Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 53. Fra side 253ren side   tilbage

Vidnesbyrd 7(1862)
Nordstaterne og sydstaterne

(253)  (253) Den 4.januar 1862 fik jeg vist noget med hensyn til vor nation. Min opmærksomhed blev rettet mod sydstaternes oprør. Sydstaterne havde beredt sig selv til en heftig kamp, medens nordstaterne sov i deres oprigtighed. Før præsident Lincoln's administration begyndte, blev der gjort store tiltag i sydstaterne. Den tidligere administration planlagde og styrede efter at fravriste det nordstaternes krigsredskaber. 1 De havde to mål for at gøre således: De påtænkte at gøre et beslutsomt oprør og måtte berede sig for det; 2 da de skulle udføre oprøret, var nordstaterne helt uforberedte. De ville således vinde tid og ved deres voldsomme og skånselsløse fremgangsmåde troede de at de kunne skræmme nordstaterne så de ville komme under forpligtelser og overgive sig til dem og lade dem få det som de ville. ret

(253)  Nordstaterne forstod ikke det bitre og frygtelige had sydstaterne havde mod dem og var uforberedte mod deres smeden rænker. Nordstaterne havde pralet af deres styrke og latterliggjorde sydstaternes idé med at forlade unionen. De betragtede dem, som trussel for et egensindigt og hårdnakket barn og troede at sydstaterne snart ville komme til deres fornuft og vil blive syg ved at forlade unionen og vil med ydmyge (254) undskyldninger vende tilbage til deres troskab. Nordstaterne har ingen rimelig forestilling om den virkelige anklage i slaveri. Det er dette og dette alene, som ligger til grund for krigen. Sydstaterne er blevet mere og mere fordringsfuld. De betragter det som en fuldstændig ret at spekulere i menneskelig omgang, at handle med slaver og menneskesjæle. De er irriteret og bliver fuldstændig ophidsede, hvis de ikke kan få alle de områder de ønsker. De vil rive grænserne ned og bringe deres slaver i en knibe som de behager og forbande jorden med slave arbejde. Sydstaternes sprog har været bydende og nordstaterne har ikke taget passende forhåndsregler for at stilne det. ret

(254)  Oprøret blev grebet så grundigt an, så langsomt, at mange som begyndte først, fik afsky ved tanken om, at opstanden var påvirket af oprører, der så på den som berettiget og tusinde tilsluttede sig sydstaterne forbund, som ikke ville have præcise og fuldstændige regler gennemført af vor styrelse i den tidlige periode af oprøret. Også selvom dette var så uforberedt for krig. Nordstaterne har været beredt for krig lige siden, men oprøret har forøget sig støt og der er nu ingen bedre udsigt til at det bliver undertrykt, end der var for måneder siden. Tusinder har mistet deres liv og mange har vendt til deres hjem, lemlæstet og forkrøblet for livet, deres sundhed er borte, deres jordiske udsigter er for evigt ødelagt; og dog er der vundet så lidt! Tusinder har formået at få den opfattelse at denne krig var for at udrydde slaveri; men nu hvor de er sat fast, finder de at de er blevet bedraget og at målet for denne krig ikke var at afskaffe slaveriet, men at beskytte det som det er. ret

(254)  Dem, som har vovet at forlade deres hjem og ofre deres liv på at udrydde slaveriet er ikke tilfredse. De ser ingen gode resultater fra krigen, kun unionens bevarelse og for dette måtte tusinder af liv ofres og hjemmene gøres ulykkelige. Et stort antal mennesker er hentærret (255) og udåndet på hospitaler; andre er blevet taget til fange af oprørerne, en skæbne der frygtes mere end døden. I betragtning af alt dette spørger de så: Hvis vi havde held med at undertrykke dette oprør, hvad havde vi da opnået? De kan kun svare nedslående: Intet. Det, som forårsagede oprøret er ikke fjernet. Slaveriets ordning, som har ødelagt vor nation, har fået lov til at overleve og pirre til et andet oprør. Tusinder af vore soldater er bitre. De lider de største afsavn; disse ville de gerne udholde, men de opdager at de er blevet bedraget og de er blevet forstemt. Vore ledende mænd er forvirrede, deres hjerter svigter dem af frygt. De er bange for at proklamere frihed for oprørernes slaver, for gør de dette, vil de irritere den del i sydstaterne som ikke har tilsluttet sig oprøret men er stærke slavefolk. Og på den anden side frygter de for disse stærke anti-slaveriske mænd, som havde kommandoen og havde betroede stillinger. De var bange for konsekvenserne af en klar og beslutsom melding, for det opflammede til lys lue i tusindes stærke ønske om at udslette årsagen til dette frygtelige oprør, ved at lade de undertrykte gå fri og bryde ethvert åg. ret

(255)  Mange af dem, som er sat over kommando for at udfylde betroede stillinger, har kun lille samvittighed eller ædel karakter; de kan endda udøve deres magt, til ødelæggelse af dem under dem og det ses der igennem fingre med. Disse førere kunne misbruge den magt de har fået og udsætter dem for dem til at besidde farlige stillinger, hvor de kan risikere forfærdelige sammenstød med oprørerne, uden det mindste håb om at besejre dem. Herved kunne de gøre det af med dristige og dybtgående mænd, som David gjorde det af med Uriah. 2 Samuel 11,14.15. ret

(255)  Dyrebare mennesker er således kommet af med deres stærke anti-slaveriske indflydelse. Nogle af de folk som nordstaterne behøver allermest, hvis tjeneste ville være af den højeste værdi, er der ikke. De er blevet ofret uden formål. Udsigterne for vor nation er (256) afskrækkende, for der er nogle, som har betroede stillinger som har oprørske hjerter. Der er befalende embedsmænd, som har sympati med oprørerne. Selv om de er ivrige efter at bevare unionen, foragter de dem, som er imod slaveriet. Nogle af hærene er, i stor udstrækning også sammensat af sådanne mennesker; de står i en sådan modsætning til hinanden at der i virkeligheden ikke er enighed blandt de mange regimenter. ret

(256)  Idet denne krig blev vist for mig, så det ud som det mest besynderlige og upålidelige som nogensinde har sket. En stor del af de frivillige lod sig melde i fuld overbevisning om at krigens resultat ville føre til slaveriets afskaffelse. Andre meldte sig i den hensigt at slaveriet helst ikke må holdes hvor det er; men holde oprøret nede og bevare unionen. Og for at gøre sagen mere kompliceret og usikker, er nogle af befalingsmændene stærke tilhængere af slaveri - mænd hvis sympati er med sydstaterne, som alligevel er imod en adskilt regering. Det synes umuligt at kunne føre krigen med held, for mange i vore egne rækker arbejder hele tiden for sydstaternes fordel og vore hære er blevet drevet tilbage og ubarmhjertigt nedslagtet på bekostning af disse proslaveriske mænd. Nogle af vore ledende mænd i Staternes Parlament arbejder også hele tiden for sydstaternes fordel. I disse forhold er bekendtgørelser udstedt for nationale faster, for bøn om at Gud vil bringe denne krig til en hurtig og gunstig ende. Der blev henvist til Esajas 58, 5-7: »Er der faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager Herren? Nej, faste efter mit sind er at løse gudløshedens lænker, at løse ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, (257) du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd." ret

(257)  Jeg så at disse nationale faster var en fornærmelse mod Jehova. Han accepter ikke sådanne faster. Englen som sidder og skriver ned skrev om dem: "I faster for strid og diskussion og for at slå med ondskabens næve." Jeg fik vist hvordan vore ledende mænd havde behandlet de stakkels slaver som havde kommet til dem for at få beskyttelse. Engle har nedskrevet det. I stedet for at bryde deres åg og lade de betyngede gå fri, har disse mænd gjort åget mere plagsomt for dem, end når de er i deres tyranniske mesteres tjeneste. Kærlighed til frihed leder de stakkels slaver til at forlade deres herrer og risikere deres liv for at få frihed. De ville aldrig vove at forlade deres mestre og for deres generobring udsætte sig selv for vanskeligheder og rædsel, hvis de ikke har en så stærk en kærlighed for frihed som nogen af os. De undvegne slaver har udholdt uudsigelige genvordigheder og farer for at få deres frihed og idet deres sidste håb, for kærlighed til frihed brændte i deres hjerter, henvendte de sig til vor regering for at få beskyttelse; men deres tillid blev blevet behandlet med største foragt. Mange af dem blev behandlet grusomt fordi de vovede at begå så stor kriminalitet i deres anstrengelser for at få deres frihed. Store mænd, der giver sig ud for at have menneskelige hjerter, har set slaverne næsten nøgne og lide nød og har misbrugt dem og sendt dem tilbage til deres grusomme mestre og håbløse trældom og at lide umenneskelig grusomhed for at de vovede at søge deres frihed. Nogle i denne ulykkelige klasse smed de ind i usunde fangehuller, for at overleve eller dø, det bekymrede de sig ikke om. De har frataget dem friheden og den frie luft som himlen aldrig har fornægtet dem og da overladt dem til at lide for mad og klæder. I betragtning af alt dette, blev en national faste proklameret! Herren sagde ved Esajas' mund: »Mig søger de dag efter dag og ønsker at kende mine veje, som var de et folk, der øver retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret." ret

(258)  (258) De undslupne slaver har fået fortalt af deres mestre at de nordstaternes folk ønskede at få fat i dem, så de kunne mishandle dem forfærdeligt; så at modstanderne mod slaveriet ville behandle dem værre' end de var blevet behandlet i slaveriet. Forfærdelige historier på alle måder er blevet gentaget i deres ører, for at få dem til afsky nordstaterne og alligevel havde de vage begreber om at nordstaterne følte for deres klager og ville anstrenge sig for at hjælpe dem. Dette har været den eneste stjerne, som har spredt sit glimtene lys over deres fortvivlelse og dystre trældom. Den måde de stakkels slaver har været behandlet, på har fået dem til at tro at deres mestre har fortalt dem sandheden om disse ting. Og alligevel blev en national fastedag proklameret! Herren sagde: Nej, faste efter mit sind er at løse gudløshedens lænker, at løse ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg?« Hvis vor nation overholder den faste, som Gud har valgt, så vil han tage imod deres bønner så vidt, som det angår krigen; men nu kommer det ikke ind i hans ører. Han vender sig fra dem, de væmmes ved ham. Det er ordnet sådan at dem, som vil løsne byrderne og bryde hvert åg er under kritik, eller fjernet fra ansvarsfulde stillinger, eller deres levned ikke er påtænkt af dem som "faster for strid og diskussion og for at slå med ondskabens næve." ret

(258)  Jeg er blevet vist at hvis formålet med denne krig havde været slaveriets afskaffelse, så ville England, hvis de ønsker det, hjælpe nordstaterne. Men England forstod helt følelserne, som var i regeringen og at krigen ikke var at afskaffe slaveriet, men at bevare unionen; og det er ikke i hendes interesse at få den bevaret. Vore regeringer har været meget stolte og uafhængige. Denne nations folk har ophøjet sig selv til himlen og har set ned på monarkiske regeringer og triumferet i deres pralende frihed, medens slaveriets virksomhed, som er et tusinde gange værre end den tyranni der var udøvet af de monarkistiske (259) regeringer, fandt sig i det og var sat højt. I dette lysets land er der værnet om en ordning, der lader en del af menneskeheden gøre sig til slaver for en anden del og nedværdiger millioner af mennesker til et dyrisk stade. Noget ligene, som denne synd, findes ikke i hedenske lande. ret

(259)  Englen sagde: "Hør, oh himle, de undertryktes råb og de undertryktes løn fordobles i forhold gerninger." Denne nation vil blive ydmyget til støvet. England ser efter hvorvidt det er godt og udnytte sig af vor nations nuværende svære tilstand og våge at bekrige hende. Hun vejer sagen og prøver at lytte til andre nationer. Hun frygter at hvis hun skulle starte en krig derude, ville hun blive svag hjemme og at andre nationer vil udnytte hendes svaghed. Andre nationer gør stadig fredelige forberedelser til krig og håber at England vil føre krig med vor nation, for så vil de udnytte anledningen til at hævne sig på hende for den fordel hun tog af dem, fra tidligere og fra den uret der dem gjort. En del af dronningens mål er at få en gunstig anledning til at bryde deres åg; men hvis England tænker at de vil betale for det, vil hun ikke vakle et øjeblik med at udnytte sine anledninger til at udøve hendes magt og ydmyge vor nation. Når England erklærer krig, vil alle nationer have en interesse for sine egne og der vil blive en storkrig, en stor forvirring. England kender til forskellighed i følelserne blandt dem, som søger at undertrykke et oprør. Hun kender godt den forvirrende tilstand i vor regering; hun har set med forbavselse på denne krigsanklage - de langsomme virkningsløse bevægelser, vore hæres uvirksomhed og vor nations ruinerende udgifter. Vor regerings svaghed er åbenlys for andre nationer og nu konkluderer de, at det var fordi det ikke er en monarkistisk regering og de beundrer deres egen regering, ser ned, nogle med medlidenhed, for andre (260) med foragt, på vor nation, som de ellers har betragtet, som den mest magtfulde på kloden. Havde vor nation forblevet i enhed ville den have haft styrke, men i splid må den falde.

------------
ret

næste kapitel