(179) [Den 20. november 1857 blev Guds folk fremstillet for mig i et syn og jeg så at de blev voldsomt rystet. Nogle bad til Gud med stærk tro og kvalfulde råb. Deres ansigter var blege og mærket af dyb sjæleangst, et vidnesbyrd om deres (180) indvortes kamp. Fasthed og stor alvor stod udtrykt i deres ansigter, medens store sveddråber faldt fra deres pander. Nu og da oplystes deres ansigt ved beviserne på Guds velbehag, hvorefter det samme højtidelige, alvorlige, ængstelige udtryk atter bredte sig over dem.
(»Stød i horn på Zion, helliger faste, udråb festlig samling, kald folket sammen helliger et stævne, lad de gamle samles .... Imellem forhal og alter skal præsterne, Herrens tjenere, græde og sige: »Herre spar dog dit folk! Overgiv ej din arv til skændsel, til hedningernes spot! Hvi skal mand sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?« Joel 2,15-17.
»Derfor skal I underordne jer under Gud. Stå djævlen imod, så skal han fly fra jer; hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer! Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd; jeres latter skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse! Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer.« Jak 4,7-10.
»Samler jer, samler jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før Herrens glødende harme kommer over eder, før Herrens vredes dag kommer over eder. Søg Herren, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Herrens vredes dag.« Zef 2,1-3) ret
(180) Onde engle samledes omkring dem og indhyllede dem i deres mørke for at skjule Jesus for dem, således at deres øjne kunne drages til mørket, som omgav dem og de derved kunne ledes, til at fatte mistillid til Gud og dernæst knurre imod ham. Kun når de holdt blikket vendt opad, kunne de være trygge. Guds folk stod under himmelske engles ledelse og når den giftige atmosfære fra de onde engle lagde sig omkring disse ængstede sjæle, viftede de himmelske engle uafladeligt med deres vinger over dem for at sprede det tætte mørke. ret
(180) Jeg så, at nogle ikke tog del i dette arbejde med at kæmpe og bede. De syntes at være sorgløse og ligegyldige. De bekæmpede ikke mørket omkring dem og det omsluttede (181) dem ligesom en tyk sky. Guds engle forlod disse og jeg så dem ile af sted for at bistå dem, der kæmpede af alle kræfter for at modstå de onde engle og forsøgte at hjælpe sig selv ved standhaftigt at påkalde Gud. Men englene forlod dem, der ikke gjorde nogen anstrengelse for at hjælpe sig selv og jeg tabte dem af syne. Idet de bedende vedblev med deres alvorlige råb, kunne der af og til komme en lysstråle fra Jesus til dem for at opmuntre deres hjerter og oplyse deres ansigter. ret
(181) Jeg spurgte om betydningen af den rystelse, jeg havde set og det blev vist mig, at den ville fremkaldes af det tydelige vidnesbyrd, som indeholdtes i det sanddru vidnes råd til menigheden i Laodikæa. Dette vil øve sin virkning på modtagerens hjerte og lede ham til at løfte banneret højt og fremholde den tydelige sandhed. Nogle vil ikke høre dette tydelige vidnesbyrd. De vil sætte sig op imod det og dette vil forårsage en rystelse iblandt Guds folk. ret
(181) Der er ikke givet så megen agt på det Sanddru Vidnes vidnesbyrd. Det højtidelige vidnesbyrd, som afgør menighedens skæbne, er blevet negligeret, omend helt ladet ude af betragtning. Dette vidnesbyrd må bevirke en dyb omvendelse og alle, der virkelig tager imod det, vil adlyde det og blive renset. ret
(181) Engelen sagde: "Lyt!" Snart hørte jeg en røst, der lød som mange musikinstrumenter, alle med fuldkomne toner, yndige og harmoniske. Den overgik al musik, jeg tidligere havde hørt. Den syntes at være så fuld af nåde, medlidenhed og opløftende, hellig glæde. Den gennemstrømmede hele mit væsen, Engelen sagde: "Se!" Min opmærksomhed blev nu henledt på den skare, jeg havde set blive mægtigt rystet. De, som jeg før havde set græde og bede med ængstelse i ånden, blev vist mig. Antallet af beskyttende engle omkring dem var blevet fordoblet og de var iført en rustning fra hovedet til fødderne. De bevægede sig i fast og fuldkommen orden, ligesom et kompagni soldater. Deres ansigtstræk vidnede (182) om den al strid, de havde udholdt, den sjælekamp, de havde gennemgået. Men skønt deres træk har præg af alvorlige indre kvaler, skinnede deres ansigter dog af himmelens lys og herlighed. De havde vundet sejr og det fremkaldte den dybeste taknemmelighed og en hellig glæde hos dem. ret
(182) Denne skare var aftaget i antal. Nogle var blevet rystet ud og efterladt på vejen. De ligegyldige og sorgløse, som ikke forenede sig med dem, der værdsatte sejren og frelsen højt nok til vedholdende at bede og kæmpe derfor, opnåede den ikke og de blev efterladt i mørke, men deres pladser blev straks udfyldt af andre, som antog sandheden og trådte ind i rækkerne. Onde engle trængte sig fremdeles omkring dem, men de kunne ikke få nogen magt over dem.
(»Jeg kender dine gerninger: at du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget,« og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig blind og nøgen.« Åb 3,15-17.
»Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder og iførte »retfærdigheden som brynje« på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes gloende pile, tag imod »frelsens hjelm« og åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påmindelse og bøn, idet I altid beder i ånden og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige.« Ef 6,12-18) ret
(182) Jeg hørte dem, der var iført rustningen, tale sandheden med stor kraft. Det havde sin virkning. Jeg så dem, der havde været bundet; nogle hustruer havde været bundet af deres mænd og nogle børn havde været bundet af deres forældre. De oprigtige, (183) der var blevet holdt tilbage eller forhindret i at høre sandheden, greb den nu med begærlighed. Al frygt for deres slægtninge var forsvundet. Sandheden alene var stor for dem. Den var kærere og dyrebarere end livet. Jeg spurgte, hvad det var, som havde bevirket denne store forandring. En engel svarede: "Det er den sildige regn, vederkvægelsen fra Herrens åsyn, den tredje engels høje råb. ret
(183) Stor kraft fulgte disse udvalgte: Engelen sagde: "Se!" Min opmærksomhed blev henledt på de ugudelige, eller de vantro. De var alle i bevægelse. Guds folks nidkærhed og kraft havde vækket og forbitret dem. Forvirring herskede overalt. Jeg så, at der blev taget forholdsregler imod denne skare, som havde Guds kraft og Guds lys. Mørket blev tættere omkring dem og dog stod de der under Guds velbehag og i tillid til ham. Jeg så dem i vanskelighed. Dernæst hørte jeg dem råbe alvorligt til Gud. Dagen og natten igennem ophørte deres råb ikke. Jeg hørte disse ord: "Ske din vilje, oh Gud! Kan det tjene dit navn til ære, så bered en udvej til redning for dit folk. Udfri os fra hedningene omkring os. De har bestemt os til døden; men din arm kan bringe frelse." Dette er alle de ord, jeg kan erindre. Alle syntes at have en dyb forståelse af deres uværdighed og udviste en fuldstændig underkastelse under Guds vilje. Men ligesom Jakob bad og kæmpede enhver uden nogen undtagelse alvorligt om befrielse.
(»Skulle min Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast. Men når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Luk 18,7-8 se også Åb 14, 14.15) ret
(183) Snart efter at de havde begyndt deres alvorlige råb, ønskede englene af medfølelse at træde til for at befri dem. Men en bydende engel, høj af skikkelse, tillod dem det ikke. Han sagde: "Guds vilje er endnu ikke fuldbyrdet. De må drikke af kalken. De må døbes med dåben." ret
(184) (184) Snart hørte jeg Guds røst, som rystede himlene og jorden. Der indtraf et mægtigt jordskælv. Overalt blev bygninger rystet omkuld og faldt. Derpå hørte jeg et frydefuldt sejrsråb, højt, melodisk og klart. Jeg betragtede den skare, der for lidt siden befandt sig i sådan mød og trængsel. Deres skæbne havde vendt sig. Et herligt lys skinnede på dem. Hvor skønne de nu så ud! Al træthed og alle mærker af bekymring var forsvundet; sundhed og skønhed var at se i hvert ansigt. Deres fjender, hedningerne rundt omkring dem, faldt om som døde. De kunne ikke udholde det lys, der skinnede på de befriede hellige. Dette lys og denne herlighed vedblev at hvile over dem, indtil Jesus kom til syne i himmelens skyer og den trofaste, prøvede skare i et øjeblik blev forvandlet fra herlighed til herlighed. Gravene åbnedes og de hellige stod frem iførte udødelighed, idet de råbte: "Sejr over døden og graven!" og sammen med de levende hellige blev de rykket bort for at møde deres herre i luften, medens høje, melodiske råb om herlighed og sejr lød fra hver udødelig tunge. Vejl f menigh bd 1 side 52-55]»Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin røst; himmelen og jorden skælver. Men Herren er ly for sit folk og værn for Israels børn.« Joel 3,21. Se også Hebr 12,26; Åb 16,17