(210) (210) Kære brødre og søstre: Herren har igen været hos mig, i nåde, ved et smerteligt tab og stor lidelse. Den 23. december, var jeg væk i et syn og fik vist de personers fejl, som har bevæget sagen. Jeg tør ikke tilbageholde det vidnesbyrd fra menigheden for at skåne personerne. ret
(210) Jeg fik vist Guds folks svage tilstand; at Gud ikke havde forladt dem, men at de havde forladt ham og blevet lunkne. De har en teori om sandheden, men mangler dets frelsende kraft. Idet vi nærmer os tidens ende, kommer Satan ned med stor kraft og ved at tiden er kort. Hans kraft vil særligt bruges på restfolket. Han vil føre krig imod dem og søge at splitte og sprede, så de kan blive svage og kastes omkuld. Guds folk bør handle med forstand og bør være forenede i deres anstrengelser. De bør være af samme sind og samme dømmekraft; så vil deres anstrengelser ikke splittes, men vil kraftigt vidne i opbygningen af den nærværende sandheds sag. Orden må følges og der må være enhed i den orden der holdes, ellers vil Satan tage fordel deraf. ret
(210) Jeg så at fjenden ville komme på enhver mulig måde, for at gøre Guds folk modløs og forvirre og give dem trængsler, (211) og at de bør handle med forstand og forberede dem selv mod Satans angreb. Sager som angår menigheden bør ikke efterlades i usikker tilstand. Skridt bør tages for at sikre menigheden ret for Guds sag, så at værket ikke må hæmmes i sin vækst og at de midler som personer ønsker at vie til Guds sag ikke må slippe ind i fjendens rækker. Jeg så at Guds folk bør handle klogt og efterlade intet ugjort i deres del for at sætte menighedens sager i en sikker tilstand. Når alt da er gjort hvad de kan gøre, bør de overlade til Herren at underkende disse ting for dem, så Satan ikke udnytter Guds restfolk. Det er Satans tid at arbejde. En stormfuld fremtid er for os; og menigheden burde vågne op, for at gå frem, så de kan stå sikkert mod hans planer. Det er på tide at noget gøres. Gud er ikke tilfreds med at hans folk efterlader menighedens sager med løse ender og lader fjenden have fuld fordel og styrer sagerne, som det bedst behager ham. ret
(211) Jeg blev vist det forkerte standpunkt, bror B tog i Review med hensyn til organisering og den forstyrrende indflydelse han udøvede. Han afvejede ikke sagen tilstrækkeligt. Hans artikler var kun beregnet på at have en spredende påvirkning, lede tankerne til forkerte slutninger og at opmuntre mange i deres løse tanker til at behandle ting, der havde med Guds sag at gøre. Dem, som ikke mærker byrden af denne sag på dem nærer ikke nødvendigheden for at lave menighedsorden. Dem, som længe har båret byrden, ser efter fremtiden og afvejer sagerne. De er overbevist om at der må gøres skridt for at lægge menighedens sager i en mere sikker tilstand, hvor Satan ikke kan komme og få fordel. Bror B´s artikler får dem, som er imod orden til at se med mistanke på deres forslag, som ved Guds særlige forsyn udfører menighedens betydningsfulde anliggender. Og da han (212) så at hans synspunkt ikke ville holde, undlod han rent ud sagt at erkende sin fejl og at arbejde på at udviske det forkerte indtryk han havde gjort. ret
(212) Jeg så at bror B var ret slap og skødesløs i timelige sager. Han har haft mangel på kræfter, betragtet det, som et fortrin at overlade Herren det, som Herren har overladt til ham. Det er kun i yderste nødstilfælde at Herren lægger sig i mellem for os. Vi har et arbejde at gøre, byrder og ansvar at bære og derved opnår vi en erfaring. Bror B udviser de samme karaktertræk i åndelig henseende som i timelig henseende. Der er en mangel på iver og alvor, for at gøre et grundigt arbejde. Alle burde handle mere betænksomt og klogt med hensyn til Guds sager, end de viser i timelige sager, når de sikrer sig en jordisk besiddelse. ret
(212) Men selv om Guds folk har ret til at sikre sig ejendele i menigheden på en legitim måde, bør de passe på at de bevarer deres særlige og hellige karakter. Jeg så at uoverlagte personer ville udnytte dette standpunkt, som menigheden for nylig havde taget og ville overskride grænserne, gå til yderligheder og krænke Guds sag. Nogle vil gøre noget uden visdom og dømmekraft, give sig af med sager, der kan være nytteløse, blande sig med verden, deltage i dets ånd og påvirke andre til at følge deres eksempel. En bekendende kristen, som træder uklogt, skader ikke den nærværende sandheds sag. Det onde slår lettere rod end det gode og trives medens godt og rigtigt syner hen hvis det ikke næres omhyggeligt. ret
(212) Jeg blev vist tilbage og så at i enhver betydningsfuld bevægelse, enhver beslutning der er gjort eller et punkt opnået af Guds folk, har nogle rejst sig for at køre sagerne til yderligheder og for at færdes på en urimelig måde. Det har fremkaldt væmmelse hos ikke-troende, bedrøvet Guds folk og bragt Guds sag i dårligt ry. Det folk, som Gud fører frem i disse sidste dage, vil blive plaget med netop sådanne ting. Men meget ondt ville være undgået hvis Kristi tjenere vil være af samme sind, (213) forenet i deres handlingsplaner og forenet i deres anstrengelser. Hvis de vil stå sammen, støtte hinanden og fuldstændig irettesætte og dadle fejl, vil de snart bringe dem til tavshed. Men Satan har styret disse ting rigtig meget. Menighedsmedlemmer og selv prædikanter har vist forståelse for de utilfredse, som er blevet irettesat for deres fejl og splid er blevet resultatet. Den som har vovet at fritage sig sin ubehagelige pligt, at tage sig nøje af fejl og mangler, er bedrøvet og såret så han ikke får den største sympati fra hans forkyndende brødre. Han bliver modløs i bortskaffelsen af disse tunge pligter, lægger sig på korset og tilbageholder det tydelige vidnesbyrd. Hans sjæl er spærret inde i mørke og menigheden lider efter det vidnesbyrd som Gud havde tænkt skulle leve blandt hans folk. Satans mål er nået når det tro vidnesbyrd er fortiet. Dem, der så let sympatiserer med de fejlende betragter det som en dyd; men de ser ikke at de udøver en smittende indflydelse og at de selv hjælper Satan med hans planer. ret
(213) Jeg så at mange sjæle blev ødelagt fordi deres brødre uklogt følte med dem, skønt deres eneste håb var at se og indse det fulde omfang af deres fejl. Men idet de ivrigt tog imod de ukloge brødrenes forståelse, fik de, den tanke at de er misbrugt; og hvis de prøvede på at genkalde deres skridt, gør de halvhjertet arbejde. De opdeler problemet for at tilpasse deres naturlige følelser, lægger skyld på den der irettesætter og således lapper problemet sammen. Det er ikke undersøgt til bunds og ikke kureret og de falder igen i den samme fejl, fordi de ikke fik lov at mærke omfanget af deres fejl og ydmyger dem selv for Gud og lader ham bygge dem op. Falske sympatisører har arbejdet i direkte modsætning til tjenende engle og Kristi sindelag. ret
(213) Kristi embedsmænd burde rejse sig og gå i gang med Guds arbejde med al deres energi. Guds tjenere er ikke undskyldt (214) hvis de undgår det tydelige vidnesbyrd. De bør irettesætte og dadle fejl og ikke finde sig i synd hos en bror. Jeg må her præsentere en del af et brev sendt til bror C: ret
(214) "Jeg fik vist nogle ting med hensyn til dig. Jeg så at det levende og tydelige vidnesbyrd er blevet tilintetgjort i menigheden. Du har ikke været i overensstemmelse med det ærlige vidnesbyrd. Du undgik at lægge en beslutsom hånd på fejlene og du har forsøgt dig med dem som følte sig tvunget til at gøre sådan. Du har haft forståelse for utilfredse personer. Dette har haft tendens til at gøre dig svag. Du har ikke harmoneret med tydelige og gennemskærende vidnesbyrd, som har været sendt hjem til den enkelte. ret
(214) "Guds tjenere er ikke undskyldt hvis de undgår tydelige vidnesbyrd. De må irettesætte og dadle fejl og ikke tillade synd hos en bror. Du har ofte strakt dine hænder ud for at beskytte personer for den kritik som de fortjente og den rettelse som Herren havde tiltænkt de skulle have. Hvis de personer ikke fornyer sig, vil deres mangel komme for dit regnskab. I stedet for at våge over den fare de er i og advare dem mod den og irettesat og advaret de fejlende, har du rettet din indflydelse mod dem som har pligtfølelse. ret
(214) "Dette er farefulde tider for Guds menighed og den største fare nu er selvbedrag. Enkeltpersoner, der bekender at tro sandheden er skjult for deres egen farer og fejl. De når fromhedens standard som er sat af deres venner og dem selv, de er i fællesskab med deres brødre og er tilfredse, skønt de helt svigter i at nå evangeliets standard der er sat af vor guddommelige Herre. Hvis de tager hensyn til uretfærdighed i deres hjerter, vil Herren ikke høre dem. Men hos mange er det ikke kun i hjertet, men føres åbenlyst ud i livet; og alligevel får mange fejlende som regel ikke irettesættelse. ret
(214) "Jeg blev vist tilbage til ___. Dine fornemmelser var der forkerte. Du burde have stået ved siden af ældre D og (215) gjort strengt arbejde, taget fat i og irettesat hver enkelt uret. Den byrde du lagde på ældre D fortjente du selv, for din moralske tapperhed svigtede ved at lægge din hånd på fejl. Du påvirker andre. Det gode arbejde, som Gud påtænker, skal udføres af visse personer blev ikke udført og de er blevet pustet op af Satan. Hvis du på det tidspunkt stod under Guds vejledning, ville en indflydelse, som havde fortalt om Guds sag være kommet over dig. Herrens Ånd blev bedrøvet. Og denne mangel på enhed tager modet fra dem, som Gud lægger irettesættelsens byrde på. ret
(215) "Jeg fik vist at du havde fejlet ved at vise forståelse for E. Den kurs du havde over for ham har skadet din indflydelse og har skadet Guds sag stærkt. Det er umuligt for E at få fællesskab med Guds menighed. Han sætter sig selv hvor han ikke kan blive hjulpet af menigheden, hvor han ingen forbindelse har ej heller tale med menigheden. Han har påtaget sig selv der i lysets og sandhedens udseende. Han har hårdnakket valgt sin egen kurs og afvist at lytte til irettesættelse. Han har fulgt sit fordærvede hjertes tilbøjeligheder, har brudt Guds hellige lov og har vanæret den nærværende sandheds sag. Hvis han angrer nok så hjerteligt, må menigheden lade hans sag være alene. Hvis han kommer til himlen, må han være alene, uden menighedens følgeskab. En stadig irettesættelse fra Gud og menigheden må altid hvile på ham, så moralens norm ikke må forringes til blot støv. Herren er mishaget ved din fremgangsmåde i disse ting. ret
(215) Du har skadet Guds sag; din egenrådige måde har såret Guds folks hjerter. Din indflydelse animerer til en slap holdning til tingene i menigheden. Du burde bære et levende og klart vidnesbyrd. Hold fast ved Guds arbejdsmåde, gå ikke ind imellem Gud og hans folk. Du har temmelig længe pakket det tydelige vidnesbyrd ind og stået imod den hårde kritik som Gud giver de (216) enkelte fejl. Gud retter og prøver og renser sit folk. Hold fast ved vejen så hans arbejde ikke hindres. Han vil ikke acceptere et overfladisk vidnesbyrd. Prædikanter må råbe højt og ikke skåne. Herren har givet dig et kraftfuldt vidnesbyrd, beregnet på at styrke menigheden og vække ikke-troende. Men dette må rettes, ellers vil dit vidnesbyrd blive kraftløs og din indflydelse vil skade Guds sag. Folk ser på dig som et eksempel. Led dem ikke forkert. Lad din indflydelse være at rette fejl i din familie og menigheden." ret
(216) Jeg er blevet vist at Herren tager imod det levende tydelige vidnesbyrd, som vil udvikle karakteren og rense menigheden. Men selvom vi er påbudt at udskille os fra verden, er det ikke nødvendigt at vi bliver grove og rå og gøre vore mærkesager så barske så mulig. Sandheden er udtænkt til at ophøje den, der modtager den, til at forædle hans smag og hellige hans dømmekraft. Der bør bestræbes stadig på, at efterligne det fællesskab, vi forventer snart at komme i; nemlig, med Guds engle, som aldrig er faldet på grund af synd. Karakteren bør være hellig, livsformen være pæn, ordene uden svig og således bør vi følge skridt for skridt indtil vi er egnede til forvandling.