(44) I seks måneder kom der ikke en sky ind imellem mig og min Frelser. Når som helst en passende anledning bød sig, aflagde jeg mit vidnesbyrd, og jeg blev rigt velsignet. Til tider hvilede Herrens Ånd over mig med en sådan kraft, at jeg mistede mine kræfter. Dette var en prøvelse for nogle, som havde forladt de formelle kirkesamfund, og bemærkninger blev ofte sagt, som sårede mig meget. Der var mange, der ikke troede, at man kunne blive så overmandet af Guds Ånd, at man mistede alle sine kræfter. Min situation var meget smertefuld. Jeg begyndte at ræsonnere med mig selv, om jeg ikke var berettiget til at tilbageholde mit vidnesbyrd ved møderne og således tilbageholde mine følelser, når der var en sådan modstand hos nogle af dem, der var ældre og mere erfarne end jeg selv. ret
(44) For en tid handlede jeg i overensstemmelse med denne plan om at forholde mig stille, idet jeg forsøgte at overbevise mig selvom, at det at undertrykke mit vidnesbyrd ikke ville forhindre mig i at leve i overensstemmelse med min tro. Ofte følte jeg mig stærkt tilskyndet til, at det var min pligt at tale ved møderne, men jeg afholdt mig fra at gøre det. Jeg følte derved, at jeg havde bedrøvet Guds Ånd. Det hændte endda, at jeg blev borte fra møderne, fordi de, som var generet af mit vidnesbyrd, var til stede. Jeg kviede mig ved at fornærme mine brødre, hvorved jeg tillod frygten for mennesker at bryde det uafbrudte samvær med Gud, som havde velsignet mit hjerte i så mange måneder. ret
(44) Vi havde aftalt bedemøder om aftenen på forskellige steder i byen for at imødekomme alle, der ønskede at tage (45) del i dem. Familien, som havde været mest ivrig efter at modarbejde mig, kom til et af disse.. Ved denne lejlighed, mens de tilstedeværende var ved at bede, kom Herrens Ånd over mødet, og et af denne families medlemmer faldt om som en død. Hans slægtninge stod grædende omkring ham, idet de gned hans hænder og anvendte oplivende midler. Efterhånden genvandt han tilstrækkelig styrke til at prise Gud og fjernede deres frygt ved at råbe i triumf over det tydelige bevis, som han havde modtaget på, at Herrens kraft var over ham. Den unge mand var ikke i stand til at tage hjem den aften. ret
(45) Familien troede, at dette var en åbenbarelse af Guds Ånd, men det overbeviste dem ikke om, at det var den samme guddommelige magt, der til tider havde hvilet på mig og frataget mig min naturlige styrke og fyldt min sjæl med fred og Jesu kærlighed. De lagde ikke skjul på, at der ikke var tvivl om min oprigtighed og fuldkomne ærlighed, men de anså mig for at være selvbedraget, når jeg anså dette for at være Herrens magt, som kun var et resultat af mine egne overspændte følelser. ret
(45) Som et resultat af denne modstand var mit sind meget rådvildt, og når tiden nærmede sig for vort regelmæssige møde, var jeg i tvivl om, om det var bedst for mig at tage derhen. Jeg havde lidt meget i nogle dage på grund af de følelser, der blev udvist mig. Til sidst besluttede jeg at blive hjemme og derved undgå mine søskendes kritik. Idet jeg forsøgte at bede, gentog jeg disse ord igen og igen: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Det svar, jeg syntes at få, var, at jeg skulle stole på min himmelske Fader og tålmodigt vente på at erfare hans vilje. Jeg overgav mig selv til Herren med et lille barns enfoldige tillid, idet jeg huskede, at han havde lovet, at de, der følger ham, ikke skal vandre i mørke. ret
(45) En følelse af pligt tilskyndede mig til at gå til mødet, og jeg gik med fuld forvisning i mit sind om, at alt ville være i orden. Mens vi var bøjet for Herren, blev mit hjerte draget i bøn og fyldt med en fred, som kun Kristus (46) kan give. Min sjæl glædede sig over Frelserens kærlighed, og mine fysiske kræfter forlod mig. Med barnlig tro kunne jeg blot sige: "Himlen er mit hjem, og Kristus er min Genløser." ret
(46) Én fra den tidligere nævnte familie, som modsatte sig Guds magts tilkendegivelser på mig, gav ved denne lejlighed udtryk for sin tro på, at jeg befandt mig i en sindsbevægelse, som han mente, at det var min pligt at modstå, men i stedet for at gøre dette mente han, at jeg fremmede det som et tegn på Guds gunst. Hans tvivl og modstand havde ingen virkning på mig denne gang, for jeg syntes at være indesluttet med Herren og løftet over al ydre påvirkning; men han var næppe færdig med at tale, da en stærk mand, en hengiven og ydmyg kristen, blev ramt af Guds magt for hans øjne, og rummet blev fyldt med Helligånden. ret
(46) Efter at være kommet mig var jeg meget glad for at aflægge mit vidnesbyrd for Jesus og at fortælle om hans kærlighed til mig. Jeg bekendte min manglende tro på Guds løfter og min fejltagelse, idet jeg havde hindret Helligåndens tilskyndelser af frygt for mennesker. Jeg takkede for, at Gud til trods for min mistillid havde givet mig uventede beviser på hans kærlighed og opretholdende nåde. Den bror, der havde modstået mig, rejste sig nu, og med tårer i sine øjne bekendte han, at hans følelser med hensyn til mig havde været meget forkerte. Han bad mig ydmygt om tilgivelse og sagde: "Søster Ellen, jeg vil aldrig mere lægge det mindste i vejen for dig. Gud har vist mig mit hjertes kulde og stædighed, som han har brudt ved beviserne på hans magt. Jeg har taget meget fejl." ret
(46) Derefter sagde han, idet han vendte sig til de tilstedeværende: "Når Søster Ellen syntes at være så lykkelig, tænkte jeg, hvorfor føler jeg det ikke sådan? Hvorfor modtager bror R. ikke lignende beviser? for jeg var sikker på, at han var en hengiven kristen, alligevel var der ikke faldet en sådan magt på ham. Jeg bad en stille bøn om, at dersom dette var Guds hellige indflydelse, at bror R. matte erfare det denne aften. ret
(46) Næsten i samme øjeblik, som mit ønske steg op fra mit hjerte, faldt (47) bror R. til jorden, ramt af Guds magt, idet han råbte: 'Lad Herren virke!' Mit hjerte er overbevist om, at jeg har kæmpet imod Helligånden, men jeg vil ikke mere bedrøve den ved min stædige vantro. Velkommen lys! Velkommen Jesus! Jeg har været frafalden og hård. Jeg følte mig såret, dersom nogen priste Gud og åbenbarede en fuldkommen glæde ved Guds kærlighed; men nu er mine følelser forandrede. Min modstand har fået en ende, Jesus har åbnet mine øjne, og jeg får endnu lov til selv at råbe til Guds pris. Jeg har sagt bitre og skarpe ting om søster Ellen, som jeg nu er ked af, og jeg beder om hendes tilgivelse og om alle andres tilgivelse, som er her til stede." ret
(47) Derefter aflagde bror R. sit vidnesbyrd. Hans ansigt var oplyst af himmelens herlighed, idet han priste Herren for de undere, han havde virket den aften. Han sagde: "På grund af den Allerhøjestes tilstedeværelse er dette sted meget helligt. Søster Ellen, i fremtiden vil du have vor hjælp og opretholdende sympati i stedet for den grusomme modstand, som der er blevet udvist dig. Vi har været blinde over for Guds Helligånds åbenbarelser." ret
(47) Alle modstanderne kunne nu se deres fejltagelse og bekendte, at dette værk i sandhed var fra Herren. Ved et bedemøde ikke længe efter erfarede den bror, som havde bekendt, at han havde taget fejl ved sin modstand, Guds magt i så stor en grad, at hans ansigt skinnede med et himmelsk lys, og han faldt hjælpeløs om på gulvet. Da hans kræfter vendte tilbage, anerkendte han igen, at han i sin uvidenhed havde kæmpet imod Herrens Ånd ved at nære de følelser, som han havde haft imod mig. Ved et andet bedemøde blev endnu et andet medlem af denne familie ramt på lignende måde, og de aflagde det samme vidnesbyrd. Nogle få uger senere, mens bror P.'s store familie var samlet til bøn i deres eget hjem, fejede Guds Ånd igennem værelset og væltede de ydmygt bedende omkuld. Min far kom ikke længe efter ind i værelset og fandt dem alle, både forældre og børn, hjælpeløse under Herrens magt. ret
(48) (48) Kold formalitet begyndte at smelte for den Allerhøjestes mægtige indflydelse. Alle, der havde modstået mig, bekendte, at de havde bedrøvet Helligånden ved at gøre dette, og de forenede sig i sympati for mig og i kærlighed til Frelseren. Mit hjerte glædede sig over, at guddommelig barmhjertighed havde jævnet stien, hvor mine fødder skulle gå, og havde gengældt min tro og tillid så rigeligt. Enhed og fred herskede nu iblandt vort folk, som så frem til Herrens komme.