Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 30. Fra side 170ren side   tilbage

Den rige unge mand

(170)  I Monterey, Mischigan, 8.oktober 1857 fik jeg vist i et syn den tilstand mange sabbatsholdere var i, ligesom den unge mand der kom til Jesus for at vide hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. ret

(170)  »Og se, der kom en hen til ham og sagde: »Mester hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Da svarede han til ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun én er den gode. Men vil du gå ind til (171) livet så hold budene!« Han spørger: »Hvilke bud?« Jesus svarede: »Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og moder og: du skal elske din næste som dig selv.« Den unge mand siger til ham: »Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg nu?« Da sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!« Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods. ret

(171)  Men Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« Ved at høre det blev disciplene dybt rystede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Da sagde Jesus til dem og sagde: »For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.« Matthæus 19,16-26. ret

(171)  Jesus citerede fem af de sidste seks bud for den unge mand også det andet store bud som de sidste seks bud var hængt op på. Disse mente han at have holdt. Jesus nævnte ikke de første fire bud, som er om vor pligt til Gud. Som svar på den unge mands spørgsmål, »Hvad mangler jeg nu?« sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå han og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene" ret

(171)  Her er hans mangel. Han undlod at holde de første fire bud og også de sidste seks. Han undlod at elske sin næste som sig selv. Jesus sagde: »Giv det til de fattige« Jesus rørte ved hans ejendomme. »Gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige.« Ved denne forbindelse udpegede han hans afgud. Hans kærlighed til rigdomme var størst; derfor var det umuligt for ham at elske Gud af hele sit hjerte, med hele sin sjæl og af hele sit (172) sind. Og denne største kærlighed for rigdomme lukkede hans øjne for medmenneskernes behov. Han elskede ikke sin næste som sig selv, derfor kunne han ikke holde de sidste seks bud. Hans hjerte var ved hans rigdomme. Det var opslugt i hans jordiske besiddelser. Han elskede sine ejendomme højere end Gud, større end himmelsk rigdom. Han hørte betingelserne fra Jesu mund. Hvis han ville sælge og give til de fattige, ville han have rigdomme i himlen. Her var en prøve for hvor meget højere han vurderede evigt liv end rigdomme. Greb han ivrigt udsigten til evigt liv? Stræbte han alvorligt på at fjerne den forhindring der var i vejen for have rigdomme i himlen? Oh nej; »han gik bedrøvet bort; thi han havde meget gods." ret

(172)  Jeg fik fremhævet disse ord: »En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« Jesus sagde: »For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.« Englen sagde: "Vil Gud tillade de rige mennesker at beholde deres rigdomme og alligevel komme ind i Guds rige?" En anden engel svarede: "Nej, aldrig." ret

(172)  Jeg så at det er Guds plan at disse rigdomme skulle bruges rigtigt, fordeles til at velsigne de trængende og til Guds værks fremme. Hvis mennesker elsker deres rigdomme mere end de elsker deres medmennesker, mere end de elsker Gud eller hans ords sandheder; hvis deres hjerter er ved deres rigdomme, kan de ikke få evigt liv. De vil snarere opgive sandheden end at sælge og give til de fattige. Her kan det ses hvor meget de elsker Gud, hvor meget de elsker sandheden; og mange går, som den unge mand i biblen, bedrøvet bort, fordi de ikke også kan have deres rigdomme og skatkammer i himlen. De kan ikke have begge dele; og de vover at risikere deres chance for evigt liv, på grund af verdslig besiddelse. ret

(172)  »En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« Hos (173) Gud er alting muligt. Sandhed, bragt tilbage til hjertet ved Guds Ånd, vil fortrænge kærligheden til rigdomme. Jesu og rigdommens kærlighed kan ikke dvæle i det samme hjerte. Guds kærlighed overgår kærlighed til rigdomme så langt at den velhavende river sig løs fra sine rigdomme og vender sin hengivenhed mod Gud. Gennem kærlighed ledes han da til at hjælpe til i Guds sag. Det er hans største glæde at gøre en god forvaltning af Herrens goder. Kærlighed til Gud og hans medmennesker er fremherskende og han fastholder alt han har, som ikke er hans eget og opfylder trofast sin pligt som Guds tjener. Da kan han holde begge store bud i loven: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« »Du skal elske din næste som dig selv.« På den måde er det muligt for en rig mand at komme ind i Guds rige. »Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv. Men mange af de første skal blive de sidste og mange af de sidste skal blive de første." ret

(173)  Her er belønningen for dem som ofrer sig for Gud. De får hundrede fold i dette liv og skal arve evigt liv. »Men mange af de første skal blive de sidste og mange af de sidste skal blive de første.« Jeg blev vist dem, som får sandheden, men ikke efterlever den. De holder fast ved deres ejendomme og er ikke villige til at uddele deres besiddelser for at fremme Guds sag. De har ikke tro til at driste sig og stole på Gud. Deres kærlighed til denne verden opsluger deres tro. Gud forlanger en del af deres opmærksomhed, men de giver ikke agt på det. De begrunder det med at de har arbejdet hårdt for at få hvad de har og de kan ikke låne Herren det, for det vil komme til at mangle. "Oh, hvor er jeres tro lille." Gud som tog sig af Elias i hungersnødens tid, vil ikke overhøre en af hans selvopofrende børn. Ham som tæller deres hovedhår, vil bekymre sig for dem og i hungersnødens dage vil de mættes. Selvom alle de (174) onde omkring dem omkommer af mangel på brød, vil de være sikret brød og vand. Dem, som stadig griber om deres jordiske rigdomme og ikke vil forvalte det rigtigt, som er dem lånt af Gud, vil miste deres rigdomme i himlen og miste evigt liv. ret

(174)  Gud har i sit forsyn rørt på nogle af deres hjerter, som har rigdomme og har omvendt sig til sandheden, så de med deres midler kan hjælpe til at holde hans værk i gang. Og hvis dem, som er velhavende ikke vil gøre dette, hvis de ikke fuldbyrder Guds hensigter, vil han gå dem forbi og oprejse andre, til at udfylde deres sted, som vil fuldbyrde hans hensigt og uddeler deres ejendomme med glæde for at imødekomme Guds sags behov. I dette vil de være de først. Gud vil have disse i hans sag som, vil gøre dette. ret

(174)  Han kunne sende midler fra himlen for at frembære sit værk; men dette er ikke efter hans orden. Han har forordnet at mennesker skal være hans instrumenter, der blev gjort som stort offer for at frelse dem, de skal gøre en del i dette frelsearbejde, ved at gøre et offer for hinanden og således vise hvor højt de værdsætter det offer, der har været gjort for dem. ret

(174)  Jeg blev henvist til Jakob 5,1-3: »Og nu I rige! klag og græd over den elendighed som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust og den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild, I har samlet jer skatte i de sidste tider." ret

(174)  Jeg så at disse frygtelige ord særligt henvendte sig til velhavende, som bekender at tro den nærværende sandhed. Herren forlanger at de skal bruge deres midler til hans sags fremme. Anledninger blev givet til dem, men de lukkede deres øjne for sagens mangler og klamrede sig om deres jordiske rigdomme. Deres kærlighed til verden er større end deres kærlighed til sandheden, deres kærlighed til deres medmennesker, eller deres kærlighed til Gud. (175) Han kræver deres opmærksomhed, men de holder selvisk og begærligt tilbage hvad de har. De giver lidt her og der for at lindre deres samvittighed, men de har ikke overvundet deres kærlighed for denne verden. De ofrer sig ikke for Gud. Herren har oprejst andre, som værdsætter evigt liv og som kan føle og indse noget af sjælens værdi og de har frivilligt betroet deres midler til at fremme Guds sag. Værket afsluttes; og snart vil der ikke mere være brug for deres midler som har beholdt deres rigdomme, deres store gårde, deres kvæg osv. Jeg så Herren vende sig mod sådanne i vrede og gentog disse ord: "Vend bort I rige mennesker." Han har kaldt men I ville ikke høre. Denne verdens kærlighed har overdøvet hans røst. Nu har han ingen brug for jer og lader jer gå og byder jer: "Vend bort I rige mennesker." ret

(175)  Oh, jeg så det var en forfærdelig ting at blive opgivet sådan af Herren - en frygtelig ting at fastholde en forgængelig substans her, når han har sagt: om vi sælger og giver almisser, kan vi samle rigdomme i himlen. Jeg fik vist når værket afsluttes og sandheden går frem i mægtig kraft, vil disse mennesker komme med deres midler og lægge dem for fødderne af Guds tjenere og bede dem tage imod dem. Svaret fra Guds tjenere vil være: "Vend bort I rige mennesker. Jeres midler behøves ikke. I holdt dem tilbage da I kunne gøre godt med dem i Guds sags fremme. De nødlidende har trængt; de blev ikke velsignet af jeres midler. Gud vil ikke tage imod jeres rigdomme nu. Vend bort I rige mennesker." ret

(175)  Da blev jeg henvist til disse ord: »Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker, den råber højt og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots øren.« Jeg så at Gud ikke er i alle de rigdomme der var vundet. Satan havde ofte travlt med at skaffe sig gods end Gud. Meget af det er vundet ved at holde lejesvendes løn nede. Den naturligt begærlige rige mand vinder sine rigdomme (176) ved at underkue lejesvende og udnytte den enkelte hvor han end kan komme til det og derved lægge til et skatkammer, der vil tage hans kødelige lyst som ild. ret

(176)  [Der er nogle, som ikke har fulgt en strengt ærlig og hæderlig fremgangsmåde. Sådanne må gå frem på en ganske anden måde og hurtigt indhente det forsømte. Mange, som holder sabbaten, har handlet urigtigt i denne sag. De udnytter deres fattige brødre og de, der har overflod, forlanger mere, end hvad tingene virkelig er værd, mere, end de ville betale for de samme ting, medens disse samme brødre er i forlegenhed og nød af mangel på midler. Gud er vidende om alt dette. Enhver egenkærlig handling, ethvert egennyttigt optrækkeri vil bringe sin løn. ret

(176)  Jeg så, at det er hensynsløst og uretfærdigt ikke at tage en broders stilling i betragtning. Dersom han er i nød, eller han er fattig, medens han dog gør sit bedste, bør der tilstås ham indrømmelser og når han køber noget hos de formuende, bør end ikke den fulde værdi afkræves for vedkommende ting; der bør vises medlidenhed med ham, Gud vil finde behag i sådanne venlige handlinger og velgøreren vil ikke miste sin løn. Men mange, som holder sabbaten, har et frygteligt regnskab at gøre op for nærige, begærlige handlinger. ret

(176)  Jeg blev vist tilbage til den tid, da der kun var få, som hørte på sandheden og sluttede sig til den. De havde ikke meget af denne verdens gods. Sagens økonomiske byrde blev båret af yderst få. Den gang var det nødvendigt for nogle at sælge deres huse og landejendomme og at skaffe sig noget billigere, hvor de kunne finde husly eller et hjem, medens de rigeligt og rundhåndet lånte til Herren for at udbrede sandheden gennem skrifter og for på anden måde at fremme Guds sag. Idet jeg betragter disse selvopofrende mennesker, så jeg, at de havde lidt savn for sagens skyld. Jeg så en engel stå ved deres side og vise dem opad, idet han sagde: "I har skatte i himmelen! I har en skat i himmelen, som ikke ældes! Hold ud indtil enden, så vil jeres løn blive stor." ret

(176)  Gud har virket på manges hjerter. Den sandhed, for (177) hvilken nogle få har ofret så meget, for at den kunne blive fremholdt for andre, har sejret og skarer taget imod den. Gud har i sit forsyn påvirket sådanne, som har midler og ført dem ind i sandheden, for at sagens trang kan blive afhjulpet, efter som hans værk udvides. Mange midler er blevet tilført sabbatsholdernes rækker og jeg så, at Gud for øjeblikket ikke stiller krav om de huse, hans folk behøver til bolig, uden i tilfælde hvor kostbare huse ombyttes med billigere. Men hvis de, der har overflod, ikke hører hans røst, river sig løs fra verden og afhænder en del af deres gods og landejendomme og bringer ofre for Gud, vil han gå dem forbi og kalde på dem, der er villige til at gøre noget for Jesus, villige til endog at sælge deres hjem for at afhjælpe sagens trang. Gud vil have frivillige ofre. De, der giver, må betragte det som et privilegium at gøre det. Vejl f menigh bd 1 side 50-51] ret

(177)  Nogle giver af deres overflod og alligevel mærker de ingen mangel. De fornægter ikke dem selv noget særligt for Kristi sag. De har stadig alt hvad hjertet kan ønske. De giver rundhåndet og hjerteligt. Gud respekterer det og han ved det og lægger meget mærke til det. De vil ikke miste deres løn. Du, som ikke kan give så rundhåndet, må ikke undskylde dig selv fordi du ikke kan gøre så meget som nogle andre. Gør hvad du kan. Fornægt dig selv nogle ting som du kan klare dig uden og offer dig for Guds sag. Læg dine to skærver, ligesom enken gjorde. Du vil i virkeligheden give mere end alle dem som giver af deres overflod; og du vil vide hvor lifligt det er at fornægte selvet og give til de manglende, at ofre sig for sandheden og samle sig skatte i himlen. ret

(177)  Jeg fik vist at unge, særlig unge mænd, som bekender sig til sandheden og stadig har en lektie om selvfornægtelse at lære. Hvis disse ofrede sig mere for sandheden, ville de værdsætte den højere. Den ville påvirke deres hjerter og rense deres liv og de vil holde den mere dyrebar og ukrænkelig. ret

(178)  De unge tager ikke Guds sags byrde, eller føler noget ansvar over for den. Er det fordi Gud har fritaget dem? Oh, nej; de fritager sig selv. De er fritaget og andre er bebyrdede. De indser ikke at de ikke er deres egne. Deres tid og deres styrke er ikke deres egen. De er købt for en pris. Et dyrebart offer er gjort for dem og med mindre de besidder den selvfornægtende og selvopofrende ånd, kan de aldrig besidde en udødelig arv.

------------
ret

næste kapitel