Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 59. Fra side 274ren side   tilbage

Eksemplets magt

(274)  I Paulus' brev til Titus, kapitel 2,13.14 læser vi: »I forventningen om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os, for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger.« Dette store arbejde skal udføres for dem som vil lade sig rense, villig til at blive noget særligt og som viser en nidkærhed i gode gerninger. Hvor mange unddrager sig dog ved renselsesprocessen! De vil ikke praktisere sandheden, vil ikke vise sig som noget særligt i verden. Det er denne sammenblanding med verden der ødelægger vore åndelighed, renhed og nidkærhed. Satans kraft udøves hele tiden (275) for at bedrøve Guds folks følsomhed, så deres samvittighed ikke kan være følsom over for fejl og at tegnene på forskel mellem dem og verden kan blive ødelagt. ret

(275)  Jeg har ofte modtaget breve med spørgsmål om klædedragt og nogle har ikke helt rigtigt forstået hvad jeg har skrevet. Den gruppe der blev fremstillet for mig, som efterlignede verdens skikke har været meget træge og de sidste bliver påvirkede eller fornyede. En anden gruppe, som manglede smag og orden i klæderne har udnyttet det som jeg har skrevet og er gået til en anden yderlighed; og ville blive være fri for stolthed, de har set på dem, som klæder sig pænt og ordentlig, som de var stolte. Særhed og letsindighed i klædedragt har nogle anset som en særlig dyd. Disse har en fremgangsmåde, som ødelægger deres indflydelse over for vantro. De vækker afsky hos dem, som de skulle gavne. ret

(275)  Selv om synerne har irettesat stolthed og efterligning af verdens moder, har de også gået i rette med dem, som var ligegyldige over for udseende og personens og klædernes manglende renhed. Jeg er især blevet vist at dem, som bekender sig til den nærværende sandhed, burde have en særlig omsorg at vise Gud, på sabbaten; ved at vise at vi respekterer Skaberen som har helliget og sat særlige timer til side på den dag. Alle, som har nogen agtelse for sabbaten burde være rene i personen, pæne og ordentlige i tøjet; for de skal vise sig for den nidkære Gud, som er krænket ved urenhed og uorden og som lægger mærke til ethvert tegn på respektløshed. Nogle har troet at det var forkert at bære noget som helst på deres hoved uden en solhat. Disse går til store yderligheder. Det kan ikke fremkalde stolthed at bære en pæn og enkel stråhat eller silkehætte. Vor tro vil, hvis den praktiseres, få os til at være enkle i tøjet og nidkære i gode gerninger, så vi må blive bemærket som enestående. Men når vi mister smag for orden og nethed i tøjet forlader vi faktisk sandheden, for sandheden nedbryder aldrig, men ophøjer. (276) ikke-troende ser på sabbatholdere som forsimplede og når personer er forsømmelige med deres klæder og er grove og rå i deres væsen, vil deres påvirkning styrke de ikke-troende i deres konklusion. ret

(276)  Dem, som bekender sig at være kristne midt iblandt de sidste dages farer og ikke efterligner det ydmyge selvfornægtende Mønster, sætter sig selv i fjendens rækker. Han betragter dem, som sine undersåtter og de gør det ud for at være så betydningsfulde for ham, som nogen af hans undersåtter gør, for de har et navn til livet og er døde. Andre tager dem, som et eksempel og ved at følge dem mistes himlen, selv om disse, der ikke har bekendt sig til at være kristne, vil deres eksempel blive undgået. Disse uindviede trosbekendere er ikke vidende om vægten af deres indflydelse. De gør kampen meget værre for dem, som vil være Guds særskilte folk. Paulus henviser i Titus 2,15 til det folk som venter på Kristi komme. Han siger: »Tal således og forman og irettesæt med al myndighed. Lad ingen ringeagte dig!" ret

(276)  Idet vi bærer vidnesbyrd om stolthed og verdens moder, mødes vi med undskyldninger og selvretfærdighed. Nogle fremhæver andres eksempel. Sådan en søster bærer krinoliner; hvis det er forkert for mig at bære dem; er det forkert for hende. Børn fremhæver andres børns eksempel, hvis forældre er sabbatsholdere. Bror A er hjælpepræst i menigheden. Hans børn bærer krinoliner og hvorfor er det værre for mig at bære dem end for dem? Dem, som ved deres eksempel giver uindviede trosbekendere argumenter imod dem, som vil være særlige, lægger anstødsstene i vejen for den svage; de må aflægge et regnskab for deres eksempel. Jeg bliver ofte spurgt: "Hvad mener du om krinoliner?" Jeg svarer: Jeg har givet dig det lys, som har været givet mig. Jeg fik vist at krinoliner er en skam og at vi ikke skal give den mindste hjælp til en mode i et så latterligt stykke. ret

(276)  Jeg er ofte overrasket når jeg hører at "Søster White siger at det er (277) ikke forkert at bære små krinoliner." Ingen har hørt mig sige dette. I betragtning af hvad jeg har sagt om krinoliner, vil intet få mig til at give den mindste opmuntring til nogen for at bære dem. Vatterede klæder og krinoliner er på samme måde unødigt. Han som udformede os har aldrig påtænkt at vi skulle vansires med krinoliner, eller noget der ser ud som dem. Men Guds folk er blevet forledt af verdens påfund og moder så længe, at de ikke vil trække deres afhængighed ud af den. Når jeg studerer skrifterne, er jeg ængstelig for Israels Gud i disse sidste dage. De formanes til at fly fra afgudsdyrkelse. Jeg frygter at de sover og er så tilpasset til verden at det er svært at skelne mellem ham og der tjener Gud og ham der ikke tjener ham. Afstanden bliver større mellem Kristus og hans folk og mindre mellem dem og verden. Forskellene mellem Kristus bekendende folk og verden er næsten forsvundet. Som det gamle Israel, efterfølger de, de omkringliggende nationernes vederstyggeligheder. ret

(277)  Ud fra det som er vist mig, er krinoliner en vederstyggelighed. De er usømmelige; og Guds folk fejler hvis de i den mindste grad følger, eller giver udtryk for at følge denne mode. Dem som bekender sig til at være Guds udvalgte og særlige folk, burde kassere krinolinerne og deres skik og brug burde være en levene irettesættelse til dem, som bærer dem. Nogle henviser til at det er bekvemmeligt. Jeg har rejst meget og har set en set en hel del have besvær med at bære krinoliner. Dem, som mener det er nødvendigt på bekostning af helbredet, bærer dem om vinteren, hvor de er en større skade end vatterede klæder. Når jeg rejser i vogne og er på stoppesteder, forledes jeg ofte til at udbryde: Oh blufærdighed, hvor er din rødme! Jeg har set store selskaber trænge sig sammen i vogne og for at give varmen adgang, er krinolinerne blevet forstærket og sat i en form som var usømmelig. Og formens afsløring var ti gange større hos dem som bar krinoliner, end hos dem, som ikke gjorde det. Var det ikke for modens skyld, ville dem som så (278) usømmeligt udsatte sig selv være snydt; men ærbarhed og anstændighed, ofres for modens skyld. Måtte Herren befri sit folk fra dets frygtelige synd! Gud vil ikke ynkes over dem som vil være slaver af moden. Men hvis der nu var en lille smule behag i at bære krinoliner, er dette så bestemmende for rigtigheden at bære dem? Lad moden forandre sig og behageligheden vil ikke længere huskes. Det er ethvert Guds barns pligt at spørge: "Hvori er jeg adskilt fra verden?" Lad os finde os i en smule besvær og være på den sikre side. Hvilke kors bærer Guds folk? De blander sig med verden, tager del i dens ånd, klæder og tale og handler som den. ret

(278)  Læs 1. Timoteus 2,9.10: »Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt.« Også 1 Peter 3,3-5: »Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd." ret

(278)  Eksemplets magt er stor. Søster A dristede sig til at bære små krinoliner. Søster B sagde: det er ikke værre at jeg bærer krinoliner end det er for søster A og hun har dem lidt større. Søster C efterligner søstrenes A´s og B´s eksempel og hun har dem lidt større end hos A og B, men alle påstår at deres krinoliner er små. ret

(278)  Forældre, som vil lære deres børn det dårlige i at følge verdens mode, har en svær kamp. De mødes med dette: "Hvorfor bærer søstrene A, B og C krinoliner; hvis det er dårligt for mig, vil det også være for dem." Hvad skal forældre (279) sige?" De bør give et rigtigt eksempel for deres børn og selvom eksemplet fra Kristi bekendende efterfølgere får børnene til at tro, at deres forældre er meget omhyggelige og strenge i deres restriktioner, vil Gud alligevel velsigne disse samvittighedsfulde forældre. Hvis forældre ikke tager en fast og besluttet kurs, vil deres børn blive tvunget af strømmen, for Satan og hans onde engle arbejder på deres sind og eksemplet fra uindviede trosbekendere gør arbejdet med at overvinde sig langt mere tungt for dem. Alligevel skal kristne forældre med tro på Gud og alvorlig bøn presse til, på den ujævne pligtens sti. Korsets vej er en fremadgående og opadgående vej. Og idet vi kommer frem på denne og søger de ting, som er for oven, må vi komme længere og længere væk fra de ting, som hører jorden til. Selvom at verdslige og kødelige trosbekendere styrter sig nedad mod døden, må dem som klatrer op ad bjerget lægge deres anstrengelser til, ellers vil de rives ned, sammen med dem. ret

(279)  Verdens børn kaldes for mørkets børn. De er forblændet af denne verdens gud og er ledt af ånden fra mørkets fyrste. De kan ikke glæde sig over himmelske ting. Lysets børn har deres hengivenhed til ting i himlen. De lægger verdens ting bag sig. De fuldbyrder befalingen: "Adskil jer og kom ud fra blandt dem." Dette er det betingende løfte: "Jeg vil tage imod jer." Fra begyndelsen, har Kristus valgt sit folk ud af verden, påbudt dem at udskille sig og ikke have fællesskab med mørkets ufrugtbare gerninger. Hvis de elsker Gud og holder hans bud, vil de være langt fra, at have venskab med verden og holde af dets lyster. Der er ingen samklang mellem Kristus og Belial. ret

(279)  Profeten Ezra og andre trofaste tjenere i den jødiske menighed, blev overrasket, da øversterne kom og sagde: »Folket, Israel og præsterne og levitterne har ikke skilt sig ud fra hedningerne eller fra (280) deres vederstyggeligheder.« »Efter, alt hvad der er vederfaret os på grund af vore onde gerninger og vor svare skyld - og endda har du, vor Gud ikke i fuldt mål tilregnet os vore synder, men skænket os en sådan flok undslupne - skal vi da på ny krænke dine bud, ved at besværge os med folk, der øver slige vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes således på os, at de ødelægger os aldeles, så der ikke levnes nogen rest og ingen undslipper? Herre, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en rest tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit åsyn, når sligt kan ske!« Ezra 9,1.13-15. ret

(280)  2.Krøn 36,14-16: Ligeledes gjorde alle Judas øvester og præsterne og folket sig skyldige i megen troløshed ved at efterligne alle hedningefolkets vederstyggeligheder og de besmittede Herrens hus, som han havde helliget i Jerusalem. Herren, deres fædres Gud, sendte tidlig og silde manende ord til dem, ved sine sende bud, fordi han ydmygedes over sit folk og sin bolig; men de spottede Guds sendebud, lod hånt om hans ord og gjorde sig lystige over hans profeter, indtil Herrens vrede mod hans folk tog til i den grad, at der ikke mere var lægedom." ret

(280)  3.Mos 18,26-27: »Hold derfor mine anordninger og lovbud og øv ikke nogen af disse vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder - thi alle disse vederstyggeligheder øvede indbyggerne, som var der før eder og landet blev urent." ret

(280)  5.Mos 32,16-22: De æggede ham med fremmede, med vederstyggeligheder tirred de ham; de ofred til dæmoner, der ej er guder, til guder, de ej kendte til; til nye, der nys var kommet frem og som ej eders fædre frygted. Klippen, der avlet dig, slog du af tanke og glemte den Gud, der fødte dig! Da Herren så det, forstødte han dem (281) af græmmelse over sine børn og sagde: »Jeg vil skjule mit åsyn for dem og se, hvad ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk slægt, børn, som er uden troskab; de ægged mig med det, der ikke er Gud, tirred mig ved deres tomme gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et folk, tirre dem ved et folk af dårer. Thi der flammer en ild i min vrede, som brænder til dødsrigets dyb; den fortærer jorden med dens grøde og antænder bjergenes grunde." ret

(281)  Vi læser her de advarsler som Gud gav til det gamle Israel. Det var ikke til hans gode behag at de skulle strejfe rundt i ørknen så længe; havde de underkastet sig og holdt af at blive ledt af ham, ville han straks have bragt dem til forjættede land; men fordi de så ofte bedrøvede ham i ørknen, svor han i sin vrede at de ikke skulle hvile hos ham og frelse to, der fulgte ham helt, at redde. Gud forlangte at hans folk skulle stole på ham alene. Han ønskede ikke at de skulle få hjælp fra dem som ikke tjente ham. ret

(281)  Læs venligst Ezra 4,1-5: »Men da Judas og Benjamins fjender hørte, at de, der havde været i landflygtighed, byggede Herren, Israels Gud, en helligdom, henvendte de sig til Zerubbabel, Jesua og overhovederne for fædrenehusene og sagde til dem: »Lad os være med at bygge, thi vi søger eders Gud såvel som I og ham har vi ofret til, siden assyrerkongen Asarhaddon førte os herind!« Men Zerrubabbel, Jesua og andre overhoveder for Israels fædrehuse svarede: »I skal ikke være fælles med os om at bygge vor Gud et hus, men vi vil være ene om at bygge for Herren, Israels Gud, således som kong Kyrous perserkongen, pålagde os!« Så bragte hedningerne i landet Judas folks hænder til at synke og skræmte dem fra at bygge; og de købte folk til med deres råd at modarbejde dem og bringe deres planer til at stande." ret

(282)  (282) Ezra 8,21-23: »Så lod jeg dér ved floden Ahava udråbe en faste til ydmygelse for vor Guds åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig rejse for os og vore familier og ejendele; thi jeg undså mig ved at bede kongen om krigsfolk og ryttere til at hjælpe os undervejs mod fjenden, eftersom vi havde sagt til kongen: »Vor Guds hånd er over alle, der søger ham, men hans vælde og vrede kommer over alle dem, der forlader ham.« Så fastede vi og bad til vor Gud derom og han bønhørte os." ret

(282)  Profeten og dennes fædre betragtede ikke landets folk, som tilbedere af den sande Gud og selv om at de erklærede dem venskab og ønskede at hjælpe dem, vovede de ikke at forene sig med dem i noget som helst, med hensyn til hans gudsdyrkelse. Selvom de gik til Jerusalem for at bygge Guds tempel og genoprette hans gudsdyrkelse, ville de ikke bede kongen om at lade dem hjælpe i dette, men ved faste og bøn søgte de Herren efter hjælp. De troede på at Gud ville forsvare dem og give sine tjenere medgang i deres anstrengelser for at tjene ham. Alle tings Skaber behøver ikke hans fjenders hjælp, for at tilvejebringe hans gudsdyrkelse. Han beder ikke om ondskabens offer, ej heller tager imod gaver fra dem, som har goder, der ligger før Herren. ret

(282)  Vi hører ofte bemærkningen: "I er meget afvisende". Som et folk vil vi gøre et hvilket som helst offer for at vinde sjæle, eller lede dem til sandheden. Men vi tør ikke forene os med dem, holde af de ting, som de holder af og have venskab med verden, for vi vil da blive fjender af Gud.
Ved at læse de efterfølgende skriftsteder vil vi se hvordan Gud så på det gamle Israel: ret

(282)  »Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin ejendom.«
5.Mos 14,2: »Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud og dig har Herren udvalgt til at være hans ejendomsfolk blandt alle folk på jorden.«
(283) 5.Mos 7,6.7: »Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at Herren har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk." ret

(283)  2.Mos 33,16: »Hvorpå skal det dog kendes, at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre folkeslag på jorden?" ret

(283)  Hvor ofte gjorde det gamle Israel ikke oprør og hvor ofte blev de ikke hjemsøgt med domme og tusinde slået ihjel, fordi de ikke ville give agt på befalinger fra Gud, der havde udvalgt dem! Guds Israel i disse sidste dage er i stadig fare for at blive blandet med verden og miste alle tegn på at være Guds udvalgte folk. Læs igen Titus 2,13-15. Vi er her bragt hen til de sidste dage, hvor Gud renser et særskilt folk til sig selv. Skal vi udfordre ham som det gamle Israel gjorde? Skal vi bringe hans vrede over os ved at forlade ham og blande os med verden og følge vore omgivende nationers vederstyggeligheder? ret

(283)  Herren har sat ham til side som er gudfrygtig om ham; indvielse til Gud og adskillelse fra verden er tydelig og direkte indskærpet i både det gamle og nye testamente. Der er en adskillelsesmur, som Herren selv har sat mellem verdens ting og de ting, som han har valgt ud fra verden og helliget sig selv. Guds folks kald og karakter er særligt, deres muligheder er særlige. Og disse særheder adskiller dem fra alle andre folk. Hele Guds folk på jorden har været ét legeme, lige fra begyndelsen til tidens ende. De har ét hoved der styrer og regerer legemet. De samme pålæg, som hvilede på det gamle Israel, hviler på Guds folk nu, for at være adskilte fra verden. Menighedens store hoved har ikke (284) forandret sig. Den kristnes erfaring i disse dage er lige så stor, som det gamle Israels vandring. Læs venligst 1. Korinterbrev 10, især fra det 6. til det 15. vers: ret

(284)  »I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: »Folket satte sig til at spise og drikke og derpå stod de op for at lege.«... Lad os heller ikke friste Herren som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. I må ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af »ødelæggeren«. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristeren skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem. Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen! Jeg taler til jer som til forstandige; døm selv om det, jeg siger." ret

(284)  1.Joh 3,1: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.«
1.Joh 2,15-17: »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.« 2.Peter 2,2: »Thi når de ved erkendelse af Herren og Frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men ingen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første." ret

(285)  (285) Jakob 4,4: »Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende." ret

(285)  Jakob 1,27: »En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.«
Titus 2,12: »Opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden.«
Rom 12,2: »Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.«
Joh 17,14.15.17: »Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.« »Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.«
Lukas 6,22.23: »Salige er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. På den dag skal I fryde jer og springe højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himmelen. Thi på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne.«
Joh 15,16-19: Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer hvad som helst I beder ham om i mit navn. Dette byder jeg jer at I skal elske hverandre. Når verden hader jer, så skal I vide at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.«
1 Joh 4,4.5: »Børnlille, I er af Gud og I har (286) sejret over dem, fordi han, der er i jer, er større end han, der er i verden. De er af verden; derfor taler de af verden og verden hører dem." ret

(286)  1 Joh 2,5,6: »Men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkomment. Derpå kender vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.«
1 Peter 2,9: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys." ret

(286)  Idet vi læser i Guds ord, viser det sig tydeligt at hans folk skal være særligt og adskilt fra den ikke-troende verden, der er omkring dem. Vort ståsted er farefuldt og interessant. Når vi lever i de sidste dage hvor betydningsfuldt er det så ikke at vi efterligner Kristi eksempel og vandrer netop der, hvor han vandrede. »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Menneskers klogskab og modstand må ikke lede eller regere over os. De vil altid lede væk fra korset. Kristi tjenere har heller ikke deres hjem eller skatte her. Måtte da de alle kunne forstå at det er kun fordi Herren regerer at vi har fået lov til at dvæle i fred blandt vore fjender. Det er ikke vor ret at kræve særlig gunst af verden. Vi må indvillige os i at blive ringe og foragtede blandt mennesker, indtil krigen er fuldendt og sejren vundet. Kristne er kaldt til at komme ud og adskille sig fra verdens venskab og ånd; deres styrke og kraft består i at være udvalgt og accepteret af Gud. ret

(286)  Guds Søn var arving til alt og herredømme og herlighed over denne verdens riger var lovet ham. Da han viste sig i denne verden, var det dog uden rigdom eller glans. Verden forstod ikke hans enhed med Faderen. Hans guddommelige karakters fortrinlighed og herlighed (287) var skjult fra ham. Han var derfor »ringeagtet, afskyet af folk,« og »vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.« Sådan som Kristus var i verden, sådan er hans efterfølgere. De er Guds sønner og deler arven (ordr: samler arvingerne) med Kristus og riget og herredømmet tilhører dem. Verden forstår ikke deres karakter og hellige kald; de indser ikke at de er optaget i Guds familie. Deres enhed og fællesskab med Faderen og Sønnen gives ikke til kende og selv om verden ser deres ydmygelse og skam, viser det ikke hvem de er, eller hvad de skal blive til. De er fremmede. Verden kender dem ikke og påskønner ikke deres bevæggrunde. ret

(287)  Verden modner sig til dens ødelæggelse. Gud kan bære over med syndere, men ikke mere. De må tømme hans vredes bæger ublandet med nåde. Dem, som vil være Guds arvinger og dele arv med Kristus for udødelig arv, vil være udskilte. Ja så særligt at Gud sætter et mærke på dem, som sine, fuldstændig sine. Tænk jer om Gud vil tage imod og ære og anerkende et folk så opblandet med verden, at de kun adskiller sig fra dem i navn? Læs igen Titus 2,13-15. Det vil snart kendes hvem, der er på Herrens side, som ikke vil skamme sig over Jesus. Dem som ikke har moralsk tapperhed, til samvittighedsfuldt at tage deres ståsted på trods af ikke-troende, er ham til skamme og de elsker ikke hans eksempel.

------------
ret

næste kapitel