Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 40. Fra side 217ren side   tilbage

Forældres pligt mod børn

(217)  [Jeg har set, at forældre i almindelighed ikke har handlet rigtigt med hensyn til deres børn. De har ikke holdt dem i ave, som de burde, men har ladet dem hengive sig til stolthed og til at følge deres egne tilbøjeligheder. I gammel tid blev forældremyndigheden respekteret; børnene var deres forældre underdanige og viste dem respekt og agtelse; men i disse sidste dage, er forholdet omvendt. Nogle forældre er deres børn underdanige. De er bange for at modsætte sig deres børns vilje (217) og føjer sig derfor efter dem. Men lige så længe som børnene opholder sig under forældrenes tag og er afhængige af dem, bør de være under deres kontrol. Forældrene bør være bestemte i deres fremgangsmåde og kræve, at deres anskuelser om, hvad der er ret, bliver fulgt. ret

(217)  Eli kunne have holdt sine ugudelige sønner i ave, men han frygtede for deres mishag. Han tillod dem at fortsætte i deres opsætsighed, indtil de blev en forbandelse for Israel. Det forlanges af forældre, at de tøjler deres børn. Børnenes frelse afhænger i høj grad af den fremgangsmåde, forældrene følger. I deres misforståede kærlighed og svaghed over for deres børn bærer mange forældre over med dem til deres skade, giver næring til deres stolthed og ifører dem pynt og prydelser, der gør dem forfængelige og leder dem til at mene, at det er klæderne, som skaber en dame eller en herre. Men et kortvarigt bekendtskab med dem overbeviser deres omgivelser om, at det ydre udseende ikke er nok til at skjule fordærvelsen i et hjerte, som er blottet for kristelige dyder, men fuldt af egen kærlighed, hoffærdighed og ubeherskede lidenskaber. De, der elsker sagtmodighed, ydmyghed og dyd, bør sky sådant selskab, selv om det måtte være sabbatsholderes børn. Deres selskab er giftigt; deres indflydelse leder til død. Forældre indser ikke den ødelæggende indflydelse af den sæd, de sår. Den vil spire og bære frugt, som vil lede deres børn til at foragte forældrenes myndighed. ret

(217)  Også efter at børene er kommet til års, påhviler det dem at respektere deres forældre og drage omsorg for deres velbefindende. De bør tage hensyn til gudfrygtige forældres råd og ikke mene, at fordi de er blevet nogle få år ældre, er de vokset fra deres forpligtelser mod dem. Der er et bud med forjættelse til dem, der ærer deres fader og moder. I disse sidste dage er børn så bekendte for deres ulydighed og mangel på respekt, at Gud særskilt har bemærket det og det udgør et tegn på, at enden er nær. Det viser, at Satan har næsten fuldstændigt herredømme over de unges sind. Mange har ikke længere nogen respekt for de ældre. Det anses for at være for gammeldags (218) at respektere dem; det stammer fra så langt tilbage som Abrahams dage. Gud siger: »Jeg har jo udvalgt ham, for, at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej." ret

(218)  I gammel tid var det ikke tilladt børn at indgå ægteskab uden forældrenes samtykke. Forældrene traf valget for deres børn. Hvis børn indgik ægteskab på eget ansvar, blev det betragtet som en forbrydelse. Sagen blev først lagt frem for forældrene og de skulle overveje, hvorvidt den pågældende, der ville komme i et så nært slægtskab med dem, var værdig eller ej og hvorvidt de to ville kunne forsørge en familie. Det blev af forældrene anset som værende af den største betydning, at de, som tilbad den sande Gud, ikke indgiftede sig med et afgudsdyrkende folk, for at ikke deres familier skulle blive ledet bort fra Gud. Selv efter at børnene havde giftet sig, stod de under den højtideligste forpligtelse over for deres forældre. Deres skøn blev ikke anset for at være tilstrækkeligt uden forældrenes råd og det forlangtes, at de skulle respektere og adlyde deres ønsker, medmindre disse var i strid med Guds krav. ret

(218)  De unges tilstand i disse sidste dage blev yderligere fremstillet for mig. Børnene holdes ikke under kontrol. Forældre, I bør begynde jeres første undervisning i disciplin, medens de små endnu er spædbørn i jeres arme. Lær dem at bøje deres vilje under jeres. Dette kan gøres, hvis man handler konsekvent og viser fasthed. Forældre bør have fuldkomment herredømme over deres eget sind og med mildhed, men dog med fasthed bøje barnets vilje, indtil det ikke kan tænke sig noget andet end at bøje sig for deres ønsker. ret

(218)  Forældrene begynder ikke i tide. Det første tegn på heftighed bliver ikke undertrykt og børnene bliver stædige, hvilket tiltager med deres opvækst og styrkes, efter som de bliver stærkere. Nogle børn mener, at det er selvsagt, at de skal have deres vilje, når de bliver ældre og at forældrene må bøje sig for deres ønsker. De forventer, at forældrene skal opvarte dem. De er utålmodige under tugt og når de bliver gamle nok til at kunne hjælpe deres forældre, (219) bærer de ikke de byrder, som de burde bære. De er blevet fritaget for ansvar og vokser op som værdiløse i hjemmet og værdiløse udenfor. De har ingen evne til at holde ud. Forældrene har båret byrden og tilladt dem at vokse op i lediggang uden at blive vænnet til orden, flid eller sparsommelighed. De er ikke blevet oplært til selvfornægtelse, men er blevet forkælet og føjet, deres lyster er blevet tilfredsstillet og de vokser op med svækket helbred. Deres væsen og opførsel er ikke tiltalende. De er selv ulykkelige og de gør deres omgivelser ulykkelige. Og medens børnene endnu kun er børn og behøver at stå under disciplin, får de tilladelse til at gå i selskab og at være sammen med de unge og den ene øver en fordærvelig indflydelse på den anden. ret

(219)  Guds forbandelse vil visselig hvile over vantro forældre. Ikke alene planter de torne, der vil såre dem hernede, men de må møde deres egen utroskab, når den himmelske ret sættes. Mange børn vil stå op i dommen og fordømme deres forældre for ikke at have holdt dem i ave og give dem skylden for deres undergang. Forældrenes falske medfølelse og blinde kærlighed leder dem til at undskylde deres børns fejl og forbigå dem uden tilrettevisning og som følge deraf går deres børn fortabt og ansvaret for deres sjæle vil hvile på de vantro forældre. ret

(219)  Børn, der således bliver opdraget uden disciplin, har alt at lære, når de engang bekender sig til at være Kristi efterfølgere. Hele deres egenrådighed vil ofte vise sig; der er den samme mangel på selvfornægtelse, den samme utålmodighed under tilrettevisning, den samme kærlighed til selvet og den samme uvillighed til at søge andres råd eller til at lade sig påvirke af andres skøn, den samme ugidelighed, ulyst til at bære byrder og undladelse af at bære ansvar. Alt dette kommer til syne i deres forhold til menigheden. Det er muligt for sådanne at sejre; men hvor hård bliver (220) ikke kampen og hvor alvorlig bliver ikke striden, som er nødvendig, for at de må kunne nå op til en kristelig karakters høje stader Men hvis de til sidst opnår sejr, vil det forud for deres forvandling blive dem tilstået at se, hvor nær de kom hen til randen af evig fortabelse som følge af mangel på den rette oplæring i ungdommen og fordi de ikke lærte underdanighed i barndommen. Vejl f menigh bd 1 side 67-69]

------------
ret

næste kapitel