(127) (127) [Under konferensen i Battle Creek den 27. maj 1856 blev der i et syn vist mig visse ting, der angår menigheden i almindelighed. Guds herlighed og majestæt passerede forbi mig. Englen sagde: "Han er forfærdelig i sin majestæt, men I forstår det ikke, forfærdelig i sin harme og dog fortørner I ham daglig." »Kæmp for at komme ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen og mange er de, der går ind ad den og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet og få er de, der finder den.« Disse veje er forskellige, adskilte og går i modsatte retninger. Den ene fører til evigt liv, den anden til evig død. Jeg så forskellen mellem disse veje og også forskellen mellem de skarer, der vandrede på den. Vejene er hinanden modsatte; den ene er bred og jævn, den anden trang og knudret. Således er også de skarer, som vandrer på den, hinandens modsætninger i karakter og i vandel, i klædedragt og i omgang. ret
(127) De, der vandrer på den trange vej, taler om den glæde og lykke, de vil opnå ved rejsens afslutning. Deres ansigtstræk er ofte bedrøvet, men stråler dog tit af salig og hellig glæde. De klæder sig ikke på samme måde som flokken på den brede vej, taler ikke som den og handler heller ikke som den. Et mønster er blevet opstillet for dem. En sorgens mand, som var kendt med (128) smerte, har åbnet denne vej for dem og selv vandret på den. Hans efterfølgere ser hans fodspor og finder trøst og opmuntring. Han gik trygt igennem og det kan også de, hvis de går i hans; fodspor. ret
(128) På den brede vej er enhver optaget af sin egen person og sin klædedragt og af glæderne undervejs. De hengiver sig uhæmmet til lystighed og munterhed og tænker ikke på rejsens afslutning, på den visse ødelæggelse ved vejens ende. For hver dag kommer de deres ødelæggelse nærmere, men blindt haster de af sted hurtigere og hurtigere. Oh, hvor grufuldt var det ikke for mig at se dette! ret
(128) Blandt dem, der vandrede på den brede vej, så jeg mange, på hvem disse ord var skrevet: "Død for verden. Alle tings ende er nær. Vær også I rede!" De lignede nøjagtigt alle de forfængelige mennesker rundt omkring dem med undtagelse af en skygge af tristhed, som jeg lagde mærke til i deres ansigter. Deres samtale var nøjagtigt den samme, som deres lystige, tankeløse omgivelser førte; men af og til pegede de med stor tilfredshed på, hvad der stod skrevet på deres klæder og opfordrede andre til at få det samme skrevet på deres klædebon. De befandt sig på den brede vej, men bekendte sig dog til at være blandt dem, der gik på den trange vej. Deres omgivelser sagde: "Der er ingen forskel mellem os. Vi ligner hverandre. Vi klæder os, taler og handler ens." ret
(128) Derpå blev jeg vist tilbage til årene 1843 og 1844. Dengang var der en gudhengivenhedens ånd, som ikke forekommer nu. Hvad er der gået af Guds bekendende ejendomsfolk? Jeg så den rådende lighed med verden, uvilligheden til at lide for sandhedens skyld. Jeg så en stor mangel på underdanighed under Guds vilje. Jeg blev vist tilbage til de tidligere Israels børn, efter at de forlod Ægypten. I nåde kaldte Gud den bort fra ægypterne, for at de måtte kunne tjene ham uden bånd eller hindring. Han gjorde undere for dem undervejs og han prøvede og forsøgte dem ved at lade dem komme i vanskeligheder. Efter Guds underfulde handlemåde med dem og efter at være blevet udfriet så mange gange knurrede de, når Gud prøvede dem eller (129) forsøgte dem. De sagde: »Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten!« De længtes efter porrerne og hvidløgene dernede. ret
(129) Jeg så, at mange, der bekender sig til at tro på sandheden for disse sidste dage, finder det mærkeligt, at Israels børn knurrede under vandringen og at de efter Guds underfulde handlemåde med dem skulle være så utaknemmelige, at de kunne glemme, hvad han havde gjort for dem. Engelen sagde: "I har handlet værre, end de har," Jeg så, at Gud har givet sine tjenere sandheden så klar og så tydelig, at den ikke kan bestrides. Hvor de end kommer, er de sikre på sejren. Deres fjender kan ikke komme uden om den overbevisende sandhed. Lyset bar skinnet så klart, at Guds tjenere kan stå frem hvor som helst og lade sandheden, klar og sammenhængende som den er, gå af med sejren. Denne store velsignelse er ikke blevet værdsat, ikke engang forstået. Dersom en eller anden prøvelse kommer, begynder nogle at se tilbage og synes, at de har det svært. Nogle af dem, der bekender sig til at være Guds tjenere, ved ikke, hvad rensende prøvelser er. Undertiden laver de sig selv prøvelser, indbilder sig prøvelser og bliver så let modløse, så let fornærmede og egenværdigheden bliver så hurtigt såret, at de skader sig selv, skader andre og skader sagen. Satan forstørrer deres prøvelser og påvirker deres sind med tanker, som, hvis de giver efter for dem, vil ødelægge deres indflydelse og deres brugbarhed. ret
(129) Nogle har følt sig fristet til at trække sig tilbage fra virksomheden for at arbejde med deres hænder. Jeg så, at hvis Guds hånd ikke længere var over dem og de blev udsat for sygdom og død, ville de få at vide, hvad trængsel er. Det er frygteligt at knurre imod Gud. De tænker ikke på, at den vej, de vandrer på, er knudret, en selvfornægtelsens og selvkorsfæstelsens vej og at de ikke må vente, at alt skal gå lige så glat, som om de gik på den brede vej. ret
(129) Jeg så, at nogle af Guds tjenere, endog prædikanter, bliver så let modløse og deres jeg så let stødt, at de indbilder sig at være blevet tilsidesat, når dette ikke er tilfældet. (130) De synes, at deres lod er svær. Sådanne forstår ikke, hvordan de ville føle, dersom Guds bærende hånd blev fjernet og de måtte gennemgå sjælelig ængstelse. Da ville de finde, at deres lod var ti gange sværere, end den var før, medens de var beskæftigede i Guds gerning, hvor de vel måtte lide prøvelser og savn, men ligefuldt nød Guds velbehag. Nogle, som arbejder i Guds sag, ved ikke, hvornår de virkelig har en sorgløs tid. De har mødt så få savn og kender så lidt til mangel eller opslidende arbejde eller sjælebyrde, at når de har en sorgløs tid, når de nyder Guds velbehag og er næsten fuldstændig fri for ængstelse i ånden, ved de det ikke, men mener, at deres prøvelser er svære Jeg så, at medmindre sådanne får en selvopofrelsens ånd og er villige til at arbejde med glæde og ikke spare sig selv, vil Gud fritage dem. Han vil ikke anerkende dem som sine selvopofrende tjenere, men vil oprejse sådanne, som vil arbejde, ikke trægt, men med alvor og som vil være klar over, hvornår de har en sorgløs tid. Guds tjenere må føle byrden for sjæle; de må græde mellem forhallen og alteret og sige: »Herre, spar dog dit folk!" ret
(130) Nogle af Guds tjenere har givet deres liv for at anvende det og opofre det i Guds sag, indtil deres helbred er nedbrudt og de er næsten udslidt af åndeligt arbejde, af bekymring, møje og savn uden ophør. Andre har ikke haft nogen byrde og ikke villet påtage sig den. Men netop sådanne synes alligevel, at de har det svært, selv om de aldrig har oplevet genvordigheder. De har aldrig haft del i lidelsens dåb og vil heller aldrig få del deri, så længe de viser så megen svaghed og så ringe sjælsstyrke og sætter så megen pris på magelighed. Ifølge hvad Gud har vist mig, behøves der tugtelse iblandt prædikanterne, for at de træge, nølende og egenkærlige kan blive renset ud, således at der bliver en ren, trofast og selvopofrende skare igen, som ikke vil pleje deres egen magelighed, men som vil tjene trofast i undervisning og lære, villige til at lide og tåle alt for (130) Kristi skyld og til at frelse dem, for hvem han døde. Lad disse tjenere føle, at der hviler et ve over dem, hvis de ikke prædiker evangeliet, så vil det være nok; men ikke alle føler det sådan. Vejl f menigh bd 1 side 30-33]