(123) [Jeg så, at vi ikke må udskyde Herrens komme. Engelen sagde: "Bered jer, bered jer for det, som vil komme over jorden! Lad jeres gerninger svare til jeres tro!" Jeg så, at sindet må være fæstet ved Gud og at vor indflydelse bør vidne for Gud og hans sandhed. Vi kan ikke ære Herren, når vi er skødesløse og ligegyldige. Vi kan ikke herliggøre ham, når vi er modløse. Vi må arbejde alvorligt for at sikre vor egen sjæls frelse og for at frelse andre. Vi bør lægge al vægt på dette og alt det øvrige må komme i anden række. ret
(123) Jeg så himmelens skønhed. Jeg hørte englene synge deres henrivende sange og tilskrive Jesus pris og ære og herlighed. Da kunne jeg fatte lidt af Guds søns vidunderlige kærlighed. Han forlod al den herlighed og al den ære, han havde i himmelen og interesserede sig i den grad for vor frelse, at han tålmodigt og sagtmodigt bar al den hån og ringeagt, som mennesker kunne overøse ham med. Han blev såret, slået og knust; han blev udstrakt på Golgatas kors og (124) led den mest kvalfulde død for at frelse os fra døden, for at vi kunne blive tvættet i hans blod og opstå for at leve sammen med ham i de boliger, han bereder for os, for at nyde himmelens lys og herlighed og for at høre englene synge og synge med dem. ret
(124) Jeg så, at hele himmelen interesserer sig for vor frelse; skal vi så stille os ligegyldige? Skal vi være ligeglade, som om det var af ringe betydning, hvorvidt vi frelses eller går fortabt? Skal vi ringeagte det offer, som blev bragt for os? Det har nogle gjort. De har leget med tilbuddet om nåde og Guds vrede er over dem. Man kan ikke altid vedblive at bedrøve Guds ånd. Bedrøver man den lidt længere, vil den vige bort. Dersom menneskene ved deres liv viser, at de ringeagter Jesu tilbudte nåde, efter at alt, hvad Gud kunne gøre for at frelse dem, er blevet gjort, vil døden blive deres del og den vil være dyrt købt. Det vil blive en frygtelig død; for de vil komme til at føle de kvaler, som Kristus gennemgik på korset for at købe den forløsning, de har afslået. Og de vil da forstå, hvad de har tabt et evigt liv og den udødelige arvelod. Det store offer, der er bragt for at frelse sjæle, viser, hvad sjæle er værd. Når den dyrebare sjæl engang er fortabt, er den fortabt for stedse. ret
(124) Jeg har set en engel stå med vægtskåle i sine hænder i færd med at veje Guds folks og navnlig de unges tanker og interesser. I den ene vægtskål lå de tanker og interesser, der var rettet mod himmelen, i den anden lå de tanker og interesser, som var rettede mod jorden. Og i denne vægtskål blev al læsning af dårlige bøger, tanker om klædedragt og pynt, forfængelighed, stolthed m.m. anbragt. Oh, hvilket højtideligt øjeblik var ikke dette: Guds engle står med vægtskåle og vejer Guds bekendende børns tanker. Dem der påstår at de er døde for verden og levende for Gud! Den skål, der var fyldt med jordiske tanker, forfængelighed og stolthed, faldt hurtigt ned til trods for, at lod efter lod rullede af. Skålen med himmelvendte tanker og interesser gik lige så hurtigt op, som (125) den anden gik ned, oh, hvor let var den ikke! Jeg kan omtale dette, sådan som jeg så det; men aldrig vil jeg kunne gengive det højtidelige og livagtige indtryk, det gjorde på mit sind, da jeg så engelen med vægtskålene veje Guds folks tanker og interesser. Engelen sagde: "Kan sådanne indgå i himmelen? Nej, nej, aldrig. Fortæl dem, at det håb, de nu besidder, er forfængeligt og medmindre de hurtigt vender om og finder frelse, må de gå fortabt." ret
(125) Et skin af gudsfrygt vil ikke frelse nogen. Alle må have en dyb og levende erfaring. Kun dette vil redde dem i trængselstiden. Da vil deres arbejde blive prøvet, hvordan det er; og dersom det er guld, sølv og kostbare sten, vil de blive skjult som i Herrens telts løndom. Men dersom deres arbejde er træ, hø og strå, vil intet kunne beskytte dem mod Herrens brændende vrede. ret
(125) De unge såvel som de, der er ældre, vil blive afkrævet regnskab for deres håb. Men sindet, som af Gud var bestemt til noget bedre, dannet til at tjene ham fuldkomment, har dvælet ved tåbelige ting i stedet for ved evige interesser. Det sind, der får lov til at vandre hid og did, er lige så vel i stand til at forstå sandheden, forstå Guds ords beviser for sabbatens helligholdelse og til at forstå det sande grundlag for den kristnes håb, som det er til at beskæftige sig med et menneskes udseende, dets opførsel, dets klædedragt etc. Og de, der lader sindet adsprede med tåbelige fortællinger og intetsigende historier, mætter vel fantasien, men Guds ords glans fordunkles for dem. Sindet ledes direkte bort fra Gud. Interessen for hans dyrebare ord bliver ødelagt. ret
(125) Vi har fået en bog, som skal lede vore fødder gennem denne mørke verdens farer til himmelen. Den fortæller os, hvordan vi kam undfly Guds vrede og den fortæller os også om Kristi lidelser for os, det store offer, der blev gjort, for at vi kunne opnå frelse og for stedse glæde os for Guds åsyn. Og dersom nogen til sidst går glip af målet efter at have hørt sandheden, således som de har hørt den i dette oplyste land, vil det være deres egen skyld; de vil være (126) uden undskyldning. Guds ord viser os, hvordan vi kan blive fuldkomne kristne og undgå de syv sidste plager. Men de interesserede sig ikke for at komme til klarhed over dette. Andre ting afledte sindet, og de hægede om afguder og Guds hellige ord blev forsømt og agtet ringe. Bekendende kristne har drevet gæk med Gud og når hans hellige ord skal dømme dem på den yderste dag, vil de blive fundet for lette. Dette ord, som de har forsømt ved at læse dårlige bøger, skal prøve deres liv. Det er målestokken; deres bevæggrunde, ord, gerninger og måden, hvorpå de benytter deres tid, vil alt sammen blive sammenlignet med Guds ord; og dersom de da kommer til kort, er deres skæbne afgjort for stedse. ret
(126) Jeg så, at mange måler sig selv med hinanden indbyrdes og sammenligner deres liv med andres liv. Dette bør ikke ske. Kristus alene er givet som et forbillede for os. Han er vort sande mønster og enhver bør stræbe efter at være den ypperste til at efterligne ham. Enten er vi Kristi medarbejdere, eller også samarbejder vi med fjenden. Enten samler vi med Kristus, eller også spreder vi. Enten er vi virkelige helhjertede kristne, eller også er vi ikke kristne. Kristus siger: »Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund." ret
(126) Jeg så, at nogle endnu næppe ved, hvad selvfornægtelse og opofrelse er, eller hvad det vil sige at lide for sandhedens skyld. Men ingen vil kunne indgå i himmelen uden at ofre noget. En selvfornægtelsens og opofrelsens ånd må opelskes. Nogle har ikke ofret sig selv, deres legeme, på Guds alter. De ligger under for et heftigt, ustadigt sind, tilfredsstiller deres lyster og varetager deres egne interesser uden hensyn til Guds sag. De, der er villige til at ofre noget for det evige liv, vil opnå det; og det vil være værd at lide for, værd at korsfæste jeget for og at opofre enhver afgud for. Den evige vægt af herlighed uden mål og måde opsluger alt og stiller enhver jordisk glæde i skyggen. Vejl f menigh bd 1 side 21-24]