Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 6. Fra side 48ren side   tilbage

Adventerfaringen

(48)  Med påpasselighed og bæven nærmede vi os tiden, (Man troede, at år 1843 efter jødisk tid strakte sig fra den 21. marts 1843 til den 21. marts 1844. De, som tog imod adventtroen, så frem til Kristi komme i løbet af det år.) da det forventedes, at vor Frelser skulle komme til syne. Som et folk søgte vi med højtidelig alvor at rense vore liv så vi kunne være rede til at møde ham ved hans komme. Til trods for modstanden fra prædikanter og menigheder var Beethovenhallen i byen Portland fyldt hver aften; især om søndagen var der en stor forsamling. Bror Stockman var en meget from mand. Han havde et svagt helbred; men når han stod foran forsamlingen, syntes han at være løftet over fysisk svaghed, og hans ansigt var oplyst med bevidstheden om, at han underviste Guds hellige sandhed. ret

(48)  Der var en højtidelig, ransagende kraft i hans ord, der ramte manges hjerter. Nogle gange udtrykte han et brændende ønske om at leve, indtil han skulle byde Frelseren velkommen i himmelens skyer. Ved hans tjeneste overbeviste Guds Ånd mange syndere og bragte dem ind i Kristi fold. I forskellige dele af byen blev der stadig holdt møder I private hjem med de bedste resultater til følge. De troende (49) blev opmuntret til at arbejde for deres venner og slægtninge, og der var flere og flere omvendelser dag for dag. ret

(49)  Alle samfundsklasser flokkedes til møderne i Beethovenhallen. Rige og fattige, høje og lave, prædikanter og lægfolk, var alle af forskellige grunde ivrige efter selv at høre læren om det andet komme. Mange kom, men da de ikke kunne finde noget sted at stå, gik de igen i skuffelse. Mødernes program var enkelt. Almindeligvis blev der holdt en kort og tydelig prædiken, hvorefter der var anledning til at give generel formaning. Som regel var der fuldstændig stille, så langt som det var muligt for så stor en skare. Herren holdt modstandens ånd i skak, mens hans tjenere forklarede begrundelserne for deres tro. Nogle gange var redskabet svagt, men Guds Ånd gav vægt og kraft til hans sandhed. De hellige engles nærværelse mærkedes i forsamlingen, og dagligt blev adskillige føjet til den lille flok af troende. ret

(49)  Mens bror Stockman ved en lejlighed prædikede, sad bror Brown, en kristen baptist prædikant, hvis navn har været omtalt før i denne beretning, ved prædikestolen og lyttede med intens interesse til prædikenen. Han blev dybt rørt, og pludselig blev hans ansigt ligblegt, han slingrede på stolen, og bror Stockman fangede ham i armene, netop som han var ved at falde på gulvet. Han lagde ham på sofaen bag ved prædikestolen, hvor han lå magtesløs, indtil prædikenen var færdig. ret

(49)  Da rejste han sig, hans ansigt var stadig blegt, men skinnede af lyset fra Retfærdighedens Sol, og han gav et meget indtryksfuldt vidnesbyrd. Han lod til at modtage en hellig salvelse ovenfra. Han talte sædvanligvis langsomt og alvorligt, helt uden sindsbevægelse. Ved denne lejlighed besad hans højtidelige og velovervejede ord en ny kraft, idet han advarede syndere og sine med prædikanter og rådede dem til at aflægge al vantro, fordom og kold formalitet og ligesom de retsindige i Berøa at granske de hellige skrifter og sammenligne skriftsted med skriftsted for at finde ud af, om disse ting ikke var sande. Han (50) bad de tilstedeværende prædikanter om ikke at føle sig såret ved den direkte og ransagende måde, hvorved bror Stockman havde fremført det højtidelige emne, som interesserede alles sind. ret

(50)  Han sagde: "Vi ønsker at nå mennesker; vi ønsker, at syndere skal erkende deres synd og virkelig angre, før det er for sent for dem at blive frelst, så de ikke skal lade klagen lyde: 'Kornhøst er omme, frugthøst endt, og vi er ej frelst!' Brødre i prædikantgerningen siger, at vore pile rammer dem; vil de da venligst træde til side, så de ikke står mellem os og folket, og lade os nå synderes hjerter? Hvis de gør sig selv til skydeskive for vort mål, har de ingen grund til at klage over de sår, de får. Træd til side, brødre, og I vil ikke blive ramt!" ret

(50)  Han berettede om sin egen erfaring med en sådan enkelhed og oprigtighed, at mange, som havde været meget fordomsfulde, blev rørt til tårer. Man mærkede Guds Ånd i hans ord og så den på hans ansigt. Med en hellig ophøjelse erklærede han frimodigt, at han havde taget Guds ord som sin rådgiver, at hans tvivl var fejet bort og hans tro bekræftet. Med alvor indbød han sine medprædikanter, menighedsmedlemmer, syndere og vantro til at studere Bibelen for sig selv. Han formanede dem til ikke at lade noget menneske afholde dem fra at finde ud af, hvad der var sandhed. ret

(50)  Hverken dengang eller senere afbrød bror Brown sin forbindelse med den kristne baptistmenighed, men menighedsmedlemmerne så op til ham med stor respekt. Da han var færdig med at tale, blev de, der ønskede, at Guds folk skulle bede for dem, indbudt til at rejse sig. Hundredvis reagerede på opfordringen. Helligånden hvilede over forsamlingen. Himmelen og jorden syntes at nærme sig hinanden. Mødet varede til sent på aftenen. Herrens kraft mærkedes af unge, gamle og midaldrene. ret

(50)  Idet vi vendte tilbage til vore hjem ad forskellige veje, nåede en stemme, der priste Gud, os fra en retning, og som om det var et svar, kom der stemmer fra en anden retning og fra endnu flere retninger: (51) "Æret være Gud, Herren regerer!" Folk gik hjem med pris på deres læber, og den glade lyd lød i den stille natteluft. Ingen af dem, som var til disse møder, kan nogen sinde glemme hine scener af dybeste interesse. ret

(51)  De, som oprigtigt elsker Jesus, er i stand til at værdsætte deres følelser, der vågede med den inderligste længsel efter' deres Frelsers komme. Det forventede tidspunkt nærmede sig. Det tidspunkt, hvor vi håbede at møde ham var nær. Vi nærmede os denne time med en stille alvor. De sande troende hvilede i lifligt samfund med Gud - en forsmag på den fred, der skulle være deres i det herlige hinsides. Ingen, som oplevede dette håb og denne tillid, kan nogen sinde glemme de dyrebare ventetimer. ret

(51)  Verdslig forretning blev stort set lagt til side i nogle få uger. Omhyggeligt undersøgte vi enhver tanke og enhver følelse i vore hjerter, som om vi lå på vort dødsleje og om nogle få timer skulle lukke vore øjne for jordiske scener for evigt. Der var ingen, der lavede "himmelfartsklædninger" til denne store begivenhed; vi følte behovet for et indre bevis på, at vi var beredte til at møde Kristus, og vore hvide klæder var sjælens renhed, karakteren renset fra synd ved vor Frelsers sonende blod. ret

(51)  Men forventningens tid gik. Dette var den første strenge prøve, som de, der troede og håbede på, at Jesus ville komme i himmelens skyer, blev udsat for. Guds ventende folks skuffelse var stor. Spotterne triumferede og vandt de svage og feje over på deres side. Nogle, som havde set ud til at besidde sand tro, syntes kun at have været påvirket af frygt; og nu vendte deres mod tilbage, da tiden var forbi, og frimodigt forenede de sig med spotterne og erklærede, at de aldrig havde været bedraget til virkelig at tro Millers lære, som var en vanvittig fanatiker. Andre, som var eftergivende eller vaklende af natur, forlod stille sagen. Jeg tænkte: Hvis Kristus virkelig var kommet, hvad ville der så være blevet af de svage og vaklende? De hævdede at elske og længes efter Jesu komme; men da han (52) undlod at vise sig, så de ud til at være meget lettede og vendte tilbage til en tilstand af ligegyldighed og tilsidesættelse af sand religion. ret

(52)  Vi var forvirrede og skuffede, men vi gav ikke afkald på vor tro. Mange klyngede sig stadig til håbet om, at Jesus ikke ville udsætte sit komme ret meget mere; Herrens ord var sikkert og kunne ikke svigte. Vi følte, at vi havde gjort vores pligt, vi havde levet op til vor dyrebare tro; vi var skuffede, men vi var ikke modløse. Tidernes tegn tydede på, at alle tings ende var nær; vi må våge og holde os rede til Mesterens komme til enhver tid. Vi må vente med håb og tillid og ikke forsømme at komme sammen til belæring, opmuntring og trøst, så vort lys må skinne i verdens mørke. ret

(52)  Beregningen af tidspunktet var så enkel og tydelig, at selv børn kunne forstå det. Regnet fra datoen for dekretet fra kongen af Persien, fundet i Ezra 7, som var givet i år 457 før Kristus, måtte de 2300 år i Daniel 8,14 ophøre i 1843. I overensstemmelse hermed så vi frem til Herrens komme ved slutningen af dette år. Vi blev sørgeligt skuffede, da året var omme, og Frelseren ikke var kommet. ret

(52)  Til at begynde med lagde man ikke mærke til, at dersom dekretet ikke blev udstedt i begyndelsen af år 457 f.Kr., ville de 2300 år ikke være fuldendt ved slutningen af 1843. Men det blev konstateret, at dekretet blev givet i slutningen af år 457 f.Kr., og derfor måtte den profetiske periode nå frem til efteråret i 1844. Derfor tøvede synet om tiden ikke, endskønt det havde set ud til at gøre det. Vi lærte at dvæle ved profetens ord: "Thi synet står ved magt, træffer ind til tiden, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, så bi på det, thi det kommer; det udebliver ikke." ret

(52)  Gud testede og prøvede sit folk ved tiden, der gik i 1843. Fejltagelsen i beregningen af den profetiske (53) periode blev ikke opdaget med det samme, selv ikke af lærde mænd, som modsatte sig deres synspunkter, som så frem til Kristi komme. Lærde erklærede, at Miller havde ret i sin beregning af tidspunktet, selvom de modsatte sig ham med hensyn til den begivenhed, der ville afslutte denne periode. Men de og Guds ventende folk tog alle fejl i spørgsmålet om tidspunktet. ret

(53)  Vi tror fuldt ud, at Gud i sin visdom havde bestemt, at hans folk skulle møde en skuffelse, som var beregnet til at åbenbare hjerter og udvikle den sande karakter hos dem, som havde bekendt sig til at vente på og glæde sig til Herrens komme. De, som tog imod den første engels budskab (se Åbenbaringen 14, 6.7) af frygt for Guds dommes vrede, og ikke fordi de elskede sandheden og ønskede en arv i himmeriget, viste sig nu i deres sande lys. De var blandt de første til at latterliggøre de skuffede, som oprigtigt længtes efter og holdt af Jesu tilsynekomst. ret

(53)  De, som var blevet skuffede, blev ikke efterladt i mørke ret længe; for ved studium af de profetiske perioder sammen med alvorlig bøn blev fejltagelsen opdaget og den profetiske linie ført ned gennem den ventende tid. I den glædelige forventning af Kristi komme havde man ikke taget synets tilsyneladende tøven med i betragtning, og det blev en sørgelig og uventet overraskelse. Dog var denne prøve nødvendig for at udvikle og styrke de oprigtig troende i sandheden. ret

(53)  Vort håb kredsede sig nu om Herrens komme i 1844. Dette var også tiden for den anden engels budskab, som fløj midt oppe under himmelen og råbte: "Faldet, faldet er det store Babylon." Det budskab blev for første gang forkyndt af Guds tjenere i sommeren 1844. Som en følge heraf forlod mange de faldne menigheder. I forbindelse med dette budskab lød midnatsråbet (Se Matt. 25, 1-13.): "Se, (54) brudgommen er der, gå ham o i møde!" I enhver del af landet fik man lys angående dette budskab, og råbet vækkede tusinder. Det gik fra by til by, fra landsby til landsby, og til fjerntliggende landsdele. Det nåede de lærde og begavede så vel som de tilbagetrukne og ydmyge. ret

(54)  Det var det lykkeligste år i mit liv. Mit hjerte var fyldt af glad forventning, men jeg nærede stor medynk og bekymring for dem, som var modløse og intet håb havde i Jesus. Som et folk forenede vi os i alvorlig bøn om en sand erfaring og det umiskendelige vidnesbyrd om vor anerkendelse hos Gud. ret

(54)  Vi behøvede stor tålmodighed, for der var mange spottere. Vi blev ofte hilst med spottende henvisninger til vor tidligere skuffelse. "Du er ikke faret op endnu; hvornår forventer du at fare op?" og lignende hån blev ofte rettet mod os af vore verdslige bekendtskaber og endda af nogle bekendende kristne som anerkendte Bibelen, men som undlod at studere dens store og betydningsfulde sandheder. Deres forblændede øjne syntes kun at se en svag og fjern mening i den alvorlige advarsel: Gud "har fastsat en dag, da han vil dømme Jorderig, og i forsikringen om, at de hellige vil bortrykkes for at møde Herren i luften. ret

(54)  De ortodokse menigheder brugte ethvert middel for at forhindre troen på Kristi, snare komme I at brede sig. Ved deres møder fik de, som vovede at nævne et håb om Kristi snare komme ingen frihed. Mennesker, der bekendte sig til at elske Jesus, forkastede hånligt efterretningerne om, at han, som de hævdede var deres bedste ven, snart ville besøge dem. De var ophidsede og vrede på dem, som forkyndte nyhederne om hans komme, og som glædede sig til, at de snart skulle se ham i hans herlighed. ret

(54)  Hvert øjeblik forekom mig at være yderst vigtigt. Jeg følte, at vi gjorde et arbejde for evigheden, og at de ligegyldige og dem uden interesse befandt sig i stor fare. Min tro (55) var skyfri, og jeg tilegnede mig Jesu dyrebare løfter. Han havde sagt til sine disciple: "Bed, og I skal få." Jeg troede fuldt ud, at hvad som helst, jeg end bad om i overensstemmelse med Guds vilje, ville blive givet mig. Jeg sank ned I ydmyghed ved Jesu fødder, med mit hjerte i harmoni med hans vilje. ret

(55)  Ofte besøgte jeg familier og bad inderligt med dem, som var knuget af frygt og fortvivlelse.. Min tro var så stærk, at jeg aldrig tvivlede et øjeblik på, at Gud ville besvare mine bønner, og uden en eneste undtagelse hvilede Jesu fred og velsignelse over os som svar på vore ydmyge bønner, og de fortvivledes hjerter blev glade, da de fik lys og håb. ret

(55)  Med dyb hjerteransagelse og ydmyg bekendelse nåede vi under bøn frem til forventningens tid over morgen følte vi, at det var vor første opgave at sikre os beviset på, at vore liv var rene i Guds øjne. Vor interesse for hinanden øgedes; vi bad meget med og for hinanden. Vi samledes i frugthaverne og lundene for at tale med Gud og at frembære vore bønner for ham, idet vi bedre kunne føle hans nærværelse, når vi var omgivet af hans naturlige værker. Frelsens glæder var mere nødvendige for os end mad og drikke. Hvis skyer fordunklede vort sind, turde vi ikke hvile eller sove, før de var drevet bort af bevidstheden om vor antagelse hos Herren. ret

(55)  Mit helbred var meget dårligt, mine lunger var alvorligt angrebet, og min stemme svigtede. Guds Ånd hvilede ofte over mig med stor kraft, og mit skrøbelige legeme kunne knap nok udholde den herlighed, der gennemstrømmede min sjæl. Jeg syntes at trække vejret i himmelens atmosfære, og jeg glædede mig ved udsigten til snart at møde min Forløser og for evigt leve i lyset fra hans åsyn. ret

(55)  Guds ventende folk nærmede sig timen, da de inderligt håbede, at deres glæde skulle blive fuldkommen ved Frelserens (56) komme. Men tiden gik igen, uden at Jesus kom. Det var hårdt at tage livets byrder op igen, som vi havde troet, vi havde lagt fra os for altid. Det var en bitter skuffelse, der faldt over den lille flok, hvis tro havde været så stærk, og hvis håb havde været så stort. Men vi var overraskede over, at vi følte os så fri i Herren og var så stærkt støttede af hans styrke og nåde. ret

(56)  Erfaringen fra det tidligere år blev dog gentaget i et større omfang. Mange gav afkald på deres tro. Nogle, som havde været meget sikre, var så dybt sårede i deres stolthed, at de havde lyst til at flygte fra verden. Ligesom Jonas beklagede de sig over Gud og valgte døden snarere end livet. De, som havde bygget deres tro på andres vidnesbyrd og ikke på Guds ord, var nu lige så rede til igen at ændre deres syn. Hyklerne, som havde håbet at bedrage Herren så vel som sig selv med deres forfalskede anger og hengivelse, følte sig nu frigjorte fra den forestående fare. De modsatte sig åbenlyst den sag, som de for nylig havde hævdet at holde af. ret

(56)  De svage og de ugudelige forenede sig i erklæringen om, at der nu ikke var mere at frygte eller at vente på. Tiden var gået, Herren var ikke kommet, og verden ville forblive den samme i tusinder af år. Denne anden store prøve afslørede en værdiløs sammenløben hob, der var blevet draget ind i adventtroens stærke strøm, og som for en tid var blevet ført frem sammen med de sande troende og alvorlige arbejdere. ret

(56)  Vi var skuffede, men ikke modløse. Vi besluttede os for tålmodigt at underkaste os renselsesprocessen, som Gud anså for at være nødvendig for os, og at vente med et tålmodigt håb på, at Frelseren ville forløse sine prøvede og trofaste. ret

(56)  Vi var faste i troen på, at forkyndelsen af den bestemte tid var af Gud. Det var dette, der ledte mennesker til flittigt at granske Bibelen og finde sandheder, som de aldrig før havde forstået. Gud sendte Jonas for at forkynde i Nineves gader, at byen ville blive ødelagt inden for fyrre dage; men Gud (57) tog imod Nineves indbyggeres ydmygelse og forlængede deres prøvetid. Alligevel var det budskab, som Jonas bragte, sendt af Gud, og Nineve blev prøvet efter hans vilje. Verden betragtede vort håb som et bedrag og vor skuffelses nederlag som en følge deraf. ret

(57)  Frelserens ord i lignelsen om den onde tjener henvender sig meget kraftigt til dem, som gør nar af Menneskesønnens snarlige komme: "Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: 'Min Herre lader vente på sig,' og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne." ret

(57)  Overalt fandt vi de spottere, som, Peter sagde, skulle komme i de sidste dage og følge deres egne lyster og sige: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved med at være, som det var fra skabelsens begyndelse." Men de, som havde set frem til Herrens komme, var ikke uden trøst. De havde opnået værdifuld kundskab ved granskning af ordet. Frelsesplanen var tydeligere og de forstod den bedre. Hver dag opdagede de nye skønheder fra de hellige sider og en vidunderlig harmoni, der løb igennem det hele, et skriftsted forklarede et andet, og intet ord, blev brugt forgæves. ret

(57)  Vor skuffelse var ikke så stor, som den var for disciplene. Da Menneskesønnen red sejrrig ind i Jerusalem, forventede de, at han skulle krones som konge. Folk flokkedes fra alle de omkringliggende egne og råbte: "Hosianna Davids søn!" Og da præsterne og de ældste bad Jesus om at få skaren til at tie, erklærede han, at dersom de tav, ville endog stenene råbe, for profetien skulle opfyldes. Alligevel så netop disse disciple nogle dage senere deres elskede Mester, som de havde troet ville regere på Davids trone, udspændt på det (58) grusomme kors, som stod hævet over de hånende og spottende farisæere. Deres store håb brast, og dødens mørke omsluttede dem. ret

(58)  Alligevel var Kristus tro mod sine løfter. Liflig var den trøst, han gav sit folk, rig var de sandes og trofastes belønning. ret

(58)  Miller og dem, som var i forening med ham, mente, at rensningen af helligdommen, som er omtalt i Daniel 8,14, betød jordens renselse ved ild, som skulle ske før jorden ville blive de helliges tilholdssted. Dette skulle finde sted ved Kristi komme; derfor afventede vi den begivenhed ved afslutningen af de 2300 dage eller år. Men efter vor skuffelse granskede vi skrifterne omhyggeligt under bøn og alvorlig eftertanke, og efter en tid med spænding skinnede lyset i vort mørke; tvivl og usikkerhed blev fejet bort. ret

(58)  Det var nu tydeligt, at profetien i Daniel 8, 14 i stedet for at henvise til jordens renselse pegede hen til vor ypperstepræsts afsluttende arbejde i himmelen, afslutningen af forsoningen og beredelsen af folket til at kunne bestå på dagen for hans komme.

-----------
ret

næste kapitel