gemt på kritiske følelser, bitterhed og ubarmhjertighed mod os, især imod min svage mand, som kæmper mod liv og frihed. Nogle har haft en ond og knusende ånd og har fremstillet ham som velhavende og alligevel pengebegærlig. ret
(606) Da vi kom tilbage til Battle Creek, sammenkaldte min mand til et samråd af brødre, for at hjælpe menigheden og sager blev undersøgt og imødekom falske rygter. Brødrene kom fra forskellige dele af staten og min mand opfordrede uforfærdet alle til at komme frem med hvad de havde imod ham, så han åbent kunne imødekomme det og således få en ende på alt dette skjulte sladder. De fejl, som han førhen havde bekendt i Review, bekendte han nu til fulde, ved et offentligt møde og til folk enkeltvis og forklarede også mange ting hvorpå falske anklager har været baseret og overbeviste alle om falskheden i disse anklager. ret
(606) Og da han gjorde det op, som angår vor besiddelsers virkelige værdi, fandt vi til hans forbavselse og det er alt hvad der var, at det kun beløb sig $1500, foruden hans heste og vogn og restoplag af bøger og kort, salget af hvilket i det sidste års tid, som det blev meddelt af sekretæren, ikke har svaret til den rente på de penge han skylder udgivelsesselskabet. Disse bøger og kort kan (607) for øjeblikket ikke betragtes af megen værdi og slet ikke til os, i vor nuværende tilstand. ret
(607) Da min mand var rask, havde han ikke tid til at gøre regnskab og under hans sygdom var hans sager i andres hænder. Disse spørgsmål blev opvagt: Hvad er der blevet af hans ejendomme? Eller havde han, i sin usikkerhed, givet til det og det gode formål og ikke været klar over sin virkelige evne til at give og ikke været klar over hvor meget han har givet? ret
(607) Som et godt resultat af undersøgelsen, har vi stadig fast tillid til dem, som holder regnskab med vore anliggender og vi har ikke nogen god grund til at konkludere, at vore begrænsede midler kan blive tilskrevet fejl i vore regnskaber. Derfor må den bedste konklusion være, når vi ser på min mands forretningsanliggender de sidste ti år og hans gavmilde måde at give midler ud på til værket i alle dets grene, at vore besiddelser er blevet brugt i den nærværende sandheds sag. Min mand har ikke ført noget regnskab og det, som han har givet kan kun efterspores i hukommelsen og fra det, som er blevet kvitteret for i Review. Det faktum at vi har så få værdier, viser sig i denne tid hvor min mand har været fremstillet som rig og stadig higer efter mere, har været en glæde for os, da det har været det bedste modbevis for de falske beskyldninger, som har truet vor indflydelse og kristne karakter. ret
(607) Vi solgte vore besiddelser og vi fryder os stadig ved Gud, om det bruges til hans sags fremme. Vi har gladelig brugt de bedste af vore dage, det bedste af vore styrke og er næsten udslidte i den samme sag og mærker alderens sygdomme for tidligt og alligevel vil vi glæde os. Men når vore bekendende brødre angriber vor karakter og indflydelse, ved at fremstille os som velhavende, verdslige og begærlige efter mere, er det da at vi føler os grundigt skuffede. Lad os få glæde af den karakter og respekt som vi så dyrebart har optjent i løbet af de sidste tyve år, (608) med lige stor fattigdom og et spinkelt greb på sundheden og dette dødelige liv og vi vil fryde os og give den smugle der er overladt til os med glæde til sagen. ret
(608) Undersøgelsen var ganske grundig og befriet os fra de anklager, der var rettet mod os og genoprette følelserne i perfekt harmoni. Der blev gjort varme og hjerte-sønderrivende bekendelser over for den ubarmhjertige adfærd, som var udøvet over os og Guds store velsignelse kom over os alle. Frafaldne vendte tilbage, syndere blev omvendte og fire og fyrre blev begravet i dåben, min mand døbte seksten og brødrene Andrew og Loughborough, otte og tyve. Vi blev opmuntret og dog meget trætte. Min mand og jeg har haft værkets byrde på os, som har været tung og krævende. Hvordan vi, i vor svage tilstand, kunne gennemgå en ransagelse, med den følelse at næsten alle var imod os og udholdt forkyndelsen, formaningerne og de sene aftenmøder og samtidig forberedte dette arbejde og min mand har arbejdet sammen med mig, kopieret og forberedt det til trykningen og læst korrektur, hvordan vi kan alt dette, ved kun Gud. Alligevel har vi gået det igennem og stoler på Gud at han vil støtte os i vort fremtidige arbejde. ret
(608) Nu tror vi at meget i de foregående drømme var givet for at kaste lys over vore prøvelser fra uretten i Battle Creek, vor anstrengelse for at rense os selv fra forfærdelige beskyldninger og også vor anstrengelse, med Guds velsignelse, at sætte tingene til rette. Hvis disse synspunkter på drømmene er korrekte, må vi så ikke håbe, fra andre sider fra dem, der endnu ikke er på det rene, at vor fremtid vil blive mere imødekommende end førhen? ret
(608) Som konklusion på denne beretning, vil jeg sige at vi lever i en meget alvorlig tid. I det sidste syn fik jeg vist det tankevækkende faktum at kun en lille del af dem, som nu vedkender sig til sandheden vil blive overbevist om den og frelst. Mange vil blive overstadige over arbejdets simpelhed. De vil tilpasse sig verden, værne om afguder og åndeligt set blive (609) døde. Jesu ydmyge og selvopofrende efterfølgere vil gå videre til fuldkommenhed og efterlade verdens elskere og ligegyldighed bag sig. ret
(609) Jeg blev vist tilbage til det gamle Israel. Kun to voksne fra den umådelige hær, som forlod Ægypten, kom ind i Kanaanens land. Deres døde lig blev udstrøet i ørknen på grund af deres overtrædelser. Det moderne Israel er i større fare for at glemme Gud og bliver forledt til afguderi, end det var for det gamle Israel. Mange afguder bliver dyrket, endog af bekendende sabbatsholdere. Gud pålagde sit urfolk, på en særlig måde, at vogte sig imod afguderi, for hvis de blev ledt væk fra den levende Gud, ville hans forbandelse hvile over dem. Så længe de ville elske ham, af hele deres hjerte, med hele deres sjæl og med hele deres styrke, ville han rigeligt velsigne dem med kurve og forråd og vil fjerne sygdomme fra deres midte. ret
(609) Nu ligger der en velsignelse eller forbandelse foran Guds folk - en velsignelse hvis de drager ud af verden og adskiller sig og vandrer på den ydmyge lydigheds-sti; og en forbandelse hvis de forener sig med afguderi, som træder oven på himlens høje krav. Det oprørske Israels misgerning og synd er optegnet og billedet er fremstillet for os som en advarsel for at hvis vi efterligner deres eksempel i overtrædelser og forlader Gud, skal vi falde lige så sikkert som dem. »Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet."