Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 4. Fra side 35ren side   tilbage

Afsked med metodistmenigheden

(35)  Min fars familie tog stadig af og til hen til metodistmenigheden. De deltog også i klassemøderne, som blev holdt i private hjem. En aften tog min' bror, Robert, og jeg til klassemødet. Den præsiderende forstander var til stede. Da det blev min brors tur, talte han med stor ydmyghed og dog med klarhed om nødvendigheden af en fuldstændig beredelse til at møde vor Frelser, når han kommer I himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Mens min bror talte glødede der et himmelsk lys på hans ansigt, som ellers plejede at være blegt. Han syntes i ånden at blive baret over nuets omgivelser, og han talte, som om han var i Jesu nærværelse. Da jeg, blev kaldt op til at tale, rejste jeg mig, fri i ånden og med et hjerte fyldt af kærlighed og fred. Jeg fortalte historien om min store lidelse under syndens overbevisning, hvordan jeg til sidst havde mod taget den velsignelse, som jeg længe havde søgt efter, en fuldstændig overensstemmelse med Guds vilje. Jeg udtrykte min glæde over efterretningerne om vor Genløsers snare komme for at hente sine børn hjem. ret

(35)  I min enfoldighed forventede jeg, at mine metodistbrødre og -søstre ville forstå mine følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; adskillige søstre stønnede og flyttede støjende deres stole, idet de vendte ryggen til mig. Jeg kunne ikke (36) forstå, hvad der kunne være sagt, som kunne støde dem. Jeg talte meget kortfattet, idet jeg mærkede deres misbilligelses kølige påvirkning. Da jeg havde ophørt med at tale, spurgte forstanderen mig, om det ikke ville være mere behageligt at leve et langt liv til nytte og gøre andre godt, end at Jesus snart skulle komme og tilintetgøre stakkels syndere. Jeg svarede, at jeg længtes efter Jesu komme. Da vil synd få en ende, og vi vil nyde helliggørelse for evigt uden nogen djævel til at friste og lede os på vildspor. ret

(36)  Han spurgte mig derefter, om jeg ikke hellere ville dø fredfyldt i min seng end at gennemgå smerten ved at blive forvandlet fra dødelighed til udødelighed, mens jeg endnu levede. Jeg svarede, at jeg ønskede, at Jesus ville komme for at tage sine børn til sig; at jeg var villig til at leve eller dø, som Gud ville det, og at jeg let kunne udholde al den smerte, der kunne bæres i et nu, i et øjeblik; at jeg ønskede, at tidens hjul skulle rulle hurtigt og byde den kærkomne dag velkommen, da disse elendige legemer skal forvandles og få samme skikkelse som Kristi herlige legeme. Jeg sagde også, at når jeg levede nærmest Herren, så længtes jeg mest inderligt efter hans tilsynekomst. På dette punkt syntes nogle af de tilstedeværende at være meget misfornøjede. ret

(36)  Da den præsiderende forstander henvendte sig til andre i klassen, udtrykte han stor glæde over forventningen om det jordiske tusindårsrige, da jorden skulle fyldes med Herrens kundskab, ligesom vandene dækker havet. Han længtes efter at se denne herlige periode begynde. Efter mødet var slut, blev jeg bevidst om, at de, som før havde været rare og venlige mod mig, nu behandlede mig med udpræget kulde. Min bror og jeg vendte hjem og følte os bedrøvede over at være så misforstået af vore brødre, og at spørgsmålet om Jesu snare komme skulle vække en sådan bitter modstand i deres hjerter. Dog var vi taknemmelige over, at vi kunne erkende det dyrebare lys og glæde os over at vente på Herrens komme. ret

(36)  Ikke længe efter dette tog vi igen til et klassemøde. (37) Vi ønskede en lejlighed til at tale om Guds dyrebare kærlighed, som oplivede vore sjæle. Jeg ønskede specielt at fortælle om Herrens godhed og barmhjertighed mod mig. Så stor en forandring havde fundet sted i mig, at det forekom mig at være min pligt at udnytte enhver lejlighed til at vidne om min Frelsers kærlighed. ret

(37)  Da det blev min tur til at tale, fortalte jeg om beviserne på Jesu kærlighed, som jeg glædede mig over, og at jeg med glædelig forventning så frem til snart at møde min Forløser. Troen på, at Kristi komme var nær, havde opildnet min sjæl til mere inderligt at søge Guds Ånds helliggørelse. Her afbrød klasse lederen mig og sagde: "Du modtog helliggørelse gennem metodismen, gennem metodismen, søster, ikke gennem en fejlagtig teori." Jeg følte mig tvunget til at bekende sandheden, at det ikke var gennem metodismen, at mit hjerte havde modtaget dets nye velsignelse, men ved de gribende sandheder om Jesu personlige tilsynekomst. Igennem dem havde jeg fundet fred, glæde og fuldkommen kærlighed. Således sluttede mit vidnesbyrd, det sidste, som jeg skulle give i klassen hos mine metodistsøskende. ret

(37)  Derefter talte Robert på sin sagtmodige måde og dog på en så klar og rørende måde, at nogle græd og var meget rørte; men andre rømmede sig i uenighed og lod til at være meget utilpasse. Efter at have forladt klasseværelset talte vi igen om vor tro og undredes over, at vore kristne brødre og søstre så dårligt kunne tåle, at et ord blev talt med henblik på vor Frelsers komme. Vi tænkte, at hvis de elskede Jesus, som de burde, ville det ikke være så stor en ærgrelse at høre om hans andet komme, men tværtimod ville de hilse nyhederne med glæde. ret

(37)  Vi var overbeviste om, at vi ikke længere skulle tage til klassemøderne. Håbet om Kristi herlige tilsynekomst fyldte vore sjæle og ville komme til udtryk, når vi rejste os for at tale. Dette så ud til at vække de tilstedeværendes vrede mod to ydmyge børn, som til trods for modstand vovede at tale om den tro, som havde fyldt deres hjerter med (38) fred og lykke. Det var tydeligt, at vi ikke ville kunne nyde nogen frihed under klassemødet; for vore vidnesbyrd fremkaldte spot og hån, der nåede vore ører ved slutningen af mødet, fra brødre og søstre, som vi havde respekteret og elsket. ret

(38)  På dette tidspunkt holdt adventisterne møder i Beethovenhallen. Sammen med sin familie tog min far regelmæssigt til møderne. Man mente, at tidspunktet for det andet komme ville være i 1843. Tiden, i hvilken sjæle kunne frelses, syntes at være så kort, at jeg besluttede mig til at gøre alt, hvad der stod i min magt, for at lede syndere ind i sandhedens lys. Men det forekom umuligt for én, der var så ung og havde et svagt helbred, at gøre meget i det store arbejde. ret

(38)  Hjemme havde jeg to søstre, Sarah, som var adskillige år ældre, og min tvillingesøster, Elizabeth. Vi talte sagen igennem for os selv og besluttede at tjene så mange penge, vi kunne, og bruge dem til at købe bøger og traktater til gratis uddeling. Dette var det bedste, vi kunne gøre, og vi gjorde denne smule med glæde. Jeg kunne kun tjene femogtyve cents på en dag; men mine klæder var enkle, intet blev brugt til unødig pynt, for forfængelig fremvisning forekom syndigt i mine øjne; så jeg havde altid en smule penge, hvormed der kunne købes passende bøger. Disse blev lagt i hænderne på erfarne personer, der sendte dem ud. ret

(38)  Hver eneste side i denne tryksag forekom mig dyrebar, for det var en lysets budbringer til verden, der bød dem berede sig på den store begivenhed, der var nært forestående. Dag efter dag sad jeg i sengen, støttet af puder, og udførte min tildelte opgave med skælvende hænder. Hvor omhyggeligt lagde jeg ikke de dyrebare sølvstykker til side, som jeg tjente, og som skulle bruges til læsestof til at oplyse og vække dem, som var i mørke. Jeg var ikke fristet til at bruge min indtægt på min egen personlige tilfredsstillelse; sjæles frelse var mit sinds byrde, og mit hjerte gjorde ondt på deres vegne, som smigrede sig med, at de levede i sikkerhed, mens advarselsbudskabet blev givet til verden. ret

(39)  En dag lyttede jeg til en samtale mellem min mor og en søster. De talte om en prædiken, de for nylig havde hørt, hvor konklusionen var, at sjælen ikke havde naturlig udødelighed. Nogle af prædikantens skriftsteder, som var blevet brugt som bevis, blev gentaget. Blandt dem husker jeg, at følgende gjorde stærkt indtryk på mig: "Den sjæl, der synder, den skal dø." "De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting." "Som den salige og eneste hersker, kongernes Konge og herrernes Herre, skal lade os se, når tid er inde, han, den eneste, der har udødelighed." "Til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed." "Hvorfor," sagde min mor, efter at have citeret det foregående skriftsted, "skulle de søge efter det, de allerede har?" ret

(39)  Jeg lyttede til disse nye ideer med en intens og smertende interesse. Da jeg var alene med min mor, spurgte jeg hende, om hun virkelig troede, at sjælen ikke var udødelig. Hendes svar var, at hun frygtede, at vi havde taget fejl i dette spørgsmål lige så vel som i nogle andre. ret

(39)  "Men mor," sagde jeg, "tror du virkelig, at sjælen sover i graven indtil opstandelsen? Tror du, at den kristne ikke straks kommer i himmelen, ej heller synderen i helvedet, når han dør?"
Hun svarede: "Bibelen giver os intet bevis på, at der er et evigt brændende helvede. Hvis der er et sådant sted, burde det være omtalt i den hellige Bog."
"Hvorfor, mor!" råbte jeg forbavset, "dette er fremmed tale fra dig! Hvis du tror på denne mærkelige teori, så lad ingen vide det; for jeg frygter, at denne tro vil få syndere til at føle sig sikre og aldrig ønske at søge Herren."
"Hvis dette er velfunderet bibelsk sandhed," svarede hun, "vil det være midlet til at vinde syndere til Kristus i stedet for at hindre dem i at opnå frelse. Hvis Guds kærlighed ikke bevæger oprøreren til at overgive sig, vil et evigt helvedes rædsler ikke drive ham (40) til omvendelse. Desuden synes det ikke at være en rigtig måde at vinde sjæle for Jesus på, at appellere til en af sindets laveste egenskaber, foragtelig frygt. Jesu kærlighed er tiltrækkende; den vil underkue det hårdeste hjerte." ret

(40)  Der gik nogle måneder efter denne samtale, før jeg hørte mere om denne lære; men i løbet af denne tid havde mit sind været meget optaget af dette spørgsmål. Da jeg hørte det blive forkyndt, troede jeg, at det var sandheden. Fra, det tidspunkt, da lyset om dødens søvn gik op for mig, forsvandt det mysterium, der havde indhyllet opstandelsen, og den store begivenhed antog en ny og ophøjet betydning. Mit sind havde ofte været foruroliget ved dets anstrengelser på at forene de dødes umiddelbare belønning eller straf med den utvivlsomme kendsgerning om en fremtidig opstandelse og dom. Hvis sjælen ved døden gik til evig lykke eller ulykke, hvor var så behovet for opstandelse af det stakkels hensmuldrende legeme? ret

(40)  Denne nye og vidunderlige tro lærte mig, hvorfor inspirerede skribenter havde dvælet så meget ved legemets opstandelse; det var fordi hele væsenet sov i graven. Nu kunne jeg tydeligt se vildfarelsen ved vort tidligere standpunkt i denne sag. Forvirringen og ubrugeligheden af en endelig dom, efter de afdødes sjæle allerede en gang var blevet dømt og tildelt deres skæbne, var meget tydelig for mig nu. Jeg så, at de efterladtes håb består i at se frem til den herlige dag, når Livgiveren skal bryde gravens lænker, og de retfærdige døde skal opstå og forlade deres fangehus for at blive iklædt herligt udødeligt liv. ret

(40)  Alle i vor familie var interesseret i læren om Herrens snare komme. Min far havde længe været regnet som en af støtterne i metodistmenigheden, hvor han boede, og hele familien havde været aktive medlemmer; men vi lagde ikke skjul på vor nye tro, selvom vi ikke foreholdt den for andre ved upassende anledninger eller viste nogen uvenlighed (41) mod vor menighed. Dog aflagde metodistprædikanten os et særligt besøg og benyttede anledningen til at underrette os om, at vor tro og metodismen ikke kunne stemme overens. Han spurgte os ikke, hvorfor vi troede, som vi gjorde, og han kom heller ikke med nogen henvisning til Bibelen for at overbevise os om vor vildfarelse; men han erklærede, at vi havde tilegnet os en ny og mærkelig tro, som metodistmenigheden ikke kunne acceptere. ret

(41)  Min far svarede, at han måtte have taget fejl, når han kaldte dette for en ny og mærkelig lære, for Kristus havde i sin lære til sine disciple selv forkyndt sit andet komme. Han havde sagt: "I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for hvor jeg er, der skal også I være." Da han blev, taget op til himmelen for deres øjne, og en sky bar ham bort fra deres synsvidde, og Idet hans trofaste efterfølgere stod og stirrede efter deres Herre, der var ved at forsvinde, "se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: 'I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod himlen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.'" ret

(41)  "Og," sagde min far, idet emnet varmede ham op, "den inspirerede ,Paulus skrevet brev for at opmuntre sine brødre i Tessalonika og sagde: 'Og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed på hin dag, når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende.' 'Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, (42) som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!' ret

(42)  Dette er stor autoritet for vor tro. Jesus og hans apostle dvæler ved det andet komme med glæde og triumf; og de hellige engle erklærer, at Kristus, som steg op til himmelen, skal komme igen. Dette er vor forseelse, at vi tror på Jesu og hans disciples ord. Dette er en meget gammel lære og har intet anstrøg af kætteri. " ret

(42)  Prædikanten prøvede ikke at henvise til et eneste skriftsted for at påvise, at vi tog fejl, men han bad sig fri med den undskyldning, at han ikke havde mere tid. Han rådede os til stille at trække os ud af menigheden og undgå en offentlig prøvelse. Vi var klar over, at andre af vore søskende modtog en lignende behandling af samme årsag, og vi ønskede ikke, at folk skulle tro, at vi skammede os over at vedkende os vor tro, eller at vi var ude af stand til at understøtte den med Skriften; så mine forældre insisterede på at blive gjort bekendt med begrundelserne for denne anmodning. ret

(42)  Det eneste svar på dette var en undvigende erklæring om, at vi havde handlet i modsætning til menighedens regler, og den bedste fremgangsmåde ville være frivilligt at trække sig ud af den for at undgå en prøvelse. Vi svarede, at vi foretrak en almindelig prøvelse og forlangte at få at vide, hvilken synd vi var anklaget for, idet vi ikke så noget forkert i at vente på og holde af Frelserens tilsynekomst. ret

(42)  Ikke længe efter blev vi bedt om at komme til et møde, der skulle holdes i kirkens sakristi. Der var kun få til stede. Min fars og hans families indflydelse var således, at vore modstandere ikke havde noget ønske om at fremlægge vor sag for et større antal af menighedsforsamlingen. Den eneste anklage, der blev fremført, var, at vi havde handlet i modsætning til deres regler. Da vi spurgte, hvilke regler vi havde overtrådt, blev der efter lidt tøven sagt, at vi havde været til stede ved andre møder og havde forsømt at møde regelmæssigt op i vor klasse. Vi sagde, at (43) en del af familien havde været ude på landet for nogen tid siden, og at ingen, som var blevet i byen havde været borte fra klasse møderne i mere end nogle få uger, og de var moralsk tvunget til at blive væk, fordi de vidnesbyrd, de gav, blev mødt med markant misbilligelse. Vi mindede dem også om, at visse personer, som ikke havde fulgt klassemøderne i et år, stadig nød god anseelse. ret

(43)  Der blev spurgt, om vi ville bekende, at vi havde afveget fra deres regler, og om vi også ville indvillige i at tilpasse os dem i fremtiden. Vi svarede, at vi ikke turde opgive vor tro eller fornægte Guds hellige sandhed; at vi ikke kunne give afkald på håbet om vor Forløsers snare komme; at vi måtte fortsætte med at tilbede Herren på den måde, som de kaldte kætteri. Min far modtog i sit forsvar Guds velsignelse, og vi forlod alle sakristiet med frihed i sindet, lykkelige med bevidstheden om det rette og Jesu bifaldende smil. ret

(43)  Ved begyndelsen af kærlighedsmåltidet den næste søndag læste den præsiderende forstander vore navne op, syv i antal, som udelukket af menigheden. Han sagde, at vi ikke var blevet smidt ud på grund af nogen forkert eller umoralsk opførsel, at vi havde pletfrie karakterer og et misundelsesværdigt omdømme, men vi havde været skyldige i at handle i modsætning til metodistmenighedens regler. Han erklærede også, at en dør nu var blevet åbnet, og at alle, som var skyldige i lignende brud på reglerne, ville blive behandlet på samme måde. ret

(43)  Der var mange i menigheden, som ventede på Frelserens tilsynekomst, og denne trussel blev givet med den hensigt at skræmme dem til at underkaste sig. I nogle tilfælde førte denne fremgangsmåde til det ønskede resultat, og Guds gunst blev solgt for en plads i menigheden. Mange troede, men vovede ikke at bekende deres tro, for at de ikke skulle blive bortvist fra synagogen. Men nogle forlod snart derefter menigheden og sluttede sig til deres selskab, som ventede på Frelseren. ret

(43)  På det tidspunkt var profetens ord særdeles (44) dyrebare: "Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: 'Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!' Men de skal blive til skamme!"

-----------
ret

næste kapitel