(264) Gud straffer denne nation for slaveriets høje kriminalitet. Han har nationens skæbne i sine hænder. Han vil straffe sydstaterne for slaveriets synd og nordstaterne for at tillade dets bedragende og underkuende indflydelse så længe. ret
(264) Ved konferensen i Rosevelt, New York den 3.august 1861, hvor brødre og søstre var samlet på den dag, der var sat til side til ydmygelse, faste og bøn, hvilede Herrens Ånd over os og jeg var væk i et syn og fik vist slaveriets synd, som så længe har været en forbandelse for denne nation. Den flygtige slavelov var beregnet til at trække enhver ophøjet og ædelmodig medfølende følelse ud af mennesket, som skulle få den undertrykte og lidende slave ind i hjertet. Det var i direkte modsætning til Kristi lære. Guds svøbe er nu over nordstaterne, fordi de så længe har bøjet sig for fordelene ved slavemagt. Synden hos nordstaternes proslaveriske mænd er stor. De har styrket sydstaterne i deres synd ved at billige slaveriets udstrækning; de har spillet en betydelig rolle i at bringe nationen til dens nu lidende tilstand. ret
(264) Jeg fik vist at mange ikke indså omfanget af det onde som kom over os. De har bildt sig selv ind at de nationale vanskeligheder snart vil blive bragt i orden og forvirringen og krigen vil ende, men alle vil blive overbevist om, at der er mere realitet i sagen end man havde regnet med. Mange har søgt efter nordstaterne for at slå et slag for fredsslutning. ret
(264) Jeg vist tilbage til det gamle Israel, der var i trældom hos ægypterne. Herren arbejde ved Moses og Aron for befri dem. Mirakler blev udført for Farao, for at (265) overbevise ham om at disse mænd var særligt udsendt fra Gud, for at byde ham at lade Israel gå. Men Faraos hjerte var forhærdet mod Guds budbringere og han bortforklarede de mirakler, der var udført af dem. Så fik ægypterne Guds domme at mærke. De blev ramt af plager og da de led under deres virkning, Farao samtykkede i at lade Israel gå. Men ligeså snart deres lidelser var forsvundet, blev hans hjerte forhærdet. Hans rådgivere og mægtige folk bestyrkede sig selv mod Gud og prøvede på at forklare at plagerne kom af naturlige grunde. Guds hjemsøgelser var altid strengere end det, som går forud og alligevel ville de ikke befri Israels børn før Herrens engel dræbte ægypternes førstefødte. Fra kongen på tronen, ned til den laveste om mest ydmyge, var der jammer og klage. Da befalede Farao at lade Israel gå; men efter at ægypterne havde begravet deres døde, angrede han, at han havde ladet Israel gå. Hans rådgivere og mægtige mænd prøvede at gå i rette med deres smertelige tab. De ville ikke indrømme at hjemsøgelsen var fra Gud og derfor forfulgte de Israels børn. ret
(265) Da Israelitterne så den ægyptiske hær på jagt, nogle på heste og nogle i stridsvogne og udrustet til krig, blev deres hjerter bløde. Det Røde Hav var foran og den ægyptiske hær bagved. De kunne ikke se nogen udvej. Et sejrsråb brød frem fra ægypterne, over at finde israelitterne fuldstændig i deres magt. Israelitterne var stærkt forfærdet. Men Herren befalede Moses at påbyde dem at frem og løfte staven og strække sin hånd ud over havet og dele det. Han gjorde således og se! havet delte sig og Israels børn gik tørskoet over. Farao havde modarbejdet Gud så længe og forhærdet sit hjerte mod hans mægtige forunderlige gerninger, at han i sin blindhed fór ind på den sti som Herren mirakuløst havde beredt for sit folk. Igen blev Moses befalet til at række sin hånd ud over havet, (266) »Og havet vendte tilbage til sit sædvanlige leje« og vandene begravede ægypternes hære og de druknedes. ret
(266) Dette drama blev fremstillet for mig som illustration for slaveriets selviske kærlighed og de desperate forhåndsregler som sydstaterne ville indføre for at værne om denne ordning og de frygtelige lange veje de skulle gå, før de måtte opgive. Slaveriets ordning har indskrænket og vanslægtet mennesker til dyrenes stade og de fleste slavemestre betragter dem, som dette. Disse mestres samvittighed er blevet forhærdet, ligesom Faraos var; og hvis de blev tvunget til at befri deres slaver, ville deres grundtanker stadig være uforandret og de vil, om muligt, have deres slaver til at mærke deres underkuende magt. For mig så det ud, som en umulighed at få afskaffet slaveriet nu. Gud alene kan vriste slaven fra hans desperate og ubarmhjertige modstander. Al den mishandling og grusomhed der udøves mod slaven er med rette pålignet slaveordningens tilhængere, hvad enten det er nordstaternes eller sydstaternes mennesker. ret
(266) Nordstaterne og sydstaterne blev fremstillet for mig. Nordstaterne er blevet bedraget med hensyn til sydstaterne. De er bedre forberedt på krig, end det har været vist før. De fleste af deres folk er gode til væbnet kamp, nogle af dem har erfaring i kamp, andre kender almindelig sport. De har nordstaternes fortrin i denne henseende, men de har ikke, i almindelighed, tapperhedens og udholdenhedens kraft som nordstaternes mennesker har. ret
(266) Jeg har et syn på det ulykkelige slag i Manassas, Virginia. Det var det mest rædselsvækkende og forpinte drama. Sydstaternes hær havde alt til deres fordel og var beredt til en frygtelig strid. Nordstaternes hær spredte sig med triumf og tvivlede ikke at de ville sejre. Mange var dumdristige og rykkede pralende frem, som om sejren allerede var deres. Idet de nærmede sig slagmarken, var mange blevet svage på grund af slid og manglende forfriskning. De ventede ikke så kraftigt et sammenstød. De (267) kastede sig i kamp og sloges modigt og desperat. Der var dødsfald på begge sider. Både nordstaterne og sydstaterne led hårdt. Sydstaternes folk mærkede slaget og efter kort tid ville have blevet drevet yderligere tilbage. Nordstaternes folk stormede frem, selvom deres ødelæggelse var meget stor. Først da kom en engel ned og vinkede sin hånd tilbage. Straks var der forvirring i rækkerne. Det fik nordstaternes folk til at se at deres tropper var på tilbagetog, selv om det i virkeligheden ikke var sådan og et hovedkulds tilbagetog begyndte. Det synes at blive vidunderligt for mig. ret
(267) Da blev det forklaret at Gud havde denne nation i sin egen hånd og vil ikke lade sejre komme hurtigere end han bestemmer og vil ikke tillade flere tab til de nordlige folk, end han i sin visdom så var passende, som straf for deres synder. Og den nordstaternes hær trak sig på de tidspunkt hvor slaget var i en afmægtig, en udmattende situation. En langt større kamp og ødelæggelse som ventede dem, ville have givet en stor sejr til sydstaterne. Gud ville ikke tillade dette og sendte en engel for at lægge sig imellem. Den pludselige tilbagetrækning nordstatstropperne gjorde, er et mysterium for alle. De ved ikke at Guds hånd var med i dette. ret
(267) Ødelæggelsen af sydstaternes hær var så stor at de ikke havde nogen kerne tilbage. Ved synet af døden, de døde og de sårede gav dem kun en lille opmuntring til sejr. Denne ødelæggelse, som indtraf da de havde alle fordel og nordstaterne havde stor ulempe, gjorde dem meget forvirrede. De ved at hvis nordstaterne havde en lignende chance hos dem, var sejren til nordstaterne. Deres eneste håb er at besætte stillinger, der var svære at komme til og da have frygtindgydende foranstaltninger til at tilføje ødelæggelse på alle sider. ret
(267) Sydstaterne har styrket sig selv stærkt, siden deres første oprør begyndte. Hvis der var gjort nogle aktive forhåndsregler af nordstaterne, ville dette oprør hurtigt have været knust. Men det som først var småt har forøget sig i styrke og antal indtil det er blevet (268) kraftigst. Andre nationer holder spændt øje med denne nation, i en hensigt jeg ikke kender til og gør store forberedelser for nogle begivenheder. Den største forvirring og ængstelse er nu blandt vore nationale folk. Proslaveriske mænd og forrædere er midt iblandt dem; og selvom disse bekender sig til unionens fordel, har de en indflydelse i beslutningerne, hvor nogle endda begunstiger sydstaterne. ret
(268) [Jeg så at jordens beboere er i den yderste forvirring. Krig, blodsudgydelse, afsavn, armod, hungersnød og pest var der mange steder. Medens alt dette foregik, begyndte Guds folk at slutte sig sammen og lægge deres små vanskeligheder til side. Egen værdighed beherskede dem ikke længere, - dyb ydmyghed var trådt i stedet. Lidelser, rådvildhed og afsavn satte fornuften i højsædet og den impulsive og uforstandige mand blev fornuftig og handlede besindigt og klogt. ret
(268) Min opmærksomhed blev nu ledet bort fra denne scene. Der syntes at være en lille tid med fred. Endnu en gang blev jordens beboere fremstillet for mig og atter var alt i den yderste forvirring. Ufred, krig og blodsudgydelse samt hungersnød og pest rasede alle vegne. Andre lande blev inddraget i denne krig og forvirring. Krigen forårsagede hungersnød. Afsavn og blodsudgydelser forårsagede pest. Og mennesker dånede af rædsel og gru »for det, som kommer over jorderige« Herren kommer 8.sep]