Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 12. Fra side 87ren side   tilbage

Forlagsvirksomhed og rejse

(87)  I juni 1849 var vejen åbnet for os, så vi for en tid kunne slå os ned i Rocky Hill, Connecticut. Her blev vort andet barn, James Edson, født den 28. juli. ret

(87)  Mens vi boede der, blev min mand tilskyndet til, at det var hans pligt at skrive og udgive den nærværende sandhed. Han blev meget opmuntret og velsignet, da han besluttede (88) at gøre dette. Men atter tvivlede han og var rådvild, da han var uden penge. Der var brødre, som havde midler, men de valgte at beholde dem. Modløs som han var, gav han omsider op og besluttede at se efter en græsmark, som han kunne slå. Da han forlod huset, rullede en byrde over mig, og jeg besvimede. Der blev bedt for mig, og jeg blev velsignet og henrykket i et syn. Jeg så, at Herren året før havde velsignet og styrket min mand til at arbejde i marken; at han havde gjort rigtig brug af de midler, som han tjente der; og at han ville få dem hundredfold tilbage i dette liv og, hvis han var trofast, en rig belønning i Guds rige; men at Herren ikke ville give ham styrke til at arbejde i marken nu, for han havde en anden gerning til ham; at han måtte begynde i tro og skrive og udgive den nærværende sandhed. Han begyndte øjeblikkeligt at skrive, og når han kom til en eller anden svær tekst, påkaldte vi Herren og bad ham give os den sande betydning af hans ord. ret

(88)  Omkring dette tidspunkt begyndte han at udgive et lille blad med titlen, The Present Truth (Den Nærværende Sandhed) . Forlaget lå i Middletown, otte mil fra Rocky Hill, og han gik ofte derhen og tilbage igen, selvom han dengang haltede. Da han bragte det første nummer hjem fra trykkeriet, bøjede vi os omkring det, idet vi med ydmyge hjerter og mange tårer bad Herren lade sin velsignelse hvile over hans tjeners svage anstrengelser. Han adresserede da bladene til alle, som han mente ville læse dem, og bar dem til postkontoret i en vadsæk. Hvert nummer blev bragt fra Middletown til Rocky Hill, og før de blev gjort klar til at blive bragt til posthuset, spredte vi dem hver gang ud for Herren, og med alvorlig bøn blandet med tårer anmodede vi om, at hans velsignelse måtte ledsage de stille budbringere. Meget snart kom breve med midler til at udgive bladet og de gode nyheder om mange sjæle, der tog imod sandheden. ret

(88)  Med begyndelsen af denne forlagsvirksomhed hørte vi ikke op med at prædike sandheden, men vi rejste fra (89) sted til sted og forkyndte de læresætninger, som havde bragt så stort lys og stor glæde til os, og opmuntrede de troende, irettesatte vildfarelser og satte tingene på plads i menigheden. For at føre forlagsvirksomheden frem og samtidig fortsætte vort arbejde på forskellige steder i marken blev bladet fra tid til anden flyttet til forskellige steder. ret

(89)  I 1850 blev det udgivet i Paris, Maine. Her blev det udvidet og dets navn ændret til det nuværende, The Advent Review and Sabbath Herald. Sagens venner var få og fattige i verdslig rigdom, og vi blev stadig tvunget til at kæmpe mod fattigdom og stor modløshed. Usædvanlig meget arbejde, sorg og bekymring, mangel på ordentlig og nærende mad og udsættelse for kulde på vore lange vinterrejser var for meget for min mand, og han sank sammen under byrden. Han blev så svag, at han knap nok kunne gå hen til trykkeriet. Vor tro blev prøvet til det yderste. Vi havde villigt udholdt afsavn, strengt arbejde og lidelse; dog blev vore motiver misforstået, og vi blev betragtet med mistro og skinsyge. Få af dem, til hvis bedste vi havde lidt, lod til at påskønne vore anstrengelser. Vi var for plagede til al sove eller hvile. De timer, hvor vi burde være blevet styrket af søvn, blev ofte brugt til at besvare lange breve foranlediget af misundelse; og vi tilbragte mange timer med kvalfulde tårer og græd for Herren, mens andre sov. Til sidst sagde min mand: "Hustru, det er uden nytte at kæmpe mere. Disse ting knuser mig og vil snart føre mig til graven. Jeg kan ikke fortsætte. Jeg har skrevet en notits i bladet, at jeg ikke vil udgive flere blade." Da han gik ud af døren for at bære det til trykkeriet, besvimede jeg. Han kom tilbage og bad for mig; hans bøn blev besvaret, og jeg fandt lindring. ret

(89)  Under familiebønnen den næste morgen fik jeg et syn angående disse ting. Jeg så, at min mand ikke måtte opgive bladet; for et sådant skridt (90) var netop, hvad Satan prøvede at få ham til at tage, og han arbejdede gennem sine repræsentanter for at opnå dette. Jeg blev vist, at vi måtte fortsætte med udgivelserne, og at Herren ville opretholde os; at de, som havde været skyldige i at kaste sådanne byrder på os, ville komme til at se omfanget af deres grusomme kurs og komme tilbage bekendende deres uretfærdighed, ellers ville Guds misbilligende blik hvile over dem. Det var ikke bare mod os, at de havde talt og handlet, men mod ham, som havde kaldt os til at udfylde den plads, han ønskede, vi skulle udfylde; og at al deres mistanke, skinsyge og hemmelige indflydelse blev trofast nedtegnet i himmelen og ville ikke blive udslettet, før enhver, som havde taget del i dette, ville se omfanget af sin forkerte kurs og genkalde ethvert skridt. ret

(90)  Det andet nummer af Review blev udgivet i Saragota Springs, New York. I april 1852 flyttede vi til Rochester, Nnw York Vild hvert skridt var vi nødt til at gå frem i tro. Vi var stadig lammet af fattigdom og tvunget til at udvise den strengeste sparsommelighed og selvfornægtelse. Jeg vil give et kort uddrag af et brev til bror Hovlands familie, dateret den 16. apn11852: Vi er ved at slå os ned i Rochester. Vi har lejet et gammelt hus for et hundrede og femoghalvfjerds dollars om året. Vi har trykkeriet i huset. Var det ikke for dette, måtte vi betale halvtreds dollars om året for et erhvervslokale. Du ville smile, hvis du kunne kikke ind til os og se vore møbler. Vi har købt to gamle senge for femogtyve cents stykket. Min mand bragte mig seks gamle stole, ikke to af dem er ens som han havde betalt en dollar for. Snart gav han mig yderligere fire gamle 'stole uden betræk, som han betalte toogtres cents, for. Træet er stærkt, og jeg har betrukket dem med drejl. Smør er så dyrt, at vi ikke kan købe det, og vi har heller ikke råd til kartofler. Vi bruger sauce I stedet for smør og turnips i stedet for kartofler. Vore første måltider blev indtaget på et brænder var sat oven på to tomme meltønder. Vi er villige til at udholde afsavn, hvis Guds værk kan fremmes. Vi tror, at Herren har ledt os til dette sted. Der er en stor mark at arbejde i, men få arbejdere. Sidste sabbat var vort møde fortræffeligt. Herren fornyede os med sin nærværelse." ret

(91)  Fra tid til anden rejste vi ud for at deltage i konferencer i forskellige dele af marken. Min mand forkyndte, solgte bøger og arbejdede for at udvide bladets udbredelse. Vi rejste med privat befordring og stoppede ved middag for at fodre vor hest ved vejsiden og for at spise vort måltid. Da skrev min mand med papir og pen på låget af vor madkasse eller på toppen af sin hat artikler til Review og Instructor. Herren velsignede vort arbejde rigt, og sandheden påvirkede mange hjerter. ret

(91)  I sommeren 1853 foretog vi vor første rejse til staten Michigan. Efter, at have offentliggjort vore aftaler blev min mand syg af feber. Vi forenede os i bøn for ham men selvom han blev lindret, forblev han meget svag. Vi var i stor rådvildhed. Skulle vi standses i arbejdet på grund af legemlige svagheder? Ville Satan få lov til at udøve sin magt over os og kæmpe for at ødelægge vor brugbarhed og vore liv, så længe vi måtte forbliv: i denne verden? Vi vidste, at Gud kunne begrænse Satans magt. Han ville maske tillade, at vi blev prøvet i smelteovnen, men han ville bringe os frem rensede og bedre egnede til hans værk. ret

(91)  Da jeg var alene, udøste jeg min sjæl for Gud i bøn og, at han måtte irettesætte sygdommen og styrke min mand til at udholde rejsen. Det var en hastesag, og min tro greb fat i Guds løfter. Da fik jeg bevis på, at dersom vi ville begynde vor rejse til Michigan, ville Guds engel gå med os. Da Jeg delte mine tanker med min mand, sagde han, at han havde haft, lignende tanker, og vi besluttede at rejse, idet vi stolede på Herren. Ved hver mil, vi rejste, (92) følte han sig styrket. Herren opretholdt ham. Og mens han forkyndte ordet, følte Jeg mig forvisset om, at Guds engle stod ved hans side for at opretholde ham i hans arbejde. ret

(92)  På denne rejse var min mands tanker meget optaget af spørgsmålet om spiritisme, og snart efter vi kom tilbage, gik han i gang med at skrive bogen med titlen, Signs of the Times. Han var stadig svag og kunne kun sove lidt, men Herren var hans hjælp. Når hans sind var i en forvirret, lidende tilstand, bøjede vi os for Gud, og i vor nød råbte vi til ham. Han hørte vore inderlige bønner, og ofte velsignede han min mand, så han med fornyet ånd kunne fortsætte sit arbejde. Mange gange om dagen gik vi således til Herren i inderlig bøn. Den bog blev ikke skrevet i hans egen styrke. ret

(92)  Om vinteren og om foråret led jeg meget af hjertesygdom. Det var svært for mig at trække vejret, når jeg lå ned, og jeg kunne ikke sove, medmindre jeg næsten var oprejst i en siddende stilling. Min vejrtrækning standsede ofte, og jeg besvimede ofte. på mit venstre øjenlåg havde jeg en hævelse, som så ud til at være en kræftsvulst. Den havde tiltaget gradvist i mere end et år, indtil den var blevet ret smertefuld og påvirkede mit syn. Når jeg læste eller skrev, var jeg tvunget til at forbinde det plagede øje. Jeg frygtede, at det ville blive ødelagt af kræft. Jeg så tilbage på de dage og nætter, der blev brugt til at læse korrektur, og som havde belastet mine øjne, og tænkte: "Hvis jeg mister mit øje og mit liv, vil de være ofret for Guds sag." ret

(92)  Omkring dette tidspunkt besøgte en berømt læge, som gav gratis råd, Rochester, og jeg besluttede at få ham til at undersøge mit øje. Han troede, at svulsten ville vise sig at være kræft. Men efter at have taget min puls sagde han: "Du er meget syg, og du vil dø af apopleksi, før den svulst bryder ud. Du er i en farlig tilstand og har en hjertesygdom." Dette overraskede mig ikke, for jeg vidste godt, at uden hurtig lindring ville jeg gå ned i graven. To andre kvinder, (93) som var kommet for at få råd, led af den samme sygdom. Lægen sagde, at min tilstand var meget værre end deres, og at der ikke ville gå mere end tre uger, før jeg ville være plaget af lammelse. Jeg spurgte, om han troede, hans medicin ville kurere mig. Han gav mig ikke megen opmuntring. Jeg prøvede de midler, som han foreskrev, men fik ingen lindring. ret

(93)  Omkring tre uger senere besvimede jeg og faldt om på gulvet og forblev næsten bevidstløs i omkring seksogtredive timer. Man frygtede, at jeg ikke kunne overleve, men som svar på bøn livede jeg atter op. En uge senere fik jeg et stød i min venstre side. Jeg havde en mærkelig følelse af kulde og følelsesløshed i mit hoved og stærke smerter i mine tindinger. Min tunge syntes at være tung og følelsesløs; jeg kunne ikke tale klart. Min venstre arm og side var hjælpeløs. Jeg troede, at jeg var ved at dø, og min store ængstelse var i mine lidelser med sikkerhed at vide, at Herren elskede mig. I månedsvis havde jeg lidt af konstant smerte i hjertet, og mit humør var hele tiden nedtrykt. Jeg havde prøvet at tjene Gud af princip uden følelser, men nu tørstede jeg efter Guds frelse, jeg længtes efter at erfare hans velsignelse til trods for min fysiske lidelse. ret

(93)  Brødrene og søstrene samledes for at gøre min sag til særlig genstand for bøn. Mit ønske blev tilstået; jeg modtog Guds velsignelse og opnåede forvisning om, at han elskede mig. Men smerten fortsatte, og jeg blev svagere for hver time, der gik. Igen samledes brødrene og søstrene for at fremlægge min sag for Herren. Jeg var så svag, at jeg ikke kunne bede højt. Mit udseende syntes at svække troen hos dem omkring mig. Da blev Guds løfter fremholdt for mig på en måde, som jeg aldrig før havde betragtet dem. Det forekom mig, at Satan stræbte efter at rive mig bort fra min mand og mine børn og lægge mig i graven, og disse spørgsmål kom op i mit sind: Kan du tro på Guds blotte løfte? Kan du gå ud i tro, uanset (94) hvordan det ser ud? Tro blomstrede op. Jeg hviskede til min mand: "Jeg tror, at jeg vil komme mig." Han svarede: "Jeg skulle ønske, at jeg kunne tro det." Jeg gik i seng den aften uden lindring, idet jeg alligevel stolede med fast tillid på Guds løfter. Jeg kunne ikke sove, men jeg fortsatte min stille bøn. Lige før daggry faldt jeg i søvn. ret

(94)  Jeg vågnede ved solopgang fuldstændig fri for smerte. Trykket på mit hjerte var forsvundet, og Jeg var meget glad. Åh, hvilken forandring! Det forekom mig, at en Guds engel havde rørt mig, mens jeg sov. Jeg var fyldt af taknemmelighed. Guds pris var på mine læber. Jeg vækkede min mand og fortalte ham om den underfulde gerning, som Herren havde udrettet for mig. Først kunne han knap nok fatte det; men da jeg rejste mig, klædte mig på og gik omkring i huset, priste han Gud sammen med mig. Mit plagede øje var fri for smerte. på få dage forsvandt svulsten, og mit syn var helt genoprettet. Gerningen var fuldendt. ret

(94)  Igen besøgte jeg lægen, og så snart han mærkede min puls, sagde han. "Frue, en fuldstændig forandring har fundet sted i din krop; men de to kvinder, som besøgte mig for at få råd sidste gang, du var her, er døde." Jeg fortalte ham, at hans medicin ikke havde kureret mig, eftersom jeg ikke kunne tage noget af det. Efter at jeg var gået, sagde lægen til en af mine venner: "Hendes tilfælde er et mysterium. Jeg forstår det ikke." ret

(94)  Vi besøgte snart Michigan igen, og jeg udholdt lange og besværlige rejser over de ujævne skovveje og gennem mudderpøle, og min styrke svigtede ikke. Vi følte, at Herren ville have os til at besøge Wisconsin, og vi planlagde at tage toget i Jackson ved titiden om aftenen. ret

(94)  Da vi forberedte os på at tage toget, blev vi meget alvorlige og holdt en bedestund. Og da vi i denne stund overgav os selv til Gud, kunne vi ikke lade være med at græde. Vi gik til jernbanestationen med en følelse af dyb alvor. Da vi steg op i toget, gik vi ind i en vogn foran, som havde sæder med høje ryglæn, idet vi håbede at kunne (95) sove lidt om natten. Vognen var fuld, og vi gik tilbage til den næste, og der fandt vi plads. Jeg lagde ikke min kyse fra mig, som jeg plejede at gøre, når vi rejste om natten, men jeg holdt min vadsæk i min hånd, som om vi ventede på noget. Vi talte begge om vore særprægede følelser. ret

(95)  Toget havde kørt omkring tre mil fra Jackson, da dets bevægelse blev meget voldsom, idet det rykkede bagud og fremad og til sidst standsede. Jeg åbnede vinduet og så en vogn, der næsten var oprejst på enden. Jeg hørte forpint stønnen, og der var stor forvirring. Lokomotivet var blevet kastet fra sporet; men den vogn, vi sad i, befandt sig på sporet og der var cirka 100 fod hen til vognene foran. Bagagevognen var ikke beskadiget ret meget, og vor store kuffert med bøger var ubeskadiget. Andenklasses vognen var knust, og delene lå sammen med passagererne spredt på begge sider af sporet. Den vogn, vi prøvede at få plads i, var meget ødelagt, og den ene ende hvilede på en ruindynge. Koblingen gik ikke i stykker, men den vogn, vi var i, var løsnet fra den foran, som om en engel havde skilt dem ad. Fire blev dræbt eller livsfarligt såret, og mange blev kvæstet. Vi kunne kun føle, at Herren havde sendt en engel for at beskytte vore liv. ret

(95)  Den 29. august 1854 blev endnu et ansvar lagt på vor familie ved Willies fødsel. Omkring dette tidspunkt blev det første nummer af bladet, der fejlagtigt hed The Messenger af Truth (Sandhedsbudbringeren) udgivet. De, som bagtalte os i dette blad, var blevet irettesat for deres fejl og vildfarelser. De ville ikke tage imod irettesættelse, og de brugte deres indflydelse imod os, til at begynde med på en diskret måde og senere mere åbenlyst. Dette kunne vi godt udholde, men nogle af dem, som burde (96) have stået ved vor side, blev påvirket af disse onde mennesker. Nogle, som vi havde haft tillid til, og som havde indrømmet, at vort arbejde havde været særdeles velsignet af Gud, trak deres sympati fra os og gav den til forholdsvis fremmede mennesker. ret

(96)  Herren havde vist mig den gruppes karakter og deres endelige udfald; at hans misbilligelse var over dem, som var knyttet til det blad, og at .hans hånd var imod dem. Og selvom de for en tid måtte se ud til at have fremgang, og nogle ærlige mennesker ville blive bedraget, ville sandheden dog til sidst sejre, og enhver ærlig sjæl ville bryde væk fra det bedrag, som havde fanget dem og løsrive sig fra de onde menneskers påvirkning. Eftersom Guds hånd var imod dem, ville de tabe. ret

(96)  Min mands helbred blev igen dårligt. Han var besværet med hoste og smerter i lungerne, og hans nervesystem var svækket. Hans sinds bekymring, de byrder, som han bar i Rochester, hans arbejde på kontoret, sygdom og dødsfald i familien, manglen på sympati fra dem, som burde have deltaget i hans arbejde, sammen med hans rejse og forkyndergerning, var for meget for hans styrke, og han lod til at bevæge sig hurtigt mod en tuberkulosepatients grav. Det var en tid med dysterhed og mørke. Nogle få lysstråler delte af og til de tunge skyer og gav os et lille håb, ellers ville vi være sunket ned i fortvivlelse. Nogle gange så det ud, som om Gud havde forladt os. ret

(96)  Messengergruppen fremsatte alle mulige falskheder mod os. Disse salmistens ord kom ofte stærkt frem i mit sind: "Græm ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne." Nogle af bladets skribenter triumferede endda over min mands sygdom og sagde, at Gud ville tage sig af ham og fjerne ham. Da han, mens han lå syg, læste dette, livede troen op, og han udbrød: "Jeg skal ikke dø, men jeg vil leve og kundgøre Herrens gerninger og måske endda prædike ved deres begravelse." ret

(96)  De mørkeste skyer syntes at lukke os inde. Onde mennesker, der bekendte sig til gudfrygtighed, blev fremskyndet under Satans påbud til at skabe usandfærdigheder og samle deres styrke imod os. Hvis Guds sag kun havde været vor sag, ville vi have skælvet; men den var i hænderne på ham, som kunne sige: "Ingen er i stand til at rive det ud af mine hænder." Vi vidste, at Jesus levede og regerede. Vi kunne sige til Herren: Sagen er din, og du ved, at det ikke har været vort eget valg, men ved din befaling, at vi har udført den del, vi har i den.

-----------
ret

næste kapitel