Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 57. Fra side 270ren side   tilbage

Organisering

(270)  Den 3. august 1861, fik jeg vist, at nogle var bange for at vore menigheder ville blive til Babylon hvis de skulle organisere sig; men den i midten af New York har været Babylons fuldstændige forvirring. Og medmindre vore menigheder er så organiserede at de kan gennemtvinge og udføre orden, har de intet håb for fremtiden; de vil spredes i småstykker. Tidligere og forhastet lære har givet næring til splid. Der er værnet om en ånd, som hellere vogter og anklager end opbygger. Hvis Guds tjenere i enstemmighed vil tage deres (271) standpunkt og fastholde det med beslutsomhed, vil der være en forenende indflydelse i Guds hjord. Adskillende skranker vil blive nedbrudt. Hjerter vil flyde sammen og forene sig, som dråber i vand. Så vil der komme en kraft og styrke iblandt sabbatsholderens rækker i langt større omfang, end vi endnu har været vidne til. ret

(271)  Guds tjeneres hjerter er bedrøves når de rejser fra menighed til menighed og møder andre tjenende brødres modarbejdende indflydelse. Der er dem, som har været rede til at bekæmpe alle skridt fremad, som Guds folk har taget. De menneskers hjerter, som har vovet noget, er bedrøvede og forpinte fordi de har mistet samarbejdet med deres medarbejdere. Vi lever i en alvorlig tid. Satan og onde engle arbejder med mægtig kraft, med verden på deres side, for at hjælpe dem. Og bekendende sabbatsholdere, som påberåber sig at tro alvorlige og betydningsfulde sandheder forener deres styrke med mørkets krafts indflydelse, for at nedrive og bortlede opmærksomheden fra det, som Gud har planlagt at opbygge. Sådannes indflydelse er nedtegnet som dem, der forsinker reformeringen blandt Guds folk. ret

(271)  Diskussionen om organisering har afsløret en stor mangel på moralsk mod, hos den del af prædikanterne, der forkynder den nærværende sandhed. Nogle, som var overbevist om at organisering var rigtig, har svigtet i at stå frimodigt frem og forsvare den. De lader nogle få forstå at de foretrækker organisering. Var det alt hvad Gud kræver af dem? Nej. Han mishages af deres feje stiltien og manglende handling. De frygter for kritik og modstand. De holder øje med deres brødre for at se hvordan deres puls slår, før de står mandigt frem med det de tror er rigtigt. Folk venter på deres foretrukne prædikanters røst og fordi de ingen svar kunne høre til fordel for dem selv, besluttede de at organisering var forkert. ret

(271)  Således var nogle af prædikanterne imod organisering, endskønt de hævdede at have velvilje for det. De (272) var bange for at miste deres indflydelse. Men en eller anden måtte handle og tage ansvaret og vove hans indflydelse; og når den, som har gjort dette havde vænnet sig til kritik og beskyldninger, ville han kunne klare at bære det. Hans medarbejdere, som skulle stå ved hans side og tager deres del af byrden, ser på for at finde ud af hvordan det lykkes ham at stride striden alene. Men Gud lægger mærke til hans kval, hans pine, hans tårer, hans modløshed og fortvivlelse, når hans sind er ud over det, der kan bæres; og når han er lige ved at synke, løfter Gud ham op og giver ham den trættes hvile, belønningen for den trofaste; og han lægger igen sine skuldre under den tunge byrde. Jeg så at alle vil blive belønnet efter hvad deres gerninger er. Dem, som undgår ansvar, vil komme ud for et tab til sidst. Tidspunktet hvor prædikanterne skal stå sammen er når slaget bliver voldsomt.

------------
ret

næste kapitel