Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 2. Fra side 14ren side   tilbage

Min omvendelse

(14)  (14) I marts 1840 besøgte William Miller Portland i Maine og holdt sin første mødeserie om Kristi andet komme. Disse møder vakte stor opsigt, og den kristne kirke på Casco Street, hvor Miller holdt til, var overfyldt dag og nat. Ingen hysterisk sindsbevægelse ledsagede disse møder, men en dyb højtidelighed fyldte sindene hos dem, der hørte ham prædike. Det var ikke kun i byen, der blev udvist en stor interesse, men folk fra landet strømmede til dag efter dag medbringende deres madpakker. De kom om morgenen og blev til afslutningen af aftenmødet. ret

(14)  Sammen med mine venner tog jeg til disse møder og lyttede til den forbløffende meddelelse om, at Kristus skulle komme i 1843, kun nogle ganske få år ud i fremtiden. Miller førte os igennem profetierne med en nøjagtighed, som overbeviste hans tilhøreres hjerter. Han dvælede ved de profetiske tidsperioder og gav mange beviser for at bestyrke sit standpunkt. Hans højtidelige og mægtige appeller og formaninger til dem, som var uforberedte, greb forsamlingen, som var den tryllebunden. ret

(14)  Særlige møder blev holdt, hvor syndere kunne få anledning til at søge deres Frelser og berede sig på de frygtelige begivenheder, som snart skulle finde sted. Rædsel og overbevisning bredte sig over hele byen. Bedemøder blev holdt, og der var en generel vækkelse blandt de forskellige kirkesamfund, for de følte alle mere eller mindre påvirkningen, der kom fra læren om Kristi snarlige genkomst. ret

(14)  Når syndere blev budt frem til bodsbænken, svarede hundredvis på opfordringen, og sammen med de andre trængte jeg igennem mængden og tog plads blandt de søgende. Men i mit hjerte følte jeg, at jeg aldrig ville blive værdig (15) til at kaldes et Guds barn. En mangel på tillid til mig selv og en overbevisning om, at det ville være umuligt at få nogen til at forstå mine følelser, forhindrede mig i at søge råd og hjælp fra mine kristne venner. Således flakkede jeg unødigt om i mørke og fortvivlelse, mens mine venner var helt uvidende om min sande tilstand, da de ikke kunne trænge igennem min tilbageholdenhed. ret

(15)  En aften var min bror, Robert, og jeg selv på vej hjem fra et møde, hvor vi havde lyttet til en yderst indtryksfuld prædiken om Kristi kommende regering på jorden efterfulgt af en indtrængende og højtidelig appel til kristne og syndere om at berede sig til dommen og Herrens komme. Min sjæl var blevet oprørt inde i mig af det, jeg havde hørt. Og så dyb var overbevisningen i mit hjerte, at jeg frygtede, at Herren ikke ville skåne mit liv så længe, at jeg kunne nå hjem. ret

(15)  Disse ord blev ved med at lyde i mine ører: "Herrens store dag er nær! Hvem vil være i stand til at bestå, når han viser sig!" Mit hjertes sprog var: "Skån mig, o Herre, i nat! Tag mig ikke bort i mine synder, forbarm dig over mig, frels mig!" For første gang prøvede jeg at forklare mine følelser til min bror, Robert, som var to år ældre end jeg; jeg fortalte ham, at jeg ikke turde hvile eller sove, før jeg vidste, at Gud havde tilgivet mine synder. ret

(15)  Min bror svarede ikke øjeblikkeligt, men årsagen til hans tavshed var snart tydelig for mig; han græd i sympati for min kval. Dette opmuntrede mig til at betro ham endnu mere, at fortælle ham, at jeg havde eftertragtet døden i de dage, hvor livet for mig havde været en tung byrde; men nu fyldte tanken om, at jeg kunne dø i min nuværende syndige tilstand og gå fortabt. for evigt, mig med rædsel. Jeg spurgte ham, om han troede, at Gud ville skåne mit liv denne ene nat, hvis jeg tilbragte den i inderlig bøn til ham. Han svarede: "Jeg tror, han vil, hvis du beder til ham i tro, og jeg vil bede for dig og for mig selv. Ellen, vi må aldrig glemme de ord, vi har hørt i aften." ret

(16)  (16) Da vi kom hjem, tilbragte jeg størstedelen af mørkets timer i bøn og gråd. En årsag til, at jeg skjulte mine følelser for mine venner, var frygten for at høre et nedslående ord. Mit håb var så lille og min tro så svag, at jeg frygtede, at hvis en anden antog et lignende synspunkt om min tilstand, ville det styrte mig i fortvivlelse. Dog længtes jeg efter, at nogen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at blive frelst, hvilke skridt jeg skulle tage for at møde min Frelser og overgive mig helt til Herren. Jeg betragtede det som en stor ting at være en kristen og følte, at det krævede særlige anstrengelser fra min side. ret

(16)  Mit sind forblev i denne tilstand i månedsvis. Normalt havde jeg taget til metodistmøderne sammen med mine forældre; men efter at være blevet interesseret i Kristi snare komme havde jeg taget til møderne i Casco Street. Den efterfølgende sommer tog mine forældre til metodistlejrmødet i Buxton i Maine, og de tog mig med. Jeg var fast besluttet på inderligt at søge Herren der og om muligt at få tilgivelse for mine synder. Der var en stor længsel i mit hjerte efter den kristnes håb og den fred, der kommer af at tro. ret

(16)  Jeg blev meget opmuntret, da jeg lyttede til en prædiken baseret på ordene: jeg vil "gå ind til kongen," "skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!" I sine kommentarer henvendte taleren sig til dem, som vaklede mellem håb og frygt og længtes efter at blive frelst fra deres synder og modtage Kristi tilgivende kærlighed, men som alligevel blev holdt i tvivl og trældom på grund af ængstelighed og frygt for fiasko. Han rådede disse til at overgive sig selv til Gud og uden tøven satse på hans barmhjertighed. De ville finde en nådig Frelser, som var rede til at række dem barmhjertighedens scepter, netop som Ahasverus gav Ester tegnet på sin gunst. Det eneste, der krævedes af synderen, som skælvede i sin Herres nærværelse, var at række troens hånd frem og røre ved hans nådesscepter. Denne berøring sikrede tilgivelse og fred. ret

(16)  De, som ventede for at gøre sig selv mere værdige til (17) guddommelig gunst, før de vovede at gøre krav på Guds løfter, gjorde en skæbnesvanger fejltagelse. Jesus alene renser fra synd; han alene kan tilgive vore overtrædelser. Han har lovet at lytte til deres begæring og svare deres bøn, som kommer til ham i tro. Mange havde en uklar forestilling om, at de måtte gøre nogle store anstrengelser for at opnå Guds gunst. Men al tillid til selvet er forgæves. Det er kun ved forbindelse med Jesus gennem tro, at synderen bliver et håbefuldt og troende Guds barn. Disse ord trøstede mig og gav mig et billede af, hvad jeg skulle gøre for at blive frelst. ret

(17)  Nu begyndte jeg at se min vej tydeligere, og mørket begyndte at forsvinde. Jeg søgte inderligt om tilgivelse for mine synder og stræbte efter at overgive mig helt til Herren. Men mit sind var ofte i stor pine, fordi jeg ikke erfarede den åndelige henrykkelse, som jeg mente ville være beviset på, at Gud havde taget imod mig, og jeg turde ikke tro, at jeg var omvendt uden dette. Hvor jeg dog trængte til belæring om, hvor enkelt det er! ret

(17)  Mens jeg var bøjet ved alteret sammen med andre, som søgte Herren, var hele mit hjertes længsel: "Hjælp mig, Jesus, frels mig, ellers går jeg fortabt! Jeg vil aldrig ophøre med at bede, før min bøn er hørt og mine synder tilgivet!" Jeg følte mit behov og min hjælpeløse situation som aldrig før. Idet jeg knælede og bad, forlod mine byrder mig pludseligt, og mit hjerte var lettet. Først kom en følelse af skræk over mig, og jeg prøvede at genvinde min pinefulde byrde. Det forekom mig, at jeg ingen ret havde til at være glad og lykkelig. Men Jesus syntes at være mig meget nær; jeg følte mig i stand til at komme til ham med alle mine sorger, mit uheld og mine prøvelser, netop som de trængende kom til ham for at få lindring, da han var på jorden. Der var en vished i mit hjerte om, at han forstod mine særlige prøvelser og havde medfølelse med mig. Jeg kan aldrig glemme denne dyrebare forsikring om Jesu medlidende ømhed mod en, der var så uværdig til at få hans opmærksomhed. Jeg lærte mere af Kristi guddommelige karakter i denne korte periode, da jeg var bøjet blandt de bedende, end nogen sinde før. ret

(18)  (18) En af mødrene i Israel kom hen til mig og sagde: "Kære barn, har du fundet Jesus?" Jeg skulle til at svare; "Ja," da hun udbrød: "Det har du virkelig. Hans fred er med dig. Jeg ser det i dit ansigt!" Igen og igen sagde jeg til mig selv: "Kan dette være religion? Har jeg ikke taget fejl?" Det forekom mig at være for meget at gøre krav på, for ophøjet et privilegium. Selvom jeg var for genert til åbent at bekende det, følte jeg, at Frelseren havde velsignet mig og tilgivet mine synder. ret

(18)  Ikke længe efter dette sluttede lejrmødet, og vi begav os på vej hjem. Mit sind var fyldt af de prædikener, formaninger og bønner, vi havde hørt. Alt i naturen syntes forandret. Det meste af tiden under mødet havde det været overskyet, og det havde regnet, og mine følelser havde været i harmoni med vejret. Nu skinnede solen klart og tydeligt og fyldte jorden med lys og varme. Træerne og græsset havde en friskere grøn farve, himlen var mere blå. Jorden syntes at smile under Guds fred. Således havde strålerne fra Retfærdighedens Sol trængt igennem skyerne og mørket i mit sind og fordrevet dets mørke. ret

(18)  Det forekom mig, at enhver måtte have fred med Gud og være levendegjort af hans Ånd. Alt, hvad mine øjne hvilede på, syntes at have gennemgået en forandring. Træerne var skønnere, og fuglene sang lifligere end nogen sinde før; de syntes at prise Skaberen i deres sange. Jeg havde ikke lyst til at tale af frygt for, at denne lykke skulle forsvinde, og at jeg ville miste det dyrebare tegn på Jesu kærlighed til mig. ret

(18)  Da vi nærmede os vort hjem i Portland, kom vi forbi nogle mænd, der arbejdede på gaden. De talte sammen om almindelige emner, men mine ører var døve over for alt undtagen Guds pris, og deres ord forekom mig at være taknemmelig taksigelse og glade hosianna. Jeg vendte mig mod min mor og sagde: "Hvordan kan det være, at alle disse mennesker priser Gud, og de har ikke været til lejrmødet." Dengang forstod jeg ikke, hvorfor tårerne samlede sig i min moders øjne, og et (19) ømt smil lyste hendes ansigt op, da hun lyttede til mine enkle ord, der mindede hende om en lignende erfaring hos hende selv. ret

(19)  Min mor elskede blomster og glædede sig meget over at passe dem og gjorde således sit hjem tiltrækkende og behageligt for sine børn. Men vores have havde aldrig før set så dejlig ud for mig som den dag, vi kom hjem. Jeg genkendte et udtryk af Jesu kærlighed i enhver busk, knop og blomst. Disse skønne ting syntes med deres tavse sprog at tale om Guds kærlighed. ret

(19)  Der var en smuk lyserød blomst i haven, som hed Sharons rose. Jeg husker, at jeg nærmede mig den og ærbødigt rørte de fine kronblade; i mine øjne syntes de at besidde hellighed. Mit hjerte strømmede over af ømhed og kærlighed for disse skønne Guds skabninger. Jeg kunne se guddommelig fuldkommenhed i blomsterne, der prydede jorden. Gud plejede dem, og hans altseende øje var over dem. Han havde skabt dem og erklæret dem for gode. ret

(19)  "Åh," tænkte jeg, "hvis han således elsker og tager vare på blomsterne, som han har prydet med skønhed, hvor meget mere vil han så ikke tage ømt vare på de børn, som er dannet i hans billede." Jeg gentog stille for mig selv: "Jeg er et Guds barn, hans elskende omhu omgiver mig. Jeg vil være lydig og på ingen måde mishage ham. Jeg vil prise hans kære navn og altid elske ham." ret

(19)  Jeg så mit liv i et anderledes lys. Den lidelse, der havde formørket min barndom, syntes at være blevet givet mig i barmhjertighed til mit bedste for at vende mit hjerte væk fra verden og dens utilfredsstillende fornøjelser og bøje det mod himmelens varige tiltrækninger. ret

(19)  Ikke længe efter vor tilbagevenden fra lejrmødet blev jeg sammen med adskillige andre taget ind i menigheden på prøve. Mit sind var meget optaget af dåbsspørgsmålet. Ung som jeg var, kunne jeg kun se en dåbsmetode, som var berettiget i Skrifterne, og det var dåb ved fuldstændig neddykning. Nogle af mine metodistsøstre prøvede forgæves at overbevise mig om, at bestænkelse var bibelsk dåb. Metodistprædikanten samtykkede i at neddykke (20) kandidaterne, hvis deres samvittighed foretrak den metode, selvom han lod forstå, at bestænkelse ville være lige så acceptabel for Gud. ret

(20)  Endelig blev tidspunktet bestemt, hvor vi skulle modtage denne højtidelige anordning. Det var en blæsende dag, da vi tolv gik ud i havet for at blive døbt. Bølgerne gik højt og kastede sig mod bredden; men idet jeg tog dette tunge kors op, var min fred som floden. Da jeg rejste mig fra vandet, var min styrke næsten forsvundet, for Herrens kraft hvilede over mig. Jeg følte, jeg fra nu af ikke var af denne verden, men jeg havde rejst mig fra den vandige grav til et nyt liv. ret

(20)  Om eftermiddagen den samme dag blev jeg modtaget i menigheden og fik fuldt medlemskab. En ung kvinde stod ved min side, som også var kandidat til optagelse i menigheden. Mit sind var fredfyldt og lykkeligt, indtil jeg lagde mærke til guldringene, som glitrede på denne søsters fingre, og de store, prangende øreringe i hendes ører. Da lagde jeg mærke til, at hendes kyse var prydet med kunstige blomster og pyntet med dyre pyntebånd, der var sat som sløjfer og kvaster. Min glæde blev dæmpet ved denne fremvisning af forfængelighed hos en, som bekendte sig til at være en efterfølger af den sagtmodige og ydmyge Jesus. ret

(20)  Jeg forventede, at prædikanten ville give nogle hviskende irettesættelser eller råd til denne søster; men han var tilsyneladende ligeglad med hendes prangende klædning, og ingen irettesættelse blev tildelt. Vi modtog begge fællesskabets højre hånd. Hånden, som var dekoreret med ædelstene, blev trykket af Kristi repræsentant, og begge vore navne blev registreret i menighedens protokol. ret

(20)  Denne omstændighed forårsagede mig megen forvirring og prøvelse, idet jeg huskede apostlens ord: "Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt." Læren i dette (21) skriftsted syntes at være tilsidesat åbent af dem, som jeg betragtede som hengivne kristne, og som havde megen mere erfaring end jeg selv. Hvis det virkelig var så syndigt, som jeg formodede, at efterligne de verdsliges ekstravagante påklædning, ville disse kristne med sikkerhed forstå det og rette sig efter den bibelske norm. Dog bestemte jeg mig for at følge min overbevisning om, hvad der var min pligt. Jeg kunne ikke andet end føle, at det var i modsætning til evangeliets ånd at bruge gudgiven tid og midler til besmykkelse af sig selv - at ydmygelse og selvfornægtelse ville være mere passende for dem, hvis synder havde kostet Guds Søns uendelige offer.

-----------
ret

næste kapitel