(97) I 1855 åbnede brødrene i Michigan vejen for, at forlagshuset kunne overflyttes til Battle Creek. på det tidspunkt skyldte min mand mellem to og tre tusinde dollars, og det eneste han havde ud over de bøger, der var på lager, var mellemværender for bøger, og nogle af disse var tvivlsomme. Sagen var tydeligvis gået i stå, ordrer på bøger var meget få og små, og han frygtede, at han ville dø i gæld. Brødrene i Michigan hjalp os med at finde en byggegrund og at bygge et hus. Skødet blev skrevet i mit navn, så at jeg efter min mands død kunne gøre med det, som jeg ville. ret
(97) Det var dage fyldt med sorg. Jeg så på mine tre små drenge, som jeg frygtede snart skulle efterlades faderløse, og tanker som disse trængte sig ind på mig: Min mand dør af overarbejde for den nærværende sandheds sag; og hvem forstår, hvad han har lidt, de byrder, som han i årevis har båret, den ekstreme bekymring, som har knust hans ånd og ødelagt hans helbred, og som fører ham utidigt til graven og efterlader hans familie ludfattig og afhængig af andre? Jeg har ofte stillet spørgsmålet: Bryder Gud sig ikke om disse ting? Lægger han ikke mærke til dem? Jeg blev trøstet ved tanken om, at der (98) er En, som dømmer retfærdigt, og at ethvert offer, enhver selvfornægtelse og enhver smerte tålt for hans sag trofast optegnes i himmelen og vil få deres belønning. Herrens dag vil kundgøre og bringe ting frem for lyset, der endnu ikke er åbenbaret. ret
(98) Jeg blev vist, at Gud havde til hensigt gradvist at helbrede min mand; at vi måtte udøve stærk tro, for i enhver bestræbelse ville vi blive voldsomt angrebet af Satan; at vi måtte se væk fra det ydre og tro. Tre gange om dagen gik vi alene til Gud og bad inderligt om, at han måtte blive rask. Ofte blev en af os udmattet af Guds kraft. Herren hørte nådigt vore alvorlige råb, og min mand begyndte at blive rask. I mange måneder steg vore bønner tre gange om dagen op til himmelen om sundhed til at gøre Guds vilje. Disse bønnestunder var meget dyrebare. Vi blev bragt ind i en hellig nærhed til Gud og havde lifligt samvær med ham. Jeg kan ikke udtrykke mine følelser, som jeg havde på det tidspunkt, bedre, end de blev udtrykt i følgende uddrag fra et brev, jeg skrev til søster Howland: ret
(98) "Jeg føler mig taknemmelig over, at jeg nu kan have mine børn hos mig under min egen varetægt, og at jeg bedre kan opdrage dem på den rigtige måde. I ugevis har jeg følt en hunger og tørst efter frelse, og vi har nydt et næsten uafbrudt samvær med Gud. Hvorfor bliver vi borte fra kilden, når vi kan komme og drikke? Hvorfor dør vi af mangel på brød, når der findes et fyldt lager? Det er værdifuldt og gratis. Åh min sjæl, tag for dig af det, og drik dagligt af de himmelske glæder. Jeg vil ikke tie. Guds pris er i mit hjerte og på mine læber. Vi kan glæde os i vor Frelsers kærligheds fylde. Vi kan spise og drikke af hans ypperlige herlighed. Min sjæl vidner om dette. Mit mørke er blevet fordrevet af dette vidunderlige lys, og jeg kan aldrig glemme det. Herre, hjælp mig til at holde det i levende erindring. Vågn op, alle min sjæls kræfter! Vågn op, og til bed din Forløser for hans vidunderlige kærlighed! ret
(99) (99) Sjæle omkring os må vækkes og frelses, ellers går de fortabt. Vi har ikke et øjeblik at miste. Vi har alle en indflydelse, der taler for sandheden eller imod den. Jeg ønsker at bære umiskendelig vidnesbyrd med mig om, at jeg er en af Kristi disciple. Vi ønsker mere end sabbatsreligion. Vi behøver det levende princip og dagligt at føle personligt ansvar. Dette afskys af mange, og frugten er letsindighed, ligegyldighed, en mangel på årvågenhed og åndelighed. Hvor er menighedens åndelig hed? Hvor er mænd og kvinder, der er fyldt med tro og Helligånd? Min bøn er: Rens din menighed, o Gud. I månedsvis har jeg nydt frihed, og Jeg er besluttet på at rette op på min vandel og alle mine anliggender for Herren. ret
(99) Vore fjender triumferer måske. De kommer måske med bitre ord, og deres tunge opdigter bagvaskelse, svig og usandhed, alligevel rokkes vi ikke. Vi ved, hvem vi har troet på. Vi har ikke løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. Opgørets dag kommer, hvor alle vil blive dømt efter de handlinger, der er gjort i legemet. Det er sandt, at verden er mørk. Modstanden bliver måske stor. Bagtaleren og spotteren bliver måske frimodig i deres uretfærdighed. Alligevel vil vi ikke rokkes af alt dette, men vi vil holde fast ved den Mægtiges arm for at få styrke. ret
(99) Gud sigter sit folk. Han vil have en ren og hellig menighed. Vi kan ikke læse menneskers hjerter. Men Herren har tilvejebragt midler til at holde menigheden ren. Et fordærvet folk er fremstået, som ikke kan leve sammen med Guds folk. De foragtede irettesættelse og ville ikke retledes. De havde lejlighed til at vide, at de kæmpede en uretfærdig kamp. De havde tid til at angre deres fejl; men selvet var for kært til at lade det dø. De gav det næring, og det voksede sig stærkt, og de adskilte sig fra Guds tillidsfulde folk, som han renser til sig selv. Vi har alle grund til at takke Gud for, at en vej er åbnet for menighedens frelse; for Guds vrede ville være kommet over os, hvis disse fordærvede hyklere var forblevet hos os. ret
(100) (100) Enhver ærlig sjæl, som måtte være blevet bedraget af disse fjendtligt stemte, vil få det sande lys angående dem, dersom alle himmelens engle er nødt til at besøge dem for at oplyse deres sind. Vi har intet at frygte i den sag. Idet vi nærmer os dommen, vil alle åbenbare deres sande karakter, og det vil blive tydeligt, hvilken gruppe de tilhører. Sigten rystes. Lad os ikke sige: Hold din hånd tilbage, o Gud. Menigheden må renses, og den vil blive det. Gud regerer; lad folket prise ham. Jeg har ikke den fjerneste tanke om at miste modet. Jeg har i sinde at være på retfærdighedens side og øve ret. Dommen skal sættes, bøgerne skal åbnes, og vi skal dømmes efter vore handlinger. Alle de usandheder, der måtte opdigtes imod mig, vil ikke gøre mig ringere på nogen måde, ej heller bedre, medmindre de har en tilbøjelighed til at drive mig nærmere min Forløser." ret
(100) Fra det tidspunkt, vi flyttede til Battle Creek, begyndte Herren at forvandle vort fangenskab. Vi fandt forstående venner i Michigan, som var rede til at dele vore byrder og dække vore mangler. Gamle, prøvede venner i midten af New York og New England, særlig i Vermont, følte med os i vore lidelser og var rede til at hjælpe os i nødens stund. Ved konferencen i Battle Creek i november 1856 virkede Gud for os. Hans tjeneres sind var beskæftiget med menighedens åndelige gaver. Dersom Guds misbilligelse var blevet bragt over hans folk, fordi de åndelige gaver var blevet tilsidesat og forsømt, var der god udsigt til, at hans gunst igen ville komme over os, at han nådigt ville genoplive de åndelige gaver, og at de ville dvæle i menigheden til opmuntring for den svage sjæl og rette og irettesætte den fejlende. Nyt liv blev givet til sagen, og medgang ledsagede vore prædikanters arbejde. ret
(100) Udgivelserne blev efterspurgt, og de viste sig at være lige det, sagen behøvede. The Messenger af Truth (Sandhedsbudbringeren) ophørte snart at blive publiceret, og de oprørske sjæle, som havde talt gennem bladet, spredtes. Min mand blev i stand til at betale (101) al sin gæld. Hans hoste hørte op, smerten og ømheden forlod hans lunger og hals, og han blev gradvis rask igen, så han med lethed kunne prædike tre gange om sabbatten og på den første dag. Denne vidunderlige helbredelse var af Gud, og han burde have al æren. ret
(101) Da min mand før vor overflytning fra Rochester blev så svag, ønskede han at befri sig selv fra ansvaret for udgivelsesarbejdet. Han foreslog, at menigheden skulle overtage ansvaret for arbejdet, og at det skulle styres af en forlagskomite, som menigheden skulle udpege, og at ingen, der var knyttet til arbejdet, skulle have nogen økonomisk fordel deraf ud over lønnen for sit arbejde. ret
(101) Selvom de gentagne gange blev gjort opmærksomme på sagen, gjorde vore brødre intet for at føre det ud i livet før 1861. Op til dette tidspunkt havde min mand været den juridiske ejer af forlagshuset og den eneste leder af arbejdet. Han nød tillid fra sagens aktive venner, som betroede ham de midler, som de fra tid til anden gav ham, efterhånden som sagens vækst krævede, at forlagets virksomhed blev udvidet. Men selvom det gentagne gange blev nævnt i Review, at forlagshuset i virkeligheden var menighedens ejendom, udnyttede vore fjender situationen, eftersom han var den eneste juridiske bestyrer, og under påstanden om spekulation gjorde de alt i deres magt for at skade ham og forhale sagens fremgang. Under disse omstændigheder introducerede han organisationsspørgsmålet, som førte til registreringen af Seventh-day Adventist Publishing Association i overensstemmelse med Michigans love i foråret 1861. ret
(101) Selvom de bekymringer, der mødte os i forbindelse med udgivelsesarbejdet og andre grene af sagen, medførte megen rådvildhed, var det største offer, jeg blev kaldt til at bringe i forbindelse med arbejdet, at overlade mine børn til andres varetægt. ret
(102) (102) Henry havde været væk fra os i fem år, og Edson havde kun fået lidt af vor omsorg. I årevis var vor familie meget stor, og vort hjem var som et hotel, og meget af tiden var vi ikke hjemme. Jeg havde den dybeste bekymring for, at mine børn skulle opdrages fri for onde vaner, og jeg blev ofte ked af det, når jeg tænkte på kontrasten mellem min og andres situation, som ikke ville påtage sig byrder og ansvar, og som altid kunne være sammen med deres børn og råde og belære dem, og som tilbragte deres tid næsten udelukkende sammen med deres egne familier. Og jeg har spurgt: Kræver Gud så meget af os og efterlader andre uden byrder? Er det ligeberettigelse? Skal vi således haste fra et ansvar til et andet, fra en del af arbejdet til en anden og kun have lidt tid til at opdrage vore børn? Jeg har tilbragt mange nætter, mens andre sov, i bitter gråd. ret
(102) Når jeg planlagde en fremgangsmåde, som var mere gunstig for mine børn, da opstod hindringer, som bortfejede disse planer. Jeg var stærkt følsom over for fejl hos mine børn, og enhver fejl, de begik, bragte mig en sådan hjertesorg, at det påvirkede mit helbred. Jeg har ønsket, at mødre for en kort tid ville blive stillet i samme situation, som jeg har befundet mig i i årevis; da ville de værdsætte de velsignelser, de nyder, og bedre kunne føle med mig i mit afsavn. Vi bad og arbejdede for vore børn og holdt dem i tømme. Vi forsømte ikke riset, men før det blev brugt, arbejdede vi først på at få dem til at se deres fejl, og da bad vi med dem. Vi søgte at få vore børn til at forstå, at vi ville fortjene Guds mishag, hvis vi undskyldte dem i synd. Og vore anstrengelser blev velsignet til deres bedste. Deres største fornøjelse var at behage os. De var ikke fejlfrie, men vi troede, at de alligevel ville blive lam i Kristi fold. ret
(102) I 1860 gik døden over vor tærskel og fjernede den yngste gren fra vort stamtræ. Lille Herbert, født (103) den 20. september 1860, døde den 14. december samme år. Da den ømme gren var brudt, blødte vore hjerter i en sådan grad, som ingen kan forstå det undtagen dem, som har fulgt deres små børn til graven. ret
(103) Men åh, da vor prægtige Henry døde ( Henry N. White døde i Topsham, Maine, den 8. december 1863.) i en alder af seksten; da vor blide sanger blev båret til graven, og vi ikke længere hørte hans tidlige sang, var vort hjem ensomt. Både forældre og de to tilbageblevne sønner følte slaget meget stærkt. Men Gud trøstede os i vort tab, forårsaget af dødsfald, og med tro og mod gik vi fremad i den gerning, han havde givet os, i et strålende håb om at møde vore børn, som var blevet revet fra os ved døden, i den verden, hvor sygdom og død aldrig vil komme. I august 1865 blev min mand pludselig ramt af lammelse. Dette var et tungt slag, ikke blot for mig og mine børn, men for Guds sag. Menighederne blev berøvet både min mands arbejde og mit eget. Satan triumferede, da han så sandhedens gerning således hindret. Men, tak Gud! Han fik ikke lov til at ødelægge os. Efter at være afskåret fra alt aktivt arbejde i femten måneder vovede vi os endnu en gang ud sammen for at arbejde blandt menighederne. ret
(103) Efter at være kommet til en overbevisning om, at min mand ikke ville komme sig fra sin sygdom, så længe han var inaktiv, og at tidspunktet var kommet for mig til at gå ud og frembære mit vidnesbyrd for folket, besluttede jeg at foretage en rundrejse i det nordlige Michigan sammen med min mand i hans stærkt svækkede tilstand i vinterens strenge kulde. Det krævede megen moralsk mod og tro på Gud at få mig selv til at beslutte at risikere så meget; men jeg vidste, at jeg havde et arbejde at udføre, og det forekom mig, at Satan var besluttet på at holde mig fra det. Jeg havde ventet længe på, at vort fangenskab skulle vendes, og jeg frygtede, at dyrebare (104) sjæle ville gå tabt på grund af forsinkelsen. At forblive borte fra marken længere forekom mig værre end døden, og dersom vi tog af sted, kunne det ikke gå værre, end at vi omkom. Så den 19. december 1866 forlod vi Battle Creek i en snestorm på vej mod Wright, Michigan. Min mand klarede rejsen på halvfems mil bedre, end jeg havde frygtet, og syntes at have det lige så godt, da vi nåede vort mål, som da vi forlod Battle Creek. ret
(104) Her begyndte vort første rigtige arbejde efter hans sygdom. Her begyndte han at arbejde som i tidligere år, skønt i megen svaghed. Han talte i tredive eller fyrre minutter sabbatsformiddag og på den første dag, mens jeg brugte resten af tiden og talte om eftermiddagen i omkring halvanden time hver gang. Man lyttede til os med den største opmærksomhed. Jeg så, at min mand blev stærkere, klarere og mere sammenhængende i sine emner. Og da han ved en lejlighed talte med klarhed og kraft i en time, med arbejdets byrde hvilende på sig som før hans sygdom, var min taknemmelighed uudsigelig. Jeg rejste mig i forsamlingen, og i omkring en halv time prøvede jeg under gråd at give udtryk for min taknemmelighed. Forsamlingen blev dybt rørt. Jeg følte mig forvisset om, at dette var begyndelsen på bedre dage for os. ret
(104) Guds indgriben ved hans helbredelse var tydelig. Det er ikke sandsynligt, at nogen anden, der har lidt et sådant slag, nogen sinde er kommet sig. Dog blev et hårdt slag af lammelse, der alvorligt ramte hjernen, ved Guds gode hånd fjernet fra hans tjener, og ny styrke blev givet ham både i legeme og sind. ret
(104) I løbet af de år, der fulgte min mands helbredelse, åbnede Herren en vældig arbejdsmark for os. Selvom jeg til at begynde med antog stillingen som taler med generthed, havde jeg dog en sikker fremtræden, når jeg stod foran store forsamlinger, eftersom Guds forsyn åbnede vejen for mig. Sammen deltog vi i vore lejrmøder og i andre store samlinger fra Maine til Dakota, fra Michigan til Texas og Californien. ret
(105) (105) Det arbejde, der begyndte i svaghed og ubemærkethed, er vokset og blevet stærkere. Forlagshuse i Michigan og I Californien, og missioner i England, Norge og Schweiz vidner om dets vækst. I stedet for oplaget af vort første blad, der blev båret til kontoret i en vadsæk, bliver I dag omkring et hundrede og fyrre tusinde eksemplarer af vore forskellige tidsskrifter hver måned sendt ud fra forlagshusene. Guds hånd har været med sit arbejde og har givet det fremgang og bygget det op. ret
(105) Den videre historie om mit liv ville indebære beretningen om forskellige virksomheder, som har rejst sig blandt os, og med hvilke mit livsværk er tæt forbundet. Min mand og jeg selv arbejdede med pen og stemme for at opbygge disse institutioner. At skrive, endda kortfattet, om disse virksomme og travle års oplevelser, ville langt overskride denne skildrings grænser. Satans anstrengelser for at hindre arbejdet og for at ødelægge arbejdsfolkene er ikke hørt op; men Gud har haft en omsorg for sine tjenere og for sit arbejde.