(220) Jeg blev vist tilbage til Israels børn fra gammel tid. Gud krævede et offer af alle, både fattige og rige, efter hvad han havde givet dem i nåde. De fattige blev ikke undskyldt for det at de ingen rigdom havde fra deres rige brødre. De blev pålagt at udøve sparsommelighed og selvfornægtelse. Og hvis nogen var så fattige at det var fuldstændig umuligt for dem at bringe et offer til Herren, hvis sygdom eller uheld havde berøvet dem evnen til at give, var de velhavende pålagt at hjælpe med en lille skærv, så de ikke kommer tomhændede til Herren. Denne ordning sikrede en fælles interesse. ret
(220) Nogle er ikke kommet frem og tilsluttet planen for systematisk godgørenhed og undskyldt sig selv for at de ikke var fri for gæld. De beder inderligt om at de først må »blive ingen noget skyldige«. Men det faktum at de er i gæld undskylder dem ikke. Jeg så at de skulle give kejseren det som er kejseren og til Gud det som er Guds. Nogle føler med god samvittighed at »blive ingen noget skyldige,« og tro at Gud kræver intet af dem før al deres gæld er betalt. Her har de bedraget sig selv. De svigter ved, at ikke give Gud det, som er hans. Enhver må bringe Herren et passende offer. Dem som er i gæld bør tage deres gældsbeløb fra det som de besidder og give en del af det tiloversblevne. ret
(220) Nogle har næret ukrænkelige forpligtelser over for deres børn. (221) De må give hver en del, men føler sig selv ude af sand til at skaffe midler og hjælpe Guds sag. De undskylder sig med at de har en forpligtelse over for deres børn. Det kan være rigtigt, men deres største pligt er over for Gud. Giv kejseren det som er kejserens og til Gud det som er til Gud. Stjæl ikke fra Gud at holde din tiende og gaver tilbage fra ham. Det er den første hellige pligt at give Gud en passende del. Lad ingen skyde sine krav ind og lede dig til at frarøve Gud. Lad ikke dine børn stjæle dine gaver fra Guds alter, til deres egen vinding. ret
(221) Jeg så, at i den gamle tid fik nogles begærlighed dem til at tilbageholde en passende del; de gjorde deres ofringer små. Dette er optegnet i himlen og deres høst var forbandet og deres mængde var hvad de nægtede at give. Nogle blev, med bedrøvelse, hjemsøgt i deres familier. Gud ville ikke tage imod et halvt offer. Det må være uden skavanker, det bedste i hjorten og markens bedste frugter. Og det må være spontant, hvis de vil have Herrens velsignelse til at hvile over familier og ejendomme. ret
(221) Ananias og Safiras tilfælde blev præsenteret for mig, for at illustrere deres metoder som vurderer deres ejendele under deres værdi. De foregav at gøre et frivilligt offer af deres besiddelser til Herren. Peter sagde: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Hendes svar var: »Ja, det var.« Nogle mennesker i denne onde tidsalder ville ikke tage hensyn til en løgn. Men Herren gør det. De havde solgt det for meget mere. De havde foregivet at hellige Guds alt. For ham havde de skjult sig og deres straf kunne ikke tøve mere. ret
(221) Jeg så at i ordningen for systematisk godgørenhed, vil hjerter blive prøvet. Det er en stadig løbene og levende prøve. Det får én til at forstå sit eget hjerte og se om verdens kærlighed eller sandhed er fremherskende. Her er der en prøve for det naturligt selviske og begærlige. De vil gøre deres ejendomme i meget små tal. Her hykler de. (222) Englen sagde: »Forbandet være den, der er lad til at gøre Herrens værk.« Engle holder øje med karakterens udvikling og handlingerne fra denne bringes til himlen af himmelske budbringere. Nogle vil blive hjemsøgt af Gud for disse ting og deres forøgelse vil bringes ned til deres størrelse. »Én strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.« Ordsp 11,14.15. ret
(222) Alle er pålagt at have en interesse i dette arbejde. Dem, som bruger tobak, te og kaffe burde lægge disse afguder til side og lægge deres udgifter i Herrens skatkammer i stedet for. Nogle har aldrig gjort et offer for Herrens sag og sover med hensyn til det, Herren kræver af dem. Nogle af de mest trængende, vil have den største kamp i at fornægte, dig selv fra disse stimulanser. Dette personlige offer er ikke påkrævet fordi Guds sag lider for midler. Men ethvert hjerte vil blive prøvet, enhver karakter udviklet. Det er princippet, som Guds flok må virke på. Det levende princip må føres ud i livet. ret
(222) »Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve derved, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skæmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskares Herre.« Jeg så at dette skriftsted har været misbrugt i taler og bøn i forsamlinger. Profetien har en særlig anvendelse til de sidste dage og lærer Guds flok at bringe en del af deres redelige indhold, som et frivilligt offer til Herren.