Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 113. Fra side 645ren side   tilbage

Prædikanter, orden og organisering

(645)  (645) Nogle prædikanter er faldet i den vildfarelse at de ikke kan tale frit uden at de hæver deres røst til et højt leje og taler højt og hurtigt. Disse burde forstå at støjende og høj, forhastet tale ikke bevidner Guds krafts nærværelse. Det er ikke stemmens kraft som giver det varige indtryk. Prædikanter bør være bibelstuderende og bør, fuldt ud, give sig selv med tro og håb til grund og således med beherskelse over stemme og følelser, bør de give dette på en sådan måde at folk rolig kan veje dem og beslutte sig på de beviser de har fået. Og idet prædikanterne mærker de argumenters styrke, som de overbringer i form af alvorlig og afprøvet sandhed, vil de have iver og alvor på grund af kundskaben. Guds Ånd vil hellige deres egne sjæle de sandheder, som de giver til andre og vil blive vandet, som den vander andre. ret

(645)  Jeg så at nogle af vore prædikanter ikke forstår hvordan de skal bevare deres styrke, så at de er i stand til at udrette det mest mulige arbejde, uden at blive udmattet. Prædikanter bør ikke bede så højt og længe så deres styrke bliver udtømt. Det er ikke nødvendigt at besvære strube og lunger i bøn. Guds øre er åbent for endda at høre hans ydmyge tjeners hjertefølte andragende og han kræver ikke at de skal opslide taleorganerne, når de taler til ham. Det er den fuldstændige tillid, den faste fortrøstning, det uafbrudte krav på Guds løfter, den simple tro, som han gengælder og som han er en gengæld af, for alle dem, som søger ham flittigt, der får overhånd hos Gud. ret

(645)  Prædikanter bør træne sig selv og lære hvordan de skal kunne udføre den største mulige mængde arbejde på en kort periode, som de har fået tildelt og alligevel bevare en god portion styrke, så hvis en ekstra anstrengelse er påkrævet, at de så må have en reserve af sunde kræfter til dette, hvorved de (646) kan arbejde uden at skade sig selv. Nogle gange mangler de al den styrke de har til brug på et bestemt punkt og hvis de tidligere har opbrugt deres lager af styrke og ikke kan få kræfterne til at gøre dette, vil alt det de har gjort være tabt. Til tider kan der trækkes på alle de åndelige og fysiske kræfter for at gøre det allerstærkeste standpunkt, for at stille beviser i det klareste lys og sætte dem frem for folk på den tydeligste måde og tilskynde dem til at komme hjem ved de stærkeste appeller. Idet sjælene er ved at forlade fjendernes rækker og komme op på Herrens side, er striden strengest og vanskeligst. Satan og hans engle modsætter sig at nogen, som har tjent under mørkets banner skulle tage sætte sig under Fyrsten Immanuels banner. ret

(646)  Jeg fik vist modkæmpende hære som har udholdt en pinefuld kamp. Sejren blev hverken opnået af den ene eller anden og i længden ser den trofaste, hvad de andres styrke og kræfter fortager sig og at de vil være ude af stand til at fortie deres fjender, medmindre de angriber dem og skaffer sig deres krigsredskaber. Det er da, med risiko for deres liv, at de samler alle deres kræfter og farer på fjenden. De er i en farlig kamp; men sejren er vundet, fæstningen er indtaget. Hvis hæren i den kritiske periode er så svag på grund af udmattelse er det umuligt at give den sidste formaning og hamre fjendens fæstning ned og hele kampdage, -uger og endda måneder er tabt; og mange liv er blevet ofret og intet er vundet. ret

(646)  Et lignende arbejde ligger foran os. Mange er overbevist om at vi har sandheden og alligevel holdes de som med jernbånd. De tør ikke risikere konsekvensen af at tage side med sandheden. Mange er i afgørelsens dal, hvor særlige nøje og tydelige appeller er nødvendige for at få dem til at lægge deres krigsførende våben ned og tage et ståsted på Herrens side. Netop i denne kritiske periode kaster Satan de stærkeste bånd omkring disse sjæle. Hvis alle Guds tjenere (647) er udmattede og har brugt al deres fysiske og åndelige styrke, tror de at de ikke kan gøre mere og ofte forlader de marken helt, for at begynde andre steder. Og al, eller næsten al tid, midler og arbejde er blevet brugt til intet. Ja, det er værre end hvis de aldrig havde begyndt arbejdet på det sted, for efter at folk er blevet dybt overbevist ved Guds Ånd og kommet til et beslutningspunkt og er overladt til at miste deres interesse og beslutte sig til ikke at gøre noget, kan de ikke så let føres derhen hvor deres tanker igen vil kredse sig om emnet. De har i mange tilfælde gjort deres endelige beslutning. ret

(647)  Hvis prædikanterne ville bevare nogle kræfter i reserve og da, på netop det punkt hvor alt syntes at for svært, kan de gøre de alvorligste anstrengelser, den stærkeste appel, den nøjeste flid og ligesom tapre soldater, kan de på det kritiske punkt storme fjenden og de vil vinde sejr. Sjæle vil have styrke til at bryde Satans bånd og gøre deres beslutning for et evigt liv. Veltilrettelagt arbejde vil, på det rigtige tidspunkt, gøre en lang og hårdt prøvet anstrengelse vellykket, også selv om at arbejdet forlades i blot få dage vil det bevirke fuldstændig fiasko. Prædikanter må overgive sig selv som missionærer til værket og lære hvordan de får det allerbedste ud af deres anstrengelser. ret

(647)  Nogle Prædikanter bliver meget nidkære lige i begyndelsen af en mødeserie og påtager sig de byrder som Gud ikke forlanger at de skal bære, opbruger deres kræfter til at synge og til lange og højtråbende bønner og er så slidt ned og må tage hjem for at hvile. Hvad er opnået ved dette besvær? Bogstavelig talt, intet. Arbejdet havde ånd og nidkærhed, men manglede forståelse. De viste ingen god strategi. De red på lette følelser, men der blev ikke opnået nogen sejr mod fjenden. Hans fæstning blev ikke indtaget. ret

(647)  [Det blev mig vist, at Kristi tjenere bør oplære sig til striden. Udøvelsen af Guds værk kræver større visdom, (648) end der kræves af hærførere i krig mellem nationer. Guds udvalgte tjenere er beskæftiget med et stort værk. De fører ikke en kamp mod mennesker alene, men mod Satan og hans engle. Her kræves forstandig taktik. De må være bibelgranskere og hengive sig helt til gerningen. Når de begynder at virke på et sted, bør de kunne fremlægge grundene for vor tro, ikke på en larmende måde, ikke som en veritabel storm, men med sagtmodighed og frygt. Stærke argumenter, som fremholdes i ydmyghed og i Guds frygt, er den kraft, der vil bringe overbevisning. ret

(648)  Til værket i disse sidste, farefulde tider kræves dygtige Kristi tjenere - dygtige i ord og lære, bevandrede i skriften og med en forståelse af grundene for vor tro. Jeg blev henvist til følgende skriftsteder, hvis betydning nogle af vore prædikanter ikke har forstået: »Herren Jesus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver af jer for det håb, som er i jer.« »Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes i bør svare enhver især.« »Og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden, og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er i ham, så de må gøre hans vilje." ret

(648)  Af en Guds mand, en Kristi tjener, kræves, at han må være fuldkommen, dygtiggjort til al god gerning. En pompøs prædikant, der har lutter værdighed, er der ikke brug for i dette gode værk. Men velanstændighed er nødvendig på talerstolen. En evangeliets forkynder bør ikke være ligegyldig med sin optræden. Dersom han er en Kristi repræsentant, bør hans opførsel, hans holdning, hans bevægelser være af en sådan beskaffenhed, at de ikke støder de tilstedeværende. En prædikant bør være i besiddelse af dannelse. Han må aflægge alt sælsomt og klodset i sine manerer, sin holdning og sine bevægelser og lægge sig (649) efter en beskeden værdighed i sin optræden. Han bør klæde sig på en måde, som svarer til hans ophøjede stilling. Hans ord bør i enhver henseende være alvorlige og velvalgte. Jeg så, at det er urigtigt at bruge grove, uærbødige udtryk, at fortælle anekdoter for at more eller anvende komiske eksempler for at vække latter. At bruge spydigheder eller at lege med en modstanders ord, ligger ganske udenfor Guds plan. Prædikanter bør ikke føle, at de ikke kan forbedre sig i deres stemme eller optræden; meget kan gøres. Stemmen kan udvikles, således at selv længere taler ikke vil skade taleorganerne. ret

(649)  Prædikanten bør elske orden og uddanne sig og da kan de oplære menighedens medlemmer til at virke i harmoni ligesom et kompagni veltrænede soldater. Dersom disciplin og orden er påkrævet for heldige krigsoperationer på valpladsen, så er de så meget mere nødvendige i den kamp hvori vi er indviklet, som vort formål er af større værdi og mere ophøjet i sin art end det, som stridende hære kæmper for på valpladsen. I den kamp, vi deltager i, står evige ting på spil. ret

(649)  Englene virker i endrægtighed. Alle deres bestræbelser bærer præg af fuldkommen orden. Jo nøjere vi efterligner engleskarens endrægtighed og orden, desto mere frugtbringende vil disse himmelske sendebuds arbejdere for os, blive. Dersom vi ikke indser nødvendigheden af harmonisk handling og mangler orden, disciplin og organisation i vor gerning, så kan englene, der er grundigt organiserede og handler i fuldkommen orden, ikke virke for os med held. De vender sig bedrøvet bort; thi de er ikke bemyndiget til at velsigne forvirring, splittelse og uorden. Alle, som ønsker de himmelske sendebuds medvirken, må arbejde i harmoni med dem. De, som har salvelse fra det høje, vil i alle deres bestræbelser støtte orden, disciplin og enig handling og da vil Guds engle kunne samarbejde med dem. Men aldrig, aldrig vil disse (650) himmelske sendebud give deres bifald til uregelmæssighed, uorden og mangel på organisation. Alle disse onder er en følge af Satans bestræbelser for at svække vore kræfter, fratage os modet og hindre frugtbar gerning. ret

(650)  Satan ved godt, at fremgang kun er mulig, hvor der er orden og enig handling. Han ved godt, at i alt, som Gud står i forbindelse med, hersker der fuldkommen orden og at lydighed og fuldkommen disciplin præger englehærens bevægelser. Hans overlagte bestræbelser går ud på at lede kristendomsbekendere så langt bort fra Herrens ordning, som han kan; derfor bedrager han endda dem, der bekender sig til at være Guds folk og leder dem til at tro, at orden og disciplin er uforenelige med åndelighed og at det eneste sikre for dem er at lade enhver gå sin egen vej og holde sig helt adskilte fra grupper af kristne, der står sammensluttede og arbejder for at tilvejebringe disciplin og enighed i handling. Alle forsøg på at skabe orden, betragtes som farlige, som en indskrænkning af retmæssig frihed og frygtes derfor, som et pavevælde. Disse forførte sjæle betragter det som et fortrin, at kunne rose sig af deres frihed til at tænke og handle selvstændigt. De vil ikke rette sig efter, hvad mennesker siger. De lader sig ikke råde af noget menneske. Det blev mig vist, at det er Satans særlige opgave at indbilde mennesker, at det er Guds vilje med dem, at de skal handle på egen hånd og vælge deres egen vej, uafhængig af deres brødre. ret

(650)  Jeg blev henvist til Israels børn fordum. Meget snart efter at de havde forladt Ægypten, blev de organiseret og underlagt en grundig disciplin. Gud havde i sit særlige forsyn udrustet Moses til at anføre Israels hære. Han havde været en mægtig kriger og ledet Ægyptens hære og i taktik var der ingen der kunne overgå ham. Herren overlod det ikke til en hvilken som helst stamme, der måtte ønske det, at bære hans hellige tabernakel. Han var også nøjeregnende, at han gav speciel anvisning på den orden, han ønskede overholdt, når de skulle bære den hellige ark og udvalgte en bestemt familie af Levi stamme til at bære den. Når det tjente til folkets vel og til Guds ære, at de skulle opslå deres telt på et (651) bestemt sted, tilkendegav Gud dem sin vilje, ved at lade skystøtten hvile over tabernaklet, hvor den forblev, indtil han ønskede, at de skulle fortsætte vandringen. På alle deres rejser var det dem pålagt at opretholde fuldkommen orden. Hver stamme førte et banner, som var forsynet med stammens mærke; og hver stamme skulle slå lejr under sit eget banner. Når arken flyttes, fulgte Israels hære efter og stammerne skulle marchere i bestemt orden, hver under sit eget banner. Herren havde udvalgt levitterne som den stamme, i hvis midte den hellige ark skulle bæres; Moses og Aron gik lige foran arken og Arons sønner fulgte nær efter dem, med hver sin basun. De skulle modtage ordrer fra Moses og disse skulle de meddele folket ved hjælp af basunerne. Disse basuner gav særskilte lyd, som folket forstod og rettede deres bevægelser derefter. ret

(651)  Et særskilt signal blev først givet af basunblæserne for at vække folkets opmærksomhed. Alle skulle da give agt og efterkomme den bestemte lyd fra basunerne. Der var ingen forvirring i basunernes lyd og derfor heller ingen undskyldning for forvirring for folkets bevægelser. Høvdingen i hver enkelt afdeling gav nøjagtig vejledning med hensyn til de bevægelser, der skulle foretages og ingen, som gav agt, var uvidende om, hvad der skulle gøres. Dersom nogen undlod at efterkomme de krav, som Herren stillede til dem gennem Moses, blev vedkommende straffet med døden. At undskylde sig med den påstand, at de ikke kendte disse fordringers art, nyttede intet; thi derved ville de blot bevise, at de med vilje var uvidende og de ville få den retfærdige straf for deres overtrædelse. Dersom de ikke kendte Guds vilje med dem, var det deres egen skyld. De havde dem samme anledning til at opnå kundskab, som det øvrige af folket havde og derfor var den synd, at de ikke vidste eller forstod, lige så stor i Guds øjne, som om de havde hørt og alligevel overtrådt. ret

(652)  (652) Herren udvalgte en bestemt familie af Levi stamme til at bære arken; andre af levitterne blev særlig udpegede af Gud til at bære tabernaklet og alle dets redskaber og til at udføre arbejdet, når tabernaklet skulle stilles op eller tages ned. Dersom nogen af nysgerrighed eller mangel på orden forlod sin plads og rørte ved en eller anden del af helligdommen eller dens redskaber eller endog kom nær hen til nogen af arbejderne, skulle han dødes. Gud overlod ikke sit hellige tabernakel til at bæres og opstilles og tages ned af en hvilken som helst stamme, der måtte vælge denne bestilling, men personer blev valgt, som forstod Helligheden af det værk, der blev dem betroet. Disse af Gud udvalgte mænd fik pålæg om at indprente i folkets sind, at arken og alt dens tilbehør i særskilt grad var helligt, for at ikke nogen skulle se på disse ting, uden at forstå deres hellighed og således blive udryddet af Israel. Alt, hvad der henførte til det allerhelligste, skulle betragtes med ærefrygt. ret

(652)  Vi har en tro skildring af Israels børns vandringer; deres befrielse ved Herrens hånd, deres fuldkomne organisation og særskilte orden, deres synd, idet de knurrede imod Moses og derved imod Gud, deres overtrædelser, deres oprør, med straffedomme, deres døde legemer strøget omkring i ørknen på grund af deres uvillighed til at underkaste sig Guds vise ordning - dette tro billede er stillet frem for os som en advarsel, for at ikke vi skal efterligne dem i ulydighed og falde ligesom de. ret

(652)  »Dog, de fleste af den fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørknen. I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af den blev, således som der står skrevet: »Folket satte sig til at spise og drikke og derpå stod de op for at lege.« Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt og på én dag faldt der treogtyve tusinde. Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af den fristede ham og blev dræbt af slanger. I må heller ikke (653) knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af »ødelæggeren«. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!« Har Gud forandret sig, så at han ikke længere er ordenens Gud? Nej, han er den samme i den nuværende husholdning som i den tidligere. Paulus siger: »Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.« Han er lige så nøje nu som den gang; og han har til hensigt, at vi skal hente lærdom angående orden og organisation fra den fuldkomne orden, som på Mose tid blev indført til gavn for Israels børn. vidnsb til menigh side 94-98]

------------
ret

næste kapitel