Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 61. Fra side 290ren side   tilbage

Filosofi og tomt bedrag

(290)  (290) Jeg har fået vist at vi må beskyttes på hver side og udholdende modstå Satans list og indtrængen. Han har forvandlet sig selv til en lysets engel og bedrager tusinde og tager dem til fange. De fordele han tager af videnskaben om menneskesindet er kolossal. Her lister han sig ubemærket ind, ligesom en slange, for at fordærve Guds værk. Kristi mirakler og gerninger vil han få til at se ud som et resultat af menneskelig dygtighed og kraft. Hvis han skulle gøre et åbent og frækt angreb på kristendommen, vil det bringe den kristne i sorg og pine for fødderne af sin Forløser og hans stærke og mægtige Befrier vil jage den frække modstander på flugt. Han forvandler derfor sig selv til en lysets engel og arbejder på sindet for at lokke os fra den eneste sikre og rigtige sti. Frenologiens, psykologiens og hypnosens videnskab er den kanal hvor igennem han kan komme mere direkte til denne slægt og arbejder med den kraft, der ligner anstrengelserne ved prøvetidens afslutning. ret

(290)  Læs 2 Tess 2,8-12: »Og da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme) og han skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud en vildførende magt over dem, de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden." ret

(290)  Satan er kommet ubemærket i disse videnskaber og har forgiftet tusindes sind og ledt dem til vantro. Han er godt tilfreds med at have udbredt kundskab til disse videnskaber. Det er en plan som han selv har lagt (291) at han selv opnår adgang til sindene og påvirker dem efter hvad der behager ham. Selv om man tror på at et menneskes tanker kan påvirke et andet så forunderligt, sniger Satan sig ind, nær ved hånden og arbejder i den højre hånd og i den venstre. Og selv om disse helliger sig til disse videnskaber lovpriser sig til himlene på grund af store og gode gerninger de påstår er udført af dem, så værner de om og forherliger Satan selv, som går ind og arbejder med al kraft og sine tegn og gør underværker - med al uretfærdighedens bedrageri. Englen sagde: "Læg mærke til dets indflydelse. Striden mellem Kristus og Satan er ikke endnu til ende." Denne indgang Satan har gennem videnskab er godt udtænkt af hans sataniske majestæt og i tusinde af sind vil med tiden få ødelagt den sande tro på Kristi eksistens Messias, Guds Søn. ret

(291)  Jeg blev ledt hen til Guds kraft manifesteret ved Moses da Herren sendte ham til Farao. Satan forstod hans ærinde og var der. Han vidste godt at Moses var valgt af Gud, for at bryde trældomsåget over Israels børn og at han i sit arbejde bebudede Kristi første komme for at bryde Satans kraft og menneskeslægten og befri dem som var taget til fange i hans kraft. Satan vidste at når Kristus skulle fremvises, ville mægtige gerninger og mirakler blive udført af ham, så verden kunne vide at Faderen havde sendt ham. Han skælvede for hans kraft. Han rådførte sig med sine engle om hvordan et arbejde skulle udrettes som kunne opfylde to hensigter: 1 At ødelægge den indflydelse, som Gud gennem sine tjener Moses gav, ved at virke gennem sine agenter og således forfalske Guds værk; 2 At, ved hans hjælp, udøve en indflydelse gennem koglerne, som når ud i alle tidsaldre og hos mange ødelægger den sande tro på de mægtige mirakler og gerninger der udføres af Kristus, da han skulle komme til denne verden. Han vidste at hans rige ville lide skade, for den kraft (292) han udsatte menneskeheden for ville være til genstand for Kristus. Det var ingen menneskelig indflydelse eller kraft, som Moses besad, der fremviste miraklerne for Farao. Det var Guds kraft. Disse tegn og undere blev udrettet gennem Moses for at overbevise Farao at den store »JEG ER« sendte ham for at byde Farao at lade Israel gå så og de kunne tjene ham. ret

(292)  Farao tilkaldte sine troldmænd for at udrette deres trylleri. De viste også tegn og undere, for Satan kom til deres hjælp og arbejdede gennem dem. Alligevel viste Guds arbejde at være Satans kraft overlegen, for koglerne kunne ikke udføre alle de mirakler, som Gud havde udrettet gennem Moses. Kun nogle få af dem kunne. Troldmændenes staver blev til slanger,* men Arons stav opslugte dem. Efter koglerne havde forsøgt at fremkalde myg og ikke kunne, var de tvunget af Guds kraft til erkendelse og sagde til Farao: »Det er Guds finger!« Satan arbejdede gennem koglerne på en måde så den tyranniske Faraos hjerte blev forhærdet overfor Guds kraft. Satan ville ryste Moses og Arons tro, i deres missions guddommelige oprindelse og så ville hans redskaber, koglerne, få overhånd. Satan ville ikke have Israels folk befriet fra det ægyptiske slaveri så de kunne tjene Gud. Koglerne svigtede og kunne ikke udføre myggenes mirakel og ikke længere efterligne Moses og Aron. Gud ville ikke lade Satan gå videre og koglerne kunne ikke redde sig selv fra plagerne. »Og koglerne kunne ikke holde stand over for Moses på grund af betændelsen, thi betændelsen angreb koglerne såvel som alle andre ægyptere.« 2 Mos 9,11. ret

(292)  Guds styrende magt skar her den kanal væk hvor igennem Satan virkede og fik dem som Satan havde virket i til at mærke hans vrede. (293) Der var tilstrækkeligt bevis for at Farao få til at tro, om han så ville. Koglerne arbejdede ikke kun ved deres egen kundskab, men ved deres gud, djævelen, som sindrigt fremførte sit bedrageriske arbejde i at efterligne Guds værk. ret

(293)  Idet vi nærmer os tidens ende, har det menneskelige sind lettere ved at blive påvirket af Satans bedrag. Han sætter de bedragede dødelige væsener til regnskab for Kristi mirakler og gerninger på det helt overordnede plan. Satan har altid været ivrig efter at gengive Kristi gerninger og befæste sin egen magt og krav. Han gør normalt ikke dette åbent og tydeligt. Han er snu og ved at den mest effektive måde for ham, at udføre sit arbejde på, er at komme til stakkels, faldne mennesker i form af en lysets engel. Satan kom til Kristus i ørknen i form af en flot ung mand - mere som en monark end som en falden engel - med skriften i sin mund. Han sagde: »Der står skrevet« Vor lidende Frelser mødte ham med skriften og sagde: »Der står skrevet« Satan benyttede sig af Kristi lidende tilstand, som havde taget vor menneskelige natur på sig. ret

(293)  Læs Mattæus 4,8-11: »Atter tager Djævelen ham med sig op på et højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed og han siger til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da siger Jesus til ham »Vig bort, Satan! thi der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« Da forlader Djævelen ham og se, engle kom til ham og tjene ham." ret

(293)  Her bredte Satan verden ud for Kristus i dets mest tiltrækkende lys og antydede at han ikke behøver at udholde så megen lidelse for at få jordens riger; Satan ville opgive alle sine krav hvis Kristus blot ville dyrke ham. Satans mishag begyndte første gang i himlen, fordi han ikke kunne blive den højeste i rang - (294) lige med Gud, ophøjet over Kristus. Han gjorde oprør og mistede sin rang; og han og dem som sympatiserede med ham, blev kastet ud fra himlen. I ørkenen håbede han at benytte sig af Kristi svage og lidende tilstand og få den hyldest fra ham, som han ikke opnåede i himlen. Men Jesus gav, ikke engang i sin udmattede og afkræftede tilstand, op for Satans fristelse et øjeblik, men viste sin overlegenhed og udøvede sin myndighed ved at påbyde Satan: »Vig bort«? eller, forlad mig. Satan var forbløffet. Han undersøgte da hvordan han kunne udrette sin hensigt og få æren fra menneskeslægten, som han fik afvist i himlen og af Jesus på jorden. Havde han haft held med at friste Kristus, så ville frelsesplanen falde og det ville lykkes ham at bringe håbløs ulykke over menneskeheden. Men det som mislykkedes for Satan, da han kom til Kristus, har han udrettet ved at komme til mennesket. ret

(294)  Hvis Satan kan omtåge og bedrage det menneskelige sind så de som dødelige ledes til at tro at der er en nedarvet kraft i dem selv, der udretter store gode gerninger, holder de op med at stole på Gud. Gud gør det for dem, de tror de har kraft til at gøre af dem selv. De anerkender ikke en højere magt. De giver ikke Gud den ære, som han forlanger og som er tilbørlig for hans store og fortrinlige Majestæt. Satans mål er således nået og han jubler over at faldne mennesker formasteligt ophøjer sig selv, som han ophøjede sig selv i himlen og blev stødt ud. Han ved at hvis mennesker ophøjer sig selv, er hans undergang lige så sikker som hans egen. ret

(294)  Satan tabte sine fristelser mod Kristus i ørknen. Frelsesplanen var blevet udført. Den dyrebare pris var blevet betalt for menneskets forløsning. Og nu søger Satan at rive grundlaget væk for den kristnes håb og vende menneskets sind i en sådan retning at de ikke må få gavn eller blive frelst af det store offer som er givet. Han leder faldne mennesker, »med al uretfærdighedens forførelse«, (295) til at tro at han kan gøre meget godt uden soning, så han ikke behøver at blive afhængig af en korsfæstet og opstanden Frelser, så menneskets egen fortjeneste vil berettige ham til Guds gunst. Og så vil han ødelægge menneskets tillid til bibelen, vel vidende at lykkes det, vil han som opdager dette bliver ødelagt. Han indprenter det bedrag i sindene at der ingen personlig djævel er og at dem, som tror dette ikke gør nogen anstrengelser imod den og fører ikke krig imod det som de tror ikke eksisterer. Således tager stakkels, blinde mennesker endelig imod maksismens almindelige leveregler, "Alt er rigtigt". De erkender ingen regler, som målesnor for deres levebane. ret

(295)  Satan får mange til at tro, at bøn til Gud er unødig og kun en formssag. Han ved udmærket godt hvor nødvendig meditation og bøn er for at holde Kristi efterfølgere vågne til at modstå hans list og bedrag. Ved sine opfindelser vil han adskille sindet fra disse betydningsfulde ceremonier, så at sjælen ikke må lære at få hjælp fra den Mægtige og opnå styrke fra ham, til at modstå hans angreb. Jeg blev vist hen til Guds gamle folks inderlige og virkningsfulde bønner. »Elias var et menneske under samme kår som vi og han bad en (alvorlig) bøn.« Daniel bad tre gange om dagen til sin Gud. Satan er rasende ved bønnens lyd, for han ved at han vil lide tab. Daniel blev foretrukket frem for præsidenter og fyrster fordi en fortrinlig ånd var i ham. Faldne engle frygtede at hans indflydelse ville svække deres kontrol over rigets herskere, for Daniel var i høj rang. Den anklagede hær af onde engle oprørte præsidenter og fyrster til misundelse og jalousi og de vogtede Daniel nøje for at finde noget imod ham, som de kunne anklage ham for kongen, men det mislykkedes for dem. Da prøvede disse sataniske agenter at gøre hans trofasthed mod Gud til årsag for hans ødelæggelse. Onde engle lagde planer for dem og disse agenter satte dem hurtigt i kraft. ret

(295)  Kongen tog sig ikke af de listige treks der var påtænkt (296) mod Daniel. Med fuld kundskab til kongens dekret, bøjede Daniel sig stadig for sin Gud, »havde han åbne vinduer.« Han anså bøn til Gud for at være af så stor betydning at han hellere ville ofre sit liv end at opgive bønnen. På grund af sin bøn til Gud, blev han kastet i løvekulen. Så langt udretter onde engle deres hensigter. Men Daniel forsatte med at bede, selv i løvekulen. Blev han overgivet til fortæring? Glemte Gud ham dér? Oh nej; Jesus den mægtige befalingsmand over himlens hære, sendte sin engel for at lukke munden på disse sultne løver, så de ikke kunne såre det bedene Guds menneske; og alt var fred i den forfærdelige kule. Kongen forvissede sig om at han blev beskyttet og bragte ham ud med ære. Satan og hans engle blev overvundet og rasende. De agenter han havde hvervet blev fordømt til undergang på den samme forfærdelige måde som de havde tænkt sig at ødelægge Daniel. ret

(296)  Troens bøn er den store styrke for den kristne og vil helt sikkert sejre over Satan. Det er derfor han antyder at vi ingen behov har for bøn. Jesu navn, vor forsvarer, afskyer han; og når vi i alvor kommer til ham efter hjælp, er Satans hære opskræmte. Det tjener hans hensigter vel hvis vi forsømmer at bønnens brug, for så kan hans løgnagtige underværker lettere modtages. Det som han ikke fik udrettet ved at friste Kristus, får han udrettet ved at sætte sine bedrageriske fristelser for mennesket. Han kommer nogle gange i en dejlig ung mands skikkelse, eller i et pænt skyggebillede. Hans gerninger helbreder og bliver tilbedt af bedragede mennesker, som en velgører for vor slægt. Frenologi og hypnose er rigtig meget ophøjet. I sig selv er de gode, men de bemægtiges af Satan, som hans mest magtfulde midler til at bedrage og ødelægge sjæle. Hans list og påfund modtages, som om det er fra himlen og tro på den der opdager det - bibelen - er ødelagt i tusindes sind. Satan tager her imod den tilbedelse, som passer til hans sataniske majestæt. Tusinde underholder sig med og får belæring fra (297) denne demon-gud og handler efter hans lære. Verden, der regner med at få så megen gavn af frenologi og dyrisk magnetisme, har aldrig været så korrupt. Satan bruger netop disse ting for at ødelægge gode kræfter og lægge grunden til spiritisme. ret

(297)  [Jeg blev henvist til følgende skriftsted som særlig anvendeligt på nutidens spiritisme: Kol 2,8: »Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens »magter«, ikke på Kristus.« Jeg så, at tusinder er blevet bytte for frenologiens og den dyriske magnetismes filosofi og ledet til vantro. Dersom sindet begynder at vandre i disse baner, er det næsten afgjort, at det taber ligevægten og bliver behersket af en ond ånd. Arme menneskers sind fyldes med "tomt bedrag". De mener, at der i den selv er en sådan kraft til at udføre store gerninger, at de ikke indser nødvendigheden af en højere kraft. Deres principper og deres tro bygger på »menneskers overlevering og verdens "magter" og ikke på Kristus«. Jesus har ikke lært dem denne filosofi. Intet af den art er at finde i hans lære. Han ledte ikke stakkels dødelige mennesker til at tænke på sig selv, til at tænke på en kraft, som de selv besad. Han ledte altid deres sind hen til Gud, universets Skaber, som kilden til deres styrke og visdom. I det attende vers gives der en speciel advarsel: »Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til »ydmyghed« og engledyrkelse og som fordyber sig i, hvad han har set i syner, uden grund opblæst af sit kødelige sind." ret

(297)  Spiritismens forkæmpere kommer på en behagelig, fortryllende måde for at bedrage dig og dersom du hører på deres fabler, bliver du dåret af retfærdighedens fjende og vil visselig miste din sejrspris. Når ærkeforførerens dårende indflydelse først én gang besejrer dig, bliver du forgiftet og dens dræbende indflydelse forfalsker og ødelægger din tro på, at Kristus er Guds Søn og du forlader dig ikke længere på hans blods fortjeneste. De, som bedrages af denne filosofi, (298) berøves deres belønning ved Satans forførelse. De forlader sig på deres egne fortjenester, øver en selvvalgt ydmyghed og er endog villige til at bringe ofre, fornedre sig selv og hengive deres sind til at tro på det rene nonsens, således at de tager imod de mest meningsløse forestillinger gennem sådanne, som de mener er deres afdøde venner. Satan har i den grad forblindet deres øjne og forvansket deres skøn, at de ikke har set ondet og de følger den undervisning, der angives at komme fra deres afdøde venner, som nu er engle i en højere sfære. ret

(298)  Satan har valgt en meget sikker, besnærende vildfarelse, et blændværk, som er egnet til at vække sympati hos dem, der har lagt deres kære i graven. Onde engle påtager sig disse kæres skikkelse og omtaler hændelser i forbindelse med deres liv og udfører handlinger, som deres venner udførte, medens de levede. På denne måde bedrager de, de afdødes slægtninge og leder dem til at tro, at deres afdøde venner er engle, der svæver omkring dem og meddeler sig til dem. Disse betragter de med en vis afguderisk agtelse og hvad de måtte sige, har større indflydelse over dem end Guds ord. Disse onde engle, der foregiver at være afdøde venner, vil enten fuldstændigt forkaste Guds ord, som tomme fabler eller, hvis det tjener deres hensigt bedst, udvælge sådanne væsentlige dele deraf, som vidner om Kristus og påviser vejen til himmelen, medens de forandrer de tydelige udtalelser i Guds ord, således at de svarer til deres egen fordærvede natur og ødelægger sjæle. Ved at give agt på Guds ord kan alle, som er villige dertil, blive overbeviste om dette sjæleødelæggende bedrag. Gud siger med tydelige ord, at »de døde ved ingenting«. Prædikeren 9,5.6 »Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen." ret

(298)  Vildledte dødelige mennesker dyrker onde engle i den tro, at (299) de er deres afdøde venners ånder. Guds ord erklærer udtrykkelig, at de døde ikke mere har nogen del i, hvad der sker under solen. Spiritisterne siger, at de døde ved alt, hvad der sker under solen, at de meddeler sig til deres venner på jorden, giver værdifuld oplysning og udfører undere. Sal.115,17: »De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg med i det tavse.« Forvandlet til en lysets engel virker Satan med al uretfærdigheds bedrag. Han, som kunne tage Guds Søn, der en kort tid blev gjort ringere end englene og stille ham op på helligdommens tinde og tage ham ned sig op på et såre højt bjerg for at vise ham verdens riger, kan øve sin magt over menneskeslægten, som er Guds søn langt underlegen i styrke og visdom, selv efter at ham havde påtaget sig menneskets natur. ret

(299)  I denne fordærvede tidsalder behersker Satan dem, der afviger fra det rette og vover sig ind på hans grund. Over sådanne øver ham en frygtelig magt. Jeg blev henvist til disse ord: »Indladende sig på ting, som han ikke har set, forfængeligt opblæst af sit kødelige sind.« Jeg så, at nogle tilfredsstiller deres nysgerrighed og indlader sig med djævelen. De har ingen egentlig tro på spiritismen og ville med forfærdelse vige tilbage for tanken om at være medier. Alligevel vover de sig ud og indtager en stilling, hvor Satan kan øve sin magt over den. Det er ikke deres mening at ville trænge dybt ind i dette værk; men de ved ikke, hvad de gør. De vover sig ind på djævelens grund og frister ham til at beherske dem. Den mægtige ødelægger betragter dem, som sit retmæssige bytte og øver sin magt over dem og det imod deres vilje. Når de ønsker at øve selvkontrol, formår de det ikke. De har overgivet deres sind til den onde og ham vil ikke frigive sine, men holder dem i fangenskab. Guds kraft, som svar på hans trofaste efterfølgeres alvorlige bønner er den eneste magt, der kan befri den besnærede sjæl. ret

(300)  (300) Det eneste trygge er nu at søge efter den i Guds ords åbenbarede sandhed, som efter skjulte skatte. Emner som sabbaten, menneskets natur og Jesu vidnesbyrd er de store og vigtige sandheder, som bør forstås; de vil vise sig at være som et anker for Guds folk i disse farefulde tider. Men den store mængde af menneskeheden forsmår Guds ords sandheder og foretrækker fabler. 2 Tess 2,10.11 »Fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen." ret

(300)  De mest ryggesløse og fordærvede bliver i høj grad smigret af disse djævleånder, som de mener er deres afdøde venners ånder og de er forfængeligt opblæste i deres kødelige sind. Og da de ikke ved at holde (Kol 2,19:) »fast ved hovedet, nemlig ham ud af hvem hele legemet vokser Guds vækst, medens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd,« fornægter de ham, som meddeler legemet styrke, for at hvert lem må kunne vokse Guds vækst. ret

(300)  Tomme filosofi! Lemmerne på legemet beherskes af hovedet. Spiritisterne sætter hovedet til side og tror, at alle lemmerne på legemet selv må handle og at fastsatte love, under en fremadskridende udvikling, vil føre dem frem til fuldkommenhed uden et hoved. Joh 15,1.2.4-6: »Jeg er det sande vintræ og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, dem tager ham bort og hver, som bærer frugt, dem renser han, for at dem skal bære mere frugt.« »Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud, som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden og de brændes." ret

(301)  (301) Kristus er kilden til vor styrke. Ham er Vintræet, vi er grenene. Vi må få næring fra det levende Vintræ. Berøves vi kraften og næringen fra dette Vintræ, er vi ligesom lemmer på et legeme uden hoved og befinder os netop i den tilstand, Satan ønsker, at vi skal befinde os i, for at han må kunne beherske os efter sit behag. Han virker »med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen« Spiritismen er en løgn. Den er grundlagt på den første store løgn: »I skal ingenlunde dø.« Tusinder af mennesker afhugger ham, som er hovedet og følgen er, at lemmerne handler uden hoved og en anden leder legemet. Satan behersker dem. ret

(301)  Jeg så, at Satan ikke kan beherske sindet, medmindre det stilles under hans kontrol. De, der afviger fra, hvad der er ret, befinder sig nu i stor fare. De skiller sig fra Gud og fra hans engles årvågne omhu og Satan, der altid er på sin post for at ødelægge sjæle, begynder at påvirke dem, med sine forførelser. Sådanne er i den yderste fare og dersom de ser mørkets magter og forsøger at modstå dem og at løsrive sig fra Satans snare, bliver det ingen let sag. De har vovet sig ind på Satans grund og han gør krav på dem. Han vil ikke nøle med at bruge alle sine kræfter og kalde hele sin onde hærskare til hjælp for at vriste et enkelt menneske ud af Kristi hånd. De, der har fristet djævelen til at friste dem, må gøre fortvivlede anstrengelser for at frigøre sig fra hans magt. Men når de begynder at arbejde for sig selv, vil Guds engle, som de har voldt sorg, komme dem til undsætning. Satan og hans engle er uvillige til at gå glip af deres bytte. De kæmper og strider mod de hellige engle og kampen er hård. Men hvis de, der er faret vild, vedbliver med at bede inderligt og i dyb ydmyghed bekender deres synder, vil engle, som er vældige i magt, få overhånd og rive dem ud af de onde engles vold. ret

(302)  (302) Da sløret blev løftet og fordærvelsen i denne tid blev vist mig, blev jeg syg om hjertet og min ånd var nær ved at forsmægte inden i mig. Jeg så, at jordens beboere var i færd med at fylde deres ugudeligheds mål. Guds vrede er optændt og vil ikke mere lægge sig, før syndere er udryddet fra jorden. Satan er Kristi personlige fjende. Han er ophavet til og lederen i oprør af enhver art i himmel og på jord. Hans raseri tiltager; vi har intet begreb om hans magt. Kunne vore øjne oplades til at se de faldne engle arbejde med dem, der tager sagen let og mener sig trygge, ville vi ikke føle os så sikre. Onde engle er i hælene på os hvert øjeblik. Slette mennesker venter vi at finde parat til at handle efter Satans indskydelser; men når vort sind er ubevogtet mod hans usynlige hjælpere, vinder de nyt terræn og gør undere og mirakler for vore øjne. Er vi beredte til at stå dem imod ved hjælp af Guds ord, det eneste våben, vi med held kan anvende? ret

(302)  Nogle vil være fristede til at tage imod disse undere, som om de kom fra Gud. Syge vil blive helbredt for vore øjne. Mirakler vil blive udført for vore øjne. Er vi forberedte på den prøve, der venter os, når disse løgnens undere fra Satan kommer tydeligere til syne? Vil ikke mange sjæle gå i snaren og blive fanget? Ved at afvige fra Guds klare forskrifter og befalinger og ved at agte på fabler forbereder mange deres sind til at tage imod disse løgnens undere. Vi må nu alle søge at ruste os til striden, som vi snart må optage. Troen på Guds ord, som vi må granske under bøn og gøre anvendelse af i det praktiske liv, vil være vort skjold mod Satans magt og gøre os til sejrvindere ved Kristi blod. Vejl f menigh bd 1 side 84-88]

------------
ret

næste kapitel