(185) (185) Kære brødre og søstre: Herren har igen i megen nåde været hos mig. Jeg blev stærkt bedrøvet for nogle få måneder siden. Jeg er stærkt presset af sygdom. I årevis er jeg blevet plaget med vattersot og sygdom i hjertet, som har gjort mig nedtrykt og nedbryder min tro og mit mod. Budskabet til laodikenserne har ikke medført den nidkære omvendelse blandt Guds folk som jeg forventede at se og mit sinds rådvildhed har været stor. Sygdom synes hele tiden at komme over mig og jeg tænkte at jeg måtte ligge nede i graven. Jeg havde intet ønske om at leve, derfor kunne jeg ikke tro og bede for min bedring. Ofte når jeg trak mig tilbage for at hvile om natten indså jeg at jeg var i fare for at miste vejrtrækningen før morgen. I den tilstand faldt jeg i søvn ved midnat. Der blev sendt bud efter brødrene Andrews og Loughborough og alvorlige bønner blev sendt til Gud for mit bedste. Depressionen, den tunge vægt, blev løftet fra mit smertende hjerte og jeg blev væk i et syn og vist de ting jeg nu videresender for jer. ret
(185) Jeg så at Satan havde prøvet at drive mig til modløshed og fortvivlelse og ønskede mig mere død end levende. Jeg fik vist at det ikke var Guds vilje at jeg nu skulle ophøre med arbejde og ligge ned i graven; for så (186) ville vor tros fjender triumfere og Guds børns hjerter ville blive bedrøvede. Jeg så at jeg ofte mærkede åndens pine og skulle lide meget; alligevel havde jeg det løfte at dem omkring mig, ville opmuntre og hjælpe mig, så min tapperhed og styrke ikke svigtede da jeg var slået så voldsomt af djævlen. ret
(186) Jeg fik vist at vidnesbyrdet til laodikenserne vedrører Guds folk i den nærværende tid og at det ikke havde ført til et større arbejde på grund af deres hjerters hårdhed. Men Gud har givet budskabet tid til at udføre sit værk. Hjertet må renses fra synder, som har lukket Jesus så langt ude. Dette frygtelige budskab vil gøre dets værk. Da det blev givet første gang, førte det til nøje hjerteransagelse. Synder blev erkendt og Guds folk overalt var oprørt. Næsten alle troede at dette budskab ville ende med den tredje engels høje råb. Men da de undlod at forstå at det kraftfulde værk fuldendes på kort tid, mistede mange den indvirkning budskabet havde. Jeg så at dette budskab ikke ville fuldende sit værk på nogle få korte måneder. Det er indrettet til at vække Guds folk, at vise at de er faldet tilbage og lede dem til nidkær omvendelse, så de kan blive beriget med Jesu nærhed og blive egnede for den tredje engels høje råb. Idet dette budskab rører hjertet, leder det til dyb ydmyghed for Gud. Engle blev sendt i alle retninger for at berede de ikke-troende hjerter for sandheden. Guds sag begyndte at rejse sig og hans folk lærte deres ståsted at kende. Hvis der blev givet agt på det Sanddru Vidnes råd, ville Gud have arbejdet for sit folk med stor kraft. Der er alligevel gjort anstrengelser siden budskabet blev givet og er blevet velsignet af Gud og mange sjæle er bragt fra vildfarelse og mørke til glæde i sandheden. ret
(186) [Gud vil prøve sit folk. Jesus bærer tålmodigt over med den og udspyr dem ikke af sin mund på et øjeblik. Engelen sagde: "Gud vejer sit folk." Havde budskabets forkyndelse varet kort tid, således som mange mente, (187) ville der ikke have været tid for dem, til at udvikle en karakter. Mange handlede på grundlag af følelser, ikke af princip og tro og dette højtidelige, frygtelige budskab greb dem. Det indvirkede på deres følelser og vakte frygt hos dem, men udrettede ikke den gerning, som det efter Guds hensigt skulle have gjort. Gud læser, hvad der er i hjertet. For at hans folk ikke skal være hildet i bedrag angående sig selv, giver han dem tid, således at dem bevægede stemning kan afslides og derefter prøver han dem for at se, om de vil lyde det sanddru vidnes råd. ret
(187) Gud leder sit folk fremad, skridt for skridt. Han fører dem til forskellige punkter i den hensigt at åbenbare, hvad der er i hjertet. Nogle består på et punkt, men falder fra ved det næste. Ved hvert punkt videre fremad prøves og forsøges hjertet lidt mere indgående. Dersom Guds bekendende folk finder, at deres hjerter modsætter sig denne alvorlige gerning, bør det overbevise dem om, at de har noget at gøre for at kunne sejre, dersom de ikke ønsker at blive udspyet af Herrens mund. Engelen sagde: "Gud vil gøre dette arbejde mere og mere indgribende for at prøve og forsøge enhver iblandt sit folk." Nogle er villige til at gå med på ét punkt; men når Gud fører dem til et andet afgørende punkt, undslår de sig og holder sig tilbage, fordi de finder, at det umiddelbart rammer en eller anden kær afgud. Her har de anledning til at se, hvad der er i deres hjerter, som lukker Jesus ude. Der er noget, de vurderer højere end sandheden og deres hjerter er ikke rede til at modtage Jesus. Enkelte Mennesker bliver prøvet og forsøgt i en længere tid, for at det må kunne vise sig, om de vil give afkald på deres afguder og agte på det Sanddru Vidnes råd. Dersom nogle ikke vil lade sig rense ved at lyde sandheden og overvinde deres egoisme, deres stolthed og onde lidenskaber, har Guds engle fået denne befaling: "De er bundne til deres afguder; lad dem fare!" og de (d. e. englene) fortsætter deres gerning, overladende disse med deres ubesejrede syndige træk i de onde engles vold. De, der når frem til hvert punkt og består enhver prøve og sejrer, uanset hvad det måtte koste, har givet agt på det Sanddru Vidnes råd og de vil få den sildige regn og således blive skikket til forvandling. Vejl f menigh bd 1 side 56-57] ret
(188) (188) Gud prøver sit folk i denne verden. Dette er beredelsesstedet, der skal vise hans nærhed. Her, i denne verden, i disse sidste dage vil personer vise hvilken kraft der påvirker deres hjerter og styrer deres handlinger. Hvis det er den guddommelige sandheds kraft, vil den lede til gode gerninger. Den vil ophøje den, der modtager kraften og gøre ham storhjertet og ædelmodig, ligesom hans guddommelige Herre. Men hvis onde engle styrer hjertet, vil det kunne ses på forskellige måder. Frugterne vil være selviskhed, stolthed og onde lidenskaber. ret
(188) Hjertet er bedragerisk overalt og håbløst ondt. Religionens bekendere er ikke villige til at ransage sig selv nøje for at se hvorvidt de tror; og det er en frygteligt kendsgerning at mange lærer på et falsk håb. Nogle lærer på en gammel erfaring som de har haft for år siden, men når de kommer til denne hjerte-ransagene tid, hvor alle skulle have en daglig erfaring, har de intet at berette om. De lader til at tro at en sandhedsbekendelse vil frelse dem. Når de undertrykker sådanne synder, som Gud hader, vil Jesus komme ind og holde nadver med dem og de med ham. De vil da få guddommelig styrke fra Jesus og vil vokse op i ham og kan med hellig sejr sige: »Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« Det ville være bedre for Herren, om lunkne religions-bekendere aldrig havde nævnt hans navn. De er en uophørlig byrde for dem som vil være Jesu trofaste efterfølgere. De er en anstødssten for dem, for ikke-troende og onde engle jubler over dem og håner Guds engle med deres forbryderiske handlemåde. Disse er en forbandelse for sagen herhjemme og derude. De drager nær til Gud med deres læber, medens deres hjerter er langt fra ham. ret
(188) Det blev vist mig at Guds folk ikke skulle efterligne verdens skikke. Nogle har gjort dette og mister hurtigt den særlige hellige karakter som skulle skille dem fra som Guds folk. Jeg blev ført tilbage til Guds urfolk, (189) og blev ledt til at sammenligne deres klædning med modetøjet i disse sidste dage. Hvilken forskel! hvilken forandring! Den gang var kvinderne ikke så frimodige som nu. Når de gik i byen, skjulte de deres ansigter med et slør. I disse sidste dage er moden skammelig og usømmelig. De er omtalt i profetien. De er først sat ind i en klasse som Satan har fuld kontrol over, der, »åndelig afstumpede som de er [uden nogen overbevisning af Guds Ånd] har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger.« Hvis Guds bekendende folk ikke i så høj grad havde forladt ham, ville der nu være en markant forskel mellem deres og verdens klæder. De små kyser, fremvisningen af ansigt og hoved, viser en mangel på anstændighed. Krinoliner er en skam. Jordens indbyggere bliver mere og mere fordærvede, skillelinjen mellem dem og Israels Gud må blive mere tydelig, ellers vil forbandelsen der falder på verdslige falde på Guds bekendende folk. ret
(189) Jeg blev vist frem til følgende skriftsteder. Englen sagde: "De skal undervise Guds folk." 1 Timoteus 2,9.10 »Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men (hvilket klæder kvinder at bekende gudsfrygt) med gode gerninger.« 1 Peter 3,3-5: »Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig«. ret
(189) Unge og gamle, Gud prøver jer nu. I afgør jeres egen evige skæbne. Jeres stolthed, jeres trang til at følge verdens skikke, jeres forfængelige og tomme tale, jeres selviskhed, sættes alt på vægten og det ondes byrde er (190) skrækkelig mod jer. I er fattige og elendige og blinde og nøgne. Medens ondt forøges og tager dybe rødder, kvæler det den gode sæd som er blevet vist i hjertet; og snart vil det ord der er givet om Elis hus blive sagt af Guds engle om jer: Jeres synder »skal aldrig i evighed sones ved slagtofre eller afgrødeofre!« Jeg så at mange, som ikke har en enkel stråle fra Jesu lys, smigrede sig selv med at de var gode kristne. De ved ikke hvad det vil sige at blive belønnet med Guds nåde. De har ingen levende erfaring for dem selv i Guds sager. Og jeg så at Herren hvæssede sit sværd i himlen for at skære dem fra. [Oh, måtte enhver lunken kristendomsbekender indse den grundige gerning, Gud er i begreb med at ville udføre iblandt dem, der bekender sig til at være hans folk! Kære venner, lad jer ikke bedrage med hensyn til jeres tilstand. I kan ikke bedrage Gud. Det sanddru vidne siger: »Jeg kender dine gerninger.« Den tredje engel leder et folk frem, skridt for skridt, højere og højere op. Ved hvert skridt vil de blive prøvet. Vejl f menigh bd 1 side 57] ret
(190) Planen for systematisk godgørenhed* er efter Guds behag. Jeg blev vist tilbage til apostlenes dage og så at Gud lagde planen for hans Helligånds nedstigning og ved den profetiens gave rådførte han sit folk med hensyn til systematisk godgørenhed. Alle skal deltage i arbejdet med at give deres kødelige sager til de som tjener dem i åndelige sager. De skal også lære at enker og faderløse har et krav på deres barmhjertighed. Ren og ubesmittet religion er definerbar: At besøge enkerne og faderløse i deres lidelse og holde sig uplettet fra verden. Jeg så at det var ikke kun at føle med dem med trøstende ord for deres lidelser, men at hjælpe dem, hvis de behøver, med vore midler. Unge mænd og kvinder som Gud har givet godt helbred kan opnå en stor velsignelse ved at hjælpe enkerne og de faderløse i deres lidelse. Jeg så at Gud kræver at de unge mænd skal ofre mere for andres (191) gode. Han kræver mere af dem end de er villig til at udrette. Hvis de holder sig selv uplettede fra verden, holder op med at følge dets skikke og lægger det til side som fornøjelsens elskere bruger på unødige ting der tilfredsstiller stoltheden og giver det til de værdig trængende og støtter den sag, vil de have hans billigelse som siger: »Jeg kender dine gerninger" ret
(191) Der er orden i himlen og Gud er godt tilfreds med sit folks anstrengelser for at tilskynde hans værk på en systematisk og ordentlig måde på jorden. Jeg så at der skulle være orden i Guds menighed og at system behøves for at for, med held, at frembære det sidste nådesbudskab til verden. Gud leder sit folk i planen for systematisk godgørenhed og dette er en af de særlige punkter, hvor Gud leder sit folk som vil skære tættest hos nogle. Hos dem skæres den højre arm af og det højre øje rives ud, medens det for andre er en stor lettelse. Hos ædle og gavmilde sjæle synes kravene til dem meget små og de kan ikke være tilfredse med at gøre så lidt. Nogle har store besiddelser og hvis de, ved dem, lægger på lager i godgørende øjemed, som Gud har givet dem lykke til, er gaven til dem, ligesom en stor sum. Det selviske hjerte klamrer sig så tæt til en lille gave som til en større og gør en lille sum meget stor. ret
(191) Jeg fik igen vist dette værks begyndelse. Nogle som der elskede sandheden kunne uden videre tale opofrelse. De ofrede meget til Guds sag, for at sende sandheden til andre. De har på forhånd sendt deres rigdomme til himlen. Brødre, I som har fået sandheden på en sen tidsalder og som har mange ejendomme, har Gud kaldt til marken, ikke bare for at I kan glæde jer over sandheden, men for at I må hjælpe med jeres gaver til det store værks fremme. Og hvis I har en interesse i dette arbejde, vil I vove at investere noget i det, så andre kan blive frelst ved jeres anstrengelser og I høster endelige belønning hos dem. Store ofre er blevet gjort og manglerne (192) får sandheden til at komme i et klart lys for jer. Se! Gud kalder på jer, på jeres måde, til at gøre store anstrengelser og ofre for at bringe sandheden for dem der er i mørke. Gud forlanger dette. I bekender at tro sandheden; lad jeres gerninger bevidne denne kendsgerning. Hvis ikke jeres tro arbejder, er den død. Intet andet end en levnede tro vil frelse jer ved de frygtelige begivenheder, som ligger lige foran. ret
(192) Jeg så at det var på tide for dem, som har mange besiddelser, at begynde at arbejde hurtigt. Det er tiden til at de ikke kun lægger til side, mens Gud nu giver dem fremgang, men som han har givet dem fremgang tidligere. På apostlenes dage blev der specielt lagt planer for nogle, som ikke skulle gå fri og andre blive bebyrde. Forordninger blev gjort om at alle skulle ligelig tage del i Guds menigheds byrder efter deres forskellige evner. Englen sagde: "Øksen må stilles ved træets fod" Dem, der ligesom Judas, har givet deres hjerter til jordiske rigdomme vil klage, som han gjorde. Hans hjerte higede efter den kostelige salve der udgydes over Jesus og han søgte at skjule sin selviskhed under en from og samvittighedsfuld hensyntagen for de fattige: »Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Han ønskede har, at han kunne have salven i sine hænder; den ville da ikke blive bortødslet på Frelseren. Han ville selv bruge den og sælge den for penge. Han værdsatte ikke sin Herre mere end at han kunne sælge ham for til onde mennesker for få sølvmønter. Som Judas nævnte de fattige som en undskyldning for sin selviskhed, således vil bekendende kristne, hvis hjerter er begærlige, søge at skjule deres selviskhed under en påtaget samvittighedsfuld. Oh, de frygter at indføres systematisk godgørenhed bliver vi som de almindelige menigheder! »Lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør.« De lader til at have et nidkært ønske om at følge bibelen præcis som de forstår den; men de forsømmer helt Kristi tydelige formning: »Sælg, hvad I har og giv almisse!" ret
(193) (193) »Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskerne, for at de skal lægge mærke til jer.« Nogle tror denne tekst lærer, at de skal skjule deres velgørenhedsgerninger. Og de undskylder sig, men kun meget lidt, fordi de ikke ved hvordan man bare giver. Men Jesus forklarede det til sine disciple, som her: »Derfor, når du giver almisse, må du ikke lade blæse basun foran dig, som hyklerne gør i synagoger og på gader for at æres af mennesker; sandelig siger jeg eder: De har allerede fået deres løn udbetalt.« De gav for at blive anset af mennesker som ædle og rundhåndede. De fik ros af mennesker og Jesus lærte sine disciple, at dette var al den løn de ville få. Hos mange, ved den venstre hånd ikke hvad den højre gør, for den højre hånd ved ikke hvad den venstre hånd gør. Denne lektie Jesus gav sine disciple var at irettesætte dem, som ønskede at modtage menneskers herlighed. De gav deres almisser ved nogle offentlige sammenkomster; og før dette skete, forkyndte en åben erklæring deres rundhåndethed for folk; og mange gav deres store summer bare for at få deres navne ophøjet af mennesker. Og midlerne der blev givet på denne måde blev ofte fravristet andre, ved at undertrykke lejesvendens løn og være uforskammet over for de fattige. ret
(193) Jeg blev vist at dette skriftsted ikke gælder dem, som har Guds sag i hjertet og bruger ydmygt deres midler for at fremme den. Jeg blev ledt hen til dette skriftsted: »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.« »af deres frugter skal I kende dem.« Jeg fik vist at skriften vil vidne rigtigt når den forstås rigtigt. Guds børns gode gerninger virker mest forkyndende end den utroendes. Han tænker at der må være stærke motiver, som får den kristne til at fornægte sig selv og bruge sine ejendele i forsøget på at frelse sine medmennesker. Det er i modsætning til verden. Sådanne frugter bevidner at (194) giverne er virkelige kristne. Det er som om de hele tiden rækker opad til en skat der er uforgængelig. ret
(194) For enhver gave og ofring burde der være et passende mål for giveren, ikke for at fremhæve nogens dovenskab, ikke for at blive set af mennesker, eller for at få noget stort navn, men for at forherlige Gud ved at fremme hans sag. Nogle giver store gaver til Guds sag medens deres bror som er fattig, måske lige op af dem lider og de gør intet for at hjælpe ham. Små venlige handlinger gjort for deres bror på en skjult måde, ville binde deres hjerter sammen og vil blive bemærket i himlen. Jeg så at de rige i deres ros og aflønning burde gøre en ændring til fordel for de hjemløse og enkerne og de virkelig fattige, der var iblandt dem. Men sagen er ofte den at de rige udnytter de fattige, høster enhver fordel der kan opnås og kræver den sidste penny for enhver ting. Det hele står skrevet i himlen. »Jeg kender dine gerninger" ret
(194) Den største synd, som nu er i menigheden, er begærlighed. Gud ser ilde på sit bekendende folks selviskhed. Hans tjenere har ofret deres tid og styrke på at bringe dem livets ord og mange har vist ved deres gerninger at de kun værdsætter det let. Hvis de kan hjælpe en Guds tjener så lidt som intet, så gør de det; men de lader ham ofte gå og gør kun lidt for ham. Hvis de hverver en dagarbejder, må han betales med fuld løn. Men sådan er det ikke med Guds selvopofrende tjenere. Han arbejder for dem efter ord og lære; han bærer arbejdets tunge byrde på sin sjæl; han viser på udholdende måde fra Guds ord de farlige vildfarelser, som er skadelig for sjælen; han håndhæver den direkte nødvendighed for at rive ukrudtet op, som kvæler den gode sæd, der er sået; han tager nye og gamle ting ud fra Guds ords skatkammer for at give Guds hjord det til føde. Alle indrømmer at der er gjort godt imod dem; med det giftige ukrudt, begærlighed, er så dybt rodfæstet at (195) de lader Guds tjener forlade dem uden, i deres verdslighed, at hjælpe ham. De har værdsat hans møjsommelige arbejde lige så højt, som deres gerninger viser. Det sande vidne siger: »Jeg kender dine gerninger" ret
(195) Jeg så at Guds tjenere ikke er sat uden for Satans fristelser. De er ofte frygtelig omringet af fjenden og har en svær strid at kæmpe. Hvis de kunne befries fra deres hverv, ville de med glæde arbejde med deres hænder. Deres brødre forlanger de skal arbejde; men når de ser det er lidt påskønnet bliver de deprimerede. Som deres løn ser de faktisk efter den endelige ordning, dette holder dem oppe; men deres familier må have føde, mad og klæder. Deres tid tilhører Gud; den er ikke til deres disposition. De ofrer samværet med deres familier for at gavne andre; og alligevel er nogle, som er gavnet af deres arbejde, ligeglad med deres behov. Jeg så at det er at øve uretfærdighed, at lade dem gå og bedrage dem selv. De tror at de er billiget af Gud, skønt han foragter deres selviskhed. Disse selviske personer vil ikke bare blive krævet til regnskab for Gud, for den brug de har gjort af deres Herres penge, men også al den depression og hjertesorg som blev bragt over Guds udvalgte tjenere og som har lemlæstet deres bestræbelser vil blive sat til regnskab for Guds ikke trofaste tjenere. ret
(195) Det sande vidne erklærer: »Jeg kender dine gerninger« Det selviske og begærlige hjerte vil blive afprøvet. Nogle er ikke villige til at hellige Gud en meget lille del af deres jordiske rigdommes vækst. De ville fare sammen af rædsel hvis du ville tale med det motiv. Hvad har de ofret for Gud? Intet. De bekender sig til den tro at Jesus kommer; men deres gerninger fornægter deres tro. Enhver person vil efterleve hele den tro han har. Halvhjertede bekendere, Jesus kender jeres gerninger. Han afskyer jeres delvise gaver, jeres mangelfulde ofringer.